Den gave glemmer jeg aldrig

Verden i dag er fyldt med dem. Flygtninge.

7Likes
17Kommentarer
798Visninger

1. Flygtninge

Det første tegn på at nogle havde bemærket det, husket det, lå foran mig. En lille lykkekage med en lilla post-it seddel, der ønskede mig en god fødselsdag. Ingen afsender. Undrende scannede jeg resten af klassens ansigter, men ingen syntes at kigge i min retning. Tiden sneglede sig af sted, og adskillige elever var faldet i søvn bagerst i klassen, før klokken endelig ringede ud til frikvarter. Som en sandstorm væltede de ud af lokalet med en hale af væltede stole og juicebrikker bag sig. Med lykkekagen i lommen spankulerede jeg ned ad den snævre gang.

En lyshåret pige med høj hestehale smilede bredt, da hun passerede mig. Men ud af øjenkrogen så jeg hendes smil stivne, som den facade, det var. Hvorfor overhovedet smile, hvis det var en anstrengelse? Og hvad, monstro, havde forsaget den facade? I denne moderne tid er det åbenbart ikke tilladt at være trist. Alle skal rende rundt som lalleglade succeser og smile, som var de på lykkepiller, hele bundtet.  Men uden fiasko og fejl er der altså heller ikke plads til succes og sejre. Med nød og næppe undgik jeg pigen foran mig. En såkaldt ”læs-gænger”. Håbløst fortabt i et andet univers, fortsatte hun ned ad korridoren, med næsen dybt nede i bogens sider. Hvorfor søger folk tilflugtssted i støvede bøger? Hvorfor flygtede hende pigen fra virkeligheden?

Fortvivlet skubbede jeg døren op ind til biblioteket. Det var det varmeste sted på skolen. De mange stabler af bøger udsendte en følelse af fred og sikkerhed. I yderkanten af lokalet sad en fast stamkunde ved computeren. Aldrig havde jeg i hele min skolegang set hans ansigt. Endnu en flygtning, sukkede jeg. Selv bibliotekets ro og varme kunne ikke bremse den kulde, der løb gennem mig. Jeg halvt-løb halvt-gik hen mod udgangen. En håndsbredde fra dørhåndtaget svingede døren op. En sorthåret dreng trådte ind. Musik i ørerne, uopmærksom og med langt borte øjne. Flygtning. Jeg traskede ud på gangen til en rungende stilhed. 

Hvorfor er verden så krævende? Hvorfor så mange forventninger og idealer? Alle er vel sig selv. Perfektion er stærkt overvurderet. Folk udnævner perfektion som en nødvendighed, i stedet for en bestræbelse. Men hvis alt er perfekt, hvad er der så tilbage at opnå? Fred rejser med accept. Man må acceptere det, man har og kæmpe for det, man vil have. Det nytter ikke noget at gemme sig bag bøger, computerskærme, musik eller falske smil.

Min trøje raslede let, da jeg satte mig ned. Lykkekagen, huskede jeg. Den sprøde skorpe knagede, da den delte sig i to og afslørede en smal seddel. Det er bedre at tænde blot et lille lys end at forbande mørket. Jeg tog musikken, der hele tiden havde spillet, ud af ørerne og lagde den ved siden af bogen. Og mobilen. Hvem var afsenderen? Et forsigtigt smil blomstrede. Den gave glemmer jeg aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...