Mit lorteliv {1D}

Mira er dømt til at være den mærkelige i klassen, og finder ud af, på HENDES sidste skoledag, at hendes kæreste er hende utro, med klassens snob Sophia. Miras veninde Nathalie invitere hende med til en One Direction koncert, for at få hendes mundvig opad igen.Til koncerten møder hun, Harry, som ved et uheld skader hende. Hun lærer hurtigt drengene at kende, og finder hurtigt ud af at Harry føler noget for hende, hvilket hun bare er glad for da hun også føler noget for ham. Men hvad sker der da Zayn pludselig fortæller hende, at han er vild med hende? Kan hun holde sig til Harry? Og hvad sker der mellem drengene siden de får hende til at vælge mellem dem? Er det hele bare ET stort lorte liv?

58Likes
95Kommentarer
10978Visninger
AA

26. Smile.

”Hvad skal jeg gøre uden jer?” jeg lagde armene om Danielle og Eleanor der gjorde det samme om mig. De var virkelig noget af det bedste der var sket for mig, og hvis jeg ikke havde dem, havde jeg aldrig overlevet natten.

Eleanor havde inviteret Danielle med herhjem, da hun ikke længere efter episoden synes det var sjovt at drikke. Hun sagde at det ikke var det samme uden os, men jeg troede inderst inde på at der bare ikke var nogle at danse med. Hun var jo professionel, så hvem havde en chance mod hende i de dance battles der var?

”Vi er jo kun et opkald væk lille skat” grinede Danielle og rakte mig et armbånd. Jeg tog smilende imod der og læste det der var indskrevet. ”DF?”, de nikkede begge og gav sig til at forklare. Lige meget hvad ville vi altid være familie. Lige meget hvilke beslutninger vi tog, eller hvor dumt vi opførte os. Vi ville stå sammen om dette.  Jeg smilede som et tak og tog det straks på. Det matchede med det sæt de havde foræret mig.

Danielle havde givet mig en af sine ynglings toppe, mens Eleanor havde fundet sine absolut ynglings bukser frem, og havde sagt at hun ville forære mig dem, fordi jeg betød så meget for hende som jeg gjorde.

Det gjorde mig utrolig glad at de tænkte på mig, men det gjorde det så også endnu hårdere at sige farvel.

”Den er her!” kunne jeg svagt høre Zayn råbe, hvilket fik en tåre til at glide ned af min kind. Om tåren kom af savn, glæde eller smerte, vidste jeg ikke men det var tid til at sige farvel, hvilket hurtigt var blevet den sværeste ting jeg skulle til at udføre.     

Jeg gik med langsomme skridt ned af trappen og smilede straks til Liam, Zayn og Niall der stod og ventede på mig. En ting der gjorde mig ked af det var at hverken Louis eller Harry var her.  ”Har Louis ikke fundet ham?” spurgte jeg trist og kiggede på Liam der var den første til at ryste på hovedet. ”Vi har ingen idé om hvor han er”. Jeg kiggede væk og gik hen mod døren.

Vinduet i døren gjorde det klart at de heller ikke var ude foran huset.  Jeg vendte mig om med et falskt smil og vinkede dem hen til mig.

Jeg krammede dem en efter en og da jeg nåede til Zayn, kunne jeg se at han havde tårer i øjnene. ”Hvad sker der?” de andre kiggede på ham, mens han bare lod som ingenting og krammede mig. ”Jeg elsker dig utrolig højt” viskede han, og kiggede mig i øjnene. ” Jeg elsker også dig Zayn, lad os forblive venner” jeg kiggede hurtigt væk da jeg kunne mærke at han tog ordet til sig. ’Venner’. Jeg elskede ham utrolig højt men det var bare som om at vi ikke skulle være mere end venner. Han var en virkelig god ven og jeg vidste nu hvad sandheden ved mig selv var.  ”Ja, venner” mumlede han, lidt muggent men krammede mig så igen for at lade mig tage ned i håndtaget og åbne døren.

Louis løb direkte ind i mig og undskyldte flere gange inden han omfavnede mig og smilede. ”Jeg kan virkelig ikke finde ham” sagde han bekymret, og trak mig lidt væk.  Jeg rystede på hovedet. ”Jeg ved det. Men det er alligevel forsent nu”. Jeg prøvede at smile, men at skjule hvor ondt det egentlig gjorde, fik mig til at vende mine mundvige nedad.

”Hey man er du okay?” Louis lagde en arm og Zayn der så ud til at være såret af mine ord, men alligevel tog sig sammen til forsigtigt at smile og vise at han nok skulle klare det.

Danielle og Eleanor fulgte mig helt hen til bilen og omfavnede mig i noget der føltes som flere timer. Jeg kunne ikke give slip. Det var for svært at sige farvel. Alt for svært.

”Husk vi stadigvæk er her hvis du har brug for os” smilede Eleanor, og gav min hånd et klem. Jeg nikkede stille og satte mig ind på forsædet og vinkede. Tårerne trillede ned af mine kinder mens Lisa forsigtigt bakkede ud af indkørslen.

Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene. Alt var sket så hurtigt.

”Det er jeg altså ked af” Harry smilede stort og fandt straks en klud frem fra skabet. Igen havde han spildt te ud over mig. Ikke at det var noget nyt, der var åbenbart blevet en vane, men alligevel begyndte jeg at grine hver gang. Hans smilehuller gjorde mig så glad, for det viste at jeg fik ham til at smile. Han tørrede forsigtigt tæppet af og lænede sig forover for et kys. ”Det tror jeg så ikke lige” grinede jeg og rejste mig. ”Det var altså ikke med vilje” sagde han stille og kløede sig i håret. ”Nej overhoved ikke, det er slet ikke derfor du har lavet det der trick ti gange inde for den sidste uge for at få mig til at kysse dig” grinede jeg og gik mod soveværelset. Han var fantastisk.

”Mira!” jeg vågnede med et chok, og gned mig i øjnene. ”Er vi der allerede?” jeg satte mig ret op og kiggede ud. ”Nej jeg tænkte bare at du måske ville ind og sige farvel til det gamle hus” smilede hun og stoppede bilen.  Jeg nikkede stille og steg ud af bilen.

Jeg gik op mod huset og trak ned i dør håndtaget. Den var selvfølgelig låst. Jeg vendte mig om mod bilen og kunne se at Lisa gjorde tegn til at den lå under en plante der stod ved siden af døren.

Jeg lod nøglen glide mellem mine fingre, og stak den så i låsen for at åbne døren til en tom gang, der så helt forkert ud.

Jeg lukkede forsigtigt døren i efter mig og gik som det første ind i stuen der så helt trist ud. Jeg var vant til farverige møbler, malerier, alt det der gjorde et hjem til et hjem, og nu var det hele væk. Det var mærkeligt.

Jeg gik til sidst op af trappen til mit gamle værelse. Det virkede forkert, men alligevel gik jeg en sidste gang ud på den tomme terrasse der bragte så mange minder frem. Det var helt underligt at tænkte på hvor meget der var sket lige præcis her. Så mange aftener jeg havde brugt her ude.

Jeg kiggede ud over og smilede da det mindede mig om dengang Niall stod der nede med en guitar. Jeg skulle til at gå ind da noget nede på græsset fik min opmærksomhed.  Jeg lænede mig helt ud over terrassen og fik øje på en person dernede.

”Hallo?” råbte jeg halv højt og forventede svar men, personen blev siddende på græsset. Jeg sukkede og gik ned af trappen for at åbne døren til baghaven.  ”Hey du må ikke være he…” han vendte sig om med tårer i øjnene, og de smukke grønne øjne stak sig ind i mine. ”Hvad laver du her? De leder alle sammen efter dig” jeg lagde armene over kors og han kiggede straks ned. ”Jeg kan ikke se dem i øjnene”. Jeg havde savnet den rolige mørke stemme. De sidste få gange jeg havde hørt den var den enten hæs eller fuldt ophidset, så det var beroligende endelig at høre den normalt igen.

”Det er ikke en undskyldning, du bliver nødt til at tage derhjem på et eller andet tidspunkt” han gik et skridt tættere på mig. ”Jeg vidste bare at jeg ikke kunne sige farvel til dig mens de andre var der” han kiggede ned og smilede af sig selv som om han følte sig dum.

”Nåh men så farvel” jeg rakte hånden frem, og forventede at han tog den, men i stedet kiggede han bare forvirret på den.

”Hør jeg ved godt at jeg gik over stregen. Jeg har været et svin og det er jeg ked af, men jeg kan ikke klare hvis du skal være sur på mig resten af livet” han snøftede højt og lagde sine hænder ned i lommen.

Jeg kiggede forvirret på ham. Var det virkelig det han mente? Var han seriøst bange for at miste mig? ”Harry kan du ikke bare forklare mig hvorfor du ændrede dig?” jeg havde stadigvæk armene over kors, men rettede på dem, og tog hårdere fat om mine egne arme.

”Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, det var første gang jeg følte at du rent faktisk var den rigtige. Jeg gik i panik” han trådte endnu et skridt tættere på.  ”Jeg var bange for at miste den jeg elskede”

Jeg sænkede armene og gik et skridt tættere på ham.

”Harry du mistede mig aldrig. Jeg var hos dig hele tiden, du vidste det bare ikke” jeg smilede stille, og det samme gjorde han. Han tog fat om mine hofter og trak mig helt ind til ham. ”Du er smuk Mira”, jeg grinede over hans evne for at komme med pludselige komplimenter, men fnes stille og pressede mine læber mod hans. 

"Betyder det her at du ikke tager afsted?" spurgte han glad. Jeg kiggede væk og rystede på hovedet. "Jeg bliver nødt til at tage afsted. Jeg ved ikke hvor jeg ellers skulle gå. Jeg skal have en uddannelse". Han kiggede ned men jeg fik hans blik tilbage på mig ved at kysse hans kind. "Det skal nok gå, jeg er ikke lang væk. Jeg kan altid finde nogle dage at besøge jer i, hvis altså i lover ikke at glemme mig" fnes jeg let.

"Hvordan skulle man dog kunne glemme dig Mira?" grinede han, så hans søde smilehuller viste sig. Jeg havde virkelig savnet hans smil. Jeg kyssede han på næsen og tog hans hånd.

"Du må hellere tage hjem" jeg gav hans hånd et klem og kiggede ham dybt i øjnene. "Hvad nu hvis de ikke vil se mig?" han kiggede ned og jeg kunne fornemme at han rent faktisk var utrolig ked af det. "Hør, det ved du jo godt de gerne vil. De savner dig Harry" smilede jeg og slap hans hånd og at kunne låse døren.

Han smilede forsigtigt og kyssede min pande. "Du fantastisk" han krammede mig en sidste gang og gik ud til sin bil. Jeg smilede let for mig selv, og satte mig ind i bilen.

"Fik du så sagt farvel?" Lisa startede bilen og begyndte at køre. "Det kan du tro"

                                                                                                                                         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...