Det Blå Værelse

Bare en lille gyserhistorie, som min far ville have at jeg skulle skrive. Det er ikke noget særligt.^^'

2Likes
0Kommentarer
601Visninger
AA

1. Londons mørke gader

 

Det er en gang for mange, mange år siden, et sted i England. En mand er lige steget af et skib. Han har en lang gammeldags frakke på. Det regner. Vinden får hans halv lange hår, til at blafre mod hans kinder. Han står lidt fortabt på havnen. Han kigger rundt. Alle butikker er lukket, og der er ikke en eneste hestevogn, som det var dengang, at se. Jo vent! Tænker manden. Han kigger rundt. Der står faktisk én hestevogn. Lygten på vognen er slukket, og hesten hænger med hovedet, som om den sover. Manden går hen og banker på vognen. ”Hallo! Sig mig, er her nogen?” siger manden. Det rumstere inde fra vognen. ”Jo, jeg er her skam!” lød en stemme der inde fra. En høj, tynd mand stiger langsomt ud af vognen. ”Ved De hvad klokken er? Ja, det var meningen at jeg skulle have været hjemme, men så er jeg åbenbart faldet i søvn! Ha ha.” siger manden med vognen. ”Nej jeg ved skam ikke hvad klokken er. Jeg er lige steget af London færgen, og jeg har fået en adresse af min onkel. Han gav mig den, for det er vidst det eneste sted her i byen, man kan overnatte, sagde han til mig. Jeg håber ikke det er lyv! He he.” Manden smiler. Den anden mand, med vognen ser ret alvorlig ud. Han hoster en smule. Så kigger han på adressen. ”Der bor ingen der.” siger han. Manden ler. ”Jo, det tror jeg nu der gør! Min onkel har givet mig den adresse, og så...” manden med vognen afbryder. ”Som sagt, bor der ingen der!” siger han for sidste gang. ”Men jeg kan vel godt køre dig der over. Men nu er du advaret.” De to mænd sætter sig ind i vognen. Da de har kørt et lille stykke tid, når de til en allé. For enden af den allé, er der en lille grusvej, og for enden af den grusvej, er der en låge. Man kan næsten ikke se noget, for mørket. ”Så er vi der, herrer! God fornøjelse!” Kusken åbner døren til vognen, og manden stiger ud. ”Tak for turen!” Manden åbner lågen. Der er et lille, udvisket skilt, hvor der står noget med Smith. Manden går hurtigt, nærmest småløber hen til den store dør. Han har haft en lang rejse, og nu vil han i seng. Han banker hårdt på. Intet svar. Han banker igen, nu lidt hårdere. Nu kan han høre nogle tunge, slæbende skridt, inde fra huset. Det kan da umuligt være et menneske, der går sådan? Tænker han. Han kigger på døren. Nu kan han se at håndtaget langsomt går nedad, og døren åbner. Et lille menneske står i døren. Manden kan ikke se om det er en gammel mand, eller en gammel dame. Han eller hun mangler i hvert fald det ene øje. Nu kan manden se at det er en mand. Han er lille, rimelig tyk, og ser meget uhyggelig ud. ”Godaften min gode herrer.” siger den lille enøjede mand. ”Hvad søger De?” siger han med en skummel stemme. Manden viser den seddel han har fået af sin onkel, med adressen på. ”Jaså.” siger den lille mand. ”Du skal vidst have dig, Det Blå Værelse! Det er kun vores aller fineste gæster der får lov at overnatte på Det blå værelse.” Manden træder indenfor. Han synes at der lugter fælt. Lidt råddent. Lidt af død! Den lille fremmede mand, fører manden ind i Det blå værelse. ”Det er så her!” Manden kan ikke helt se om væggene er blå, for der er ikke nogen lamper i værelset. Der er bare helt mørkt. Den lille mand, siger godnat, og går ud af værelset. Han låser døren. Manden vender sig hurtigt mod døren. Låste han lige den dør, eller hvad? Tænker han. ”Hvad fanden er det dog, jeg har rodet mig ud i, man!” siger han til sig selv.

Han er så træt at han ikke tænker videre over det. Han tager sine sko af. Ikke andet. Så ligger han sig ned i sengen, og tager sin frakke over sig. Han vil helst ikke sove med det tæppe der ligger i sengen. Han skynder sig at falde i søvn. Værelset lugter klamt, og gammelt af død. Midt om natten, vågner han med et sæt, af den klamme lugt. Hans blik falder hen på en stor kiste der står ved siden af døren. Han kan pludselig ikke sove på grund af den. Da han har ligget og kigget på den i et stykke tid, rejser han sig op fra sengen. Nu må jeg altså gå over og kigge i den, og når jeg har set hvad der er i, kan jeg sove, og så vågner jeg klokken seks i morgen tidlig, og rejse væk! Tænker han. Han går over til kisten. Han kan slet ikke se noget, for mørket. Han tager en tændstikæske op af lommen. Der er kun tre tændstikker tilbage. Han tænder den ene. Så åbner han kisten og kigger i den. Der ligger kun nogle gamle tæpper, sølvlysestager, og en enkel gammel maske. Så går den første tændstik ud. Øv! Tænker han. Så tænder han en mere. Han åbner kisten igen, og flytter nogle af tæpperne, og ser at der er en lille kasse, nede i kisten. Han røre ved den. Den er iskold, som om den har været i fryseren! Den anden tændstik går ud. Så skynder han sig at tænde den sidste tændstik. Han åbner kassen, og nede i den, ligger der et hvidt bånd. Han kigger på det, men så går den sidste tændstik ud. Det hvide bånd lyser i mørket. Han binder det rundt om hånden, så han hele tiden kan se, i det forfærdelige mørke. Han sætter sig ned på sengen. Da han har siddet der i lidt tid, bryder en stemme, hans tanker. ”Tag båndet af hånden. Båndet! Tag det af, og lig det tilbage, i kassen. Nu!” siger stemmen i hans hoved. Han gør helt automatisk hvad stemmen siger. Han prøver at binde den lille knude op, som han havde båndet, men han kan ikke få den op. Pyt! Tænker han. Så ligger han sig ned i sengen, og sover. Lidt efter hører han en ny stemme. Det er en anden stemme. Denne her er mere dyb, og mere mandig. ”Hør hvad jeg siger. Gå over til det lille vindue. Åben det. Hop ud. Dø!” manden gør hvad stemmen siger. Han kan ikke stritte imod. Nu kommer den første stemme tilbage. ”Jeg sagde jo til dig, at du skulle tage båndet af! Det er dets skyld! Strit imod, min kære! Strit imod...” Manden kan ikke stritte imod. Han går hen til vinduet. Åbner det. Hopper ud. Dør!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...