Mit lorteliv {1D}

Mira er dømt til at være den mærkelige i klassen, og finder ud af, på HENDES sidste skoledag, at hendes kæreste er hende utro, med klassens snob Sophia. Miras veninde Nathalie invitere hende med til en One Direction koncert, for at få hendes mundvig opad igen.Til koncerten møder hun, Harry, som ved et uheld skader hende. Hun lærer hurtigt drengene at kende, og finder hurtigt ud af at Harry føler noget for hende, hvilket hun bare er glad for da hun også føler noget for ham. Men hvad sker der da Zayn pludselig fortæller hende, at han er vild med hende? Kan hun holde sig til Harry? Og hvad sker der mellem drengene siden de får hende til at vælge mellem dem? Er det hele bare ET stort lorte liv?

58Likes
95Kommentarer
11005Visninger
AA

20. Love in the air

 

 

 

Jeg fulgte gadernes navne med øjnene, til Louis med et suk, stoppede foran en høj bygning. ”Skal jeg gå med derind?” Liam satte en hånd på min skulder, og kiggede derefter på Louis, der nikkede. ”Det er nok bedst. Vi skal helst have dem, begge ud i live” Han blinkede til mig, og løftede mit ansigt op. ”Gem dig bag mig, hvis det bliver for meget ik?” Jeg nikkede stille, og steg ud af bilen.

Liam, trykkede på knappen til etage 12. Jeg kiggede forsigtigt på ham, og fik straks øjenkontakt. Han så bekymret ud, og kiggede på den del af hættetrøjen der dækkede min mave. Jeg kiggede undskyldende på ham, og lagde mærke til at han så mere bekymret ud end jeg gjorde. Han var skuffet over mig. Jeg vidste det bare. ”Hvorfor fortalte du mig det ikke?” Jeg kiggede ham dybt i øjnene. Han skulle til at sige noget da et lille bing, afbrød ham. Jeg tog fat i Louis arm, og kiggede på tallet over os. Vi var på etagen, Luna boede på. Jeg tog en dyb indånding, og kiggede hjælpeløst, på Louis der bevægede sig helt hen mod døren og bankede på. Jeg gemte mig hurtigt bag ham, og kiggede over hans skulder, da jeg kunne høre at døren gik op. Luna råbte noget bagud, og kiggede derefter som det første på mig. Jeg kiggede væk, og lagde mit hoved på Louis´ ryg. Han kunne mærke hvordan jeg strammede mit greb om hans arm, men jeg var seriøst bange. For at blive slået. For at snakke med hende. Og bange for at se Harry i øjnene. Louis prikkede mig blidt på skulderen, og fik mit blik vendt op på Harry der kom gående hen mod døren, kun i underbukser. Han stoppede lige inden døråbningen, og kiggede forbavset på min hånd omkring Louis´ arm. ”Hvad vil i her?” Harry stirrede vredt på mig, hvilket fik mig til at stramme grebet om Louis´ arm endnu mere, og slippe en tåre fri, fra den lille samling, jeg havde i øjenkrogen. ”Harry vi bliver nødt til at snakke” Louis tog ordene, fra min mund, men det var okay. Jeg havde ikke selv modet til at sige det. Harry kiggede forvirret på Liam, der stod og nikkede. Harry trak på skuldrende, og gik tilbage inden for. Lunas blik skræmte mig. Hendes makeup, sad ret dårligt, og jeg kunne se at hun havde tømmermænd. Hun stirrede op og ned af mig, og sendte mig et hadefuldt blik, inden hun selv gik ind i stuen. Jeg sukkede dybt, og slap grebet, om Louis, da han vendte sig om, og kiggede mig direkte ind i øjnene. ”Jeg skal nok snakke med ham” Han smilede sødt, og prøvede at få min opmærksomhed, men den lå i øjeblikket på mine hænder rundt om min mave. Jeg kunne stadigvæk mærke smerten i min mave. Pillen var begyndt at hjælpe lidt, men da jeg havde en hård køretur, havde det mere hjulpet med kvalmen, fra mine tømmermænd.

Harry kom ud med alt sit tøj på og sagde ikke farvel til Luna, da jeg var der. Han gik ikke over til elevatoren, men gik over mod trappen. Jeg kiggede en sidste gang på Luna, der med et brag smækkede døren i. Liam lagde en arm om min skulder, og skubbede mig blidt med sig over mod elevatoren. Han vidste godt at jeg ikke kunne tage trapperne, så han rettede mit blik mod ham, og sendte mig et lille smil da vi trådte ind i elevatoren. ”Jeg fik aldrig svar” Jeg kiggede seriøst på ham, mens han trykkede på knappen til foyeren. Han vendte sig mod mig, og trak mig ind til et kram. ”Jeg ville ikke såre dig, men det var heller ikke meningen at du skulle have fundet ud af det på den måde” Han kiggede ned i jorden, og rørte sig lidt i håret. ”Det hele er min skyld” Han gemte sit ansigt i hænderne, da jeg lagde min hånd på hans skulder. ”Det er ikke din skyld at Harry opføre sig så idiotisk som han gør. Jeg skulle have fortalt jer for starten at jeg skulle flytte” jeg smilede let til ham, da han med store varme arme, trak mig ind til sig. Jeg lagde mine arme rundt om ham, og lagde mit hoved på hans skulder. Hvordan kunne jeg egentlig have glemt det? Det er jo ikke noget man bare sådan lige glemmer. Men det var altså sket for mig. Jeg havde glemt at jeg skulle flytte, pga. det fantastisk dejlige varme, der spredte sig i min krop, når jeg var sammen med drengene. Når jeg var sammen med Harry. Jeg mærkede min mundvig, langsomt bevægede sig i en negativ retning, da jeg tænkte på ham. Den følelse, der flere gange havde fået mig se alt det negative i mit liv. Den følelse, der havde fået mig til at skære i mig selv.

Louis stod med Harry i døråbningen, og betragtede os da vi trådte ud af elevatoren. Jeg slap grebet om Liam, og steg ud.

”Hvad vil i?” Harry stod med armene over kors, og blikket sat på mig. Jeg kiggede forvirret på ham. Som om han ikke vidste hvorfor vi var her. Det var jo ligesom hans skyld. ”Harry hun ved det” Louis, kiggede alvorligt på ham, som ændrede sit ansigts udtryk fra vredt, til ked. Liam kiggede undskyldende på ham, og lagde sin hånd på hans skulder. Han slog hånden, væk og trådte et skridt tilbage. ”Hvorfor? Hvordan fandt hun ud af det?” han kom tilbage fra skrøbelig, til sur, og skubbede hårdt til Liam, der med et forskrækket udtryk i ansigtet, trådte et skridt væk. ”Harry stop det” viskede jeg forsigtigt, mens jeg mærkede at jeg var ved at græde. ”Og dig!” Harry trådte truende et skridt hen mod Louis, der stod med armene om mig. ”Du skal slet ikke røre hende!” Harry løftede sin hånd op og knyttede den. ”Harry slap af, han hjælper mig” fik jeg igen visket. Jeg kunne ikke rigtigt få min stemme frem, fordi jeg var så skrøbelig. Jeg mærkede tårerne løbe ned af mine kinder. Han gik et skridt tættere på, og holdte sin hånd truende op, mod Louis, der stadigvæk ikke slap grebet om mig. Louis var ikke bange, men jeg kunne se at han var såret, over at han overhoved kunne finde på at true ham. ”Harry!” Jeg fik endelig en lyd ud fra min mund, og trådte et skridt tættere på ham. ”Du rør ham ikke!” skreg jeg, og det så ud til at få Harry til at blive forvirret. Han havde aldrig set mig så sur før. Men jeg havde heller ikke haft brug for at beskytte nogen, der holdte af mig. ”Hvis du skal slå nogen skal det være mig” vrissede jeg af ham. Liam trådte et skridt tættere på mig, men jeg stoppede ham. ”Kom så, slå” Jeg lagde armene over kors. Han trådte helt hen til mig, og jeg mærkede hvordan hans ånde ramte mit ansigt. Han lugtede af alkohol. Ikke gammel alkohol, men som om han lige havde drukket her til morgen. Jeg kiggede ham alvorligt i øjnene, og så at han var ved at bryde sammen. Han sank armen, og løb mod døren, i fuld fart. Jeg vidste det. Han turde ikke slå mig. 

***

”Hvordan vidste du at han ikke ville slå dig?” Liam kiggede forvirret på mig, mens jeg vredt skubbede døren op, og satte mig i sofaen. Niall satte sig ved siden af mig, og trak mig ind til et kram. For første gang, gengældte jeg det ikke, og det så ud til at gøre Niall bekymret. ”Fik i snakket med ham så?” Zayn kiggede forvirret, på Louis, der trak på skuldrende. ”Jeg ville ikke sige at det var at snakke” han lagde sit blik på mig, hvilket fik tårerne frem endnu en gang. Han gik med tunge skridt ind på værelset, og smækkede døren efter sig. Jeg skulle til at rejse mig da Liam satte sig ved siden af mig. ”Det skal nok gå” Han kiggede bekymret på mig, og jeg så at han prøvede at tvinge et smil frem. ”Måske skulle du få lidt søvn” Zayn stod foran mig, og rakte hånden frem. Endnu en gang afviste jeg deres hjælp, og gemte mit ansigt i hænderne. Niall trak mig ind til endnu et kram, men var denne gang ligeglad med om jeg tog imod det. Han satte sin hånd, på min mave, hvilket fik mig til at skære en grimasse. ”Oh det er jeg altså ked af, har du ondt?” Han kiggede spørgende på mig, men jeg kiggede bare undskyldende på Liam, der tog en dyb indånding. Jeg kiggede bedene på ham, men kunne se at han skulle til at fortælle dem hvad der var galt. Jeg rejste mig fra sofaen og løb direkte forbi Zayn der prøvede at gribe mig. Jeg løb omgivet af tårer, ind på Louis´ værelse efter et kram. Han stod i døråbningen, da jeg løb ind, og greb mig med det samme. Jeg græd løs, og knurrede mig ind til hans bryst. Han tyssede på mig, og bar mig over på sengen. Han prøvede at få mig til at blive mere rolig, men hver gang han kiggede mig dybt i øjnene, kunne jeg se frygt i hans øjne. Jeg fulgte ham med øjnene, da han tog en dyb indånding, og tog en taske op fra gulvet. Jeg tørrede en tårer væk fra min kind og kiggede undrende på ham, da han gik over mod døren. ”Louis” Jeg tog fat i hans arm, og fik ham, til at se mig i øjnene. Han rystede stille på hovedet. ”Jeg bliver nødt til at finde ham” han tog en dyb indånding, og i det sekund han åbnede døren, løb Niall hen og greb fat i mine skuldre. ”Du må aldrig, aldrig, aldrig gøre mig så bange!” Han ruskede hårdt i mig, med sorg i øjnene. Jeg fulgte Louis med øjnene, til jeg vendte tilbage til Nialls krystalblå øjne. Jeg rystede langsomt på hovedet og rejste mig fra sengen, da han tog fat i min hånd. Denne gang havde han selv tårer i øjnene. ”Hvorfor gjorde du det?” Jeg trak på skuldrende, og gik ud i stuen, hvor Liam, alene sad på sofaen, med et tomt blik. Jeg satte mig ved hans side, og han greb straks fat i mig. Han kiggede undskyldende på mig, mens jeg bare nikkede, og sendte ham et lille smil. ”Hvor er Zayn?” jeg kiggede rundt men fik ikke øje på ham. Døren til hans værelse stod åbent, og der kom ikke lyde derinde fra. ”Han tog med Louis, for at prøve at få Harry med hjem”. Jeg sukkede dybt. ”Er han sur?” Liam kiggede undrende på mig, men forstod hurtigt at jeg mente Zayn. Han nikkede stille. ”Jeg tror mere at han blev skuffet. Bange”. Jeg nikkede, og tog min mobil op fra lommen. Jeg kiggede spørgende på Liam, som åbenbart godt vidste hvad jeg ville spørge om. Jeg stillede den hurtigt over til Lisa. ’Jeg bliver hos drenge til fredag’ Jeg smilede taknemligt, og mærkede at hun allerede havde svaret tilbage. ’Så kom lige hjem efter noget tøj, og sig farvel til Nathalie’ Liam kiggede forvirret, på mig. Jeg havde helt glemt at Nathalie skulle tilbage til Irland i aften. Liam tog sin nøgle op fra bordet og gik ud i gangen. ”Skal jeg køre dig?” Han smilede trygt til mig. Jeg nikkede hurtigt, og gik hen mod Niall der stod i døren til Louis og Liams værelse. ”Tager du med? Bare for at gøre Nathalie glad?” Jeg smilede undskyldende til ham, og heldigvis ville han gerne med. Det ville blive hårdt for mig ikke at have Nathalie. Jeg vidste at jeg nok ville ringe mere til hende, efter de sidste par uger her.  Vi var blevet tættere end nogensinde, og jeg ville sige ordentlig farvel til hende.

***

”Husk nu den her” jeg rakte hende en ’I <3 London’ bluse og sendte hende et forsigtigt smil. Hun tog hurtigt imod den, og krammede mig hårdt. ”Husk nu, jeg er kun et opkald væk” Sagde hun og smilede, mens hun lukkede kufferten, og begyndte at gå ud fra værelset.

”Det var rart at møde dig” Nathalie rakte hånden frem mod Niall, der skubbede den væk og greb hårdt fat om hende. Hun lagde forsigtigt armene om ham. Liam gav hende et forsigtigt kram, og smilede let til hende. ”Må jeg ikke godt få taget et sidste billede?” Selvfølgelig, hendes fanpotentiale brød frem, men hun havde virkelig fortjent det her øjeblik. Hun havde taget sig sammen, og havde lagt det på hylden, når jeg virkelig havde brug for hende. Liam smilede stort og stillede sig ved siden af hende, hun krammede ham igen hårdt. Jeg stillede mig ved siden af Niall der stod og kiggede på hende, og sukkede dybt. ”Hvorfor går du ikke med på billedet?” Jeg puffede ham let på skulderen. Han kiggede såret på mig, og sukkede igen. ”Folk vil ikke have mig med på deres billeder… Jeg er vant til at flytte mig nu” Jeg lagde en hånd på hans skulder. ”Hvad laver du Niall?” Nathalie stod med armene over kors, og stampede for sjov, sin fod ned i jorden. ”Hvad?” Han kiggede op og fangede hendes smil der langsomt blev større. ”Det er min sidste dag her, og så vil du ikke engang have taget et billede med mig?” Jeg smilede stort til Niall, der også havde mundvigende helt oppe til øjnene. ”Jo undskyld” han stillede sig hen til hende, og hun greb straks fat om ham, og gav ham et bjørnekram. Hun stillede sig foran ham, tog hans arme og lagde dem om hendes mave. Hun rakte mig sin Iphone. Jeg smilede stort til Niall, der vist ikke havde noget imod at holde om hende. Jeg tog et par billeder og rakte hende derefter mobilen. Hun fandt et papir frem og gav Niall en kuglepind. ”Jeg ved godt at jeg har din autograf, men jeg vil gerne huske præcis dette øjeblik” Det fik Niall til at smile stort, og skrev så en hilsen på papiret. Nathalie gik så i mellem tiden over og lagde armene om mig. ”Tror du at jeg kan få hans nummer?” Viskede hun ind i øret på mig, hvilket fik mig til at smile stort. Jeg slap grebet om hende, og gik hen mod Niall, der var i gang med en lang besked på papiret. ”Kan du ikke skrive dit nummer også?” Jeg blinkede til Niall, der straks kiggede over mod Nathalie, der rødmede. Han nikkede og smilede stort.

”Kom godt hjem, og skriv når du er kommet frem” Jeg gav hende endnu et kram, og skulle til at slippe hende da hun tog fat om mig endnu en gang. Hun krammede hurtigt Liam, og gik derefter over til Niall. ”Jeg skriver senere” Hun smilede genert, og stillede sig på tæerne. Hun kyssede ham hurtigt på kinden, og spurtede ud af døren. Niall tog sig til kinden, og smilede stort. Så var der da to lykkelige personer her i huset. Jeg vinkede til Nathalie da hun trådte ind i taxaen. ”Elsker dig” råbte hun nede fra indkørslen af. ”Elsker også dig” Råbte jeg tilbage og gik ind til Niall, der var blevet helt rød i hovedet. ”Love is in the air” sang Liam, stillede sig over ved min side. Jeg tog min taske, og gik selv ud af døren. ”Jeg håber de har fundet ham” Niall trådte ud af døren. Jeg stirrede forud og sleb mine sko hen over jorden. Det håbede jeg egentlig også. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...