Love like a pirate

Charlotte Lovewitt er guvernørens datter i 1700 tallets England, i den lille by havneby Chesthold. Hun er tynget ned af savnet af hendes elskede, Jack der pludselig forsvandt, og formodes død. Hun er splittet, og på vej til - imod hendes vilje- at blive forlovet med en anden, da hendes verden pludselig ændres- Pirater er kommet til byen, og tager hende med sig. Her får hun sig en kæmpe overraskelse, og skal nu til at kæmpe for at overleve, og samtidig skal kun kæmpe for ikke at overgive sig til sit hjerte.

(inspireret af Pirates Of Caribbean- Håber i kan lide den! Det er min første historie :-))

5Likes
6Kommentarer
425Visninger
AA

3. Shelter

 

Is it useful to feel fear, because it prepares you for nasty events, or is it useless, because nasty events will occur whether you are frightened or not?” 

____________________________________________________________________________________________

 

Luften er fuld af snak, klassisk musik og parfume. Balsalen er overdådig. Den kæmpe store sal er cirkelrund, fyldt med guldmalerier på væggen, tre kæmpe guldbelagte lysekroner, lyser salen op, og holder mørket ude. Gulvet er af lys marmor, og man kan se gæsternes spejlbilleder i gulvet. Det er en smuk sal, men jeg foretrækker det personligt lidt mere enkelt. Jeg når hen til bordet med forskellige vine, men så fanger James mig. ”Du ser fantastisk ud miss. Lovewitt ” Jeg kigger til siden og ser ham i et fornemt jakkesæt. Hans lysebrune hår, er sat perfekt, og servietten i hans jakke, matcher hans blå øjne. Han bukker igen, og holder en rød rose frem mod mig. Jeg smiler, og tager i mod den, mens jeg siger. ”Tak Mr. Miller.” Jeg dufter til rosen mens han svarer ”Kald mig nu for James i stedet.” Jeg giver igen, med en følelse af Deja-Vu. ”Så kald mg Charlotte. Kom nu James, vi har været igennem den her samtale før.” siger jeg en smule irriteret. En klassisk sang med et smukt klaverspil begynder at spille i baggrunden fra orkestret. James kigger på mig, mens jeg gør mig umage for at virke interesseret. Jeg smiler, og han spørger mig om jeg vil danse. ”Charlotte Lovewitt, vil De gøre mig den ære, at give mig en dans?” Jeg nejer dybt, og smiler. Jeg håber inderlig at han ikke kan se den løgn der gemmer sig bag smilet. Han rækker hånden ud mod mig, og jeg lægger min arm om hans, mens han trækker mig ud på danse gulvet. Ud af øjenkrogen kan jeg se min far og hans venner, sammen med James’ familie. James snurrer mig rundt, og lægger sine arme rundt om min talje. Jeg ligger armene om hans hals, overrasket over, at det er den måde han vil danse på, fordi det ikke er en måde der hører til her ved sådan en fest og det ved han godt. Vi danser stille uden at snakke. Da sangen slutter, bukker han, og kysser let min hånd. Han retter sig op, og kigger på mig. Jeg er usikker på hvad han vil, og skal lige til at spørge ham, da hans far kommer hen til os. Han bukker let for mig. ”Er der en dans tilbage Charlotte?” Jeg kan ikke gøre andet end at neje pænt, og danse med ham. Mens vi danser en slags vals siger han; ”Charlotte, du ved hvad min søn føler for dig.” Åh nej. En velkendt følelse af magtløshed vælter ind over mig, da han fortsætter. Jeg ved hvor han vil hen. ”Og du ved at du er velkommen i vores familie.” Jeg kan mærke mit bryst trække sig sammen, som et usynligt bånd der ligges rundt om mig, og strammer til. Holder mig lænket. Jeg fanger en bevægelse over hans skulder, og hører lyden af glas der smadres, og han vender sig om sammen med resten af gæsterne. En af tjenerne er nede på sine knæ og er i gang med at rydde op, samtidig med at min far råber af ham. Da min far er færdig vender han sig om mod vores gæster, og smiler mens han siger ”Så er det ordnet. Dans videre og nyd aftnen!” Alle gæsterne fortsætter hvor de slap, men jeg mumler et ”undskyld mig.” til Mr. Miller, og går hen til tjeneren for jeg kender ham. Hans lyse hud, og blonde halvlange hår. Jeg knæler ved siden af ham, og han skæver til mig fordi det ikke er på sin plads at jeg hjælper ham med at samle op. Da alle skårene er samlet op hvisker jeg hans navn ”Will” men han skynder sig væk, og ud bag om i køkkenet. Stædigheden kommer op i mig. Nu skal han altså svare mig! Jeg smider rosen James gav mig på gulvet og løfter op i min lange kjole, og følger efter ham.  Køkkenfolkene kigger forbavset på mig, da jeg træder ind i det lammende, og osende køkken. De kigger, men siger intet. Det irriterer mig. Jeg kender hver og en af dem, men ingen af dem lader til at kende mig mere. Will stopper ved skraldespanden for at smile skårene ud, og kokken -som for resten er fra Italien, hedder Gustavo og kan spille harmonika- kommer hen og snakker irretesættende til Will på Italiensk. Jeg forstår ikke et hak af hvad han siger, så jeg kigger bare stædigt på dem. Will svarer noget, og kigger derefter på mig. Gustavo siger nu på engelsk til mig: ”Miss Lovewitt De bliver nødt til at forlade køkkenet. Det er forbudt område.” Det gør mig vred. Jeg kan mærke mine hænder knyttes, og jeg stirrer vredt på ham før jeg svarer ”Kom nu, Gustavo. Lad nu vær, du kender mig og behøver ikke snakke sådan til mig. Jeg vil bare lige snakke med Will.” Min stemme er bedende. Nu træder Will frem og svarer mig med et tonefald jeg ikke kan tyde. ”Hvad vil du sige Charlotte? Du har intet at sige til mig.” Det stopper mig, fordi han overrasker mig, men så kommer jeg igen. ”Vi tilbragte en stor del af sidste sommeren sammen, så jeg har lov til at snakke med dig Will!” Han begynder at gå men vender sig så om. Hans øjne er blide, måske fordi han kunne høre hvor desperat min stemme er. ”Cher. Det var på grund af Jack. Han er her ikke mere, og jeg kan blive fyret for at snakke med dig. Du var en god ven, men vi er bare ikke i samme kreds, og det ved du.” Så går han. Jeg mærker kaoset komme krybende ind i mig. Gustavo rør blidt min arm, og jeg vender mig om mod ham. ”Darling, glem os. Glem at du nogensinde har kendt os. Det er bedst for alle.” Jeg er helt paralyseret, så han fører mig ud i haven, og hen til de åbne baldøre. Jeg går væk fra lyset der strømmer ud i haven, og gemmer mig i nærheden af skyggerne, ved springvandet. Jeg bliver nødt til at gribe fat i den hårde stenkant, for ikke at falde sammen. Gråden er tæt på at omslynge mig, og jeg klamrer mig til virkeligheden. Jeg må være sindssyg. Selvfølgelig vil Will, som var Jacks bedsteven, og alle de andre ikke snakke med mig. Jeg var den der fik Jack dræbt.

 

  Da hører jeg min far råbe på mig, og jeg ved at han vil have mig til at spille et nummer. Det er en af grundene til at jeg anses som jeg gør. For det første er jeg datter af guvernøren, for det andet så spiller jeg klaver og synger samtidig. Tro mig det er noget der tager kegler. Da jeg kommer ind sætter jeg mig ved klaveret uden at kigge på nogen. Jeg overvejer hvad jeg skal spille, og jeg ender med sangen ”Shelter” Da jeg begynder at spille taber jeg verden. Jeg kan høre klaveret spille, og høre min egen stemme synge.

 

I find shelter in this way

Under cover, hide away

Can you hear me, when I say

I have never felt this way

 

 De skrøbelige toner fylder hele hallen. ”Shelter” er en af mine ynglings sange, og jeg spiller den kun når jeg er føler mig skrøbelig som nu. Selv om jeg er den der spiller, kan jeg høre at det lyder fantastisk. Da den sidste tone dør ud, klapper hele salen for fuld styrke. Da jeg kigger op, kan jeg se at der er få der græder. Jeg kigger udenfor, for at undgå at se på nogen, og da fryser jeg fast. Der I åbningen står en fremmed, en pirat. Jeg rejser mig hurtigt, men det er for sent. Vi er omringet af pirater, og de har låst soldaterne ude. De holder deres våben frem, og tvinger os sammen, i en klump. En af dem, ham der må være lederen af gruppen træder frem mod mig og min familie. ”Godaften.” han griner og kigger rundt på alle, indtil hans blik stopper ved mig. Jeg kan mærke frygten, og han kan sikkert se den i mine øjne. ”Det er en dejlig stemme du har miss?..” Jeg svarer ham ikke, men da en af de andre pirater retter våbnet mere specifikt mod min far siger jeg med så kold stemme jeg overhoved kan styre ”Lovewitt” han griner, sikkert af mit tonefald og siger med en klam vammel stemme. ”Jamen, miss. Lovewitt vil De være så venlig at komme herhen?” Jeg skal til at bevæge mig, da en tager fat i min arm, hiver mig tilbage og stiller sig foran mig. Det er selvfølgelig James.  Piraten griner, da han ser James stille sig beskyttende op foran mig. ”Du kommer ikke forbi her, din djævel!.” Jeg sukker indvendig, selv om det ikke lige er situationen, men det er bare så typisk James. Han skal altid være helten. Jeg rør blidt hans arm, fordi nogle pirater har taget fat i min far, og retter lige et våben mod hans tinding. ”James, flyt dig.” hvisker jeg, og håber at han er klog nok til at gøre som jeg beder ham om. Han reagerer ikke overhoved, men det er også lige meget, fordi nu går det hurtigt. James bliver revet væk, og jeg kan i det næste sekund mærke nogle stærke arme stramme omkring min hals, og jeg kan mærke kniven truende tæt på at prikke hul på min huden. Jeg ligger mine hænder på armene om min hals af ren refleks. Jeg spænder i hele min krop, bange for hvad armene vil gøre. Kun få sekunder efter står jeg ved siden af piraten der har ført ordet. ”Godnat My ladies, og de herrer.” han bukker dybt, og tager samtidig sin slidte store hat, af i en falsk gestus. Jeg fanger min fars blik, som ser ulykkelig ud. Dernæst kigger jeg på James, som bliver holdt tilbage. Jeg kan se at han kæmper med at komme fri, men forgæves. Piraten vender sig om for at gå, men stopper og siger ”For resten så skal i alle blive her, til kanonen lyder tre gange.” I det samme kan vi høre et kæmpe brag og skrig nede fra byen. Det giver et sæt i Meredith der står og klamrer sig til sin mor. Jeg prøver at kæmpe imod, men jeg bliver slæbt væk fra mit hjem.

 

Da vi kommer ud blænder flammerne mig. Hele min by er i brænd. Over det hele slikker flammerne op af husene, og tilintetgør det hele foran øjnene på mig. Der er ingen spor af andre pirater, kun af folk der prøver at redde deres hjem. Vejen gennem byen er forfærdelig. Armene om min hals strammer, så jeg næsten ikke kan trække vejret, og jeg kan knap følge med i mine hæle, så jeg smider dem på halvvejen. Der er omkring 10 pirater der følger os rundt, og hvor vi går, er et spor af lig.  Piraterne dræber alle dem i nærheden, som ikke når at løbe væk og gemme sig. Jeg kan ikke lade være med at græde. Det er grusomt. Selv om jeg er stiv af skræk, gør jeg mit for at gøre det svært for dem at tage mig med. Selv om jeg gør mit bedste, når vi i løbet af ingen tid til en jolle, hvor jeg bliver smidt ned, og først da vi er et godt stykke ude i havet, hører jeg soldater råbe inde fra havnen, men det er for sent. En af piraterne snuser til mit hår, og griber brutalt fat om min hage, og retter mit hoved i retning af havet, hvor jeg kan se deres skib. Der løber en kuldegysning igennem mig da jeg ser det. Skibet er kæmpe stort, med mørkerøde lasede sejl. Træet et er bygget af er helt sort, som sod. På i den kan jeg ane et navn, i falmede guldbogstaver ”The diamand”. Navnet sender en bølge af frygt igennem mig. Alle frygter dette skib, og piratere om bord. Vi når til stigen, og jeg bliver tvunget op, som den første. Jeg overvejer mine muligheder. Jeg kan kun springe i vandet, og det ved jeg er en dum ide når det er nat, så jeg springer op på dækket. Straks er der flere pirater som hiver og flår i mig. De tager på mig, rør på min krop, grådigt. De binder mine hænder sammen på ryggen. Jeg stritter i mod så godt jeg kan, men det hjælper ikke meget. Lige da det er ved at blive værst, hører jeg en hård iskold stemme: ”Så er det godt.” Alle piraterne rettede sig op, og kiggede frem, så jeg gør det samme. En mand med et træben, en papegøje og en kæmpe hat står foran mig. Han har mørke næsten sorte øjne, og en guldtand. Jeg kan næsten ikke lade være med at grine, fordi det er en typisk sørøver pirat fra et af de eventyr jeg fik læst op som lille. Han træder nærmere, og jeg ranker ryggen og prøver at se bare lidt overlegen og modig ud. Jeg ved ikke hvor godt det lykkes, for jeg kan mærke mine ben ryste under mig. Det er så mørkt at det er svært at se hvor hans pupiller begynder. ”Sikke en skønhed.” siger han, og lægger en hånd på min kind. Jeg stirrer på ham, og svarer ikke. Pludselig rykker han voldsomt mit hår løst. Jeg skriger, fordi smerten er så pludselig. Da jeg kigger på ham igen, kan jeg mærke tårne i mine øjne svie, og mine krøller bølge ned over mine skuldre. ”Nå, så du er den berømte Charlotte Lovewitt” Jeg fortsætter med at stirre værdigt på ham, men undrer mig inde i mig selv, over hvad han mener. Jeg kan næsten ikke trække vejret for stanken der kommer fra piraterne omkring mig, som holder fast i mig. Jeg prøver at rykke mine hænder fri, men rebene bliver bare strammet. Jeg prøver igen, og kan høre kaptajnen sige ”Du har sandelig en ild sjæl.” Da stopper jeg, og siger med en stemme der er fyldt med foragt. ”Du kender ikke min sjæl.” Han griner, og tager om min hage, for at tvinge mig til at kigge i hans øjne. Jeg er lige ved at falde pga. angsten, men jeg holdte mig oppe. Værdigt. Han slipper mig, og træder tilbage. ”Nej, det gør jeg måske ikke, men jeg kender en der gør..”

________________________________________________________________________________________

                                                                Shelter- Birdy

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...