Mit lorteliv {1D}

Mira er dømt til at være den mærkelige i klassen, og finder ud af, på HENDES sidste skoledag, at hendes kæreste er hende utro, med klassens snob Sophia. Miras veninde Nathalie invitere hende med til en One Direction koncert, for at få hendes mundvig opad igen.Til koncerten møder hun, Harry, som ved et uheld skader hende. Hun lærer hurtigt drengene at kende, og finder hurtigt ud af at Harry føler noget for hende, hvilket hun bare er glad for da hun også føler noget for ham. Men hvad sker der da Zayn pludselig fortæller hende, at han er vild med hende? Kan hun holde sig til Harry? Og hvad sker der mellem drengene siden de får hende til at vælge mellem dem? Er det hele bare ET stort lorte liv?

58Likes
95Kommentarer
10985Visninger
AA

9. ”Er jeg god nok?”

 

 

Niall gik ved siden af mig, med hænderne i lommen. Vi gik op til min dør, og han stoppede op foran mig. Han kiggede mig i øjnene. ”Er du okay?” spurgte han og prøvede at smile, men kunne se at det ikke var den bedste idé da det ikke fik mig til at smile. Han kiggede sørgeligt på mig. Han kunne se at jeg overhoved ikke var okay. Jeg nikkede og prøvede at få et smil frem, men jeg følte ikke at jeg ville lyve over for ham. Han var min ven. Jeg ville ikke lade som om at alt var fint, for han vidste godt at jeg var dårlig til at lyve.  Han skrev noget ned på et papir han havde i lommen. Han rakte mig sedlen. ”Hey” sagde han, og tog min hage op, få at få mig til at se ham i øjnene. ”Skriv hvis der er noget” sagde han og kyssede mig på panden. Jeg smilede let til ham, og gav ham et kæmpe kram. Jeg åbnede døren, og så ham tage solbriller på, og gå hjemad. Jeg gik ind og løb op på mit værelse. Jeg havde brug for at tænke.

”Du skal ikke tage dig af det” sagde Nathalie og aede min ryk. ”Du ved at drengene kan lide dig”. ”Jamen jeg har jo ikke en chance hos dem, hvad hvis de bare ser mig som endnu en fan?” jeg fik tårer i øjnene. ”Det gør de ikke! Og det ved du godt” sagde hun hurtigt med et opmuntrende smil. ”Hvordan kan jeg være sikker?” sagde jeg og kiggede op på hende. ”Tro på dig selv” sagde hun og smilede. ”Men… men.. er jeg god nok?” spurgte jeg og kiggede tvivlene på hende. ”Prøv at se på dig selv!”Sagde hun, men et opmuntrende smil. ”Du er sød, sjov, har et stort talent inden for musik og du er MEGA lækker!” sagde hun og skubbede blidt til mig. ”Hvordan kan du tvivle på dig selv?” spurgte hun. Jeg smilede let. ”Jeg føler bare ikke at jeg er værdig nok til dem, jeg mener de er verdens kendte, og jeg er bare… mig ” sagde jeg og kiggede væk. Det var begyndt at regne. ”For det første ved du godt at det slet ikke er udseendet de går efter, og for det andet ved du at de kan lide dig pga. din personlighed” sagde hun og prøvede at få øjnekontakt, med mig. Det lykkedes for hende. Et smil viste sig på mine læber. Det var utroligt så let hun fik mig til at smile. Jeg gav hende et kram. ”Jeg er virkelig glad for at have dig” sagde jeg og smilede til hende. Hun gengældte smilet. ”Jeg er også glad for at have dig” sagde hun. ”Har du brug for lidt tid?” spurgte hun og kiggede sødt på mig. Jeg nikkede. Hun gik ud fra værelset, og jeg lagde mig straks på sengen, og mærkede tårerne presse sig på.

Jeg måtte have faldet i søvn, for da jeg vågnede var det helt mørkt. Jeg rejste mig fra sengen og fandt min mobil frem, og kom i tanke om at jeg stadigvæk ikke havde læst beskederne der var kommet op aftenen før. Jeg stirrede skræmt ned i mobilen. Det var Luke. Jeg sad og læste beskederne, og mærkede pludselig en tåre løbe ned af min kind.  ’Mød mig på skolen, ellers du er færdig’, ’Svar din kælling’ og ’ Du er død ’stod der.  Jeg kastede min mobil ned til min fod ende. Jeg blev ved at gentage smsérne i mit hoved. Hvad havde jeg dog gjort galt? Jeg mener det var da ham, der havde været mig utro, ikke omvendt. Jeg kyssede jo først Harry efter vi havde slået op. Og jeg ville ikke sige at jeg var en player der sprang fra dreng til dreng. Jeg kyssede ham jo for at få min kæreste sorg til at forsvinde. Han havde faktisk aldrig opført sig som min kæreste. Han tænkte tilbage på alle vores minder. Jeg tænkte mig om. Der var jo ingen! Jeg mener, det eneste der havde været mellem mig og Luke, var alle de gange han skulle vise mig frem for sine drenge venner. Og det eneste han nogensinde sagde til dem var ”Er hun ikke lækker?” og tog mig derefter på røven. Vreden begyndte hurtigt at påvirke mig. Han havde aldrig kunnet lide mig. Jeg var helt sikker. Han havde jo bare brugt mig, og ladet som om han var min kæreste, fordi han ikke ville have andre fik mig. Mens han selv var utro med Laura.  En tåre slap løs, og en gled ned af min kind. Det var som om den aede mig. Jeg lagde mig frustreret ned igen, og flere tårer slap løs. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på i morgen. Jeg havde ikke lyst til at dukke op. Men alligevel var der noget i mit hoved der sagde jeg skulle gøre det. At jeg ikke skulle lade ham bestemme, hvad jeg måtte og ikke måtte sige. Mit hoved lå på køl, på min kolde pude. Jeg ville ikke gøre Nathalie bange, så jeg besluttede mig for at sige til hende at jeg bare var ude og gå en tur. Ja det ville jeg sige til hende, besluttede jeg inden jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede og kiggede straks på min mobil, om jeg havde fået nogen smsér.  Luke havde skrevet. ’Vær der halv tolv’ stod der. Jeg kiggede op på uret. Klokken var kvart over elleve. Jeg rejste mig og gik over til mit spejl. Jeg stod lidt og betragtede mig selv. Hvad ville han mon gøre? Jeg vidste at han ikke kun kunne holde sig til at råbe af mig. Og jeg vidste godt at det ikke nyttede noget at melde ham til politiet. Han ville sikkert alligevel få det til at lyde som om jeg havde gjort noget, og jeg ville ikke i fængsel. Jeg fandt mobilen frem igen. En ny sms var lige kommet. ’Og hvis du siger det til nogen, skal du ikke regne med at du lever meget længere’. Jeg kunne mærke vreden stige mig til hovedet, men valgte at gemme det til senere, og bare skrive ‘ok’.  Jeg tog nogle shorts, og en hullet T-shirt på. Jeg gik nedenunder, og skulle til at gå da jeg hørte Nathalies stemme inde fra stuen af. Hun stillede sig i dør kammen. ”Hvor skal du hen?” spurgte hun og smilede sødt til mig. ”Jeg skal bare ud og gå” sagde jeg og smilede lidt falskt til hende. Hendes ansigts udtryk ændrede sig hurtigt, og hun begyndte at tage sko på. Jeg kiggede undrende på hende. ”Jeg tager med” sagde hun og kiggede mig dybt i øjnene. ”Nej!” sagde jeg lidt for hurtigt. Hun stirrede på mig. ”Jeg mener, jeg har brug for lidt alene tid til at tænke over tingene”. Hun tøvede lidt, jeg kunne se at hun ikke troede på min historie. ”Fint nok, men ring hvis der er noget” sagde hun og krammede mig inden hun langsomt med blikket rettet mod mig, gik ud i køkkenet. ”Det skal jeg nok” sagde jeg lavt og gik ud af døren.

Jeg traskede hen af vejen, med lange tunge skridt, og med hænderne i lommerne. Jeg fortrød lidt at jeg havde taget shorts på da vejret hurtigt skiftede og en kold vind skyllede ind over mig. Jeg vidste egentlig godt hvad der ville ske nu. Han ville sikkert flippe fuldstændig ud på mig, og jeg var sikker på at jeg mindst ville ende med et blåt mærke. Han havde jo ikke følelser for mig mere, hvis han overhoved nogensinde havde haft det. Han var nok ligeglad med hvad jeg havde at sige. Lige glad med mine følelser. Lige glad med mig.

Jeg drejede ind ved skolens metalport. Jeg kunne mærke at nervøsiteten steg i mig. Jeg begyndte at kiggede rundt efter Luke. Jeg gik ind i skolegården. Jeg havde ikke troet, at jeg nogensinde ville komme til at stå her igen. Jeg kiggede tilbage på den smerte der havde løbet igennem mig, så mange gange, når jeg havde tænkt på kysset. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg valgte at holde dem inde så godt jeg kunne.  Efter som jeg ikke kunne finde ham nogen steder, gik jeg over og satte mig på en gynge på de små klassers legeplads. Vinden legede med logger af mit hår. Jeg tog min hånd ned i lommen og lagde mærke til at min mobil ikke var der. Jeg tænkte lidt på om jeg måske havde tabt den, men kom så i tanke om at jeg havde lagt den ved mit spejl. Jeg tænkte ikke rigtigt over det, før jeg kiggede på det store ur, der hang i den anden ende af skolegården. Klokken var snart ved at blive tolv. Hvor blev han af? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...