Mysteriet om Tess Parker

Den unge FBI-agent, Scarlett Jones, er blevet sat på sagen om den dræbte kvinde, Tess Parker, der er blevet fundet med et mystisk brændemærke på halsen.Hun må flere gange stole på sine instinkter, og da den chokerende virkelighed går op for hende, må hun vakle mellem sin kærlighed og sit job.

13Likes
24Kommentarer
2011Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Kapitel 2.

 

Da hun vågnede næste morgen, var hun fuld påklædt. Hendes hoved var tungt som bly, og hendes hals brændte helt forfærdeligt. Hun troede også i et kort øjeblik, at hun led af en form for ringen for ørene, men hun fandt dog kort efter ud af, at det var hendes lige-nu-langt-væk-ønskede vækkeur.

”Urgh,” stønnede hun og orkede ikke at rejse sig for at slukke det. Hun flygtede ned under dynen.

Lidt efter hørte hun Williams stemme, der var en anelse mere hævet end sædvanligt, for at overdøve vækkeuret. ”Scarlett, klokken er halv syv!”

”Sluk!” kvækkede hun.

Et suk hørtes, og lidt efter blev vækkeuret stille. Scarlett lukkede sine øjne og sukkede lettet.

William trak dynen af hende. ”Scarlett!”

”Gå væk,” Hun hev dynen tilbage og fik hurtigt forklaret ham, hvor dårligt hun havde det, hvorefter han opgav at tvinge hende op af sengen.

Hun sukkede dybt og tastede derefter Roberts nummer ind på sin mobil. Efter en hurtig samtale med ham, fik hun lov til at arbejde hjemme den dag. William tilbød at blive hjemme og varte hende op, men hun afslog hans tilbud med en afværgende håndbevægelse.

”Jeg kan da sagtens klare mig selv,” sagde hun fornærmet. Så forsvandt han, og endelig var hun alene.

Hun sov i et par timer. Da hun vågnede, havde hun det en anelse bedre, og hun satte sig op i sengen og betragtede med rynket pande brevet.

”Hvad prøver du dog at fortælle mig?” hviskede hun og stirrede på den spinkle håndskrift og de elegante bogstaver, der stod skrevet på en perfekt lige linje.

Hun forsøgte med to kodesprog hun kendte til, men det endte bare i noget kludder.

Så prøvede hun med et tredje kodesprog, der lød på, at man kun skulle bruge de to sidste bogstaver eller tegn i hver gruppe bogstaver.

”Årh,” mumlede hun og stirrede på papiret, som hun skrev resultatet af forsøgene ned på. Pludselig spærrede hun øjnene op, da der formede sig et ord. Og et til. Og et tegn. Så nogle flere ord, og pludselig gav det hele mening. Hun var mundlam, hun var glad, hun var overrasket, hun var det hele på en gang. For nu stod der på papiret foran hende med hendes sjuskede håndskrift skrevet en meddelelse:

 

Til-jack

Tag-herhen DGCCAC(N)DBCCCI(E)

Der-er-han

Der-vil-i-være-i-sikkerhed

- Tess.

 

Der var stadigvæk blokbogstaverne, der tydeligvis ikke var skrevet med samme kodesprog som resten af brevet.

Det føltes som en evighed, inden Robert endelig tog sin telefon.

”Robert,” udbrød hun lykkeligt.

”Scarlett?” Han lød bekymret over hendes hysteriske tonefald.

”Det går op! Brevet, kodesproget. Det går op!”

”Fantastisk! Hvornår kan du være her?”

”Snart,” forsikrede hun ham.

”Vent lidt, er du ikke syg?” Hun kunne næsten se hans rynkede pande for sig, da han sagde det.

”Sikkert.” Hun rullede med øjnene og afsluttede opkaldet, fast besluttet på at vise ham det.

Turen virkede mere anstrengende end normalt, og da hun endelig stod foran hans kontor, var hun fuldstændig udmattet.

Hun bankede på og uden at vente på svar, marcherede hun ind med brevet i den ene hånd og papiret med meddelelsen i forståelig form i den anden.

Forpustet dumpede hun ned på den ledige stol, inden Robert nåede at sige et ord.

”Tag hvert andet bogstav – eller tegn – i hvert ord. Så går det op.” Hun rakte ham papiret.

”Det er genialt,” sagde han med beundring i stemmen efter at have studeret det i et par minutter.

Han åbnede et skab og tog en champagne ud. Så hev han proppen af, og skummet brusede op. Han skænkede op i de to glas og rakte hende det ene. Hun lukkede øjnene og tog en slurk, men spyttede det hurtigt ud igen. ”Føj!” udbrød hun. ”Hvad har du dog puttet i?” Pludselig længtes hun efter at komme hjem og smide sig i sin seng.

Han rystede opgivende på hovedet. ”Ingenting.” Så vendte han igen opmærksomheden mod brevet. ”Hvad med blokbogstaverne?”

Nu var det hendes tur til at ryste på hovedet. ”Kan ikke få dem til at give mening. Endnu.”

Han klappede hende lidt akavet på skulderen. ”Det skal nok komme, det er jeg sikker på, Scarlett.”

 

Da hun endelig var hjemme, kastede hun sig med klaprende tænder ned i sengen og pakkede sig ind i sin dyne. Hun faldt i søvn og vågnede først langt ud på eftermiddagen med en gnavende fornemmelse i maven. Hun havde ikke spist noget, ikke engang morgenmad. Det eneste, hun havde fået i maven, var Roberts ulækre champagne. Hun kæmpede sig op af sengen, og med sin dyne omkring sig, vaklede hun ud i køkkenet og rev køleskabslågen op. Hun følte sig faktisk ret sund efter at have spist et æble, en banan, en halv agurk og en pære. Det blev dog ikke i hendes mave ret længe – hun vaklede ud på badeværelset og brækkede sig ned i toilettet.

William kom først hjem overraskende sent. Klokken var næsten midnat, da han kom ind i lejligheden. Nynnende, med et smil på læben og sit hår i fuldstændig uorden.

Scarlett kiggede mistroisk på ham. ”Hvorfor kommer du først hjem nu?”

”Arbejde,” svarede han hende, og smilet blev større. ”Har du det bedre?”

”Arbejde,” fnøs hun. ”Arbejde?” Hun ignorerede hans spørgsmål.

”Ja, arbejde,” sagde han roligt, stadigvæk med det overlegne, irriterende smil på læben.

Hun sukkede. ”Jeg havde lavet lasagne. Men den er blevet kold. Det blev den for omkring fem timer siden.”

Han trak på skuldrene. ”Jeg har spist.”

Hun fnøs igen og kneb øjnene sammen, mens hun stirrede mistænksomt på ham for at prøve at gennemskue hans smil, men det var ikke muligt.

Han grinede let af hendes ansigtsudtryk. ”Jeg tror, jeg går i seng.”

Hun svarede ikke, men gik blot forbi ham, ind i stuen, hvor hun smed sig i sofaen og tændte for fjernsynet. Efter at have lært alt om tigeren og dens levesteder, slukkede hun på fjernbetjeningen og besluttede sig for selv at gå i seng. Hun var netop gået ud i køkkenet for at slukke lyset, da hun så, at Williams jakke lå og flød på gulvet.

”Kan han nu ikke engang rydde op efter sig selv?” mumlede hun irriteret, da hun samlede jakken op og hængte den ud på knagen.

Netop som hun vendte sig om for at gå ud og børste tænder, blev hendes opmærksomhed fanget af en papirlap, der var faldet ud af jakkelommen, højst sandsynligt da hun havde hængt jakken op. Hun fnøs lettere irriteret og lagde armene over kors, men nysgerrigheden vandt, og hun bøjede sig ned og samlede sedlen op.

 

Samme tid, samme sted?

- Ann

 

Hun spærrede øjnene op. Hvem var Ann? Hvem pokker var Ann? En kollega – bestemt ikke. Indvendig vrede boblede i hende, da hun med lynende øjne foldede sedlen sammen og proppede den i sin egen bukselomme.

 

”Det kunne jo bare være hans kollega,” foreslog Angela.

”Som sender hemmelige beskeder til ham,” knurrede Scarlett. ”Som vil mødes med ham samme tid, samme sted.

Angela trak på skuldrene.

”Jeg gad godt vide, hvad pokker der foregår i den mands hoved,” mumlede Scarlett vrissent.

Der var et par minutters tavshed. Angela havde fået et eftertænksomt udtryk. Hun havde let sammenknebne øjne og hovedet en anelse på skrå. Scarlett sukkede og sendte vrede tanker til William. Hun vidste ikke helt, hvorfor hun reagerede så meget på den seddel, men hun havde bare en fornemmelse. En dårlig fornemmelse.

”Måske er det ved at være på tide, at du tager en pause,” sagde Angela så forsigtigt.

”Fra hvad?” spurgte Scarlett, selvom hun godt vidste det.

”William,” Angelas stemme var rolig og lavmælt.

”Måske,” indrømmede Scarlett.

”For resten,” sagde Angela pludselig. ”Jeg har givet op. Jeg kan simpelthen ikke finde noget, der afslører hvem vores offer er. Jeg har kontaktet en retsodontolog. Vi tager nogle aftryk af hendes tænder og laver en undersøgelse senere. Du skal deltage.”

Scarlett lyste op ved tanken om en undersøgelse. ”Så kan vi endelig finde ud af hvem, vi egentlig har med at gøre!”

Angela nikkede og så ganske rolig ud, men var inderst inde lige så begejstret som Scarlett. ”Klokken 15:00 kommer retsodontologen, Jane.”

”Okay,” sagde Scarlett og kæmpede for at skrue ned for sin iver. ”Ved du hvad, jeg tror, jeg vil sætte mig på mit kontor. Vi ses klokken 15!”

Angela nikkede igen og snoede en tot af sit mørke hår omkring sin finger.

Scarlett greb sin taske og forlod Angelas lokale.

 

Da hun lidt senere dumpede ned på sin kontorstol, lod hun sin taske ligge på gulvet og begyndte ganske langsomt at synke sammen med sit hoved hvilende i sine hænder. Hun lukkede øjnene, men fornuften vandt over søvnen. Hun lod et suk slippe ud mellem sine let sammenpressede læber og tog brevet op af sin taske. Det var blevet en anelse krøllet. Hun tog det ud og studerede blokbogstaverne: DGCCAC(N)DBCCCI(E).

Tag herhen, stod der med kodesprog lige før de store bogstaver. De måtte føre et sted hen. Scarlett rullede med sin blyant. Hendes øjne var sammenknebne, da hun forsøgte.

”D er det fjerde bogstav i alfabetet,” mumlede hun koncentreret. ”4. G er det… Hvad… Syvende bogstav i alfabetet. 7. 47…”

Hun fortsatte rækken ud, dog undlod hun at oversætte bogstaverne i parentes til tal. Til sidst stod der 473313(N)42339(E).

”Koordinater,” hviskede hun for sig selv og stirrede intenst på tallene, som hun havde skrevet ned på bagsiden af en bon. Hun skrev dem en gang til. Denne gang satte hun koordinattegn ind.

 

47° 33′ 13″ N, 42° 33′ 39″ E

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...