Mysteriet om Tess Parker

Den unge FBI-agent, Scarlett Jones, er blevet sat på sagen om den dræbte kvinde, Tess Parker, der er blevet fundet med et mystisk brændemærke på halsen.Hun må flere gange stole på sine instinkter, og da den chokerende virkelighed går op for hende, må hun vakle mellem sin kærlighed og sit job.

13Likes
24Kommentarer
2012Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Kapitel 4.

 

”Et perfekt skjulested,” bemærkede Scarlett med hævede øjenbryn, og Nanna nikkede bekræftende.

Efterforskeren havde vist hende billeder af en gammel, forladt gård, der lå præcis på koordinatpunktet – i Rusland.

”Den har stået tom i årevis,” forklarede Nanna. ”De nærmeste huse ligger omkring tyve kilometer væk. En ældre kvinde var den sidste beboer. Hun boede der for omkring ti år siden, og hendes navn var Alexandra Mile. Hun fik hjertestop, men da hun boede så langt væk fra offentligheden, nåede ambulancen ikke frem i tide, og hun døde. Gården har stået tom siden.”

”Tak, Nanna,” sagde Scarlett taknemmeligt og tog imod de udskrevne billeder.

”Jeg gør bare mit arbejde,” Efterforskeren smilede forsigtigt. ”Lad mig høre, når du finder ud af mere.”

Scarlett nikkede og ringede så Robert op.

”Scarlett?” spurgte Robert tøvende.

”Korrekt,” sagde hun bekræftende. Så fortalte hun ham præcis, hvad Nanna lige havde fortalt hende.

”I Rusland?” Han lød overrasket.

”Ja,” sagde hun. ”Robert, jeg skal bruge et par agenter og en mindre gruppe efterforskere. Og så skal du skaffe mig et privatfly, der går til Rusland så hurtigt som muligt.”

”Javel,” Han lød forbavset. Måske var det hendes kommanderende stemme, der havde overrasket ham. ”Jeg skal lade dig høre fra mig, når jeg har fundet ud af det.”

”Fint,” Hun afsluttede samtalen.

 

Hun var utålmodig og spurgte James, hvornår han havde sine oplysninger omkring CPR-nummeret klar.

”Snart,” svarede han. ”Jeg skal bare have det sidste på plads, så får du dem.”

Hun nikkede tilfredst.

 

”Så er det ovre,” sukkede Scarlett dramatisk.

”Hvad er ovre?” Angela så uforstående på hende.

”Jeg havde ret,” sagde hun stift. ”William har haft en anden i… Ja, jeg ved egentlig ikke hvor lang tid. Jeg tror nok, at jeg fik jaget ham ud af lejligheden.”

”Det er jeg ked af at høre,” Angelas stemme var blid og medfølende. ”Klarer du den?”

”Ja, selvfølgelig,” Scarlett sendte Angela et fornærmet blik. ”Jeg stak ham vistnok en knytnæve, lige inden jeg fik ham til at indrømme det.”

Retsmedicineren slog en klukkende latter op. ”Godt gået Scarlett,” sagde hun anerkendende og begyndte så at grine igen.

Scarlett sukkede opgivende og rystede på hovedet. ”Har du fundet ud af noget mere?” Hun vidste godt, at der ikke rigtig var så meget mere at finde ud, før hun fik James’ oplysninger om offeret. Indtil da ville Angela sikkert studere nogle knogler eller sådan noget.

”Nej,” svarede Angela som forventet. ”Jeg hjælper lige for tiden Joan Taylor, som du sikkert kender, med en sag.”

Scarlett nikkede uden rigtig at høre, hvad hun sagde. Hun befandt sig i sin egen tankeverden og lod sig dumpe ned på en stol i Angelas lokale og stirrede eftertænksomt ud i luften. Angela havde sat sig til rette foran sin computer og fortsatte sit arbejde, uforstyrret af Scarletts tilstedeværelse. Pludselig ringede Scarletts mobil nede fra hendes lomme. Hun rejste sig hurtigt og forlod Angelas lokale, mens hun famlede efter mobilen.

”Det er Scarlett,” sagde hun muntert. Det var sikkert Robert, der ringede.

Ganske rigtigt. ”Ja, goddag,” Roberts dybe stemme var en anelse hæs. ”Hør, Scarlett, du har ingen planer for resten af dagen, vel?”

”Nej, det har jeg vel ikke,” svarede hun mistænksomt.

”Det var godt. Hør her, der afgår et fly her klokken tretten. Hvis du tager af sted nu, kan du lige nå det. Der venter dig en mindre gruppe efterforskere og to agenter i lufthavnen.”

”Hov, vent lidt,” Hun stirrede på sit ur. Klokken var lidt i tolv. ”Du… du mener ikke i dag, vel?”

”Selvfølgelig mener jeg i dag,” Hans stemme var en anelse irriteret. ”Skynd dig nu af sted, ellers når du det ikke.”

”Tak, du gør mig overhovedet ikke den mindste smule stresset,” mumlede hun sarkastisk og afbrød opkaldet. Og så fik hun for alvor fart på. Hun råbte farvel til Angela og styrtede ud af døren. Kort efter sad hun i sin bil og rodede febrilsk sine lommer igennem, indtil hun fik fat i bilnøglen. Og så kørte hun af sted.

På sytten minutter nåede hun ned til lufthavnen. Hun fik hurtigt fat i en sikkerhedsvagt, og da hun havde vist ham sit ID-kort, førte han hende udenfor, hvor der stod et lille fly og ventede. Stort var det ikke. Foran flyet stod et hold klar – to næsten identiske mørkhårede kvinder, som Scarlett ikke kendte, en mand med lyst hår og klare blå øjne, som vist nok hed Carl, og så en rødhåret kvinde med to lange fletninger, som hun heller ikke kendte.

Hun hilste pænt på dem alle, hvorefter de tog deres pladser i flyet. Da alle var havde taget plads, bød piloten dem hastigt velkommen, og så startede motoren.

Scarlett hadede at flyve. Det havde hun altid gjort.

Hun stirrede ud af det lille runde vindue, mens flyet kørte ud på landingsbanen og langsomt begyndte at komme op i fart. Da det lettede, fyldtes hun med ubehag.

Efter noget, der føltes som en uendelighed, gav piloten meddelelse om, at flyet ville lande om få minutter.

 

”Hvad så nu?” spurgte den ene af de mørkhårede kvinder.

Hele efterforskningsholdet kiggede afventende på Scarlett, der stod og følte sig en smule fortabt på lufthavnen i Rusland.

”Vi tager bussen ud til koordinatpunktet, der ligger godt og vel firs kilometer herfra,” svarede Scarlett med hævet stemme.

En halv time efter sad de alle i en næsten tom bus, der bumlede af sted på en kilometerlang grusvej.

Scarlett var faldet i snak med den rødhårede kvinde, der hed Maya og virkede vældig sød. Bag dem sad Carl og småsnakkede med den ene af de mørkhårede kvinder, der hed Molly. Den anden hed Samantha og sad på et sæde for sig selv og stirrede betænksomt ud af vinduet.

”Hvad forventer vi egentlig at finde derude?” spurgte Maya med en panderynken.

Scarlett trak på skuldrene. ”Jeg ved det ærlig talt ikke. Forhåbentlig noget, der kan hjælpe os videre.”

En times tid efter steg de alle sammen af bussen. Der var ualmindelig koldt udenfor og det blæste.

”Hvad så nu?” spurgte Carl.

Scarlett havde ikke den ringeste anelse om, hvad hun skulle sige eller gøre. Hun vidste ikke, hvor de skulle hen, men så trak Maya til hendes store lettelse et kort op af inderlommen. På kortet var deres mål markeret med en stor, rød prik.

”Vi står her,” sagde hun og pegede. ”Det er omkring en kilometer fra vores endelige destination.”

Scarlett sendte hende et taknemmeligt smil og tog imod kortet, som hun foldede sammen og puttede i inderlommen. Så hævede hun atter stemmen: ”Vi skal en gå omkring en kilometer mod syd. Det er den vej.” Hun pegede ud mod en lille sti, der så ud til at fortsætte et godt stykke.

Solen tøvede med at komme frem. Den havde gemt sig selv godt væk bag nogle faretruende mørke skyer, og der var derfor næsten intet lys. Landskabet var tørt og øde og bestod af halvvisne græsmarker. Et par stykke derfra stod nogle nøgne træer og svajede i den tiltagende vind, der var bidende kold og skar sig gennem alt tøj.

Der var ikke en levende sjæl at se. Men Scarlett holdt modet oppe, og de fulgte alle efter hende ned af stien, der snoede sig i mellem to brakmarker.

Efter at have gået et kort stykke tid, begyndte silhuetten af en stor bygning lige så stille at blive tydeligere.

”Vi er der lige straks,” sagde Scarlett ivrigt.

 

Bygningen var fuldstændig faldefærdig. Taget var brast sammen de fleste steder, og mursten lå og flød overalt på den tilgroede gårdsplads sammen med glasskår, der kom fra ruderne, som alle sammen var smadrede.

”Ikke ligefrem et hyggeligt sted,” mumlede Molly og Carl gav hende ret.

”Okay,” Scarlett fandt en kommanderende stemme frem. ”Vi deler os. Carl og Samantha, I undersøger laden, Molly og Maya, I kigger på gårdspladsen og rundt om på grunden. Jeg går alene og undersøger selveste huset. I må ikke røre ved noget, som kan have betydning, og hvis I finder noget, hvad som helst, så sig til. Er I med?”

Molly sagde ja, og de andre nikkede, hvorefter de fandt sammen, som Scarlett havde bedt dem om. De gik hver til sit med ansigter, der lyste af spænding.

Scarlett bevægede sig forsigtigt henover gårdspladsen og gjorde sig umage med ikke at træde på nogle af glasskårene, men det var svært eftersom de var spredt ud over det hele. Da hun var fremme ved indgangen, gik hun forsigtigt op af trappestenene, der førte til hoveddøren, som var lavet af træ. Det var ikke noget håndtag, så hun gav den et svagt puf. Den knirkede en anelse, men åbnede sig kun en lille smule. Hun prøvede at skubbe noget hårdere til den, men det virkede til, at noget spærrede indvendig. Noget tungt. Hun kastede et hurtigt blik på den mørkegrå himmel, hvorefter hun igen ledte sin opmærksomhed mod døren.

Det lykkedes hende at mase sig igennem den, og hun trådte indenfor. Eftersom der var trukket sorte, tætte gardiner for de smadrede ruder, var der stort sort set helt mørkt indenfor. Det eneste lys kom fra døren, men det var slet ikke nok til, at hun kunne se noget, så hun tog sin lommelygte frem og tændte den.

Det, der stod foran døren, var en flot udskåret egetræsreol, der muligvis var blevet placeret der for at forhindre eller i hvert fald forsinke uvedkommende i at komme ind.

Huset var rodet. Ikke mistænksomt rodet, mere hverdagsagtigt.

Foran Scarlett var en trappe, der førte op til en overetage. Til højre for hende var et lille køkken og til venstre for hende var noget, der mindede om en stue med en rød sofa og et stribet gulvtæppe, der var en anelse beskidt. Foran sofaen stod et sofabord, hvor der lå en hel masse papirer og flød. Hun bevægede sig forsigtigt derover og kiggede i papirerne. Det var ikke andet end nogle regninger, men hun stak dem alligevel i lommen.

På hele den nederste etage var der ikke noget, der rigtig fangede hendes opmærksomhed. Huset virkede ikke ubeboet, tværtimod – regningerne, der havde ligget fremme på bordet, et stearinlys, der stod på køkkenbordet med en pakke tændstikker ved siden af og nogle forskellige grøntsager og noget brød i køleskabet.

Hun besluttede at undersøge overetagen, netop som det bankede på døren. Lyden fik hende til at fare sammen og hendes hånd fløj automatisk ned til pistolen, der sad i hendes bælte. Hun tog hurtigt hånden til sig igen, da det blot viste sig at være de andre.

”Hvad så?” råbte hun ud til dem.

”Ingenting i laden,” svarede Carl.

”Heller ikke på gårdspladsen eller resten af grunden,” tilføjede Maya.

Scarlett måtte indse, at hun var en anelse skuffet. ”Jeg undersøger overetagen. Bare vent der.”

Hun gik langsomt op af trapperne og håbede inderligt på, at hun fandt noget, der kunne hjælpe hende videre med sagen. Det var trods alt hende, der havde fundet frem til koordinatpunktet, og hun var bange for at have taget fejl. Trinnene knirkede under hendes fødder.

For enden af trappen var en gang, der mundede ud i en altan, og på hver side af gangen var der to døre. Hun åbnede den første dør. Et badeværelse. Hun kiggede bag badeforhænget, i skufferne og alle andre steder, hvor der kunne være noget. Et eller andet. Men der var ingenting.

De to næste døre førte ind til rum, der var stort set tomme og lignede hinanden. Den eneste forskel var, at i der i det ene rum stod en stol ovre i hjørnet, som var dækket af et tykt lag støv.

Hun trykkede den sidste dørs håndtag ned og skubbede så til den. Den gik op, og hun trådte ind i et rum, der måtte være soveværelset eftersom en stor dobbeltseng fyldte halvdelen af rummet. I sengen lå en dyne og en pude med blåt betræk.

Rummet var utrolig rodet og beskidt. Hun besluttede sig for at tage et hurtigt kig bag sengen og i tøjskabet, der stod i det ene hjørne, men tøjskabet viste sig også at være tomt. Hun kastede et blik om bag sengen og måtte holde et forskrækket gisp tilbage.

På gulvet lå en lille dreng. Hans kinder var hule, og han var i det hele taget utrolig tynd. Hans hår var brunt, og han havde et fast greb i en lille tøjbamse med rødt halstørklæde. Selvom han lå helt stille med lukkede øjne, lignede det, at han sov, men Scarlett målte hans puls for at være helt sikker, og da hun kom tættere på ham, kunne hun også høre en svag vejrtrækning.

Hun løftede drengen op og bar ham hele vejen nedenunder. Han vejede stort set ingenting, hvilket var en anelse skræmmende.

Det lykkedes hende at mase sig ud gennem døren, der kun kunne åbnes en lille smule på grund af den tunge reol, der spærrede.

Efter at have været inde i mørket i et godt stykke tid, blev Scarlett næsten fuldstændig blændet af dagslyset, da hun trådte udenfor. Solen havde kæmpet sig igennem det tunge lag af mørkegrå skyer og kastede et gyldent lys over de faldefærdige bygninger.

Hele efterforskningsholdet stod og ventede på hende foran huset.

”Hvem…” begyndte Carl, men Scarlett afbrød ham.

”Vi må have ham med tilbage,” sagde hun. ”Jeg ved ikke, hvem han er, men noget tyder på, at han har været alene herude et godt stykke tid. Måske en uge, måske mere, måske mindre. Han er det eneste tegn på liv herude, og måske kan han vise sig at være vigtig for efterforskningen.”

”Er det muligt,” begyndte Maya. ”At han har forbindelse til offeret eller morderen?”

”Det er ikke udelukket,” svarede Scarlett.

”Hvad gør vi så nu?” spurgte Molly.

”Vi går tilbage til busstoppestedet og venter,” Scarlett hev sin mobil op af lommen og kastede et blik på displayet, der fortalte hende, at klokken var 18:06. ”Den næste bus kommer om tyve minutter.”

I samme øjeblik begyndte drengen at røre på sig. Hans øjenlåg sitrede, og hans hånd bevægede sig en smule. Pludselig slog han øjnene op.

Scarlett hjalp ham forsigtigt med at komme til at stå selv. Han virkede svag og vaklede et par skridt, men derefter fandt han balancen på sine egne ben. Hun satte sig på hug foran ham.

”Hej med dig,” sagde hun med den venligste stemme, hun kunne mønstre.

Han sagde ingenting, han stirrede blot på hende med sine nøddebrune øjne, der var vidt opspærrede. Hele hans spinkle krop lyste af frygt.

Scarlett forsøgte igen: ”Hvad hedder du?”

Han bevægede munden, som om han prøvede at sige noget, men det endte blot ud i en uforståelig, mumlende sætning.

”Scarlett,” sagde Molly forsigtigt. ”Vi bliver nok nødt til at komme ned til bussen. Hvis vi ikke når den, skal vi vente yderligere to timer.”

Molly havde ret. Scarlett kom op at stå og børstede støv fra huset af sine bukser.

I samme øjeblik lød en lav barnestemme bag hende: ”Matthew.”

Hun vendte sig hurtigt om mod den lille dreng, der kiggede hende direkte ind i øjnene.

”Matthew Parker.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...