Mysteriet om Tess Parker

Den unge FBI-agent, Scarlett Jones, er blevet sat på sagen om den dræbte kvinde, Tess Parker, der er blevet fundet med et mystisk brændemærke på halsen.Hun må flere gange stole på sine instinkter, og da den chokerende virkelighed går op for hende, må hun vakle mellem sin kærlighed og sit job.

13Likes
24Kommentarer
2015Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Kapitel 1.

 

Der var ikke engang lyst endnu, klokken var omkring halv fire om morgenen, da Scarlett Jones vågnede ved lyden af sin telefon, der ringede. Hun rullede om på siden og famlede efter telefonen, der lå et eller andet sted på bordet ved siden af sengen, og hun havde nær skubbet den på gulvet, men fik den reddet i sidste øjeblik.

”Det er Scarlett Jones, hvem taler jeg med?” mumlede hun halvirriteret over at blive vækket så tidligt, og for at demonstrere sin utilfredshed, gabte hun højlydt.

Det viste sig at være hendes chef, som bad hende om at møde op med det samme, og han tilføjede et eller andet med nødstilfælde og mord.
Straks blev hun mere vågen. Hun nikkede, men kom så i tanke om, at han ikke kunne se hende. ”Jeg er på vej,” sagde hun hurtigt og trykkede på den røde knap, som afsluttede samtalen med et bip.

Hun sprang op af sengen og fik sig hurtigt klædt på ved at springe i et par bukser og gribe en tilfældig trøje, som hun trak ned over hovedet. Hun listede forsigtigt ud af soveværelset for ikke at vække sin kæreste, William, der stadigvæk lå og sov. Da hun havde børstet tænder og redt sit lange, mørkebrune hår, lagde hun en seddel på bordet til ham, hvori der stod, at hun var taget på arbejde. Hun greb sin jakke og klemte sine fødder ned i sine sko. Så tog hun sin taske og åbnede døren – nu manglede hun blot de mange trapper, der førte ud af lejligheden. Elevatoren var i stykker og hun boede på 12. etage, så trapperne var for det meste dagens motion.

Efter noget, der føltes som en evighed, trådte hun, lettere forpustet, ud i den kølige morgenluft. Til trods for at det var tidligt, vrimlede det alligevel med biler, mennesker, hunde og cykler over det hele, folk råbte til hinanden, og de fleste så ud til at have travlt, sådan som de hastede afsted.

Hun overvejede at gå ned til FBI-bygningen, som ikke lå så frygtelig mange gader fra hvor hun boede, men hun blev enig med sig selv om, at hun hellere måtte skynde sig.

Så hun satte sig ind i sin gamle Ford, der holdt lige udenfor indgangen til lejligheden og drejede bilnøglen. Motoren beklagede sig med et host.

”Kom nu din gamle skrotbunke.” mumlede hun og forsøgte igen at starte bilen. Denne gang brummede motoren hæst, men gav sig, og bilen blev vakt til live. Hun kørte ud på vejen og trådte derefter speederen i bund, men måtte kort efter stoppe op for rødt lys. Hun trillede tommelfingre på rattet og ventede utålmodigt. Da først det orange lys og derefter det grønne lys kom til syne, drønede hun videre. Et par minutter efter parkerede hun foran den høje, sandfarvede FBI-bygning. Hun kravlede ud af bilen, hvorefter hun tog sin taske og smækkede bildøren hårdt i efter sig.

Da hun havde låst den, bevægede hun sig med hastige skridt hen mod bygningen.

Hun trådte indenfor og blev mødt af vagterne, der hurtigt gennemgik det sædvanlige sikkerhedstjek . Derefter fortsatte hun ned af gangen med lange, hurtige skridt. Hendes blik faldt på en kaffekop midt på gulvet, der tilsyneladende var blevet glemt, og det ene øjebliks uopmærksomhed medførte, at hun kolliderede med Josh Brown, som netop kom gående den anden vej fra.

Josh arbejdede i samme afdeling som hende, og han så ualmindelig godt ud med nøddebrune øjne, mørkt hår og et kækt smil.

”Undskyld!” udbrød hun. ”Det var altså virkelig ikke med vilje!”

”Godmorgen Scarlett!” grinede han og tilføjede med et glimt i øjet, at det ikke gjorde noget.

Hun rødmede en smule og skyndte sig videre, inden han bemærkede det, mens hun hilste muntert på nogle af hendes forbipasserende medarbejdere. Hun var af vane på vej ned til sit eget kontor, men kom så i tanke om, at hun hellere måtte gå ned på kontoret, hvor hendes chef, Robert Dale, opholdt sig.

Hendes tanker kredsede om, hvad det for en sag, han havde snakket om i telefonen, da hun holdt sit ID-kort op foran scanneren. Da scanneren havde godkendt kortet, kunne hun fortsætte, og efter at have gået ned for enden af gangen (og til venstre), stod hun foran Roberts kontor. Selvom hun havde været der mange gange før, kastede hun alligevel et hurtigt blik på navneskiltet, hvor bogstaverne, der viste navnet Robert Dale, stod indgraveret. Hun bankede hurtigt tre gange på døren.

”Kom ind,” lød hans dybe stemme fra den anden side af døren.

Hun trådte ind på kontoret, hvor der, som altid, var en nydelig orden i tingene. Bag skrivebordet sad Robert med rynket pande og stirrede på sin telefon.

Først da Scarlett rømmede sig, blev han helt opmærksom på hendes tilstedeværelse.

”Godmorgen Scarlett,” sagde han venligt og mødte hendes blik. ”Sæt dig endelig ned.”

”Godmorgen,” svarede hun og tog plads på den stol, han med en håndbevægelse hentydede til. ”Du bad mig om at skynde mig herop?” tilføjede hun, ivrig efter at komme til sagen.

Han kiggede atter ned på sin telefon. ”Jeg modtog et opkald fra politichefen. Han fortalte, at en død kvinde var blevet fundet foran en butik. Hun var blevet opdaget af en nok så rystet butiksejer. Han fortalte også, at kvinden havde en sæk over hovedet og et stramt reb om halsen, så der er ikke megen tvivl om dødsårsagen. Det underlige ved det hele var det brændemærke, kvinden havde på halsen. Han sagde ikke meget andet end, at det tydeligvist ikke var særlig gammelt. Det er ikke bare et tilfældigt mærke, og det har højst sandsynligt forbindelse til mordet. Du ved vist, hvad du skal.”

”Det kan du tro,” sagde hun roligt, mens hendes hjerne lynhurtigt dannede sig et overblik over de oplysninger, han netop havde givet hende.

”Godt så,” Han lød tilfreds. ”Jeg sendte et par folk ud for at hente liget og afspærre området, så du kan tage derud og kigge nærmere på det.”

”Vil du være sød at få bragt liget op til Angela og bede hende om at undersøge det?” spurgte hun. ”Og giv mig lige adressen til stedet. Jeg kører derud med det samme.”

”Selvfølgelig.” svarede han. Hurtigt fandt han en kuglepen frem og skrev adressen ned på en papirlap, som han rakte hende. ”Jeg ser frem til at høre, hvad du finder ud af.”

Hun nikkede, tog imod papirlappen og forlod hans kontor.

Denne gang gik det noget hurtigere med at komme ud af bygningen, og efter ganske få minutter stod hun atter foran sin bil og fumlede med nøglerne. Hun fik låst bilen op og satte sig ind bag rattet. Motoren startede med et øredøvende, mistænksomt brag. Heldigvis begyndte den at trille af sted til trods for den dramatiske start.

Hun tastede adressen, som Robert havde skrevet på papirlappen, ind på sin GPS, hvorefter hun kørte ud på vejen og blev en del af den myldrende trafik. Hendes GPS fortalte hende, at hun ville ankomme til sin destination om et kvarters tid.

Skyskraber efter skyskraber tårnede sig op omkring hende, den ene højere end den anden. Biler dyttede af hinanden, og folk råbte irriteret til hinanden tværs over gaden - det var præcis som det plejede at være om morgenen.

Hun ankom efter cirka et kvarter (Hendes GPS fik alligevel ret) og parkerede sin bil på en lille parkeringsplads, hvor der holdt allerede et par politibiler. Hun sprang ivrigt ud og bevægede sig hen mod området, der var afspærret med skrigende orange plastikbånd, og hvor nogle politimænd allerede gik omkring. De snakkede lavmælt sammen. En lavstammet mand med brunt, fedtet hår kom ud af butikken, som parkeringspladsen lå op af, og løftede hånden til hilsen, mens han bevægede sig over mod hende.

”Goddag,” sagde han høfligt. ”Mit navn er John, jeg ejer butikken derovre,” Med en viftende bevægelse hentydede han til den lille kiosk, han netop var kommet fra. “Jeg går ud fra, at du er endnu en fra politiet, der er her på grund af mordet. Det var mig, der fandt liget.”

Først skulle hun til at fortælle ham, at hun absolut ikke var fra politiet, men hans sidste sætning vandt hendes opmærksomhed, og hun mødte hans blik med fornyet interesse.

”Var der noget usædvanligt,” spurgte hun interesseret. ”Nogle underlige personer i nærheden eller inde i din butik, nogle underlige lyde, skridt i nærheden, et eller andet?”

Han rystede på hovedet med et næsten undskyldende ansigtsudtryk. ”Desværre, jeg har absolut ikke set noget underligt i nærheden, det eneste jeg så var liget, hvorefter jeg kontaktede politiet.”

”Nå… Hav en fortsat god eftermiddag!” sagde hun og sendte ham et skævt smil i et forsøg på at skjule et skuffet suk.

”Tak,” sagde han. ”Og held og lykke med efterforskningen.” Så forsvandt han ind i butikken igen.

Hun kravlede under det opsatte plastikbånd og rettede sig derefter op i sin fulde højde.

”Hey,” sagde hun og vandt politimændenes opmærksomhed. ”Jeg tager over herfra.”

Uden at sige noget, søgte betjentene hen til deres biler og kørte fra stedet.

Til hendes store ærgrelse havde de gået rundt – næsten over det hele - og det gjorde det umuligt for hende at skelne mellem de mange skoaftryk i laget af støv. En af politimændene havde dog afmærket med kridt, hvor den døde kvinde havde ligget. Scarlett satte sig på hug og studerede det nøje.

Faktisk tilbragte hun mere end en halv time, men fandt stort set intet, indtil noget fangede hendes opmærksomhed. Tæt ved der, hvor liget havde ligget, lå et lille bitte strå, der højst sandsynligt var et hår. Ganske vist var det bestemt ikke stort, men hvis dette hårstrå kom fra morderen, kunne det bruges til en hel masse. Hun tog en pincet op af lommen og puttede forsigtigt sit fund ned i en plastikpose, som hun derefter forsigtigt anbragte i sin inderlomme. Hun tjekkede stedet en sidste gang og afgjorde så, at der ikke var mere af finde der. Lynhurtigt tastede hun Roberts nummer ind på sin mobil og ringede ham op for at give ham en kort opdatering af, hvad hun havde fundet. Han tog den næsten øjeblikkeligt.

“Scarlett,” lød hans dybe stemme fra telefonen. “Hvordan går det?”
Hun fortalte ham hurtigt om hårstrået og snakken med butiksejeren og sluttede af med at oplyse ham om, at hun tog op til Angela for at kigge på liget.

Efter at have afsluttet samtalen og puttet sin mobil i lommen, satte hun sig ind i bilen og kørte af den vej, som hun for næsten en time siden var kommet af.

Efter en halv time parkerede hun foran den høje, grå bygning, hvor Angela normalt udførte sit arbejde som retsmediciner.

Det var langt fra første gang, hun havde været der. Angela var utrolig dygtig, og de to arbejdede fantastisk sammen. Scarlett havde kendt hende i snart syv år - de havde studeret samme sted og havde også begge arbejdet med mange af de samme sager.

Scarlett krydsede græsplænen og trådte ind i bygningen, ind gennem de automatiske svingdøre. Hun stillede sig hen for at vente på elevatoren, der få minutter efter stoppede, og dørene åbnedes, så hun kunne træde ind. Hun trykkede på den knap, hvor der stod ANDEN SAL, og elevatoren bevægede sig hurtigt opad. Da den så stoppede ved anden sal, trådte hun ud af den igen. Hen ad gangen, omkring hjørnet, tredje dør på højre hånd. Hun behøvede slet ikke at tænke over det, hendes krop førte hende automatisk hen til Angelas lokale. Hun stoppede op foran døren og bankede på.

”Hvem der?” lød Angelas velkendte stemme.

”Julemanden,” sagde Scarlett med et smil om læberne. ”Må jeg komme ind?”

Inden hun overhovedet nåede at trykke dørhåndtaget ned, gik døren op, og Angela trak hende ind i et knus. ”Hvor er det altså bare længe siden!”

Scarlett gengældte omfavnelsen, men trak sig lidt efter grinende fri for at få luft. ”Du ved vel hvorfor jeg kommer, ikke?” sagde hun kort efter og kunne næsten ikke vente med at komme til sagen.

Angela nikkede. ”Selvfølgelig. Robert ringede og fortalte mig det hele. Skal vi ikke gå ind og se på hende?”

Scarletts ivrige blik var et passende svar på spørgsmålet. Hun trådte med Angela ind af døren. Rummet var enkelt, alt lå hvor det skulle, ikke noget snavs overhovedet. Hun vidste af ren erfaring, at bag de store beigefarvede gardiner, gemte der sig nogle vinduer, som ville give hende udsigt over græsplænen og birketræerne, hvis altså ikke gardinerne var trukket for og alt lys var slukket bortset fra uv-lyset. På briksen, under uv-lampen, lå der en kvinde badet i det sælsomme, blå skær. Kvinden havde gyldent hår, der lå perfekt om hendes spinkle skuldre. Hendes læber havde omtrent samme farve som en ny udsprungen rose, og hendes kinder var æblerøde. Hendes øjne var lukkede, hun så fredelig ud, og det næsten lignede, at hun sov, selvom Scarlett dog vidste bedre.

”Er det hende?” spurgte hun dumt.

Angela nikkede. ”Selvfølgelig, hvem skulle det dog ellers være?”

Scarlett studerede kvindens blege ansigt nøje. Hun var stadigvæk unaturlig smuk til trods for, at alt liv havde forladt hende.

Angela afbrød hendes tankegang. ”Jeg aner ikke hvem hun er, aldrig set hende før. Hun har ingenting på sig, der vil afsløre noget. Intet. Hverken pas, dankort eller sygesikringskort… Der skal en mere grundig undersøgelse til for at finde ud af, hvem hun er. Men det mest underlige er brændemærket. Kom og se!”

Angela bevægede sig forsigtigt hen til briksen og skubbede varsomt en lys hårlok om bag kvindens øre. ”Se, på hendes hals!”

Scarlett kneb øjnene sammen og stirrede på det lille halvmåneformede brændemærke, der beklædte kvindens hals. ”Mærkeligt…” sagde hun og fastholdt sit blik ved det. ”Hvor mon det kommer fra?”

Angela rystede på hovedet. “Jeg ved det ikke.”

”Mon det er hendes morder der har gjort det? Og det er da et mord, ikke?” spurgte Scarlett.

”Jo, det er et mord,” sagde Angela uden at tøve. ”Brændemærket er ikke særlig gammelt, kun nogle få timer. Det er omkring samme tidspunkt, hun blev myrdet på. Desuden er brændemærket blevet lavet efter hendes død. Det kunne tænkes, at morderen har kvalt hende og derefter afmærket hende.”

”Åh ja, Robert nævnte godt, at hun var blevet kvalt.”

Angela nikkede bekræftende. ”Se hendes hals. Blå mærker. De stammer uden tvivl fra et reb.”

Scarlett kom i tanke om plastikposen og fandt den frem fra sin brystlomme for at vise Angela det lille hårstrå. “Se, hvad jeg fandt.”

Angela snuppede plastikposen ud af hendes hånd, hvorefter hun tog en pincet og fik fat i hårstrået. Hun lagde det oven på en blå flade og tastede nogle tal ind på sin computer.

SØGER EFTER MATCH, stod der på skærmen. Pludselig stoppede søgningen. Scarlett kiggede med over Angelas skuldre, men kunne ikke se andet på skærmen end en masse tal og nogle farver, som ikke havde nogen sammenhæng for hende, men Angela afkodede det uden problemer.

”Hårstrået stammer fra et reb eller lignende materiale,” sagde hun efter at have studeret computerskærmen. ”Fantastisk! Det kommer sandsynligvis fra rebet, som hun blev kvalt med.”

Scarlett lyste op. Ganske vist havde hun håbet på, at hårstrået stammede fra morderen, hvilket dog næsten ville have været for godt til at være sandt, men at det stammede fra mordvåbnet var også et stort skridt fremad. Pludselig fangede noget hendes opmærksomhed. ”Angela! Angela, se hendes hånd!” Kvindens venstre hånd var knyttet hårdt sammen og man kunne lige ane noget hvidt. Et papir? Et brev? Et spor?  

Angela rynkede panden. ”Mærkeligt…” mumlede hun og forsøgte forsigtigt at vriste den hvide papirlap, eller hvad det nu end var, ud af kvindens knyttede hånd. ”Hun knuger det godt nok hårdt, det er næsten umuligt at få åbnet hånden på hende.”

Til sidst lykkedes det dog, og Angela stod nu med en krøllet, gulnet konvolut i hånden.

”Sådan!” sagde Scarlett anerkendende. ”Skal vi ikke åbne den?”

Angela rystede med et smil på hovedet af Scarletts ivrighed. ”Det er ikke ligefrem, fordi det er meningen, at man skal flå bevismateriale op. Lad du hellere mig om det.”

Forsigtigt åbnede hun konvolutten med et par hvide handsker på og trak et papir, der var foldet på midten op. Hun tog papiret op og glattede det ud.

 

Eggrti egrgrl- ergergja ergerck

Egergktkta ergerg- ekerhe ernferorh egnreen DGCCAC(N)DBCCCI(E)

Ergergde ergkmeror- ergergmeer ergheth-h aegergan

Ergergde ergererr- ergergtevi erghsrthl- htertherthi- thrthrthvæ wthrthergre gergeree-i ergergetg-s ergergerik ergergertke gergergerh trhrthrted

- Tess.

 

Scarlett stirrede længe på bogstaverne, der ingen mening gav. Det eneste hun forstod, var navnet, der var skrevet med spinkel håndskrift, i det venstre hjørne.

Angela rystede på hovedet. ”Sikke noget underligt noget.”

Scarlett undlod at sige noget, hun tænkte så det knagede. ”Tess…” hviskede hun. ”Kvinden, hendes navn er Tess! Hun skulle garanteret give brevet til en eller anden. Nu har vi i det mindste et navn. Jeg er ret sikker på, at det er et kodesprog. Men for at kunne læse det, må jeg først finde ud af, hvilken kode hun har brugt. Det må være noget vigtigt, eller ville det ikke være skrevet i koder. Det har højst sandsynligt noget med sagen at gøre!”

”Scarlett…” begyndte Angela.

Scarlett afbrød hende. ”Vent lidt… Kvinden kan også have modtaget brevet fra en person ved navn Tess. Måske er denne person, som hun muligvis har modtaget brevet fra, morderen!”

Tusindvis af tanker fløj gennem Scarletts hoved. Der var så mange muligheder, og spørgsmål var der nok af.

 

Om aftenen sad hun ved spisebordet og gennemgik det hele i sit hoved.

”Er du ikke sulten?” Williams spørgende stemme afbrød hendes tankegang, og hun drejede langsomt hovedet imod ham. “Du har ikke spist noget.”

Hun trak kort på skuldrene og lukkede atter sine øjne, for sådan tænkte hun bedst. Så var der ikke noget, der forstyrrede hende. Bortset fra William.

”Scarlett,” Han forsøgte igen at få hendes opmærksomhed ved at bruge hendes fornavn. ”Du har været så… Fraværende i dag. Er der noget galt?”

Hun smilede indvendigt, slog øjnene op og mødte hans bekymrede blik. ”Nej… Det er bare arbejde.”

”Hvilket noget arbejd…” begyndte han, men tav brat da hun sendte ham et meget strengt blik.

”Jeg tror, jeg går i seng.” sagde hun lidt efter, da det var gået op for hende, at hun var for træt til at kunne bruge sin hjerne mere den aften.

”Klokken er da kun lidt ti!” Han lød overrasket og kiggede undrende på hende.

Hun trak på skuldrene med et kort smil. ”Vi ses i morgen,” sagde hun bestemt. Hun tog sin tallerken og satte den ud i køkkenet, men undlod at vaske den op – William skulle vel også have noget at lave.

Hun tog sig hverken tid til at børste tænder eller tage tøjet af. Søvnen overmandede hende.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...