Just Tell The Truth. [SHINee].

Kathy har været ude for en slem voldtægt hvor efter hun er bange for at gernings mændene vil gøre dem fortræd hun holder af. Derfor holder hun det hemmeligt. Hun fortæller det dog alligevel til hendes bedste ven Taemin som bliver den eneste som kender til hendes hemmelighed. Key som er hendes kæreste kender intet til hendes forfærdelige hemmelighed. Men da Jonghyun for det lokket ud af Taemin og Key for det af vide, bryder Kathy sammen. Hun er bange for at hun ikke længere kan blive elsket af den eneste ene. Key. (Nogle kap er korte og andre er lange. Det kommer helt an på om jeg har tid nok)

11Likes
7Kommentarer
1392Visninger
AA

2. Fundet.

Jeg vred mig ”Stop! Slip mig!!” Skreg jeg voldsomt mens mine svedige hænder prøvede at fjerne ham fra mig. ”Jeg vil ikke! SLIP!” Skreg jeg af fuld kraft.

Han holdte hårdt fast i mig da han grev rundt om min barm ”Hold kæft!” Skreg han af mig. ”Hvis du ikke golder din kæft, kommer du til at mærke smerte!” Hvisker han lavt ind i mit øre. Tårnende begyndte hurtigt at trille ned af mine kinder

”Vil du ikke nok lade mig gå?” Hviskede jeg nervøst og stille. Han grinte bare lavt af mig. Jeg klemte mine øjne sammen da han igen begyndte at rave på mig i mens han bevægede sig inden i mig. Smerten bredte sig i resten af kroppen og gjorde det hele en del værre. Jeg mærkede hvordan han ravede på min krop. Jeg skreg så højt at min stemme knækkede over, så det ikke kom noget ud af min mund. Jeg prøvede at vride mig fri men han holdte for hårdt i mig. Jeg gav op da smerten igen tog fat i min krop og gav mig lyst til at græde og skrige på samme tid. Jeg prøvede at gøre hvad jeg kunne for at holde det tilbage og prøvede igen at vride mig, og denne gang lykkes det. Han trak sig ud af mig og hviskede lavt ind i mit øre ”Du siger ikke hvem vi er ellers kommer du til at fortryde det voldsomt!”

 Hans stemme lavede genlyd i mine øre. Jeg følte mig ikke bange for ham, kun det han ville gøre. Jeg kunne hører at ’de’ var begyndt at gå. Jeg havde kun hørt en og kun mærket en person. Jeg hører bildørene blive lukket hvorefter en motor brølede og de var allerede godt på vej væk. Jeg prøvede langsomt at bevæge min krop, selvom det var svært. Langsomt kom jeg op og sidde og så på min nøgne krop. Der var blå mærker over det hele. Langsomt fik jeg kroppen op og stå så jeg kunne finde mit tøj. Noget af det var revet i stykker men jeg tog min bh på og min revet kjole på igen. Jeg kiggede lidt efter mine underbukser men jeg kunne ikke finde dem. Da jeg gav op i eftersøgningen efter min underbukser ledte jeg i stedet efter udgangen af huset. Jeg trak håndtaget ned og åbnede døren. Det var ikke specielt lyst uden for men nu heller ikke helt mørkt.

 En kold vind blæste til min kjole da jeg gik ud af den ene somme hytte uden på ingen mands land. Jeg var begyndt at gå ned mod vejen, med et håb om en bil ville komme. Jeg stoppede op på den ene side af vejen og ventede på en bil ville komme. Da et par billygter kom i sigte blev jeg stående. Hvis den bil kunne stoppe mine dage her og nu, ville alt være slut. Ville alt smerte stoppe på få sekunder? Eller ville jeg brande op i helved? Jeg holde øjne på lygterne og håbede at de aldrig ville stoppe med at lyse. Jeg sansede ikke at bilen stoppede før jeg hørte en stemme råbe af mig

 ”Kathy!! Hvad laver du her ude på vejen?” Jeg stod stivnet. Jeg kendte den stemme. Han skulle ikke se mig sådan her! Jeg har jo total smadret og han ville ikke kunne lide at se mig sådan her. Bildøren blev åbnet, lukket og jeg hørte han kom tætter på. Mine øjne var stadig fuldt fokuserede på billygterne, da hans hænder tog fat i mine ømme arme og ruskede i mig ”KATHY!” Råbte han, da han til sidst fik min opmærksomhed. ”Kathy?? Svar mig nu.. Hvad er der sket?”

 Jeg huskede tilbage af hans ord.. Jeg begyndte at skrige af billederne i mit hoved. Mine pupiller blev dækket af vand og mine kinder blev langsomme våde da tårerne trillede om kamp ned over mine kinder. Han gav hurtigt slip på mig og ser sig omkring ”Rolig Kathy.. Vil du ikke fortælle mig hvad der er sket?” Sagde han efter jeg havde skreget færdigt.

 Jeg gispede efter vejret og mærkede en klump i min hals. Han tog fat i mit hoved og holdte det lige så jeg så ind i hans øjne. ”Rolig Kathy.. Det er bare mig..” Hviskede han lavt ”Hvad er der sket?” Spurgte han igen ”Er du okay?” Jeg viste jeg ikke måtte sige det så jeg holdte min mund.. ”Stol på mig! Du ser.. Lidt smadret ud? Hvad er der sket?” Han så igen op i mine øjne efter han så ned på mit tøj og mine arme.

 ”J-jeg..” Stammede jeg. Da vi stadig havde øjnekontakt lagde jeg mærke til han havde røde streger i øjne og hans propiller var små. Havde han selv grædt? ”Jeg kører dig hjem til Key. Du ligner en som har brug for at snakke med en?” Jeg blev stadig stående, helt forstenet. Alle mulige forskellige tanker fløj rundt i mit hoved *Key? Min elskede Kibuni! Han skal ikke vide det her! Han vil aldrig kunne lide mig igen, nu hvor alt det her er sket!” Jeg vred mig fri fra Jonghyuns arme ”NEJ!” Skreg jeg højt. Han hoppede forskrækket lidt tilbage og lavede store øjne ”Hvorfor ik? Du skal da ikke tage hjem til ingen sådan der.. Kom nu?” Hans stemme rystede og han stammede en smule i slutning. ”J-jeg… Jeg skal snakke med Taemin!” Fik jeg stammet ud gennem mine næsten helt forseglede læber. ”Emh.. Kan jeg ikke hjælpe dig Kathy?” Hans stemme knækkede over i en skinger tone. Han så på mig med hans smukke brune hvalpe øjne. *Han er jo ikke den bedste til at holde på hemmeligheder?* Tanken fløj igennem mit hoved. Men han blev ved. ”Je…. Jeg..” Jeg så ned i jorden for at undgå hans øjne ”Du hvad?” Sagde han hurtigt. Han var da skide utålmodig, men i stedet for at fortsætte min sætning begyndte tårnene at trille ned over min kind. Jeg begyndte igen at græde, så han gav op. ”Okay.. Kathy jeg kører dig hen til Taemin, for jeg skal alligevel snakke med Minho!”

Han sukkede hurtigt efter hans sætning. Jeg nikkede stille inden han tog fat i mig igen. Han første mig hen til bilen da jeg stivnede. Noget inde i mit hoved fortalte mig jeg skulle løbe. Stikke af mens jeg stadig havde chancen. Jonghyun ville jo ikke gøre mig noget? Men de kunne finde mig igen? De kunne gøre Key fortræd! ”Hallo! Kathy!” jeg havde været i mine tanker længe nok til Jonghyun at åbne bildøren. Jeg begyndte at blinke igen da jeg kom tilbage til virkeligheden. Jeg nåede lige at komme ind og sætte mig før Jonghyun lukkede bildøren i. Jeg blev lidt forskrækket men tog bare min sele på hurtigt. Han satte sig ind i den anden side og startede hurtigt bilen. Stemmen i mit hoved begyndt igen. FLYGT! *Men han er hurtigere en mig og stærkere. Han vil hurtigt indhente mig.!*

I mens jeg tænkte begyndt han at kører. Jeg så på ham, med et nervøst blik og lænede mig frem. Han kunne ikke se at min hånd var begyndt at bevæge sig op mod dør håndtaget. Men i det jeg skal til at åbne døren og hoppe ud, låser han dørene ”Hvad?!” Jeg hev i håndtaget og intet skete. ”Du kan godt glemme det Kathy. Du har et problem og du skal ikke stikke af.” Han var en skide charme trold og hjælpsom, men af og til var han dog også irritere! ”Er du sikker på jeg ikke kan hjælpe dig?” Han så igen på mig med hvalpeøjnene inden han pakkede dem sammen og så ud på vejen igen. ”Jeg skal snakke med Taemin!” Sagde jeg bestemt selvom min stemme knækkede over.

Da jeg mærkede noget trille ned over min kind førte jeg mit blik ud af vinduet, for at skjule min gråd. Han blev ved med at lokke men jeg svarede ham slet ikke. Han kunne ikke få min mund på gled, jeg var så tavs som jeg ønskede. Men da vi stoppede ved Taemin, Onew og Minhos hus. De boede sammen, da Jonghyun og Key også flyttede sammen. Det var dog meningen at vi alle skulle flytte sammen da Mig og Key har det godt sammen. Da han havde slukket bilen, steg jeg hurtigt ud af bilen og smækkede døren i. Med hastige skridt gik jeg op til døren. Jonghyun kom løbene efter mig ”Er du sikker på jeg ikke kan hjælpe?” Hans ord fløj igennem mit hoved. Jeg bankede på og jeg blev ved indtil jeg så håndtaget blev hevet ned og døren gik op. Taemin! Med en hurtigt bevægelse lagde jeg armene om Taemin og brød ud i gråd.

 ”Kathy? Er du okay?” Han så på mig med et forskrækket og forvirret blik, hvorefter den kørte hen på Jonghyun ”Hun vil ikke fortælle mig det?” Svarede han bare hurtigt og trak på skulderne ”Er Minho hjemme?” Jeg kunne mærke Taemin bakkede og jeg gik efter ham. ”Ja, han sidder inde i stuen..” Da jeg kunne hører Jonghyun var gået så jeg på Taemin ”Jeg skal snakke med dig, alene!” Mumlede jeg utydeligt. Han nikkede stille ”Kom, vi går op på mit værelse..” Jeg tørrede mine kinder da vi gik op af trappen. ”Hej Kathy!” Hørte jeg Minho råbe inde fra stuen. Jeg ville gerne råbe hej til ham men min stemme ville helt sikkert knække over, så jeg turde ikke tage chancen. Da han åbnede døren, mærkede jeg igen at jeg begyndte at tude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...