Alrenas dagbog

Alrena fylder seksten, men har hverken kæreste hun faktisk holder af, yngre søskende, eller noget tidligere forhold. Til gengæld slæber hun rundt på et nærmest himmelråbende pengebeløb i Gringotts, og urealistisk mange par sko i klædeskabet.

1Likes
6Kommentarer
734Visninger
AA

1. Irriterende intetsigende snobbede....

16-06-år-et-eller-andet-jeg-er-faktisk-røvligeglad

Endnu et kapitel i mit irriterende, kedelige, forfærdelige, og trættende liv. Mit navn er Alrena, og velkommen til helvede. Satan står henne ved billetboden.

Okay så. Så vågner man med alt for forfærdelige tømmermænd, og har svært ved overhovedet at komme ud ad sengen, trods man er fuldstændigt klar over, at jeg skal op og ned til ... eliksirer? Fuck. Jeg ved bare, at jeg ødelægger min eliksir, og lige nu har jeg bare så lidt lyst til at få karakter for trold. Det skulle også være den første. Hvorfor, åh hvorfor, skal jeg også være så dum at drikke mig i hegnet, før jeg skal i skole? Og hvorfor lige med de to største idioter på hele skolen? OG SÅ FRA GRYFFINDOR! 

Nu jeg lægger og tænker over det, var det da egentligt meget hyggeligt. Nej... nej, okay, nej, det var det ikke. Slet ikke. Hvorfor fanden skal jeg også altid ende med folk, der vil sammenligne mig med andre dyr end min animagus, som de alligevel ikke ved en skid om? Godt gået, det fik jeg garanteret også fortalt dem alt om. Det er godt gået, Rena. Pissegodt gået.

Og selvfølgelig kommer en af de dummeste møgkællinger op i sovesalen, og blæser mig i hovedet, med en trompet. Altså, næsten. Hun var i hvert fald alt for højtråbende, klokken syv om morgenen, efter en alt for lang druktur, og en alt for gennemtænkt morgen. Okay. Jeg må samle mig, så jeg ikke bare begynder at råbe ad hende.

"Hvad er der, Melody? Jeg er faktisk stadigvæk temmelig træt, bare lige for at ... opsummere dig." hvisker jeg med en noget rusten stemme. Jeg har aldrig, aldrig følt mig så død, i hele mit liv, ikke engang da jeg var tæt på det, ikke engang da jeg blev angrebet af den psykopatiske klovn. Eller... boggart.

"Din kæreste står i opholdstuen og spørger efter dig," sagde hun, tydeligt overrasket over mine voicecracks, og det der lød til at være utroligt lidt tålmodighed. "Men hvis du ikke er interesseret i at tale med ham, så skal jeg da nok sige det til ham. Du lyder ærligt talt en smule groggy." sagde hun med hendes søvndyssende, nasale stemme, som om hun havde inhaleret en bikube. 

"Nejnejnej, jeg har det fint. Jeg skal nok tale med ham, jeg kommer lige om lidt, når jeg ... lige har fået noget tøj på. Gider du fortælle det til ham imens jeg lige samler mig lidt?" Okay. Jeg lød stadigvæk alt for forpjusket, og træt til at kunne være i stand til at tale med ham. Hvad fanden ville han ikke tro, at jeg var dranker? 

"Selvfølge --" selvfølgelig skal hun blive afbrudt, af den temmelig desperate: "Rena? Sover du, skat?" nede fra opholdstuen. Hvorfor dumpede jeg ikke den klaphat for lang tid siden? Det ved du godt, Alrena. Fordi du er bange for aldrig at finde en der faktisk kan holde dig ud igen. Og du ved det. Du ved det udmærket godt. 

"Ja, jeg kommer lige om lidt, Alex!" var det eneste svar, jeg kunne finde på, og selvfølgelig var min stemme ikke mindre rusten end den var for få minutter siden. Ærligt talt, hvad fanden er der i vejen med mig? "Melody, gider du lige komme med et glas vand?" inden jeg drukner i selvmedlidenhed? 

"Ja. Jamen, selvfølgelig. Lige et øjeblik." Perfekt. Endelig skred hun. Hun ... forsvandt ned for at hente et glas vand. Gad vide om hun nogensinde kommer op igen? Trods jeg virkeligt trænger til et glas vand, så ville jeg faktisk ønske, at hun bare holdt sig på afstand. Kunne man for helvede ikke bare få en eller anden idiot til at drukne hende i søen? 

Okay. Så... op og slå på trommer, Rena. Kom så. Op og stå! Hvorfor skal det også være så fucking svært at rejse sig op fra en seng. Det ved du også godt, Rena. Den er bare alt for skidekomfortabel.

Okay. Bare træk dig ud ad sengen, Rena. Kom så! Jeg løfter hovedet, og trækker mig lidt frem imod mit natbord, og ... 

bum. Ud og skvatte ud ad sengen. Mon man kan dø af et brækket ben? Gid man kunne.

Hvor forbandet svært kan det være at stå ud ad en seng, uden at smadre sig selv fuldkomment? Måske er mit ben ikke brækket, men for helvede, hvor svært kan det være at rejse sig fra en seng? 

"Jeg kommer nu!" hvorfor helvede skal jeg også sige det, før jeg overhovedet har fået skilt mig af med min morgenkåbe? Hvorfor prøve at overbevise folk om noget, der alligevel ikke er spor rigtigt? Ja, det er måske en bagatel, men det skulle fandeme ikke være første gang jeg har lavet noget lort. Måske gang nummer hundredenioghalvtreds. 

Dagens outfit. Prøvet tre gange, uden at have villet erkende, at jeg faktisk ejede det. Men, uden tvivl, klæder det mig bedre end et par sko, og en alt for lang nederdel, der bare får mig til at ligne en på niogfyrre, der har det alt for slemt med at vise ben. Så, et par jeans, og en lang undertrøje, og en hættetrøje der stopper lige præcis ved taljen.

Det ser sguda meget godt ud! Vent... hvad fanden har jeg gang i? Jeg skal sgu da have min uniform på, lige nu! Okay, så... hurtig skifte igen. Kom så, som den lille ninja du er, Rena. 

Hvad har jeg så tilbage fra det her parforhold, med Alex? Tja. Han har brændt mange penge af på mig, men til gengæld har han også konstant haft brug for nogle penge, til gengæld. Hvis man køber en gave, køber man da en gave, ikke? Det er da ikke fair at inddrage penge for gaver, er det vel? Vent lige lidt, hvad er klokken? 

"Alrena, klokken er halv otte, du kommer for sent! Det er altså eliksirer i første time!" hører jeg så Alex råbe. Og ja. Så sidder jeg her og ligner en blendet puddelhund, mens alle andre allerede er nede og spise morgenmad, men det er da helt fint! Jeg behøver ikke morgenmad, min koncentrationsevne stinker alligevel, så det gør vel ikke så skide meget.

"Jaer, jeg kommer også nu!" Sådan skal det lyde! Jeg griber ud efter min kappe, og løber hele vejen ned i opholdstuen, og videre ned imod eliksirlokalet. Nu må vi håbe, at jeg faktisk kommer tidligt, som jeg plejer, istedet for at holde den lave standard fra de andre elever. Det magter jeg bare ikke. Okay, min koncentrationevne har fandeme bare at oppe sig lidt, inden jeg skal lave noget som helst. Er der åbent, er der ... der er åbent. Fuck, hvad er klokken!?

"P-Professor..?"

"Nå, jamen det var da også på tide, frøken Roushe. Kan du så komme ind?"

#Neeeej...# 

  bodypspan

*** 

Okay, det var så den mest lortede dag jeg nogensinde har indvilget i. Indse det, Alrena, faktisk kunne du dø i morgen, og ikke blive fundet før du var grøn og opsvulmet. Jeg hader Hogwarts. Jeg velsigner de aftentimer jeg skal have, bare lige dem hvor jeg kan få noget at spise, og så komme i seng. Endelig. Endelig, for helvede!

"Alrena?" for helvede, hvorfor skal den idiot også plage mig på enhver måde, som han kan. Hvad fanden gør jeg?

"Ja, Alex?"

"Vil du ikke over og sidde med os andre, så vi også kan snakke lidt om eliksirtimen?" den plattenslager skal selvfølgelig smile som en idiot, før han ydmyger mig totalt. Og hvad fanden skal jeg gøre? Jeg kan jo hverken sige buh eller bøh, uden at blive ydmyget totalt. Okay. Den mindst mulige ydmygelse må være at sige... nej.

"Nej, jeg vil gerne sidde lidt alene, ellers tak."

"Åh... okay."

Og alligevel ender det med at jeg går alt for tidligt i seng, for bare at dulme en lillebittesmule af minr forpulede irriterende dundrende tømmermænd, og garanteret dø af ærgelse over mig selv alligevel i morgen tidlig, bare for at være en smule selvmedliden. Dejligt at det faktisk er fredag. Dén lille detalje er der heldigvis ikke noget i vejen med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...