Mysteriet om Tess Parker

Den unge FBI-agent, Scarlett Jones, er blevet sat på sagen om den dræbte kvinde, Tess Parker, der er blevet fundet med et mystisk brændemærke på halsen.Hun må flere gange stole på sine instinkter, og da den chokerende virkelighed går op for hende, må hun vakle mellem sin kærlighed og sit job.

13Likes
24Kommentarer
2010Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Kapitel 3.

 

Til-jack

Tag-herhen 47° 33′ 13″ N, 42° 33′ 39″ E

Der-er-han

Der-vil-i-være-i-sikkerhed

- Tess

 

”Det er koordinater,” hviskede hun igen. Hendes øjne var opspilede. De koordinater måtte føre et sted hen. Et sted hvor han var. Et sted hvor i kunne være i sikkerhed.

”Robert!” råbte hun ind i telefonen, før hun overhovedet havde indtastet hans nummer.

Hun sukkede og indtastede hans nummer. Og ventede.

”Hej, jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu,” lød Roberts stemme. ”Men indtal venligst en besked, så ringer jeg tilbage senere.” Der lød et bip. Scarlett knurrede irriteret.

Ti minutter efter prøvede hun igen.

”Hej Scarlett,” lød hans velkendte stemme. ”Hvad er der på færde?”

”Brevet,” sagde hun. ”Det går op. Det er koordinater.” Hun blev overrasket over, hvor rolig hun egentlig lød.

”Det må jeg nok sige,” sagde Robert anerkendende. ”Kan du være på mit kontor om fem minutter?”

”Selvfølgelig,” sagde hun og lagde på. Hun rejste sig op med brevet – og bonnen – i hånden. Så gik hun ned af gangen, til venstre, anden dør på højre hånd. Uden at banke på, vadede hun direkte indenfor.

”Jamen, hej,” sagde Robert en anelse overrasket. ”Vidste du godt, at det faktisk er normalt at banke på døren? Det er sådan en høfligheds-ting.”

”Undskyld,” mumlede Scarlett en anelse forlegent. Så bevægede hun sig helt hen foran ham.

”Det er koordinater,” hviskede hun og pegede på bonnen. ”Blokbogstaverne. A er det fjerde bogstav i alfabetet, altså 4. B er det andet, altså 2. Og så videre. Se nu!” Hun pegede frustreret på bonnen med en rystende pegefinger. Det var utrolig besværligt at forklare ham det. ”Forstår du, hvad jeg mener?”

Han nikkede koncentreret. ”Koordinater.”

”Vi må derhen,” sagde hun med dirrende stemme.

”Men,” Han lød en anelse tvivlende. ”Hvordan kan vi være sikre på, at det er det rigtige kodesprog, du har brugt?”

Hun trak på skuldrene. ”Det er helt sikkert forsøget værd.”

Han nikkede. ”Du har ret.”

Pludselig kom hun i tanke om aftalen med Angela. “Hvad er klokken?” spurgte hun.

Han pegede på uret, der hang bag hende. Det viste fem minutter over tre.

”Pis også,” mumlede hun for sig selv. “Vi snakkes ved!”

 

”Undskyld forsinkelsen,” Scarlett var forpustet, da hun endelig trådte ind af døren.

”Det var på tide,” udbrød en høj, lyshåret kvinde, der måtte være retsodontologen. Jane.

”Undskyld,” gentog Scarlett forlegent.

Angela smilede til Scarlett. ”Inden du kom, tog vi et aftryk af hendes tænder.”

Jane havde startet en bærbar op og nikkede bekræftende. ”Jeg har allerede taget et hurtigt kig, og ud fra hendes tænder at bedømme, er hun omkring 32 år gammel.”

Overrasket kiggede Scarlett på den livløse kvinde på briksen. ”Utroligt. Hun ligner jo en på seksten.”

Der var et par minutters tavshed, indtil Jane endelig fik startet sin ældre version af en HP op.

”Langt om længe,” bemærkede hun tørt.

Undersøgelsen varede vel ikke mere end en halv time. Scarlett kæmpede for at følge med, men hun var ikke så godt inde i Janes arbejde og måtte blot tavst se på, at retsodontologen sad med rynket pande og kiggede på sin computer.

”Match,” sagde Jane pludselig med et koncentreret blik, der var fæstnet på computerskærmen. ”Jeg tror omsider, vi har fået match.”

Scarlett turde ikke sige noget, for hun havde fået det indtryk, at Jane var en skrap kvinde, som man skulle rette sig efter. Men indvendig var hun utrolig spændt og kunne slet ikke vente med at få at vide, hvem det var, de havde med at gøre.

”24-06-75-24-68,” Janes stemme var det eneste, der kunne høres i rummet. ”Det er hendes CPR nr.”

”24-06-75-24-68?” spurgte Scarlett, der allerede var i færd med at skrive det ned.

”Præcis,” Jane smilede venligt, mens hun begyndte at lukke sin computer ned.

Angela virkede som altid afslappet, og dog var der noget over hendes kropsholdning, som fik hende til at virke spændt. Scarlett havde kendt Angela i mange år og vidste, at hun var utrolig dygtig til at skjule  så var hun utrolig dygtig til at skjule det.

Jane forsvandt ud af rummet, og så var der kun Angela og Scarlett tilbage.

”Jeg må nok hellere tage tilbage,” sagde Scarlett, og så forsvandt hun også ud af døren.

 

Hun fortalte Robert, at de havde fundet CPR-nummeret på kvinden, og spurgte også ind til, hvad de skulle gøre med koordinaterne.

”Vi skal i hvert fald snart have et efterforskningshold derud,” sagde Robert. ”Men først må vi finde ud af, hvad der ligger på punktet.”

Scarlett nikkede bekræftende, og nogle minutter senere trådte hun ind på afdelingen for uopklarede mord.

”James,” sagde hun med en kommanderende stemme til en mørkhåret mand, der sad bagved tre specialcomputere, som var koblet til FBI’s enorme kriminalregister. ”24-06-75-24-68. Det er et CPR-nr. Skaf alle mulige oplysninger og giv dem til mig.”

James Alkins, som var endnu en af Scarletts kollegaer, nikkede. ”24-06-75-24-67?” spurgte han for at få det bekræftet, mens han tastede løs på en af computerne.

”68,” rettede Scarlett ham med et smil. Så vendte hun sig om mod en mørkhåret kvinde, der havde charmerende, karamelfarvede øjne. ”Nanna, find ud af hvad der ligger på følgende koordinatpunkt,” Hun læste op fra papiret. ”47° 33′ 13″ N, 42° 33′ 39″ E. Jeg vil have alt at vide.”

Kvinden nikkede og bed sig i læben, hvorefter hun kastede sig over arbejdet.

Der var helt tavst på afdelingen. Over tyve efterforskere med hver sit speciale sad fordybet i deres arbejde. Scarlett åndede tungt ud og skulle netop til at forlade afdelingen, da hun hørte løbende skridt bag sig.

”Scarlett,” En ung kvinde med bølgende, rødt hår, der stod ud fra hende som flammer, kom gående med et stort smil på læben. ”Hej!”

”Hej Melanie,” Scarlett forsøgte at lyde optimistisk, men egentlig ville hun helst så hurtigt som overhovedet muligt væk fra hende. Melanie, hed hun, og hun var nok den mest irriterende person, Scarlett nogensinde havde mødt.

”Hvordan går det så,” spurgte Melanie stadig med det smil, som de fleste nok ville have opfattet som venligt, men det irriterede Scarlett ufatteligt.

”Jo tak, det går fint,” mumlede Scarlett, hvorefter hun snurrede om på hælen, og i al hast forlod hun afdelingen og den unge agent, der efter hendes mening, snakkede alt for meget og bestilte for lidt.

 

”William,” kaldte Scarlett med en undertrykt knurren – hun havde endnu ikke glemt sedlen. Men han var ikke hjemme, kunne hun konstatere efter et par minutter. Hans computer stod dog åben på bordet, hvilket fik Scarlett til at knibe øjnene let sammen. Hun tøvede et øjeblik, og hun var udemærket klar over, at hun på ingen måde havde ret til at gøre det, hun havde i tankerne, men vreden fik overtaget, og hun satte sig til rette foran hans computer. Hvorfor den stod åben, selvom han ikke var hjemme, vidste hun ikke. Men hun greb chancen, og da han ikke havde kode på, kunne hun blot logge ind. Hvis han havde haft kode på, havde hun nu nok knækket den alligevel.

Hun åbnede hans mailprogram og gav sig så til at læse alle hans beskeder. Hun følte sig snagende, og hun kunne mærke et stik af dårlig samvittighed, men hun havde simpelthen brug for at finde ud af, hvad der foregik.

I et stykke tid sad hun blot og bladrede sig igennem de mange mails. Hun kunne egentlig have brugt søgefunktionen, men hun ville ikke overse noget. Efter et stykke tid havde hun næsten opgivet, da hun lige pludselig faldt over en lang række beskeder, som var kommet fra en person, kaldet Ann McKinley. Ann. Navnet fra sedlen. Hun klikkede sig ind på en af beskederne fra Ann.

 

Til: William Carter (WC@hotmail.com)

Fra: Ann McKinley (AnnMcK@gmail.com)

 

Hej William.

Hvordan har du det? Og fik du den seddel, jeg lagde til dig? I så fald – har du tid der om eftermiddagen i parken?

Jeg savner alle de øjeblikke uden dig. Du må snart gøre det op med din kæreste, det kan ikke blive ved sådan her – du ved, i al hemmelighed.

Jeg elsker dig.

 

Ann.

 

Scarletts hænder rystede. Hun læste mailen igen og igen indtil det endelig gik op for hende, at William havde en anden. Først var hun chokkeret. Men da chokket havde lagt sig, begyndte vreden at tage over. Hendes hjerte slog dobbelt så mange slag som normalt, og hun kunne mærke en varme i ansigtet. Hendes rystende hænder greb, uden hun tænkte over det, fat omkring en tekop, der var halv fyldt med kold te, og kylede den på gulvet, hvor den splintredes i tusind stykker, og indholdet flød ud på gulvet.

Hun sparkede hidsigt til den ene stol, der væltede, og stolebenet røg af. Sikke noget bras. Så flygtede hun ind i sin seng og begravede sit ansigt i en pude. Hun græd ikke, hun lå bare med dunkende hjerte og klamrede sig til puden, indtil hendes hænder blev blege og svedige. Så gav hun sig til at stirre op i loftet, og sådan lå hun i et par minutter, indtil det bankede på døren. Det var helt sikkert William.

”Åh nej,” mumlede hun, for hun vidste, at hun ikke kunne se ham i øjnene uden at få lyst til at stikke ham en lussing.

”Scarlett,” kaldte han ude fra entréen.

Hun kunne ikke slippe udenom, så hun rejste sig op fra sengen og sparkede til soveværelsesdøren, hvorefter hun gik på tæer for ikke at træde på glasskårene fra tekoppen.

Og der stod han så i døråbningen med et uskyldigt smil, der fik Scarlett til at ryste over hele kroppen.

Men smilet blegnede hurtigt, da han mødte hendes blik.

”Scarlett, hvad…” begyndte han, men nåede ikke rigtig længere.

Hun trådte et skridt frem, så der ikke længere var noget mellemrum mellem dem, og så sendte hun ham det ondeste blik, hun kunne mønstre. ”Hvordan i alverden,” hvæsede hun. ”Kunne du gøre det?”

”Hvad i alverden snakker du om,” William så forvirret ud, men også en anelse skræmt.

”Det tror jeg godt, du ved,” råbte Scarlett, og så overraskede hun både sig selv og ham ved at hamre sin højre knytnæve mod hans ansigt.

Hans øjne var vidt opspærrede, og han vaklede desorienteret et par skridt baglæns. ”Hvad har du dog gang i, Scarlett?”

”Hvem er Ann,” spurgte hun så med en triumferende stemme.

Den sad. Han kiggede sig omkring i rummet med et flakkende og usikkert blik, hvorefter han åbnede munden for at sige et eller andet, men tav så.

”Hvem er Ann,” gentog hun stædigt.

Han indså, at han ikke kunne komme udenom. ”Hun er...” begyndte han, men gik så i stå.

”En kvinde, som du har været sammen med i al hemmelighed, måske,” spurgte Scarlett med en henkastet stemme.

Han bed sig i læben. Så nikkede han endelig.

Hun havde faktisk forventet, at hun ville komme til at råbe og skrige af ham i flere timer, men egentlig, hvis hun nu selv skulle sig det, så tog hun det meget pænt. Hvis man nu ser bort fra, at hun stak ham en knytnæve altså.

Hun bad ham egentlig bare om at gå sin vej, og det var så, hvad han gjorde – efter at han hastigt havde stoppet de vigtigste af sine ting i en kuffert. Han sagde ikke noget, han gik bare med sin kuffert ud af døren, som han ikke engang lukkede efter sig.

Hun bandede ikke. Hun smadrede ikke noget. Hun skreg ikke. Hun sad bare ganske rolig på en stol ved spisebordet og studerede sine hænder nøje. Hun var lettet og samtidig trist. Hun var glad og alligevel ved at græde. Hun var det hele på en gang.

I tre år havde hun boet sammen med William, og selvom det var måske ikke så længe, føltes det som uendelig lang tid. Hun sukkede.  Til sidst rejste hun sig fra stolen og gik hen til vinduet og stirrede ud på den travle trafik. En ting var hun sikker på, og det var, at slutningen på forholdet mellem hende og William ikke skulle få hende ned med nakken. En ny slutning. En ny begyndelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...