Love like a pirate

Charlotte Lovewitt er guvernørens datter i 1700 tallets England, i den lille by havneby Chesthold. Hun er tynget ned af savnet af hendes elskede, Jack der pludselig forsvandt, og formodes død. Hun er splittet, og på vej til - imod hendes vilje- at blive forlovet med en anden, da hendes verden pludselig ændres- Pirater er kommet til byen, og tager hende med sig. Her får hun sig en kæmpe overraskelse, og skal nu til at kæmpe for at overleve, og samtidig skal kun kæmpe for ikke at overgive sig til sit hjerte.

(inspireret af Pirates Of Caribbean- Håber i kan lide den! Det er min første historie :-))

5Likes
6Kommentarer
445Visninger
AA

2. Because of You

                                                               

"The pain of having a broken heart is not so much as to kill you, yet not so little as to let you live."

________________________________________________________________

Jeg betragter mig selv i spejlet, mens Marie, min tjenestepige snører mig stramt ind. Kjolen er fornem, og af fineste kvalitet. Dens elegante dybrøde farve, der ironisk nok ligner blod, er virkelig smuk. Selve designet er noget af det nyeste i England, med ærmerne som sidder på skuldrene, den dybe V-udskæring, og kjolen der sidder tæt om livet mens den breder sig ud i smukke bølger helt ned til anklerne.  Den måtte have været dyr, men jeg måtte indrømme at den stod godt til min lyse hud og blonde krøller, som i dagens anledning var sat op i et virvar af krøller. Den fik mine grønne øjne til at skinne. Det var lederen af hæren der havde givet mig den. Mr. James Miller bejlede til mig, og det var ikke noget jeg var glad for. Han var en fin mand, velhavende, dannet. Men jeg har ingen følelser for ham. Der er kun en minimal gnist mellem os. Minimalt, af hvad der havde været mellem Jack og jeg. Nej, jeg måtte ikke tænke videre. Han er død, jeg må acceptere det før eller siden. Jeg kan mærke tårerne i mine øjne, og blinker dem hurtigt væk. Jeg havde elsket Jack af hele mit hjerte,

 

men han er væk.  

 

Den hviskende stemme i mit hoved, mindede mig om det. 

”My Lady. Du er klar til at gå.” Marie brød ind i mine tanker. ”Tak Marie.” sagde jeg og smilede. Hun nejer og går ud af rummet. Et sekund senere træder min far ind. Han kigger vurderende på mig og nikker anerkendende. Jeg undgår hans blik, og går hen til vinduet mens jeg siger ”Nik bare far.. Det er hvad du vil have.” Jeg vender mig om og kigger ud af det kæmpe panorama vindue. Min udsigt er fantastisk. Jeg kan se næsten hele byen, og havet der glimter i solens sene stråler. Jeg kan høre min fars skridt, indtil han stopper ved siden af mig. Han kigger også ud af vinduet da han svarer mig med blid stemme. ”Charlotte. Stop nu. Mr. Harrington er en god mand. Kunne du i det mindste prøve at være imødekommende?”  Han flytter sit blik hen på mig, men jeg svarer ikke og bliver bare ved med at kigge ud af vinduet, mens jeg tænker på Jack. Jeg tror min far ved hvad jeg tænker på, fordi han tager min hånd, og tvinger mig på den måde at kigge på ham.

 

 ”Han er død, Charlotte. Det er et år siden, du bliver nødt til at glemme ham. Måske ikke glemme ham, men ligge ham væk. Giv en anden plads i dit hjerte.” Da jeg bare kigger på ham samtidig med at jeg forbliver tavs, fortætter han. ”Ved du hvorfor du hedder Charlotte? Det er fordi din mor ville have du skulle hedde det, og så fordi..” Men jeg afbryder ham og afslutter den sætning jeg så mange gange har hørt. ”fordi det betyder frihed.” Han smiler. ”Ja min pige. Du er fri til at vælge hvem du vil have, men lad være med at holde fast i Jackson.” Min far får virkelig ikke meget ud af mig, fordi jeg endnu engang vælger at lade være med at svare. Han slipper min hånd, og går ud af døren. Jeg sukker og sætter mig på min store victorianske seng. Min far kendte ikke Jack. Få fra min omgangskreds vidste hvem han var. Men alle i byen kendte ham. Den eneste grund til at min far kender hans navn, er fordi han for ca. et år siden fik at vide at hans datter, guvernørens datter, som praktisk talt er kongelig, planlagde at stikke af med Jackson Scott, arbejderdrengen fra havnen. Måske har min far ret. Jeg blev nødt til at lægge Jack til side, og lade andre komme tæt på mig igen. Et bank på døren trækker mig tilbage til nutiden. Min bedste veninde Meredith stikker hovedet ind ad døren med et kæmpe smil på læberne ”Hej Cher. Er du klar?” Hun begynder at snurre rundt med armene oppe over hovedet mens hun griner. Hendes latter smitter, så snart griner jeg og snurrer rundt med hende. Da vi er godt rundtosset smider vi os på sengen, med vores perfekt lavede krøller i uorden. Meredith kigger på min kjole og trækker ud i den. ”Flot kjole! Hvor har du dog den fra?” Jeg sukker og svarer hende med sammenbidte tænder. ”James.” Jeg kigger på hende, og kan pludselig ikke lade være med at lufte mine tanker. ”Jeg har tænkt meget på Jack…” Men hun afbryder mig. ”Nej Cher. Du skal ikke engang begynde. Drop Jack, og fokuser på nutiden. James.”  Da jeg ikke svarer fortsætter hun ”Kan du i det mindste prøve at give ham en chance? Jeg mener, han er allerede fuldstændig forelsket i dig.” Hendes ord minder mig om hvad min far sagde for bare 10 min. siden. Jeg rejser mig op, og Meredith følger efter. ”Okay. Jeg skal nok lade være, og give ham en chance.” Meredith smiler til mig. ”Godt. Det er da også på tide!” Jeg smiler igen men det er ikke et rigtigt smil. Indeni er knuden der stadig. Kold og hård. Jeg har lagt Jack bag mig, men derfor betyder det ikke at smerten er væk. Den er der stadig. Stadig lige så stor, som da jeg fandt ud af hans død. Jeg begynder at gå hen til døren, men Meredith blokerer vejen med sin arm. ”Vent! Læg hans ring.” Jeg vender mig langsomt om, og sætter mit bedste pokerface på, så hun ikke kan se hvor hårdt hendes ord rammer mig. Jeg undgår hendes blik, og trækker min skuffe i kommoden ud. Jacks ring, som var det eneste der blev fundet, ligger og skinner op til os. Meredith kigger usikkert på mig. ”Undskyld Charlotte. Jeg troede stadig du gik med den..” Jeg svarer før hun er færdig. ”Det er måneder siden jeg sidst gik med den. Jeg havde den bare altid skjult, så du har vel ikke lagt  mærke til at jeg ikke har haft den på.” siger jeg, en smule for hårdt. Da jeg ser hendes usikre ansigtsudtryk rækker jeg hånden ud mod hende, og siger med en blidere stemme. ”Kom. Lad os have det sjovt.” Hun smiler, og vi går ud af døren. Jeg stopper op. ”Gå bare i forvejen, jeg skal lige ordne noget.” Hun kigger nysgerrigt på mig, men fortsætter ned ad den victorianske vindeltrappe. Da jeg er sikker på at hun er gået ind i salen, går jeg tilbage på mit værelse og trækker kommoden ud. Hans ring som er af guld, med et sirligt indviklet mønster, et slags segl ligger der stadig. Jeg tager den forsigtig op, og betragter den. Den er smuk, og den bringer minder tilbage. Minder som jeg ikke må tænke på. De vil knuse mig, og jeg vil ikke kunne være i stand til at gøre hvad jeg skal. Pga. Jack, er jeg bange for at åbne mit hjerte op. Bange for at blive knust som, han knuste mit hjerte. Jeg er ødelagt, fuldstændig.  Jeg tøver lidt, men finder en kæde, sætter ringen i kæden, og trækker den beslutsomt over hovedet, så den hviler på min hals. Af en eller anden grund kan jeg ikke lade den ligge i aften. Måske er det fordi jeg ved at James vil fri til mig. (Det hørte jeg tilfældigvis fordi han snakkede med min far udenfor, lige under min altan. Hvor dum kan man være?) Jeg tjekker en ekstra gang at den er skjult under kjolen, og går så ned i balsalen, der mest af alt ligner et rum fyldt med rigdom. 

_________________________________________________________________

                                                        Because of You- Kelly Clarkson

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...