Mit lorteliv {1D}

Mira er dømt til at være den mærkelige i klassen, og finder ud af, på HENDES sidste skoledag, at hendes kæreste er hende utro, med klassens snob Sophia. Miras veninde Nathalie invitere hende med til en One Direction koncert, for at få hendes mundvig opad igen.Til koncerten møder hun, Harry, som ved et uheld skader hende. Hun lærer hurtigt drengene at kende, og finder hurtigt ud af at Harry føler noget for hende, hvilket hun bare er glad for da hun også føler noget for ham. Men hvad sker der da Zayn pludselig fortæller hende, at han er vild med hende? Kan hun holde sig til Harry? Og hvad sker der mellem drengene siden de får hende til at vælge mellem dem? Er det hele bare ET stort lorte liv?

58Likes
95Kommentarer
10999Visninger
AA

16. Et stort drama

 

 

 Han foldede hænder, og satte sig på gulvet. ”Hvad?” Jeg stirrede forskrækket på ham, og satte mig forsigtigt ned. ”Zayn vil ikke være i samme rum som Harry. Og jeg er fuldstændig sikker på at Harry er pisse sur på ham” Han lagde sin hånd ned på gulvet. ”Han sagde da at han var kommet over det” Jeg smilede let til ham, og lagde min hånd på hans. ”Du kender ikke Harry så godt som jeg gør, tro mig, han glemmer det ikke, og hvis jeg kender ham rigtigt…” Han kiggede mig i øjnene. De måtte ikke blive uvenner! Ikke nu. De havde så mange koncerter for tiden. Hvis de droppede koncerterne pga. et skænderi over mig, ville deres popularitet falde, og det kunne jeg simpelthen ikke lade ske. 

Jeg trak hårdt ned i håndtaget. Jeg var sur. Virkelig sur. Hvordan i alverden kunne de tro at det var okay, at de stoppede et venskab pga. mig? Jeg gik med hårde skridt hen mod Zayn der sad, med et kærligt udtryk i ansigtet. ”Zayn kan vi lige snakke?” Jeg prøvede at lyde blid, så de andre ikke skulle tro at der var noget galt, med det gik vist ikke så godt. Han nikkede let, og rejste sig fra sofaen, med et ligeglad udtryk. Jeg trak ham med ud på gangen, hvor Louis gik forbi os. Han kiggede skeptisk på mig og lukkede døren efter os. ”Hej” Zayn stillede sig overfor mig med et sødt smil på læben. Det plejede altid at hjælpe ham, når han skulle have mig til at smile. Men ikke den her gang. Det lød måske lidt dumt. At være sur over at to drenge vil have en. Det ville de fleste piger, give deres ene hånd væk, for at prøve det. Og så når det også var drengene fra One Direction.  Der var nok mange som ville være mit sted lige nu. Men det var faktisk ikke så nemt som man skulle tro. Jeg havde svært ved at vise mine følelser i forvejen, så det var ekstra svært for lille skrøbelige mig. ”Zayn hvad fanden har du gang i?” Jeg fnes, mens jeg langsomt begyndte at opfører mig seriøst. ”Hvad mener du?” Han kiggede undrende på mig. ”Du ved godt hvad jeg mener” jeg kiggede vredt på ham, og lagde armene over kors. ”Hør, jeg har et problem med Harry, og han har et problem med mig okay?” Jeg kunne mærke på ham, at han var ved at hidse sig selv op, men prøvede at holde det inde. ”Zayn, i er bedste venner. I kan ikke blive uvenner over noget så latterligt” Jeg prøvede at holde min vrede inde, og prøvede at lyde fornuftig, men det gik som sædvandeligt ikke som planlagt. ”Forhelvede Mira jeg kan ikke gøre for at jeg har følelser for dig!” Han nev sig selv. Jeg vidste ikke om det var en metode for ikke at flippe ud, men jeg tror det hjalp, for han var pludselig helt rolig. ”Jeg vil bare ikke miste dig”. ”Det gør du heller ikke” Jeg lagde en hånd på hans skulder. Jeg smilede sødt til ham, for at få ham til at indse hvor dumt det var. Men han kiggede stift ud i luften. Jeg sukkede højt og satte mig ned på gulvet. ”Zayn det kan ikke blive ved på den her måde. Hvis i skal være uvenner over mig.. Skulle jeg måske bare lade vær med at komme” Jeg kiggede op på hans sårede ansigt. ”Du må ikke blive væk” Han tog min hånd og satte sig ved siden af mig. ”Zayn du kan ikke holde dig væk fra koncerterne. Hvad med dine fans?” Hans ansigts udtryk viste at han tydeligvis havde glemt alt om dem. Hans øjne satte sig på det beskidte gulv vi sad på. ”Men så skal du med” Jeg smilede let. ”Selvfølgelig” Jeg rejste mig, tog hans hånd og førte ham ind af døren. Yes!

”Drenge i bliver nødt til at køre nu, ellers kommer i for sent” Døren gik op og Louis og Liam trådte ud af døren til deres værelse. Liam gav mig elevator blikket, og smilede stort til mig. ”Og jeg som troede at jeg så godt ud” Han blinkede, og jeg rødmede med det samme. ”Det gør du også” Jeg smilede let til ham, hvilket han gengældte. ”Du ser rigtigt godt ud babe” Louis stod og betragtede hvordan min lyseblå kjole, sad på mig. Jeg rødmede, og sendte ham et kæmpe smil. ”I lige måde”. ”Niall!” Louis kaldte da ingen af de andre drenge trådte ud af døren. Jeg kiggede mod Niall og Zayns værelse da Harry pludselig stod med armene om mig. ”Hey hold jer væk fra min sild” Han blinkede til mig, og sendte mig et stort smil. Jeg fnes, og begyndte småt at grine.  Niall og Zayn trådte ud i gangen lidt efter. ”Vent lidt, jeg skal lige have noget mad først” Niall løb ud i køkkenet, og kom derefter ud med en pose fyldt med mad. ”Så har vi lidt til turen” Typisk Niall. ”Er du sikker på at det er nok?” Liam grinede, og tog bilnøglerne op fra bordet. ”Hvem kører?” Louis rev nøglerne ud af hænderne på ham. ”Jeg kører!” Han løb ud af døren, efterfulgt af Liam og Harry.

 ”Har du snakket ham fra det?” Niall gik op på siden af mig, og smilede let til mig. Jeg nikkede kort.” Godt, jeg kan ikke lide når de er uvenner” Jeg forstod ham fuldt ud. Jeg ville heller ikke bryde mig om hvis mine to bedste veninder sloges om en dreng. Hvis jeg bare havde to veninder… Jeg kiggede ned i jorden. ”Er der noget galt?” Niall stoppede op foran mig, og løftede med to fingre mit ansigt op til hans. Jeg kiggede ham dybt i øjnene. Hans øjne var fuld af omsorg. Jeg forstod det ikke. Hvordan kunne jeg græde over noget så latterligt? Jeg havde jo drengene, så hvorfor være ked af at jeg ikke rigtigt havde andre veninder, end Nathalie? Jeg trak på skuldrende. ”Det er ikke noget” Jeg smilede roligt til ham, men han hoppede ikke på den. ”Mira, jeg kender dig for godt til det der, jeg kan se når der er noget der går dig på” Skulle jeg fortælle ham det? Jeg mener det var noget af det latterligste at græde over. ”Du kender mig jo ikke” Mit blik faldt hen på Zayn som lagde en hånd på min skulder. ”Fortæl os det nu bare” Han smilede. ”I kender mig ikke ” gentog jeg og mærkede en stærk trang til at flippe ud. Jeg kunne se at mit svar kom bag på dem. Niall kiggede sørgende på mig, og trak mig ind til et kram, da jeg tog et skridt tilbage. ”Bare lad det ligge”. Jeg løb op ved siden af Harry som gik med sin mobil i hånden. Jeg hoppede op på hans skulder, og han bar mig ned til bilen.

Zayn satte sig på den ene side af mig og Liam satte sig på den anden. Jeg tog selen på, og tog en dyb indånding inden jeg tog mig sammen til at smile til Zayn. Han så ikke glad ud. Mere såret. Hvad havde jeg nu gjort? Jeg vidste godt at han var bekymret for mig, men var han virkelig så bekymret at han ikke engang kunne se glad ud for de andres skyld? Jeg foldede mine hænder på mine lår og kiggede ud af vinduet, da Liam lagde en hånd på mit lår. Jeg kiggede automatisk op i hans klare brune øjne. Han smilede skævt til mig. ”Husk vi er her for dig lige meget hvad” Jeg smilede taknemligt til ham, men faldt så tilbage til min rutine. Jeg havde ikke lyst til at såre nogen, og specielt ikke drengene. De havde hjulpet mig igennem så meget. Jeg kunne ikke bare lade dem gøre alverdens ting for mig, og så ikke gøre noget tilbage.

Jeg steg ud af bilen, og en hel gruppe paparazzier overfaldende drengene med det samme. De begyndte at gå ind mod stadionet, men jeg kunne ikke følge med. Paparazzierne havde ligesom lukket af for mig. Blitzen blendede mig, og jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt følte mig mere, og mere svag. Jeg kunne ikke komme forbi. Jeg stod bare ved bilen, og ventede. Jeg kunne mærke at folk begyndte at rette deres opmærksomhed mod mig, og en masse spørgsmål fyldte min hjerne. ”Hvem er du sammen med? Zayn eller Harry?”, ”Hvordan har du det med rygterne?” og ”Hvad har du at sige til dit forsvar, hjerteknuser?” Jeg kunne ikke få mig selv til at svare. Jeg ville bare væk, men de stod helt oppe ad mig, med deres kamera. Jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt var ved at gå i panik, og hvordan mine tårer samlede sig i min øjenkrog. Jeg kunne ikke lide de spørgsmål de kom med.

 Jeg mærkede en hånd tage fat i min arm, og trække mig væk fra pøblen. Jeg smilede taknemligt til et par velkendte lysebrune øjne. ”Undskyld vi skal forbi”. Jeg mærkede hans hånd om mit liv, der derefter bar mig op ad trappen. Jeg kom ind til resten af drengene, og løb som det første over til Harry, med tårer i øjnene. Han stod med åbne og trygge arme, omkring mig, da Zayn kom over og lagde en hånd på min skulder. ”Tak fordi du fik mig væk derfra” Jeg kiggede taknemligt på ham, mens han nikkede med et smil på læben. Han kyssede mig i håret, og gik videre over til Niall, der stod med maden i hånden. Jeg mærkede Harrys blik i ryggen. Jeg blev lidt i tvivl og det var et positivt eller negativt tegn. For det så ikke ud til at han var specielt glad for at det var Zayn der fik mig væk derfra. Men han havde jo ikke engang gjort en indsats selv. Jeg kunne ikke gøre for at jeg ikke lige nåede at få fat i hans trøje, og følge efter ham, da han med et smil gik over og fik taget de billeder, der skulle give ham et bedre rygte.

”Ti minutter alle sammen” Jeg mærkede hvordan mit hjerte hamrede mod mit bryst. Niall lagde en arm om mig, og smilede let. ”Skal i slet ikke øve?” Jeg kiggede undrende på ham, men han grinede bare let. ”Hvad tror du vi har gjort de sidste mange uger?”. Jeg følte mig pludselig ret blondine dum. Selvfølgelig havde de brugt deres fritid på at øve. Jeg slog mig et par gange i hovedet, med flad hånd, hvilket bare fik ham til at grine. ”Så er vi to blonde” Mit skæve smil, fik ham til at se omsorgsfuldt på mig. ”Kan du ikke love at vi lige får snakket efter koncerten?” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at snakke om det. Han plantede et smil på mine læber. ”Vil du ikke med op på scenen?” Han smilede stort, mens han tog min hånd, og trak mig ind mod omklædningsrummet. ”Nej nej nej” Jeg trak mig lidt væk fra ham, men han holdt for godt fast i min hånd. ”Hey drenge, Mira vil gerne give et nummer” Det gav genlyd i hele rummet, og jeg lagde hurtigt mærke til at alles opmærksomhed nu lå på mig. ”Nej nej nej, jeg skal ikke op på den scene” Gentog jeg. ”Ej kom nu, der er kun tyve i aften”. Skulle jeg synge foran tyve tusind mennesker? Det kunne de bare ikke mene. ”I kan ikke tvinge mig” Jeg lagde armene over kors, og lukkede øjnene bestemt, da jeg mærkede et par arme tage fat om mine lår. ”Nej sæt mig ned!” Louis havde sat mig op på hans skulder, så jeg hang med hovedet ned af. De bar mig ind i et andet omklædningsrum, og satte mig på en stol, foran et kæmpe makeup bord. Louis sendte mig et kort smil, inden han lukkede døren, og lod en lyshåret pige tage fat i mit hår. ”Jeg tænkte på at give dig en lys øjenskygge med et strejf af lavendel blå” hun begyndte at tage sin makeup pung frem. ”Nej, det behøves ikke, jeg skal ikke derud” Jeg smilede sødt til hende, men kiggede hende ikke rigtigt i øjnene. Jeg kiggede mere over mod døren, og ventede på at den blev lukket op. ”Hvorfor dog ikke? Harry siger at du synger formidabelt” Jeg stirrede forvirret på hende. ”Hvad mener du?”. ”Harry sagde her for et par dage siden, at du havde siddet ved hans klaver på værelset og spillet. Han sagde at du sang fantastisk. Jeg vidste ikke at han stadigvæk havde det gamle klaver, han spiller jo ikke selv så..” Hun trak lidt på skuldrende. ”Stop, hvad sagde han? Vent hvem er du?” Jeg stirrede op og ned af hende, og synes pludselig at hun så bekendt ud. ”Jeg hedder Hope” hun rakte hånden frem, med et glimt i øjet. Jeg genkendte det lange blonde hår. De lyseblå øjne. Det var hende. Hende, Harry havde siddet og kysset med, da jeg havde ledt efter ham i flere timer. Hende der var grunden til at jeg var blevet så sur på Harry, og havde siddet i flere timer, og grædt mit hjerte ud. Hun var ikke bare en pige han lige havde mødt. De kendte hinanden. Jeg blev i tvivl om han overhoved var fuld. Hvad nu hvis han ikke var. Hele den aften strømmede gennem mit hoved. Kysset. blikket. Alt. ”Jeg bliver nødt til at gå” Jeg rejste mig fra stolen og gik over til døren, uden at give hende muligheden for at sige noget. Jeg rev dørhåndtaget op, og fik med det samme øjenkontakt med Liam, der med et bekymret udtryk i ansigtet gik over mod mig. ”Er der noget galt?” Han trak på mundvigende, og tog blidt fat i min arm. Jeg rev mig løs med et støn, og lagde mærke til at alle sad og kiggede overrasket på mig. Jeg kiggede med tårer i øjnene, fra person til person, og endte til sidst med, at stirre med vredeståre over på Harry. Han så ud som om at han ikke vidste hvad der foregik, men det vidste jeg at han gjorde. Jeg kiggede en sidste gang på Harry inden jeg, tog en dyb indånding og stormede ud af døren.

Jeg tog min mobil frem, men vidste ikke hvem jeg skulle ringe til. Jeg overvejede at ringe til Nathalie, men vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hun ville sikkert alligevel gå over på Harrys side, men jeg havde ikke andre at ringe til. Jeg vidste at Lisa var på arbejde, og hun havde aldrig sin mobil på sig. Jeg fandt Nathalies nummer frem, snøftede en gang, og tog mobilen op til mit øre. Mobilen blev med det samme taget i den anden ende. ”Hallo?” Hun lød søvnig. ”Nathalie jeg har virkelig brug for at du henter mig lige nu” Jeg kunne mærke at min stemme var ved at knække sammen.  ”Hvor er du?”. ”Stadionet” Jeg kunne hører hende gå ud i gangen. ”Jeg er på vej” Jeg lagde hurtigt på og lænede mig op af væggen. Jeg gled langsomt ned på jorden, og lagde mit hoved mellem mine ben. Jeg mærkede hvordan tårerne strømmede ned af mine kinder. Følelsen var tilbage. Følelsen som havde fået mig til at smide med min mobil, og låse døren fordi jeg ikke ville snakke med nogen. Følelsen kun Zayns smil kunne få til at forsvinde. Men jeg vidste at det ikke ville virke den her gang. Jeg stolede på Harry, hvilket jeg ikke kunne forstå hvorfor jeg gjorde. Han betød alt for mig, og det vidste han også godt, men alligevel gik han bag min ryg. Hvorfor skete det altid for mig? Hvorfor blev jeg altid såret af nogen jeg elskede? Hvorfor var det eneste man kunne kalde min livs historie ”Mit lorte liv”? Jeg kiggede op på månen. Den lyste ned på mig, som om at jeg var centrum. Som om at jeg var hovedpersonen, i en stor drama film. For det var lige præcis hvad mit liv var. Et stort drama.

”Bliv nu her” Niall skyggede for måneskinnet. Jeg rystede langsomt på hovedet, men jeg tørrede en tåre væk fra min kind. Jeg kunne mærke at min mascara havde svigtet. Han tog en dyb indånding og satte sig ved siden af mig. ”Hør, Harry flipper helt ud der inde. Han vil virkelig gerne have at du er der. Han føler ikke at han kan gå op på scenen uden at vide om du er okay” Han trak lidt på mundvigene og kiggede håbende på mig, men jeg var kold. Lidt for kold. Jeg rystede på hovedet, og lagde mit hoved på mine knæ. Jeg havde mest lyst til at grave mig ned i et hul, og aldrig bare overveje at komme op igen. En sort bil drejede ind til stadionet, og Nathalie stak sit hoved ud af vinduet. Jeg rejste mig, og gik hen mod bilen, da Niall tog fat i min hånd. ”Mira, please” Han kiggede bedene på mig, men igen måtte jeg afvise ham. ”Farvel Niall” Jeg steg ind i bilen, og tog min sele på. Jeg kastede et blik på Niall der vendte rundt på hælene og gik tilbage inden for. Jeg ville normalt have krammet ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg ville ikke græde på hans skulder, selvom jeg så inderligt gerne ville trøstes af hans kram. Jeg havde ikke lyst til at gøre ham i dårligt humør lige inden koncerten. De skulle ikke skuffe deres fans.

 

I må undskylde at jeg ikke har lagt noget ud, her de sidste par dage, men jeg er som sagt i Californien, indtil den 23... Jeg skriver når jeg har tid, og lover ikke at lade jer i stikken ! 

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...