Mit lorteliv {1D}

Mira er dømt til at være den mærkelige i klassen, og finder ud af, på HENDES sidste skoledag, at hendes kæreste er hende utro, med klassens snob Sophia. Miras veninde Nathalie invitere hende med til en One Direction koncert, for at få hendes mundvig opad igen.Til koncerten møder hun, Harry, som ved et uheld skader hende. Hun lærer hurtigt drengene at kende, og finder hurtigt ud af at Harry føler noget for hende, hvilket hun bare er glad for da hun også føler noget for ham. Men hvad sker der da Zayn pludselig fortæller hende, at han er vild med hende? Kan hun holde sig til Harry? Og hvad sker der mellem drengene siden de får hende til at vælge mellem dem? Er det hele bare ET stort lorte liv?

58Likes
95Kommentarer
11002Visninger
AA

13. Forvirret

 

Jeg vågnede ved at min mobil ringede. Jeg kiggede på skærmen og så at det var Niall. Med et stort gab trykkede jeg på besvar, og tog derefter mobilen op til mit øre. ”Hallo?” Jeg kunne mærke at min stemme var hæs, hvilket ikke var det bedste der kunne ske i dette sammenhæng. ”Mira, du bliver nødt til at se det her, kom herhjem nu!” Han stemme var alvorlig og det lød ikke som om han lavede sjov. Jeg rejste mig fra sengen. ”Hvad er der sket?” Jeg prøvede at få min stemme til at lyde normal, men efter jeg havde hostet et par gange, havde jeg stadigvæk den hæse morgen stemme. ”Det tror jeg godt du ved” Han lagde på. Jeg så målløst ned på mobilen. Der måtte virkeligt være noget galt. Zayn satte sig op i sengen. Han kunne se, at jeg var chokeret. ”Hva så?” Hans ansigts udtryk var bekymret. ”Niall ringede” Jeg kiggede seriøst på ham. ”Vi skal af sted… nu” Zayn tog en T-shirt over hovedet, og gik ned af trappen. Jeg fik et par gamacher, og en top på der lige dækkede min navle. Jeg havde ikke tid til det store. Det lød ret alvorligt.

Jeg låste døren, og løb ud til Zayn som steg ind i bilen. ”Ved du hvad der er sket?” Han kiggede kort på mig, inden han startede bilen og bakkede. Jeg rystede kort på hovedet, og sad og fulgte gadernes navne med øjnene, indtil vi nåede lejligheden.

Zayn kiggede alvorligt på mig, mens jeg skrev til Niall at vi var på vej op. Jeg tog en stor indånding, inden jeg trak ned i håndtaget. Jeg ventede det værste. Louis´ hoved stak frem, da vi trådte ind af døren. Han kiggede nervøst på Zayn, der med et undrende udtryk i ansigtet gik hen mod Niall der sad ved sin bærbar. Jeg gik langsomt forbi Liam, da han pludselig tog fat i min arm og trak mig med ind i køkkenet. Han kiggede alvorligt på mig. ”Vi kan ikke finde Harry” Jeg gispede. ”Hvad? Hvordan kan i ikke vide hvor han er?” Jeg slog ud med armene, da det var løbet gennem mig som et stort chok. Han ignorerede mit spørgsmål. ”Har du ikke talt med ham?” Han kiggede bekymret på mig, mens jeg langsomt rystede på hovedet, og kiggede ned i jorden. Niall trådte ind af køkkendøren, med et ansigts udtryk der skræmte mig. ”Ved hun, hvor Harry er?” Han kiggede sørgende på Liam, der stod og rystede på hovedet. ”Niall hvad sker der?” Jeg lagde armene over kors. Han tog fat i min hånd og trak mig med ind i stuen. Han stillede mig foran computeren, og pegede langsomt mod skærmen. Jeg mærkede at min hjertebanken blev hurtigere, og kiggede måbende på skærmen. ’Harry Styles kæreste utro med Zayn Malik?’ Et billede der var taget, af mig og Zayn da vi stod på altanen, viste sig på skærmen. På billedet havde Zayn sine arme rundt om mig, og havde sin mund mod min kind, og jeg stod bare og rødmede. ”Vi tror det er derfor at han ikke er til at finde” Liam var kommet ud af køkkenet, og var stille gået hen mod os. ”Jeg troede du havde noget med Harry?” Louis kiggede lidt hårdt, over på mig, der straks fik tårer i øjnene. ”Det har hun også” Zayn brød ind lige før jeg selv skulle til at sige noget. ”Mira og jeg er bare venner, hun lod mig overnatte fordi hun vidste at det var for sent for mig at køre hjem” Han fik tvunget et skævt smil frem. Louis kiggede strengt på mig, men slappede af i ansigtet, da jeg langsomt nikkede. ”Men hvorfor holdte du så om hende?”. ”Og kyssede hende på kinden?” Tilføjede Niall. ”Jeg var bare taknemlig over at hun lod mig sove der, jeg kyssede hende på kinden som et tak, og jeg holdt om hende, fordi hun frøs, hun var ked af det. Jeg gav hende egentlig bare et kram” Hans historie lød ret falsk, men drengene hoppe på den. De stolede på ham. Jeg blinkede taknemligt til Zayn, som straks sendte mig et smil. Han havde redet mig fra en kæmpe diskussion. Men jeg vidste at det var min opgave at finde Harry og forklare ham det samme. Jeg kiggede på Liam, som stadigvæk så lidt skuffet ud. Jeg mener hvis jeg havde set det billede og jeg ikke vidste hvad der rigtigt var sket, havde jeg troet præcis det samme. Det lignede jo rent faktisk at vi var et lykkeligt par. Jeg kom i tanke om det Nathalie havde sagt. ’Det ses nemt! Jeg mener se den måde du ligger hos ham på. Den måde han nusser dig i håret, og den måde han kærtegner din kind på’ Ordene gik gennem mit hoved flere gange inden jeg tog mod til endelig at sige noget. ”Har i overhoved ingen idé om hvor han kan være?” Jeg kiggede forsigtigt over mod Niall, som stadig stod målløs, over Zayn forklaring. ”Jeg tror jeg ved hvor han er, men jeg er ikke sikker” Niall tog min hånd, og trak mig med ud mod døren.

 ”Held og lykke” Zayn gav mig et forsigtigt klem, da vi ikke skulle tiltrække for megen opmærksomhed. De skulle jo helst ikke tro at vi havde noget. For det havde vi bestemt ikke! ”Ring hvis i finder ud af noget” Liam trak mig forsigtigt ind til et kram, hvilket jeg gengældte. Han kunne se, hvor hårdt det egentlig havde taget på mig. Louis gik med hurtige skridt hen mod mig. En tåre løb ned af hans kind, da han så ind i mine øjne. ”Lov mig i finder ham” jeg nikkede forsigtigt og gik ud af døren.

Efter et par timer, kunne jeg mærke mine ben syre sammen. Jeg så op på himmelen. Det var allerede begyndt at blive mørkt. Jeg havde egentlig mest bare lyst til at ligge mig ned midt på gade, og tage en lur. Jeg ville virke svag, så med en dyb indånding fik jeg indhentet Niall som med tunge skridt gik et par meter foran mig. Han gik med hænderne i lommen, da han pludselig stoppede op. Jeg gik op til ham, og stillede mig ved siden af ham. Han trak mig ind til et kram. Jeg vidste ikke om det var mig der havde brug for et kram, eller om det var ham. ”Hey, vi skal nok finde ham” Jeg smilede småt til Niall, der tørrede en tåre væk fra sin kind. Han nikkede blidt og kiggede derefter mig ind i øjnene. ”Er du sikker på at I ikke har noget?” Jeg kiggede undrende på ham. ”Dig og Zayn” Jeg nikkede langsomt, og tvang et smil frem, der egentlig ikke passede til stemningen.”Vi er bare venner”. ”Det er bare..” Niall kiggede hurtigt væk. Var der noget jeg ikke vidste? ”Hvad?” Jeg fik ham stoppet op, så han kiggede mig direkte ind i øjnene. Hans ellers så smukke blå øjne var fyldt med tårer. ”Ikke noget” Han skulle til gå igen, men jeg holdt fast i hans overarm. ”Sig det” jeg kunne mærke at min stemme måtte have lydt lidt hård. ”Jeg overhørte Zayn og Liams samtale, her for et par dage siden…” Jeg stoppede brat op. ”Jaer?” Jeg ventede på et svar, da jeg fik vendt hovedet mod venstre og fik øje på en velkendt brunhåret krøltop. Mit blik blev pludselig fjernt, og jeg mærkede kvalmen stige i mig. Han sad og kyssede med en langhåret blondine. Niall tog fat i min arm, men jeg fik redet mig løs inden han fik ordentlig fat. Jeg mærkede tårerne presse sig på. Jeg ville væk, men kunne ikke få mit blik væk fra Harry. ”Mira.. det” Niall nåede ikke at sige mere, før jeg sendte ham et dræberblik, og med tårer i øjnene løb væk.

Jeg kunne mærke min puls stige, men jeg ville ikke stoppe. Jeg løb og løb, til jeg fik øje på et velkendt rødt hus. Jeg løb op til døren fandt min nøgle frem og løb grædende op på mit værelse. Jeg smed mig i sengen og kunne ikke stoppe med at græde. Hvad var der lige sket? Jeg mærkede følelsen af deja-vu, og prøvede at finde ud af hvor jeg havde oplevet det før. Tårerne strømmede ud, da jeg hurtigt fandt ud af, at det var en gentagelse af min sidste skoledag. Luke. Sophia. Alt vendte tilbage til mig nu, lige som jeg ellers var begyndt at glemme. Lige nu som jeg troede at jeg ikke længere ville græde over noget så latterligt. Noget så latterligt som Harry. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at indrømme, at jeg rent faktisk elskede Harry. Det var ikke bare en smålig forelskelse, som ved Luke. Det her var noget helt andet. Det her var voksen kærlighed. Rigtig kærlighed. Jeg kunne mærke noget vibrere i min lomme og fandt ud af at det selvfølgelig var min mobil. Det var Niall. Jeg trykkede hurtigt på afvis. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen. Jeg lagde hurtigt mærke til at han havde ringet før. Mange gange.  Jeg havde også fået en masse beskeder. Fra Niall, Liam, Louis og selvfølgelig fra Zayn. Jeg havde ikke lyst til at læse dem. Jeg ville ikke høre alle de lamme undskyldninger. De ville sikkert bare forsvare Harry. Jeg kunne dog ikke bebrejde dem. De havde jo kendt Harry i længere tid, og jeg var jo stadigvæk bare den heldige pige der havde fået lov til at hænge ud sammen med Englands største boyband. Eller rettere sagt, den Uheldige pige.

Jeg kastede mobilen hen i hjørnet og gik med tårer i øjnene, over mod døren til altanen. Jeg tøvede lidt, men gik så derud lidt efter. Jeg stillede mig nede for enden og kiggede op på aften himmelen. Jeg fik øje på stjernegruppen, Zayn havde vist mig aftenen før. Jeg kunne mærke et småt, og forsigtigt smil finde vej frem på mine læber. Jeg kunne høre min telefon ringe inde på værelset, men valgte at ignorere den. Kunne han ikke forstå at jeg ikke havde lyst til at snakke? Jeg mærkede den kolde vind bruse ind over mig, og jeg kunne mærke at jeg fik kuldegysninger. Jeg gik ind mod mit værelse, da jeg mærkede en stor smerte stige i mit hoved. Tanken om Harry var tilbage. Det gjorde ondt. Virkelig ondt. Jeg lagde mig med hovedet ned i puden, og gav mig igen til at græde. Hvorfor kunne han ikke bare forsvinde?

En kold vind ramte min kind som et hårdt slag. Jeg åbnede forsigtigt øjnene, og mit blik fangede hurtigt den åbne altans dør. Mærkeligt? Jeg havde da lukket den. Ik? Jeg rejste mig og lukkede forsigtigt døren da jeg hørte lyde nede fra køkkenet. Jeg kunne mærke at jeg fik gåsehud. Kunne det være Nathalie? Jeg kiggede over på mit lysegrønne ur, der hang på væggen. Klokken var kvart over et. Hun var kommet hjem for længst. Og hun plejede altid at gå ud som et lys, efter en lang dag, på sit ’job’ eller hvad man nu kunne kalde det. Jeg listede ind på Nathalies værelse. Hun sov som en sten. Jeg listede derefter lydløst ind på Lisas værelse. Hun lå med en bog over hovedet. Hun var sikkert faldet i søvn midt i en ’god’ bog som hun plejede. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg havde ikke set Lisa i lang tid. Jeg havde ikke set hende siden koncerten.

Lydene blev højere og jeg mærkede mit hjerte banke hurtigere og hurtigere jo tættere jeg kom på køkkenet. Hvad skulle jeg dog gøre? En tyv i vores hus? Hvordan håndtere man dog det? Jeg gik hen til køkkendøren, og skulle til at gå ind da jeg hørte lydene stoppe. Personen stoppede op. Jeg kunne hører mit eget hjerte overdøve mine hurtige åndedrag. Personen havde set mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...