The Marauders - Friendship, Love and Wizarding War Part 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2012
  • Opdateret: 12 sep. 2012
  • Status: Igang
The Marauders skal starte på deres sjette år på Hogwarts. Men deres sidste to skoleår bliver langt fra almindelige. James er ved at opgive håbet om at invitere den smukke Lily Evans ud, Sirius beskyldes for at have gjort en pige fra Hufflepuff gravid, og Remus er håbløst forelsket. Men det er det mindste af alle deres problemer. En mørk troldmand er ved at rejse sig fra skyggerne, og han vil udrydde alle mugglerfødte og halvblods.
I løbet af skoleårenes gang begynder der at ske flere og flere mystiske ting. En ny pige, Belle Aquamarine, starter uden videre på Hogwarts som sjetteårselev. Den tidligere Basker fra Slytherins Quidditchhold, Mira Silencia, er stoppet som Quidditchspiller, og begynder at opføre sig mere usædvanligt end hun plejer. Og Lily Evans' tidligere bedste ven, Severus Snape, og Sirius’ lillebror, Regulus Black, er blevet meget mere hemmelighedsfulde.
Historien strækker sig fra starten af The Marauders' sjette år, til slutningen af Den Første Troldmandskrig.

10Likes
21Kommentarer
2353Visninger
AA

2. En ny elev

Kort tid efter drengene steg ombord i den hesteløse karat, nåede de op til Hogwarts-slottet og begav sig ind i Storsalen. De begav sig ned til Gryffindorbordet, satte sig og ventede mens Storsalen langsomt blev fyldt med elever.

”Snart er der ikke så længe til, at du skal sende dit barn af sted, Sirius,” hviskede James. Sirius slog ud efter ham, men James nåede at undvige.

”Gider I to så at stoppe,” sagde Remus, med en endegyldig og lidt irriteret tone. ”Der er intet, der beviser at Sirius har gjort Lucy gravid. Det kan sagtens have været en anden.”

”Hvordan kan du være så sikker på det, Hugtand?” spurgte James med et overlegent udtryk i ansigtet.

”Det er jeg heller ikke,” svarede Remus. ”Men jeg gør det, i det mindste, ikke værre for Sirius, som visse andre.”

”Tak, Hugtand, det er nok,” protesterede Sirius. Han brød sig ikke om, når folk tog hans kampe op. Han følte sig som et barn, der ikke var i stand til at klare sig selv.

Remus snerpede læberne sammen og lod i stedet blikket glide ud over Storsalen. Han rynkede pludselig brynene. ”Hvem er det Owl …” Han rømmede sig. ”Oweline Robson sidder sammen med?”

Sirius så sig over skulderen på Ravenclawbordet og fik øje på den vanvittigt påklædte Owl fra tidligere og en dreng ved siden af hende. De så ud til at være i dyb samtale. Drengens brune hår var pjusket og omringede hans ansigt, han bar briller og bag dem, lå der et par tætsiddende blå øjne. Han sagde noget, som fik Owl til at le.

”Det er Adrian Adams,” svarede James, før Sirius nåede at åbne munden. ”Hendes kæreste. De fandt vidst sammen i sommerferien.”
Sirius vendte blikket om mod Remus igen, og en skygge gled over den brunhårede drengs ansigt. Da han så Sirius kigge, lagde han ansigtet tilbage i de almindelige folder. ”Aha.”

Sirius skulle til at spørge, om der var noget Remus ville dele med dem, men han blev afbrudt da Hogwarts’ rektor, professor Dumbledore rejste sig. Hele Salen tav med det samme.

”Nu skal vi byde de nye førsteårselever velkomne,” begyndte han og slog armene ud. ”Jeg vil bede jer alle om at tie, mens eleverne bliver fordelt. Værsegod.” Så satte han sig igen og de store døre til Storsalen, åbnedes. Vicerektoren, professor McGonagall, trådte ind, efterfulgt af to lange rækker med førsteårselever.

Bare få det hurtigt overstået, tænkte Sirius. Jeg er så sulten, at jeg kunne spise en hjort. Han skævede til James og trak lidt på det ene smilebånd.

McGonagall fandt Fordelingshatten frem, og den begyndte at synge, men ærlig talt lyttede Sirius ikke rigtig. Det gjorde han aldrig, når Hatten sang. Hvordan kunne en hat spå om fremtiden? Sirius var af den type, der tog tingene, som de kom.

Så gik Fordelingen i gang. Hufflepuff fik som sædvanlig flest elever skrabet til sig. Det kom ikke som en overraskelse. Det var det mest ynkelige kollegium. Da den sidste førsteårselev var blevet fordelt til Ravenclaw, rejste Dumbledore sig for at sige sin sædvanlige tale. Så er der ikke langt til maden, tænkte Sirius. ”Det var en vidunderlig Fordeling,” begyndte professor Dumbledore. ”Jeg håber, at alle nye elever vil få et godt ophold her. Men vi er ikke helt færdige. Der er stadig én ny elev, der skal slutte sig til sit kollegium.” Han drejede hovedet og så i retning af et skyggefyldt hjørne. ”Miss Belle Aquamarine.”

Frem fra hjørnet trådte en skikkelse frem. På bare et øjeblik glemte Sirius alt om, hvor sulten han var. Hun bevægede sig med meget langsomme og forsigtige bevægelser, som om hun var bange for at hendes krop ville gå i stykker, hvis hun lagde for mange kræfter i sine skridt. Hendes sølvblonde hår bølgede ned af hendes ranke ryg, helt frit uden nogle spor af elastikker eller spænder. Til trods for at hendes blik hvilede mod Storsalens gulv, kunne man tydeligt se stearinlysenes skær i hendes safirblå øjne. Hendes ansigt havde en perfekt hjerteform, hendes læber var lukket fast i, som om hun frygtede at en forkert lyd kunne slippe ud af dem, hvert øjeblik det skulle være. Hendes fingre var flettet ind i hinanden og hang foran hende. Hendes lyse hud, skinnede næsten i skæret fra faklerne og stearinlysene. Normalt ville det have irriteret Sirius, at hun skulle være så længe om at foretage sig noget, men han bemærkede det knap nok. Hans blik var naglet fast på pigen. Han var optaget af hendes bevægelser, hendes udseende, alt ved hende. Han havde aldrig set så smuk en pige før. Han ville ønske, hun ville gå sådan for altid, så han bare kunne stirre på hende. Han bemærkede slet ikke at alle drengene i Storsalen kiggede på hende, som han selv gjorde – med blikke fulde af begær. Han blev meget skuffet, da hun nåede op ved deres rektors side og vendte sig, genert, mod resten af Storsalen. Hun løftede ikke blikket fra gulvet.

Dumbledores stemme lød meget fjern i Sirius’ hoved: ”Jeg håber, I alle sammen vil byde miss Aquamarine velkommen, og sørge for at hun får et godt ophold på Hogwarts.” Han vendte sig om mod den smukke pige, og hun vendte sig mod ham. ”Miss Aquamarine, velkommen til Hogwarts Skole For Heksekunster og Troldmandsskab.” Han rakte hende sin højre hånd til hilsen.

Hun tog, med lige så langsomme bevægelser, som hun havde brugt før, Dumbledores hånd. Hun så ikke ud til at stramme sit greb det mindste, men lukkede bare sine slanke fingre om rektorens hånd. ”Mange tak, professor Dumbledore,” hviskede hun. Men hendes hvisken virkede overhovedet ikke lav. Den gav genlyd i hele Storsalen, men ikke på samme måde, som når nogen skriger eller råber. Hendes stemme skubbede næsten Sirius af bænken. Den var lige så yndefuld som hendes udseende, men den havde alligevel en kraft i sig, som Sirius aldrig havde hørt før.

Dumbledore slap hendes hånd og lavede en gestus i retning af Gryffindorbordet. Hun vendte sig denne gang mod bordet og gik lige så langsomt og yndefuldt derover. Lige pludselig løftede hun blikket, og Sirius kunne mærke sit hjerte springe et par slag over. Han kunne have svoret på, at hun så direkte på ham i et kort øjeblik, inden hendes blik borede sig ned i gulvet igen. Hun gik lydløst og let ned langs bordet. Sirius kunne ikke gøre andet end at stirre, han gjorde intet forsøg på at kigge væk. Hun satte sig kun tre pladser fra ham, mellem Marlene McKinnon og Claire Green. Dog på den anden side af bordet.

”Og nu,” bekendtgjorde Dumbledore. ”Værsegod at spise.”

Maden kom på et splitsekund frem på bordene, men Sirius skænkede den slet ikke en tanke. Hans tanker drejede sig kun om den smukke pige. Han ville have hende til at bevæge sig igen. Han havde lyst til at gøre noget vanvittigt for at imponere hende. Han havde lyst til at fortælle hende om alle de kampe han havde vundet i Quidditch. Han rejste sig, ligesom størstedelen af drengene fra hans årgang, men han ikke så meget som nåede at bevæge den ene fod før en hånd tog fat i hans skulder og standsede ham. Det var Lily Evans.

”Du nærmer dig hende ikke!” sagde hun, med en bestemt klang, som Sirius aldrig havde hørt hende bruge. ”Hun er en wilie!”

Sirius vidste ikke, om det var på grund af hendes ord, at han fik fatningen igen, eller om det var fordi Belle ikke bevægede sig så meget længere. Hun sad, stille og fin, og begyndte sofistikeret, men langsomt, at spise sin aftensmad. Hendes slanke arme var presset ind mod siderne og hendes ryg var rettet. Sirius blinkede med øjnene og tvang modvilligt sit blik væk fra hende. Hans tanker blev klarere, men han følte sig stadig svimmel, som om han lige var vågnet af en trance.

Han vågnede helt op, da en velkendt stemme lød et stykke foran ham. ”Så … Aquamarine … Kan du lide Quidditch? Jeg er Kaptajn på Gryffindors Quidditchhold, og det er pga. mig at vi vinder alle vores kampe. Jeg er den hurtigste spiller på vores hold. Vil du med en tur på kosten?”

Sirius kunne ikke gøre for det, men brast ud i højlydt latter, ved synet af James der lænede sig ind over bordet, med næsen få cm. fra Belles. Han havde åbenbart ikke bemærket, at han havde maven i en kartoffelsalat. ”Det er nok overtalelse for mit vedkommende,” sagde han, mere henvendt til sig selv end til Lily. Han trådte udenom hende og trak fat i James’ skjortekrave. ”Hey, Krone. Et godt råd: Jeg ville ikke flirte med en wilie, mens jeg havde kartofler over hele overkroppen.”

En flok Gryffindorpiger fnisede lavmælt.

James blinkede og så sig over skulderen på Sirius. Han så ud til langsomt at komme til sig selv, og da han så hvor hans mave befandt sig, sprang han væk fra bordet. Han sendte Sirius et irriteret blik, som om det var Sirius’ skyld at hans mave nu var helt gul af kartofler. Han tog uden et ord sin tryllestav frem og pegede på sin mave med den. Han mumlede: ”Skure og skrubbe.” på sin vej tilbage til sin plads.

Sirius kastede et blik på Belle og fik et lille chok, da han så hendes øjne stirre på ham. Han kunne ikke finde en eneste fejl på hendes ansigt. Hun stirrede på ham med tilbageholdt nysgerrighed. Han kunne mærke sin krop blive drevet mod hendes øjne, han havde lyst til at forsvinde ind i dem … Han blinkede hurtigt og fulgte efter James tilbage til sin plads. I mellemtiden, havde Gryffindors syvendeårsdrenge samlet sig omkring Belle.

Remus og Peter, som sad over for dem, begyndte også at komme til sig selv. Remus så ud, som han gjorde, når han blev forvandlet fra varulv til menneske – omtumlet og en smule chokeret. Peter så, som han gjorde det meste af tiden, forvirret ud.

”Hvad skete der?” spurgte Remus og gned kort sin pande, som om han havde hovedpine.

”Der skete det, at Krone tog en dukkert i kartoffelsalaten,” svarede Sirius, hvilket gav ham et slag på overarmen af James, der stadig fik skrubbet sin overkrop.

”Pigen …” mumlede Peter og så ned mod Belle Aquamarine. ”Hun er så … så …”
”Hun er en wilie, Ormehale,” sagde Sirius, som om det var det mest indlysende i verdenen.

”En wilie?” spurgte Remus. ”Og hvem var det, der fortalte dig det?”

Sirius gav et suk fra sig. ”Tror du virkelig, jeg ikke selv kan regne den slags ud?”

”Det var Lily, ikke?”

Sirius svarede ikke.

”Det var Lily.”

Sirius forholdte sig stadig tavs. Han havde ingen anelse om, hvor Lily var forsvundet hen, efter at hun havde standset ham, eller hvorfor hun overhovedet havde gjort det.

”Kan vi skifte emne, tak?” spurgte James, der så ud til at have fået vasket sit bryst rent. ”Ræk mig noget mad. Alt andet end kartoffelsalat,” tilføjede han, da Peter rakte ud efter skålen. Han tog i stedet et sølvfad med kylling.

De tog mad op på deres tallerkner og skulle til at sætte tænderne i det, da en stemme skar gennem luften: ”Glem det, Christophers! Jeg er ude, og jeg er færdig med dig!”

Sirius vendte sig om på bænken og så ned i den anden ende af Storsalen. Hans blik faldt på Slytherinbordet, hvor to sjetteårselever havde rejst sig og stod over for hinanden. Sirius kunne med det samme genkende dem begge. Det var William Christophers og Mira Lamia. De spillede begge to på Slytherins Quidditchhold – William var Kaptajn og Angriber og Mira var Basker – og ikke nok med det, var de også kærester. Han blev overrasket over hvor høj Miras stemme havde lydt ud over hele Storsalen. Han blev endnu mere overrasket, da en stor del af Storsalen tiede og vendte opmærksomheden mod de to Slytheriner.

”Du kan ikke forlade holdet, Mira!” udbrød William.

”Det er for sent,” svarede Mira. ”Jeg har allerede sagt til Dumbledore, at jeg træder af. Du må finde dig en ny Basker. Og en ny kæreste.”

Mira var en høj pige, med langt glat blond hår, der skinnede som guld. Hun var bleg. Blegere end sidste gang Sirius havde set hende, som om hun ikke havde været uden for en dør hele sommeren, og hendes øjne var grå og kølige som is. Hun var kraftigt bygget, men Sirius syntes, hun så tyndere ud.

”Det kan du ikke mene!” udbrød William. ”Du kan ikke slå op med mig!”
”Ikke det?! Det syntes jeg ellers lige, jeg gjorde!” Hun vendte om på hælen og begyndte at trampe væk.

”Mira Silencia Lamia …” begyndte William, men han nåede ikke at blive færdig, før Miras hånd svang gennem luften og lagde sig om hans hals. Sirius kunne ikke se så godt på så lang afstand, men William så ud som om, han blev kvalt. Sirius hævede øjenbrynene. Den pige havde armkræfter. Hendes læber bevægede sig, men hun talte – nej, hvæsede, var nok mere det rigtige ord – så lavt, at Sirius ikke kunne opfange ordene. Så slap hun taget om sin ekskærestes hals og marcherede med rank ryg ud af Storsalen, uden at se sig tilbage.

Sirius fløjtede kort og vendte sig mod sine tre venner. ”Den havde jeg ikke set komme,” sagde han. ”Havde I?”
”Overhovedet ikke,” svarede Peter.

Remus rystede på hovedet.

”De to var uadskillelige,” sagde James, men han sagde det, som om det var det sidste, han ville interessere sig for.

”Han må have pisset Mira af, efter at hun vælger at droppe ham midt i offentligheden,” sagde Remus.

”Og,” tilføjede Sirius, ”hun er smuttet fra Quidditchholdet.”

”Hun må være desperat efter at slippe af med Christophers,” sagde James. ”Kan jeg egentlig godt forstå. Han er forfærdelig.”

Remus rystede på hovedet. ”Sikke en måde at starte året på."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...