Mit lorteliv {1D}

Mira er dømt til at være den mærkelige i klassen, og finder ud af, på HENDES sidste skoledag, at hendes kæreste er hende utro, med klassens snob Sophia. Miras veninde Nathalie invitere hende med til en One Direction koncert, for at få hendes mundvig opad igen.Til koncerten møder hun, Harry, som ved et uheld skader hende. Hun lærer hurtigt drengene at kende, og finder hurtigt ud af at Harry føler noget for hende, hvilket hun bare er glad for da hun også føler noget for ham. Men hvad sker der da Zayn pludselig fortæller hende, at han er vild med hende? Kan hun holde sig til Harry? Og hvad sker der mellem drengene siden de får hende til at vælge mellem dem? Er det hele bare ET stort lorte liv?

58Likes
95Kommentarer
11019Visninger
AA

11. Hævn

 

 

Jeg tog hurtigt fat i min mobil og ringede til Niall. Han tog telefonen efter den havde ringet et par gange. ”Hallo?” han lød helt afslappet. ”Hvad sker der?” spurgte jeg bekymret. ”Nåh hej Mira” sagde han roligt. ”Niall hvad sker der?” spurgte jeg igen, og begyndte at mærke vreden stige mig til hovedet. ”Hvad mener du?” spurgte han, og begyndte pludselig at lyde seriøs. ”Hvorfor skyndte Zayn sig af sted? Hvorfor måtte Harry ikke vide hvad der var sket, og i det hele taget, hvorfor har jeg ikke hørt fra nogen af jer?” Jeg kunne mærke at min stemme var ved at knække over i gråd. Der blev stille, for stille. Jeg kiggede ned i mobilen, og så at han havde lagt på. Jeg vidste at der var noget galt. Hvis der var noget Zayn ikke ville fortælle, var det forståeligt nok, men ikke Niall. Han plejede altid at holde mig opdateret. Jeg rejste mig fra hospital sengen, tog mine sko på, og tvang mig selv til at løbe ud af døren. En af lægerne råbte højt efter mig, men jeg valgte at ignorere det, og løb videre mod udgangen.

Jeg kiggede mig om. Hvordan skulle jeg komme tilbage herfra? Jeg kunne ikke ringe efter nogen af drengene. Jeg trak min telefon frem, og ringede til Nathalie. Jeg tog mobilen op til mit øre, og der gik ikke lang tid før hun tog den. ”Hallo?” hendes stemme var ikke til at tage fejl af, hun var ked af det. ”Kan du ikke hente mig ved hospitalet?” Jeg lød lidt kold, men det var ikke rigtigt vigtigt for mig lige nu. ”Jo selvfølgelig” sagde hun og snøftede. Jeg lagde hurtigt på.

Efter et par minutter, var hun kørt ind på parkeringspladsen. Jeg løb hen til bilen, med smerte i foden, og satte mig ind. ”Hvad så?” Hun var helt sort rundt om øjnene. Jeg kunne se at hun havde grædt. ”Ikke så meget, hvad med dig? Burde du ikke ligge på hospitalet?” Jeg kunne se at hun prøvede at tvinge et smil frem, men det lykkedes ikke rigtigt for hende. ”Zayn skred, med et bekymret blik. Jeg må bare vide hvad der foregår” sagde jeg bestemt og gav hende tegn til at starte bilen. Jeg stirrede på de tårer der løb ned af hendes kind. ”Hvad er der galt?” jeg smilede opmuntrende til hende, men kunne se at det ikke hjalp. Hun svarede ikke. Nu også hende? Hvad var det, alle undtagen mig vidste? Jeg lagde en hånd på hendes, hvilket fik hende til at kiggede på mig. ”Du kan fortælle mig alt”. Hun nikkede bare. Var det, det? Hun ville stadigvæk ikke fortælle mig hvad der var sket. Jeg lagde armene over kors. Hun kørte ind i skolegården. ”Hvad skal vi her?” jeg kiggede undrende på hende. Hun blinkede til mig og blinkede derefter ud af forruden. Jeg stirrede ud af vinduet, indtil hun stoppede lige foran drengene. Jeg steg ud af bilen og løb hen til Louis der lå på jorden. ”Hvad er der sket?” jeg råbte næsten af ham, hvilket fik ham til at kigge op på mig, med tomme øjne. Han havde fået blodenæse, og var blevet blå lidt under øjet. Jeg gispede. Han pegede ned mod gyngerne, hvor en lys håret, og en sort håret stod med ryggen til os. Jeg humpede derhen og fik Niall til at vende sig. Han havde tåre i øjnene og kiggede undskyldende på mig. Jeg stirrede ned på jorden, hvor en brunhåret dreng lå sammenkrympet. Jeg rykkede lidt til hans hoved, med mit ene ben og stod stiv af skræk, og kiggede på den grædende teenage dreng, der lå med kæmpe røde mærker i hele ansigtet og med et kæmpe blåt mærke på hans ben. Det var Luke. Han lå bevidstløs på jorden. ”Det var ikke meningen.. vi ville bare snakke med ham” Niall lagde en hånd på min skulder. Jeg stod og stirrede sørgende på ham. ”Var det ham der slog Louis?” jeg kunne mærke at mine ord var hårde men bestemte. Jeg kiggede over på Zayn der stod og nikkede svagt. ”Hvad gjorde i?” Jeg kiggede vredt på Niall som stod, og klappede min ryg. Jeg kiggede tilbage på Luke. Egentlig havde han fortjent det, da han både havde slået mig og Louis. Men jeg kunne ikke holde ud at se ham i smerte. ”Louis og Liam prøvede at snakke med ham om det der skete, men han nægtede at sige noget. Louis bedte ham og at tage samtalen seriøst efter at Luke stod og grinte. Men..” Zayn stod og kiggede ned i jorden. ”Han slog ham og så ville i bare hjælpe?” Jeg stirrede på ham. Han nikkede. Jeg sukkede dybt. Jeg var skuffet over dem. De vidste godt at jeg selv kunne klare mine problemer, og det hjalp ikke at de ’bare’ ville snakke med ham. Det var jo gået ud over Louis, og det ville jeg ikke tillade. ”Hvor er Liam?” Jeg nedstirrede Niall, der pludselig vendte mundvigende nedad. ”Vi ved det ikke” Louis stod pludselig ved siden af mig, med en hånd om sin næse. ”Vi har ikke set ham siden, Luke slog Louis” fløj det ud af Nialls mund.  Jeg kiggede mig rundt, men fik ikke øje på ham. Jeg kiggede derfor i stedet på Zayn. ”Hvorfor skred du?” jeg synes selv at de lød redt blide, selvom at de for en gangs skyld faktisk skulle have lydt kolde. ”Det var mig der ringede” sagde en stemme, jeg hurtigt genkendte. Liam stod med en hånd på Zayns ryk. Jeg kiggede surt på ham. ”Hvad ville du?”. ”Jeg skulle have ham til at hjælpe Niall, da Louis var slået ud. ”sagde han med et smil der ikke varede længe da jeg pludselig råbte af ham. ”Hvorfor hjalp du ham ikke bare selv?”. Han trak på skuldrende, og kiggede ned på Luke. ”Vi må da gøre noget” sagde Louis og hentydede til Luke, der stadig lå fuldstændig bevist løs. ”Ring efter en ambulance” fløj det ud af Nialls mund. Jeg nikkede, og tog min mobil frem fra lommen, og rakte den til Zayn. Han gik lidt væk og begyndte at snakke ind i telefonen. ”Ved i hvad der er galt med Nathalie?” spurgte jeg pludselig uden overhoved at tænke mig om. Hvorfor skulle de dog vide det? Jeg mener de havde mødt hende én gang, og havde snakket i telefon med hende i et par sekunder. Niall nikkede og trak mig lidt væk. ”Hun blev også truet” sagde han og kiggede alvorligt på mig. ”Hvad?” jeg kiggede med store øjne på ham. ”Hun var kørt herned, og havde prøvet at hjælpe Louis, men blev selv truet med at blive slået. Hun valgte ikke at lytte efter hende, hvilket fik ham til at reagere voldsomt” sagde han og kiggede over på pladsen, Nathalies bil havde stået på. Jeg nikkede forstående. 

Zayn kørte mig hjem. Han holdt ude foran mit hus. ”Hvad gør vi med Luke når han vågner?”. Jeg kiggede forsigtigt på Zayn. Så ked ud. Han blik, var tomt. Det at Luke havde slået mig måtte virkelig have påvirket ham, for han sad pludselig med tårer i øjnene. ”Vi må bare håbe at han ikke kan huske noget” sagde han og tvang et smil frem. Det så falskt ud. ”Jeg vil ikke have at han kommer efter dig igen” Hans blik var forsigtigt og omsorgsfuldt. Jeg smilede sødt til ham. ”Jeg tror ikke at han tør røre mig, efter den hævn i tog”. Han så stadigvæk ked ud. ”Hvad kan jeg gøre for at gøre dig glad igen?” jeg kiggede spørgende på ham.  Hans øjne lyste hele bilen op. Jeg vidste hvad han tænkte på. ”Vil du med ind?” jeg smilede let til ham, og han kiggede mig i øjnene. De var altså virkelig smukke. Han smilede, og nikkede let til mig. Jeg tog hans hånd, og mærkede varmen starte i mig. Han mærkede det sammen, jeg kunne se det på ham.

Han satte sig i sofaen, mens jeg listede ud i køkkenet, efter nogle snacks. ”Er du tørstig?” råbte jeg ud i det rene ingen ting. ”Jo tak” hørte jeg svagt inde fra stuen lidt efter. Jeg fandt hurtigt to colaer frem. Og gik ind mod stuen. Han så uimodståelig ud som altid, med håret sat, og dejlige brune øjne, der altid kiggede ind i mine. ”Jeg går lige op og skifter” Jeg satte colaerne på bordet, og gik op af trappen og ind på mit værelse. Jeg fik hurtigt mine shorts af, men havde alligevel svært, ved ikke at græde. Det gjorde stadigvæk vildt ondt. Jeg satte en hånd på mit lår. Jeg skar en grimasse. En tåre samlede sig i min øjenkrog. Jeg havde fået et kæmpe blåt mærke, på mit lår. Jeg tjekkede min mave. Den så helt ødelagt ud. Min navle var helt rød og mørk, af blod og sår. Jeg tog en løs, lang,  T-shirt over hoved, og et par lange pyjamas bukser på. Det var jo bare Zayn. Han var jo ligeglad med hvordan jeg klædte mig. Og han vidste godt at jeg ikke kunne vise min mave frem. Folk ville kommentere den. Og ikke på den pæne måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...