The Marauders - Friendship, Love and Wizarding War Part 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2012
  • Opdateret: 12 sep. 2012
  • Status: Igang
The Marauders skal starte på deres sjette år på Hogwarts. Men deres sidste to skoleår bliver langt fra almindelige. James er ved at opgive håbet om at invitere den smukke Lily Evans ud, Sirius beskyldes for at have gjort en pige fra Hufflepuff gravid, og Remus er håbløst forelsket. Men det er det mindste af alle deres problemer. En mørk troldmand er ved at rejse sig fra skyggerne, og han vil udrydde alle mugglerfødte og halvblods. I løbet af skoleårenes gang begynder der at ske flere og flere mystiske ting. En ny pige, Belle Aquamarine, starter uden videre på Hogwarts som sjetteårselev. Den tidligere Basker fra Slytherins Quidditchhold, Mira Silencia, er stoppet som Quidditchspiller, og begynder at opføre sig mere usædvanligt end hun plejer. Og Lily Evans' tidligere bedste ven, Severus Snape, og Sirius’ lillebror, Regulus Black, er blevet meget mere hemmelighedsfulde. Historien strækker sig fra starten af The Marauders' sjette år, til slutningen af Den Første Troldmandskrig.

10Likes
21Kommentarer
2246Visninger
AA

1. Hogwarts ekspressen

Muren tonede sig op foran ham. Han holdte sin vogn lodret foran ham, ventede på at den stod helt stille, og så løb han. Ind gennem muren og ud på den anden side. Han var nød til at stoppe vognen brat for ikke at støde ind i en anden elev. Han sendte eleven et undskyldende smil og kørte vognen lidt væk fra muren, så hans forældre ikke ville støde ind i ham, når de også kom. Imens han ventede på dem, lod han blikket glide over den velkendte platform. Platform 9 ¾. Det store røde tog stod klar til at tage imod de unge hekse og troldmænd, der skulle transporteres til Hogwarts Skole For Heksekunster og Troldmandsskab. Platformen vrimlede med velkendte ansigter, forældre, små søskende, der endnu ikke var gamle nok til at begynde på skolen og dyr. Han prøvede at finde frem til sine venner med blikket, men de så ikke ud til at være i nærheden. Det kunne især ligne to af dem at komme for sent, men den tredje måtte da være gemt mellem alle menneskene et eller andet sted. Han nåede dog ikke at finde sin ven, før en kvindestemme lød ved siden af ham.

”Gå nu fremad, Remus,” sagde hun, dog uden noget spor af irritation. Hun puffede ham blidt i ryggen, som for at hjælpe ham på vej. Hans far gik op på hans anden side og ventede bare på, at Remus Lupin skulle gå fremad. Remus nikkede til sin mor og skubbede vognen fremad igen. De skubbede sig forbi adskillige skoleelever, der var ved at sige farvel til deres familier. Igen prøvede Remus at finde sine venner i folkemængden, men der var alt for mange mennesker. Hvis hans venner var ankommet, så kunne han ikke få øje på dem. Desuden, ville hans forældre nok ikke lade ham lede efter dem. Toget kørte om ti minutter, og hvis han skulle være helt ærlig, så ville han helst tilbringe de ti minutter i selskab med sine forældre. Da de var nået helt ned til den bagerste del af toget, stoppede familien Lupin op. Remus skulle stige ombord på vejledernes vogn, for at modtage informationer om det nye skoleår og kodeord til opholdsstuen.

”Lad mig lige se dig,” sagde mrs. Lupin og drejede sin søn rundt. Hun fjernede noget usynligt fnuller fra hans kappe og rettede på hans brune hår. Hun tog også en klud frem og tørrede en plet væk på hans kind, som hun mente, han havde fået.

”Så er det vidst nok, Lene,” sagde mr. Lupin og lagde en hånd på sin kones skulder. Remus takkede ham lydløst for at stoppe hende. Han var ikke ligefrem tilfreds med, at hun stod og rettede sådan på hans udseende, mens halvdelen af skolen kunne se på. Mrs. Lupin fjernede sine hænder fra Remus og lod i stedet sit blik glide op og ned af hans krop. Hans tøj hang slapt på hans krop og der var adskillige lapper hist og her. Det skyldtes at hans tøj altid blev revet fra hinanden, når han hver måned blev forvandlet til en varulv. Hvilket mindede ham om sidste fuldmånenat for blot tre nætter siden. Han var bare glad for, at der ville gå en måned, inden han forvandlede sig igen. Og næste gang ville han være sammen med sine venner. De forvandlede altid de smertefulde nætter til nogle fantastiske nogle af slagsen.

Pludselig lød der en skinger fløjte, som indikerede, at toget snart ville køre. Mrs. Lupin omfavnede sin søn og gav ham et kys på håret. Remus fik også et kram af sin far. De udvekslede et farvel, og Remus tog fat i sin bagage og gik over mod toget.

”Husk at skrive!” råbte mrs. Lupin efter ham. Han så sig over skulderen og sendte hende et nik og et smil.

”Det lover jeg, mor,” svarede han og gik ind i vejledernes vogn. Vognen bestod af tolv runde borde, stablet op ved vinduerne. Hvert bord indeholdt et skilt med et tal, mellem fem og syv – som betød vedkommendes årgang – og to navne nedenunder og var belagt med en dug i kollegiernes respektive farver. Præfekterne behøvede ikke noget bord, for de skulle bare stå op og snakke og gå rundt og uddele kodeord. Vognen var ikke lige så stor, som de andre togvogne. Væggene var malet kridhvide, der stod et vindue ved hvert bord, og over vinduet var der malet et billede af det dyr, som stod for kollegiet. Gryffindors dyr var en løve, Hufflepuffs var en grævling, Ravenclaw en ørn og Slytherin en slange. Gulvet var til gengæld kulsort og et bredt dybrødt tæppe strakte sig fra vognens ende til døren, der førte ind til de andre vogne med kupéerne. Remus gik ned af den næsten mennesketomme vogn og satte sig ved et rundt bord med rød- og guldfarvet dug. Et lille hvidt skilt stod midt på bordet med et stort guldfarvet 6-tal og nedenunder stod navnene: Remus Lupin og Lily Evans. Remus satte sig på den ene ledige stol, stadig med en hånd om håndtaget på sin bagage. Han behøvede ikke være bange for at stolen gled eller skred i et sving, for alle stolene, ligesom bordene, i vognen var blevet fortryllede til at stå fast på gulvet uanset hvad. Han behøvede ikke at vente særlig længe, før vejlederne strømmede ind i vognen og satte sig på deres pladser. En pige og en dreng fra hvert kollegium og fra hvert skoleår. Han lod blikket glide over de forskellige elever, men han stoppede midt i bevægelsen, da han fik øje på noget kort sort hår. Det kunne da ikke være …? Det var det heller ikke. Remus troede, han lige havde set en af sine venner, Sirius Black, sætte sig ved bordet til vejlederne fra Slytherins femte årgang. Men Remus burde hurtigt have regnet ud, at det bare var Sirius’ lillebror, Regulus Black. Regulus som vejleder? Vidste Sirius noget om det? Det kunne Remus ikke være sikker på, for Sirius var, midt i sommerferien, flyttet fra sin familie og ind hos Remus’ anden ven, James Potter og hans familie. James havde forklaret ham alt dette i et brev. Sirius havde fået nok af at leve sammen med sin tyranniske mor og var derfor flyttet. Men fordi Sirius var flyttet midt i sommerferien, kunne Remus ikke vide, om han vidste at Regulus var blevet vejleder. Remus fik dog ikke mere tid til at tænke over det, for nu dukkede hans medvejleder op: Lily Evans.

”Hej, Remus,” hilste hun og satte sig på sin stol, på den anden side af det runde bord. Stolene var sat så de begge to sad med siden til deres bord og med siden til de fem andre borde i deres vinduesrække. Altså, med ryggen til vinduet. Lilys tykke kobberrøde hår var samlet i en fletning, så hendes ansigt trådte tydeligere frem.

”Hej, Lily,” svarede Remus, med et lille imødekommende smil. Det overraskede ham altid, at hun var så venlig over for ham. Han var trods alt en af James’ bedste venner, og James havde op til flere gange irriteret Lily med at prøve at invitere hende ud. James havde også, op til flere gange, gjort Lilys bedste ven, Severus Snape, til grin foran størstedelen af skolen. Remus havde aldrig gjort noget forsøg på at stoppe James med hans numre. Han vidste godt at James aldrig gjorde, som han fik besked på. Hver gang Remus havde tænkt at Lily nok ikke brød sig besynderlig meget om ham, overraskede hun ham hver gang, med et venligt ”Hej” når de stødte på hinanden på gangene, og hun talte aldrig i en iskold tone til ham, ligesom hun gjorde med James.

Vognen blev hurtigt fyldt med de toogtyve vejledere og de to præfekter. Regulus var blevet vejleder sammen med en pige med kort mørkebrunt hår, bleg hud og tydelige sorte øjne. Remus kendte ikke hendes navn. Hans blik gled endnu engang rundt fra den ene vejleder til den anden, men hans blik stoppede igen, denne gang ved sjette årgangs Hufflepuffbord. Der hvor den sædvanlige vejleder, Lucy Clearwater, skulle have siddet, sad nu en pige med skulderlangt rødbrunt hår, små fregner på kinderne og et lidt nervøst smil. Det tog Remus lidt tid, inden han huskede hendes navn: Kate Brandon. Hvor var Lucy? Han så sig lidt om i vognen, men hun var ingen steder at se. Han vendte i stedet blikket mod Lily.

”Ved du hvor Lucy Clearwater er henne?” spurgte han.

Lily rystede på hovedet. ”Jeg har ikke set hende,” svarede hun. Hun måtte også have lagt mærke til at Lucys plads var taget af Kate. Havde Lucy frasagt sig stillingen som vejleder? Remus og Lily fik dog ikke tid til at snakke det igennem, før en stemme afbrød den lystige snak i vognen.

”Stilhed!” råbte stemmen og alle vendte hovederne mod stemmen. Syvendeårseleverne Melody Johansson fra Gryffindor og William Christophers fra Slytherin, stod for enden af vognen. Melody var en høj pige af sin alder, med brunt hår samlet i en høj hestehale og så bar hun briller. William var også meget høj, havde lysegrønne øjne og gyldent hår, som altid sad perfekt. De var åbenbart blevet dette års præfekter. De var begge to tidligere vejledere. Det måtte have været Melody, der råbte op. Stilheden sænkede sig over vejledernes vogn, præcis som der var blevet bedt om. ”Godt så,” sagde Melody. ”Et nyt år på Hogwarts skal til at begynde. Som I sikkert allerede har regnet ud, har vi fået en ny lærer i Forsvar Mod Mørkets Kræfter. Professor Lucius Malfoy.” Lærerne i det fag havde det med kun at have stillingen et år hver. Det endte altid med at læreren kom slemt til skade, var døden nær, eller, rent ud sagt, døde i slutningen af skoleårene. Der var ingen, der vidste, hvorfor det skete. Det var som om stillingen var forbandet.

”Og så skal der være udtagelse til Quidditchholdene,” sagde William Christophers, for at fortsætte hvor Melody slap. ”Hvis I vil vide hvornår jeres kollegiums udtagelse finder sted, så hold øje med jeres opslagstavle.”

”Og vi har en fraværende elev dette år,” sagde Melody. Remus lyttede nu ekstra opmærksomt, for han var helt sikker på at det drejede sig om Lucy Clearwater. Og han fik ret. ”Lucy Clearwater fra sjette årgang, kommer først tilbage engang til næste år. Derfor er hendes plads, som vejleder, blevet overtaget af Kate Brandon.” Men hun sagde ikke noget om, hvorfor Lucy var fraværende. ”I vil nu få kodeordene uddelt til jeres opholdsstuer.” Melody og William fandt begge to et bundt forseglede konvolutter og begyndte at dele dem ud til de forskellige borde. Det var strengt forbudt for præfekterne at åbne konvolutterne med kodeordene. Det ville med det samme blive meddelt til en lærer, hvis en konvolut blev åbnet af andre end de vejledere, de skulle afleveres til, og så ville kodeordet straks blive ændret. Da alle konvolutterne var blevet uddelt, fik vejlederne lov til at forlade vognen. Døren ind til de andre vogne blev åbnet, og vejlederne begav sig af sted. Remus og Lily fulgtes ned af gangen.

”Hvordan var din sommerferie?” spurgte Lily pludselig. Remus havde ikke regnet med, at hun ville snakke til ham.

”Fin nok,” svarede han med et lille skuldertræk. Hans ferie var ikke noget at råbe op om. Hans forældre havde ikke råd til at tage på ferie, så de var blevet derhjemme, hvor der aldrig skete noget specielt. ”Hvad med dig?”

”Fin nok,” svarede Lily. Hun kom en løssluppen kobberrød hårtot bag sit øre og begyndte at kigge efter en kupé. Hun ledte sikkert efter hendes veninder. ”Hvad tror du, der er sket med Lucy?”

Remus trak på skuldrene. ”Aner det ikke. Hvad tror du?”

”Måske er hun på sprogrejse.” Da Remus så uforstående på hende, begyndte Lily at forklare, at de fleste mugglerfødte teenagere tager et år til et fremmedtalende land, for at lære om landets kulturer og sproget. Lucy Clearwater var mugglerfødt og ligeså var Lily. Han nikkede og skulle til at snakke igen, da en stemme bag dem afbrød: ”Hvad er den af, Hugtand? Har du andre planer, siden du går direkte forbi dine bedste venner?”

Remus drejede hundrede og firs grader og fik øje på sin ven, James Potter, som stod lænet op af en kupédør med et hævet øjenbryn og et arrogant smil. Hans sorte hår strittede ud til alle sider og de nøddebrune øjne lå bag et par brilleglas. Ud af øjenkrogen så Remus, hvordan Lilys venlige facade nu blev iskold og irriteret. Det var tydeligt at se på hende, at hun langt fra brød sig om James.

”Vi ses, Remus,” sagde hun og skyndte sig ned gennem togvognen. Hun skulle ikke nyde noget af James Potters selskab. Remus hankede op i sin bagage og gik over til kupéen.

”Jeg havde slet ikke set jer,” sagde han og så ind i kupéen, hvor hans to andre venner selvfølgelig befandt sig: Sirius Black og Peter Pettigrew. Sirius sad ved den ene vinduesplads og svingede sin stav mellem fingrene. Han lignede sig selv med det skødeløst elegante, sorte hår faldende ned over hans grå øjne. Peter sad ved den anden vinduesplads og var i gang med at spise en chokoladeugle. Hans fingre var fedtet ind i chokoladen, men det lod ikke til at gå ham på. Han spiste lystigt videre. Hans leverpostejsfarvede krøller hang ned over hans hoved, og hans spidse næse havde en lille plet af chokolade på sig. Alt lod til at være normalt. The Marauders var atter samlet.

”Nej, du havde vidst for travlt med at snakke med Evans,” svarede Sirius, mens Remus tog plads på et sæde ved siden af Peter.

”Hvad snakkede I om?” spurgte Peter og holdt pause fra chokoladeuglen for at se nysgerrigt på Remus.

”Ja,” svarede James og satte sig på et sæde over for Remus. ”Hvad snakkede I om?” Han løftede øjenbrynet en anelse mere. Sirius begyndte også at se nysgerrig ud.

Remus havde aldrig lært den teknik, med at løfte øjenbrynet. Han mente, det kun var mennesker som James og Sirius, der kunne mestre den teknik. Mennesker som var kæphøje og overlegne. ”Du kan være ganske rolig, Krone,” svarede han og åbnede sin kuffert for at tage en bog frem, han kunne læse i på resten af togturen. ”Det var vejledersnak.” Den sætning plejede som regel at få hans venner til at miste interessen. James skulle dog til at åbne munden og sige noget, da en stemme afbrød ham: ”Hey Marauders! Hvad sker der her?” Remus så i retning af kupédøren, ligesom resten af the Marauders, og fik øje på et velkendt smilende ansigt, som stod i døråbningen og smilede stort ind til dem. Oweline Robson hed hun. Selvom hun op til flere gange havde formanet folk om at kalde hende Owl. Hun var fra deres årgang, men hun var blevet fordelt til Ravenclawkollegiet. Hvis man sagde, at man ikke kendte til Owl, så ville man lyve med det samme. Alle kendte Owl. Ikke pga. en situation hvor hun havde redet adskillelige skoleelever, eller fordi hun havde udført en stor bedrift. Nej, hun var populær pga. sin … ekstreme stil. Hun kunne finde på hvad som helst med sit tøj. Og sit hår oven i købet. Remus kunne huske engang, hvor hun til en Quidditchturnering sidste år havde kastet en besværgelse på sit hår, så det havde taget form som en ørn, der hylede hver gang Ravenclaw scorede et mål. Da Ravenclaw så vandt, hylede hendes hår, så man skulle tro, det aldrig ville stoppe igen. Men hun fik ørnen til at tie ved hjælp af et prik med staven. Hvordan hun kunne holde ud at høre på hylene fra ørnen på hendes hoved, var en gåde for Remus.

Owl eksperimenterede altid helt vanvittigt med sit tøj, og da hun stod i døråbningen til the Marauders’ kupé var det heller ikke en undtagelse. Remus gav hende langsomt elevatorblikket, og lod det så flyve op til hendes smilende ansigt igen. Hendes mørkebrune hår var sat op i en høj hestehale, hendes blå- og bronzefarvede Ravenclawslips var bundet om håret som et hårbånd, hendes lange hvide skjorte var taget på, på hovedet, ”bunden” var holdt sammen over hendes barm af en stor sort elastik, hun havde en stropløs hvid top indenunder skjorten, skjorteærmerne var bundet sammen og hang ned over hendes bagdel, hun havde sine sorte bukser på og en knæhøj støvle på venstre fod og en mørkeblå kondisko på højre. Hun havde sin Ravenclawkappe på, og hun havde sin stav i venstre hånd. Ja, Owl var ikke en pige, man glemte lige med det samme. Hvorfor hun valgte at gå med sådan en ekstrem stil, vidste Remus ikke.

Owl var ikke som sådan med i the Marauders’ vennekreds, men hun elskede at hilse på folk på gangene. Hun kendte alles navne og kendte til al sladderen. Men hun var ikke typen, der sladrede til højre og venstre, hun vidste godt hvilken sladder der var privat, og hvilken der godt kunne tåle at slippe ud i offentligheden. Remus indrømmede blankt, at han var forelsket i hende. Men han havde prøvet at fortrænge sin forelskelse. Owl fortjente ikke en varulv som ham i sit liv. Om hun så overhovedet følte det samme for ham, vidste han ikke. Godt nok havde James og Sirius et par gange hvisket til ham, at Owl stirrede på ham, men helt ærligt så troede han ikke på dem. De havde op til flere gange prøvet at sætte ham sammen med en pige, og det var, ærlig talt, ret så irriterende. Piger var James’ og Sirius’ ”ting”. Det var dem pigerne kiggede efter, de havde aldrig værdiget Remus eller Peter et eneste blik.

”Tja, du afbrød os lige midt i en samtale,” svarede James og lænede sig tilbage i sædet med sit typiske skæve, arrogante smil. Remus havde virkelig lyst til at pande ham én, men hvad ville Owl så ikke tænke om ham? Han knugede i stedet lidt hårdere fat om sin bog.

”Virkelig?” spurgte Owl. Nu hvor James havde sit typiske smil på, havde hun det også. Men hendes smil var ikke arrogant på nogen måde. I stedet var det stort og bredt og udviste kun livsglæde. Det var et typisk Owl-smil. ”Nå, men så har jeg da noget, I kan snakke om bagefter.”

”Hvad er der da los?” spurgte Sirius og lænede sig lidt frem i sædet, sikkert for at få flere detaljer med.

”Har I ikke hørt det om Lucy Clearwater?” spurgte Owl. Remus hævede øjenbrynene en anelse, selvom det ikke rigtig kom bag på ham, at Owl vidste besked om den slags. Det der overraskede ham var at sladderen havde spredt sig så hurtigt. Men resten af the Marauders så forvirrede ud, så Owl sukkede efterfulgt af et lille grin. ”I fortæller mig da ikke, at I ikke har hørt det? Alle Grævlingerne taler om det.” Det var endnu en ting ved Owl: Hun kaldte tit kollegierne for det dyr, der repræsentere dem, i stedet for kollegiernes egentlige navne. James, Sirius og Peter rystede alle sammen på hovederne, og det fik Owl til at fortsætte: ”Lucy er gravid! Hun skal ikke tilbage til Hogwarts, fordi hun vil beholde barnet!”

Lucy, gravid?! Det havde Remus slet ikke tænkt på. Hvordan kunne hun dog være gravid? Hun var jo alt for ung til at få et barn! Han kunne ud af øjenkrogen se, at Sirius blev lidt anspændt. Remus begyndte at få bange anelser. Sirius havde godt nok haft noget kørende med Lucy inden sommerferien sidste år, men det kunne da umuligt være ham, der havde gjort hende gravid. Det kunne det bare ikke.

”Beholde barnet?!” spurgte Peter forbløffet. ”Kan hun klare den?”

”Det mener hun selv, i hvert fald,” svarede Owl. ”Hun er helt vildt begejstret! Hun kan ikke vente med at føde!” Der lød et råb ude på gangen som fik Owl til at dreje hovedet. Hun smilede vidst til en eller anden. Hun løftede hånden og vinkede kort. ”Jeg kommer!” Så vendte hun igen blikket mod the Marauders. ”Nå, men I må hygge jer.” Hendes blik gled fra den ene dreng til den anden, men det hvilede lidt længere tid på Remus. Så lukkede hun kupédøren og svansede ned af gangen, til hvem der end havde kaldt på hende.

Remus så skiftevis fra James til Sirius til Peter og så runden et par omgange til. Så drejede James langsomt sit ansigt i Sirius’ retning og smilede arrogant.

”Nå … Lucy Clearwater, hva?” sagde han og løftede langsomt det ene øjenbryn. ”Køter, havde du ikke noget sammen med hende, lige inden vi tog hjem på sommerferie?”

”Sirius …” begyndte Peter med chokeret stemme. Han løftede en af sine buttede fingre, som var helt plettet af smeltet chokolade, og pegede på Sirius. ”Du er vel ikke …?”

”Selvfølgelig er jeg ikke det!” snerrede Sirius, men Remus kunne tydeligt se, at han var blevet endnu mere anspændt.

”Ikke det?” svarede James roligt, men man kunne tydeligt høre den arrogante undertone. Et permanent træk hos James Potter. Han var altid så forbandet arrogant. Altid. ”Jeg husker ellers at du pralede ret meget med at Clearwater var god i sengen …”

Sirius sendte James et vaskeægte dræberblik. Han skulle lige til at åbne munden og komme med en spids bemærkning, men Remus afbrød ham.

”Nu brugte I vel prævention?” spurgte han og så indtrængende på Sirius.

”Selvfølgelig gjorde vi det, Hugtand!” gav Sirius igen, men han begyndte at se ret tvivlende ud. ”Eller …”

”SIRIUS!”

”Vi brugte kondom!” forsvarede han sig. Men han begyndte også at se desperat ud. Som om han virkelig håbede, at præventionen havde beskyttet, som den skulle.

”Og I er sikre på, at det kondom ikke var sprunget?” blev Remus ved.

”Altså …” Sirius kløede sig i nakken og snerpede læberne sammen. ”Spørg mig ikke! Det var hende, der tog det med sig.”

”Sikkert som en lille souvenir,” sagde James og rodede op i sit sorte hår. ”Eller også så lægerne kunne regne din DNA ud, Køter.”

”Krone, nu holder du bare din kæft!” snerrede Sirius og så vredt på James.

”Vil det sige …” begyndte Peter og stirrede på Sirius. ”At du skal være far?”

”Jeg skal ikke være far, Ormetale!” svarede Sirius og vendte sit vrede blik mod Peter. Peter skrumpede sammen på sit sæde og lignede mest af alt, én der ville ønske sig selv langt væk fra Sirius’ dræberblik.

”Sirius, rolig nu,” sagde Remus. ”Det … det kunne jo også være, at det slet ikke er dig, der har gjort hende gravid.”

”Det kunne jo også være at det var,” svarede James. Nu var Sirius ikke den eneste, der sendte dræberblikke af sted, Remus fulgte trop. Han håbede på at hans blik signalerede: Krone, du hjælper OVERHOVEDET ikke!

 

Resten af togturen blev meget anspændt. Hvis Sirius virkelig havde gjort Lucy gravid, havde han et ansvar over for hendes barn. Remus prøvede at berolige Sirius under hele turen, med at forsikre ham om, at han ikke kunne være barnets far, men James ødelagde det hver gang ved at komme med en Det-kunne-jo-sagtens-være-dig-kommentar. Remus havde opgivet at læse. Han ville ikke få læst et eneste ord på den her tur, når James hvert øjeblik det skulle være, kunne pointere Sirius, om at han muligvis skulle være far. Endelig var togturen forbi, og drengene kunne stige af toget. De var alle sammen hoppet i deres skoleuniformer. De trådte ud i den kolde septemberluft og befandt sig på Hogsmeade station. Der strømmede elever ud fra alle togets vogne. Nøgleforvalteren Rubeus Hagrid stod som sædvanlig og kaldte på førsteårseleverne. De skulle over til slottet via bådene, mens de øvrige elever tog de hesteløse kareter. I et kort øjeblik glemte Remus alle bekymringerne omkring Sirius-som-far-situationen og stod bare og studerede alle de velkendte detaljer.

”Så er vi tilbage,” sagde han for sig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...