Grønt lys for snegle

I Sikas verden betyder grønt, orange og rødt lys liv eller død. Hvad sker der, da det orange lys en dag fejler, så menneskene pludselig befinder sig under.. grønt lys. For snegle. ***Dette er en ca seks år gammel historie, skrevet som en stil i 8. klasse. Den er skrevet over et billede af en kæmpe snegl i neon-grønt lys. Mest lagt herop fordi en anden have en movella udfra samme billede, og jeg synes det var lidt sjovt. Tjek evt. OMG's gode alternative fortolkning her: http://www.movellas.com/da/book/read/201206121710513804

1Likes
1Kommentarer
1022Visninger

1. GRØNT LYS

 

Sneglens slim knitrede og boblede i dens fodspor. - intet menneske ville kunne bevæge sig ud på gaden i ugevis. Sika sukkede, og pressede sig, om muligt, endnu tættere ned mod bunden af bilen, da sneglen passerede forbi. Den var ret lille af sin slags – kun omkring en halvanden meter høj. 

 

Sika kravlede hen over veloursædet - det havde engang været en smuk bil. Med et sidste blik på sneglen kastede hun sig ud af døren, og løb ned af en mørk gyde. Først da hun stod uden for gadedøren til hende og de andre børns hjem, stoppede hun.

 

Febrilsk bankede hun på, mens hun jævnligt kiggede rundt i små ryk – bare en af sneglende nu ikke var fulgt efter hende –

 

Igen bankede hun på døren, men der kom intet svar. Hun kiggede rundt mellem husene, og tog en dyb indånding. Angsten var efterhånden kommet ind over hende som en krybende slange – eller måske nærmere, snegl? 

 

Da hun for tredje gang ikke modtog noget svar på sin banken vældede panikken op i hende – sammen med følelsen af, at være blevet svigtet. Hvorfor havde det orange lys ikke først blinket, så hun, og alle andre, kunne nå væk før sneglende satte ind?! Nu overstrømmede de byen, slimede den til, og fortærede alle, der stod i deres vej. Med gru tænkte hun på, hvor mange der mon var blevet ofre for denne fejl. Det var da, at et vindue åbnedes over hovedet på hende, og en ung dreng stak hovedet ud.

”Sika? Skynd dig ind!” hviskede han så lavt, at hun næsten ikke kunne skelne ordende fra hinanden.

 

En rød lampe lyste, og Sika puffede i det samme til døren. Den åbnedes med en knirkende lyd, og hun var ikke sen til at smutte ind. Et øjeblik overvejede hun at tage elevatoren, men droppede hurtigt tanken. Selv hvis hun ikke faldt ned, ville den skrattende lyd straks alarmere alle snegle inden for en radius af flere kilometer – hun kendte dem efterhånden..

 

I stedet listede hun op ad trappen, og åbnede den faldefærdige dør. Lejligheden, hun trådte ind i var – i bund og grund – ikke meget andet end et værelse. Normalt var her fyldt med børn i alle aldre, men til Sikas chok, kunne hun kun se drengen der havde kaldt hende ind. Havde hun set ham før..?

 

”Du må være Sika?” Hun kiggede  forskrækket op. ”De andre børn snakkede så pænt om dig.. det er en ære endelig at møde dig.” Han trådte et skridt frem, og pegede mod en stol med en gestus man normalt ikke ville forvente fra en 9 – årig. Sika løftede tøvende foden for at tage et skridt, men væltede så, da verdenen brød sammen om ørerne på hende – eller, sådan føltes det i hvert fald. I virkeligheden var det  hele huset der var ved at styrte sammen.

 

Lyden af brædder der smadredes mod hinanden og Sikas skrig blandedes til et inferno af støj, da hun landede blødt på ryggen to etager nede. Blødt er måske ikke det rigtige ord. Nærmere.. slimet. Snegle slimet. Hun svuppede ned, forbi en snegl, gennem sneglehuset, mod bunden. Det føltes som om, det tog en evig tid, men alligevel befandt hun sig på bunden i løbet af få sekunder.

 

Efter et stykke tid tog Sika sig sammen, og kiggede rundt. Hernede var mørkt og koldt, hun kunne kun lige skimte sneglen længere oppe. Efter lidt følen omkring gik det op for hende, at hun ikke var alene. Eller måske var hun rent sjæleligt alene, men rundt omkring hende var adskillige skeletter som vidne om, at hun ikke var den eneste, der havde lidt denne skæbne.

 

Der gik ikke længe, før gråden ruskede i hende. Ude af stand til at stoppe den, eller holde den tilbage, kiggede hun også blot tårevædet op på drengen, der dukkede op foran hende. ”D-..dig?!” Hun kom på benene, og kiggede med store øjne på ham. Et øjeblik følte hun gengældelsens glæde ved synet af et andet menneske, men den forsvandt så snart hun opdagede den lettere flimren i hans kontur.

”De snakkede så pænt om dig..” han smilede et glubsk smil, som en ulv, og forsatte så ”..mens jeg slog dem ihjel. Konstant sagde de, at du ville redde dem..” hans blik blev uklart, og han flimrede kraftigere.

”Hvorfor?” snart var han helt væk, og Sika faldt ned på knæ med en følelse af, at alt var håbløst -hvad var der sket, hvem var drengen, og hvorfor havde advarselslamperne ikke blinket? Sika kendte ikke svarene, det eneste hun vidste var, at hun var et lille, ubetydeligt individ. Et snefnug i en stor snestorm, der alligevel virkede som om den var skabt med det ene formål, at føre dette snefnug med sig. Ud i verden, ud og opleve..døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...