La jeune fille qui chantait- Pigen der sang

Pigen Athena elsker at synge, og har gjordt det hele hendes liv. Nu vil hun prøve at slå igennem!

9Likes
17Kommentarer
1056Visninger
AA

2. Talentet der var gemt...

I want to fly, fly, just fly away.

I want to fly, fly, just fly away.

Away from you.

Away from everything.

Everything.

 

 

I really loved you.

I really did.

But you hurt me too bad.

Hurt me.

Juuuust.

Goooooo Away.

 

 

I want to fly, fly, just fly away.

I want to fly, fly, just fly away.

Away from you.

Away from everything.

Everything.

 

Så var sangen endelig færdig. Det havde taget lang tid, men nu var den klar. Klar til at blive vist for alle de andre. Tør jeg? Det skal bare overstås. Jeg ville sikkert være glad bagefter. Tror jeg. Jeg tog min guitar, og spillede sangen igennem, og igennem igen. Jeg blev ved, indtil fingrene var vant til sangen. Jeg ville ikke kikse. Det var min første store aften. Optræde på en café.

”Skat? Skal du ikke sove?” Min mor var kommet ind, og jeg havde ikke hørt hende. Når jeg var i gang med at spille, blev jeg et med guitaren. Jeg stoppede et øjeblik, og kikkede på min mobil. Klokken var 3 om natten. Hun var nok vækket af mig. Jeg smilede lidt, og svarede

”Jeg skal nok snart, men jeg skal lige øve en enkelt gang mere!” Jeg kiggede tiggende på hende, og vandt til sidst. Hun sagde bare, at jeg ikke skulle være for længe oppe. Da hun gik, tog jeg guitaren op til mig igen, og begyndte.

 

I want to fly, fly, just fly away.

I want to fly, fly, just fly away.

Away from you.

Away from everything.

Everything.

 

Jeg smilede ved mig selv, og lagde så guitaren ned i tasken. Jeg gik over til mit skab, og tog noget nattøj på. Tænk at jeg skulle optræde for nogen. Jeg kunne ikke tro det. Det var nærmest umuligt!

Min musiklærer havde hørt mig synge og spille en dag, og han havde fortalt rygtet videre. Et par dage efter blev jeg ringet op af caféen ”Café sunshine” og de sagde, at de gerne ville høre mig spille. Jeg gik ned til dem dagen efter, og spillede lidt. De elskede det. Specielt ejeren. Hun hed Miranda og hun virkede meget sød. Hun var nok den afgørende grund, til at jeg fik lov at spille på caféen. De havde en hver fredag, der kom, og spillede lidt. Hun havde sagt

”Jeg vil gerne have, at du spiller på næste fredag. Jeg synes, at du er meget talentfuld! Vi finder ud af, om du også skal spille en gang igen.” Da hun havde sagt det, virkede jeg rolig, men det næste øjeblik hvor jeg kom udenfor, løb jeg af sted, så hurtigt jeg kunne. Jeg skulle hjem og fortælle mine forældre det.

Jeg havde ikke nogen virkelige venner eller veninder. Ingen af dem vidste, hvem jeg virkelig var. De spurgte ikke ind til hvordan jeg havde det, eller hvad jeg gik, og lavede. De så kun det ydre, men ingen ville se mit indre. Mine forældre var irriterende, men de ville altid være ved mig. Aldrig forsvinde fra min side.

Jeg lagde mig ned i min seng, og faldt i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...