Mit lorteliv {1D}

Mira er dømt til at være den mærkelige i klassen, og finder ud af, på HENDES sidste skoledag, at hendes kæreste er hende utro, med klassens snob Sophia. Miras veninde Nathalie invitere hende med til en One Direction koncert, for at få hendes mundvig opad igen.Til koncerten møder hun, Harry, som ved et uheld skader hende. Hun lærer hurtigt drengene at kende, og finder hurtigt ud af at Harry føler noget for hende, hvilket hun bare er glad for da hun også føler noget for ham. Men hvad sker der da Zayn pludselig fortæller hende, at han er vild med hende? Kan hun holde sig til Harry? Og hvad sker der mellem drengene siden de får hende til at vælge mellem dem? Er det hele bare ET stort lorte liv?

58Likes
95Kommentarer
10979Visninger
AA

10. Frygt

 

 

Luke kom til syne, nede i den anden ende af gården. Selvom han var så langt væk, kunne jeg se at det var ham.  Jeg rejste mig fra gyngen og gik stille hen imod ham. To drenge ved siden af ham kom til syne. Jeg blev forvirret.  Jeg mærkede fire hænder tage hårdt fat i mine arme. Luke stod foran mig, og kiggede mig direkte i øjnene. Jeg ventede bare på at der skulle ske noget. ”Hvad vil du Luke?” spurgte jeg og kiggede surt på ham. ”Du har været mig utro Mira” sagde han, og et væmmeligt smil bredte sig ud over hans læber. Jeg fnøs. ”Nærmere omvendt” mumlede jeg og kiggede ud til siden, for ikke at se han direkte i øjnene. ”Hvad sagde du?” han begyndte at råbe. ”Hold nu kæft, du ved hvad jeg sagde” mumlede jeg og stirrede på ham. Jeg kunne se at hans ansigts udtryk hurtigt ændrede sig, til sur og ’Pissed off’ Jeg kiggede ned på hans næve, som var knyttet. En kæmpe smerte gik gennem min krop, da en tyrende knytnæve ramte mit ansigt. Jeg kiggede op på ham, og fnøs igen. Han kunne slå mig, så meget han ville. Jeg fortrød intet. En tåre løb ned af min kind og jeg mærkede igen smerte, da han derefter tyrede en knytnæve i maven på mig. Jeg kiggede ned, i jorden. Og mærkede en tårer lande på mit lår. Jeg kunne ikke krybe mig sammen og holde om min mave, som jeg virkelig havde brug for. Jeg kunne ikke holde smerten ud. ”Luke, få dem til at slippe mig” sagde jeg pludselig bestemt og hårdt. ”Hvorfor det, nu har vi det jo lige så sjovt” han smilede ondt til mig og slog mig igen i maven. Jeg prøvede at få mine arme løs, men hver gang jeg prøvede strammede de grebet. ”Hvorfor gør du det her?” jeg kiggede på ham, og han kunne vidst se smerten i mine øjne, for drengene løsnede grebet om mine arme, og jeg faldt til jorden.

 Jeg lå næsten ned, hvilket jeg fortrød, efter som det var en mulighed for at gøre mig mere ondt. De sparkede mig i maven, i hovedet. Jeg mærkede smerten, men ville ikke lade det, gå mig på. Jeg ville ikke ligge i smerte foran ham. For det ville betyde at han havde vundet.  Jeg kiggede op på ham, da han satte sig på hug foran mig. ”Jeg vil bare have dig til at vide, hvad der sker når man leger med flere personer på én gang” sagde han og smilede skræmmende. Han løftede op i min top, og kiggede lidt på min navlepiercing. ”Hvor er den flot” sagde han. Jeg tog det først som en kompliment, men fandt hurtigt ud af hvad han mente. Han tog fat i den, og rev til. Jeg udstødte et kæmpe skrig, hvilket fik de andre til at reagere voldsomt. Jeg blev ved med at skrige, af smerte og kunne ikke længere holde tårerne inde.  Jeg udbrød i gråd. Jeg så en ring falde til jorden foran mig. Han trådte mine arme nede, og viskede mig i øret. ”Hvis du siger til nogen hvad der skete, er du færdig” Han grinede hånefuldt, og begyndte så at løbe sammen med resten af flokken. Og der lå jeg tilbage, badet i mit eget blod. Jeg kunne ikke engang løfte min arm. Jeg lå bare og græd mens jeg lagde mig helt sammenkrøllet.

Jeg hørte stemmer. De råbte mit navn. Jeg hørte at en af stemmerne tilhørte Niall, men kunne ikke finde ud af hvem den anden var. Jeg kunne næsten ikke holde mine øjne åbne. Det gjorde ondt. Jeg nåede at se ham løbe op til mig og lægge sig på hug. Jeg kiggede svagt på Zayn som og kom løbende i høj hastighed. De kiggede begge skræmt på mig og prøvede at få deres arme rundt om mine arme og ben, men jeg skreg højt af smerte. Jeg kunne se Zayn hurtigt tog sin mobil frem, tastede og tog hurtigt røret op til øret. Niall lå og nussede mig i håret, og tørrede en tåre væk fra min kind. Jeg begyndte at se toget, og skulle til at lukke øjnene, da jeg hørte Zayns alvorlige stemme. ”Hjælpen er på vej, hold ud” sagde han og satte sig, ved siden af mig. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Zayn lagde sin hånd på mit lår. Jeg skar en grimasse. Han fjernede hurtigt hånden. ”Hvor har du ellers ondt?” spurgte Niall omsorgsfuldt, og halv smilede, men havde stadigvæk et seriøst udtryk i ansigtet. Jeg kunne ikke få ordene ud. Det eneste der kom ud af min mund var blod. Zayn kyssede mig på panden, og selvom det gjorde ondt, blev det bedre da varmen kom gennem min hud. Jeg prøvede let på at smile, men det så vidst ikke for godt ud.

En bil kørte ind i skolegården og kørte med fuld fart ned mod os. Louis var hurtigt nede hos os, og satte sig på hug sammen med de andre. ”Hvad gør vi?” spurgte Niall og kiggede på Louis. ”Vi må have hende ind i bilen, og få kørt hende på hospitalet med det samme” sagde han og kiggede derefter sørgeligt på mig. ”Vi kan ikke få hende op” sagde Zayn, og kiggede skævt på Louis der straks kiggede undrende på ham. ”Så tung er hun da heller ikke” sagde han og smilede til mig. ”Nej det er mere.. Hun har smerte overalt i kroppen, der er ikke rigtigt nogen steder at sætte vores hænder uden at det gør for ondt på hende” sagde Niall, og kiggede på mig der igen fik tårer i øjnene, men ikke af smerte, for en gangs skyld. Mere over at de tænkte på mig. ”Hvordan vidste i at jeg var her?” sagde jeg endelig efter, at jeg i lang tid ikke havde kunnet sige noget. Jeg fik selvfølgelig deres opmærksomhed med det samme, da de ikke havde hørt mig sige noget siden i går.  ”Nathalie ringede ” sagde Zayn som den første. Min opmærksomhed hvilede på ham. ”Hvad sagde hun?”. ”Hun havde hørt dig få en sms, og havde set den var fra ham der Luke, hun fortalte at han er din ex, og at han ikke havde behandlet dig ordentligt. Hun havde kigget på smsén og sagde at der stod noget om at et møde her på skolen.” Sagde Niall og strøg en finger hen over min kind. ”Flippede hun ikke ud over at tale med jer?” spurgte jeg og smilede. ”Nej hun lød seriøs, og bestemt. Hun fortalte hvor skolen lå og at vi blev nødt til at tage derover med det sammen. Hun vidste åbenbart at, det ville ende sådan her”. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, selvom det gjorde ualmindelig ondt. Nathalie seriøst? Jeg kunne ikke rigtigt se det for mig, men det fik mig kun til at smile mere. At hun havde været seriøs og havde lagt fan tingen på hylden, imens hun snakkede med dem, for at være sikker på at de kom, for at rede mig. Jeg prøvede at rejse mig, men nåede ikke langt før at Zayn stoppede mig. ”Ambulancen kommer om lidt” sagde han og smilede sødt til mig. Og rigtigt nok et par minutter senere kom der en ambulance kørende ind i skole gården. De løb hen og fik mig lagt op på en bårer, og fik mig hurtigt ind i ambulancen. ”Det er nok bedst hvis en af jer tager med” sagde damen der kørte ambulancen. ”Jeg tager med” sagde Zayn hurtigt og hoppede ind i ambulancen. ”Jeg ringer lige senere og siger hvornår jeg kommer hjem” sagde han. Drengene nikkede bare. Jeg kunne mærke at mine øjne langsomt begyndte at lukke i. Og før jeg vidste af det, var jeg faldet hen.

Jeg blinkede lidt, inden jeg igen kunne se noget. Jeg lå i et hvidt rum. Zayn sad på en stol ved siden af sengen, med hovedet stukket ned mellem benene, og hænderne foldede. Jeg prøvede at sætte mig op, og undslap en lyd der straks fik Zayns øjne til at hvile på mig. Han pustede lettet ud, og tog min hånd. Han smilede. ”Har du det bedre?” spurgte han, og kiggede mig direkte i øjnene. Hans udtryk i ansigtet mindede mig om Luke, hvilket automatisk fik mig til at få tårer i øjnene. Jeg kiggede ud af vinduet. Ud på den blå himmel som tidligere havde svigtet mig. Jeg nikkede stille, og kiggede derefter op på spejlet på væggen. Det gav et sæt i mig. Jeg så forfærdelig ud. Jeg var helt blå under det ene øje, og min læbe var hævet op. Jeg havde kæmpe blå mærker, der hvor drengene havde holdt om mine arme. Jeg strøg forsigtigt en finger hen over min hud. Men mærkede med det samme smerte lige meget hvor jeg lagde dem. Jeg kiggede tilbage på Zayn, han smilede sødt til mig, hvilke fik mig til at rødme. Men jeg tror ikke at han lagde mærke til det, da jeg allerede var rød af blod over alt i ansigtet. Jeg måtte virkelig have set skrækkelig ud. Men det så ikke ud som om at det generede ham. ”Jeg går ud efter noget at spise” sagde han og smilede sødt inden han gav min hånd et klem, og rejste sig. ”Skal du have noget med?”. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke lyst til at spise. Jeg havde det dårligt. Fysisk og psykisk. Han kyssede mig på panden. ”Jeg er tilbage om lidt” sagde han og gik ud af døren. Jeg kom i tanke om min mave. Jeg trak op i toppen, og et forfærdeligt syn ramte mig. Det så slemt ud. Jeg trak hurtigt blusen ned igen. Jeg sukkede, og kiggede ned på bordet. Min mobil lå der. Jeg kiggede undrende på den. Havde Nathalie virkelig været hele vejen herover for at give mig min mobil? Jeg tog fat i den, og kiggede på skærmen. Jeg havde fået en sms fra et ukendt nummer. ’Ring når du ser det her, -Harry’ Et smil bredte sig på mine læber. Jeg savnede Harry. At sidde i hans arme. At mærke hans hjertebanken blive hurtigere på grund af mig. Jeg trykkede hans nummer ind, og lagde mobilen op til mit øre.

Der gik ikke lang tid før han tog den. ”Mira!” han lød bekymret men alligevel glad. ”Hej Harry” sagde jeg med en rolig stemme. ”Hvad er skete der?” jeg kunne mærke at hans stemme gik over til at være seriøs. Jeg sank en klump i halsen og kunne ikke rigtigt få mig selv til at sige det. ”Mira?” han lød forvirret over at jeg ikke svarede. ”Ja undskyld” fik jeg endelig mig selv til at sige. ”Jeg så Zayn gå i panik, over et telefon opkald, fra din veninde Nathalie, og han havde styrtet ud af døren, inden jeg nåede at spørge ham om hvad der skete” sagde han. Jeg kiggede ned i jorden. ”Er du okay?”. Jeg nikkede, men indså at han selvfølgelig ikke kunne se det. ”Ja” sagde jeg. Jeg synes selv det lød lidt koldt, men det lød ikke som om at han lagde mærke til det. Zayn kom ind af døren, med en tallerken fyldt med mad. Han smilede til mig og satte sig igen ned ved siden af mig. ”Er det Harry?” spurgte han og rullede med øjnene. Jeg nikkede. Han rakte hånden frem, for at vise, at jeg skulle give ham mobilen. Jeg lagde den i hans hånd, og Zayn tog den straks op til øret. ”Mira skal slappe af nu, hun ringer igen senere” sagde han og lagde på. ”Hvorfor gjorde du det?” jeg kiggede undrende på ham, mens jeg hurtigt trak mobilen ud af hans hånd. ”Slap nu af” sagde han, med et glimt i øjet. Jeg pustede ud, og smilede derefter til ham. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Lægen kom ind med en sprøjte i hånden, og fortalte mig at, den ville hjælpe på mine smerter. Jeg nikkede bare. Jeg var fuldstændig lige glad, jeg ville bare snakke med Harry igen.

Jeg vågnede ved at Zayns mobil ringede. Han satte den op til øret. Jeg sad og betragtede ham, da hans ansigts udtryk ændrede sig, og rejste sig fra stolen. Han gik mod udgangen og kastede et hurtigt blik på mig. Hans ansigt var alvorligt, og jeg kunne se frygt i hans øjne. Han smækkede døren i efter sig. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke at det havde noget at gøre med Luke. For Zayn plejede normalt ikke at se på mig med frygt i øjnene. De havde fundet ham. Jeg var næsten helt sikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...