Langt Ude

Langt ude på landet, bliver de sat af. De lander hos en gammel dame, og nu har de ikke andet for end at vente. Vente på deres skæbne. Hvem kommer først og henter dem? 'Jeg sad med Sisi i hånden og stirrede, på de polerede mahogniborde, hvor der var fint anrettet med kopper med lyserøde roser i kanten. Kanden med te stod og dampede, og brødet lå fint stablet i brødkurven. Sisi, min lillesøster, klemte min hånd så stramt, at hendes knoer blev helt hvide, uden at hun selv var klar over det.' Et Oneshot, inspireret af en virkelig historie.

8Likes
24Kommentarer
1048Visninger

1. Langt Ude

 

Langt Ude

Mia Monika Bellia

 

 

Den morgen hvor alt ændrede sig. Om det var til det bedre, det var så det, jeg var i tvivl om… En ting var sikkert: Vi var langt ude på landet.

Jeg sad med Sisi i hånden og stirrede, på de polerede mahogniborde, hvor der var fint anrettet med kopper med lyserøde roser i kanten. Kanden med te stod og dampede, og brødet lå fint stablet i brødkurven. Sisi, min lillesøster, klemte min hånd så stramt, at hendes knoer blev helt hvide, uden at hun selv var klar over det.

Damen der kom ind med smør og syltetøj i hånden kiggede medlidende på os, mens hun sagde, at nu var der serveret.

”Tak,” mumlede jeg, så høfligt jeg kunne.

Vi satte os til bordet og ønskede, at damen skulle sige noget. Men der herskede kun pinlig tavshed, bortset fra en smule klirren med tallerkner og lyden af franskbrødet der blev smurt med et tykt lag smør. Damen rømmede sig og tog en kridhvid hårtjavs om bag det runkne øre. I det hele taget lignede hendes ansigt et runkent æble. Hendes ansigt var fyldt med folder, og hendes ælde kunne også ses på den måde hun gik på.

”Børn, børn…” hviskede hun og tøvede, ”Hvordan går det til, at I er havnet her hos mig?” 

Jeg kiggede ned på Sisi og sukkede; ”Vores mor satte os af. Jeg måtte finde et sted, hvor vi kunne være, så Sisi ikke skulle sove ude.”

Jeg kiggede ned i skødet og holdt vejret.

”Satte jer af? Hvorfor dog det? Satte jeres mor jer af ude på landet?” skrattede hun hæst.

”Jeg ved det ikke, hun standsede bare lige pludselig og sagde, at vi skulle løbe væk… og aldrig komme tilbage igen.” Jeg aede Sisis hånd der igen begyndte at stramme hårdt til.

”Ej! Hvor forfærdeligt!” udbrød damen, ”Men I er da godt klar over, at I ikke kan blive her, ikke?”

Jeg nikkede, ”Jo, han kommer sikkert og henter os i morgen. Det gør han altid…”

”Han? Hvem han? Altså, skal jeg ikke hellere ringe til nogen, der kan hjælpe jer?” Hendes øjenbryn var helt trukket sammen af medlidenhed og tvivl. Jeg rystede på hovedet, ”Nej, det kan vi ikke… Det må vi ikke, men måske er mor også stukket af. Det håber jeg.”

Hun kiggede på os i en tid og rejste sig så besværligt op, ”Føl I jer bare hjemme… men jeg har ikke så meget legetøj. Prøv at kigge oppe på loftet, der kan det være, der er noget.”

Jeg rejste mig op og hev Sisi med mig op af trappen. Der oppe fandt vi nogle gamle børnebøger, som jeg gav mig til at læse højt. Udadtil virkede jeg rolig og fattet, men indvendig skyllede et hav af følelser rundt og pjaskede mod hinanden i meterhøje bølger. Tænk hvis han kom? Hvad hvis han ikke kom? Vi var langt ude… Langt ude på landet. Og hvad skulle der nu blive af os? Hvis han ikke kom, hvor skulle vi så hen? Vi kunne jo ikke blive boende her.

Igennem gulvbrædderne kunne jeg hører hendes skrattende stemme. Hun talte med nogen…

Men jeg læste ufortrødent videre og forsøgte at forholde mig helt rolig over for Sisi. Hun havde nok problemer at kæmpe med. Hun var trods alt fem år yngre end mig, og det var trods alt noget. Især når man blev udsat for det, vi blev udsat for.

Jeg kunne høre skridt på trappen, langsomt bevægede de sig opad, og damens hvidhårede æblehoved kom til syne.

”Så… Nu kommer der nogen, og henter jer i morgen, så I kan få det godt.” nikkede hun, og så tilfreds ud. Nu havde hun gjort, hvad hun kunne for at hjælpe os, ’Stakkels børn’.

”Er du sikker på det? Skal vi på børnehjem? Og hvad med vores mor, hvad med hende?” udbrød jeg, og mærkede pludselig tårerne pressede sig på og ville ud. Mine øjne blev blanke, og mod min vilje flød mine øjne over.

Damen så helt forfjamsket ud og vidste vidst ikke, hvad hun skulle sige. I hvert fald åbnede og lukkede hun munden et par gange, inden hun begyndte at sige noget.

”Ja, I skal på børnehjem, eller muligvis en plejefamilie, men det skal I ikke spørge mig om. Jeres mor… Ja, det ved jeg ikke. Lad være med at spørge mig om ting, jeg ikke ved noget om.” Hun lukkede øjnene og satte en finger mod tindingen. ”Men I skal sove her i nat, så skal vi ikke gøre det klart?”

 

Vi fik gæsteværelset oppe på loftet med en seng, hvor vi lige akkurat kunne være. Der var et vindue ud til markerne og skoven. Vi lagde lagen på, og hun fandt nogle gamle tæpper, vi kunne have over os. De lugtede grimt af ælde og forrådnelse, men hun havde kun den ene dyne, som hun selv brugte.

Da vi spiste aftensmad, som bestod af: hakkebøffer, kartofler og brun sovs, spurgte damen ind til de misfarvninger og blå plamager, vi havde overalt på vores krop. Måske mest mig, men jeg var også den ældste, så jeg havde flest. Jeg fortalte hende lidt om mærkerne men sagde stammende til hende, at det ikke var det værste.

”Det værste? Jamen kæreste barn, hvad er dog det værste?” spurgte hun bestyrtet,

”Det er ikke noget, man kan se.” hviskede jeg tøvende, og tav.

Senere lå Sisi og jeg i sengen tæt op af hinanden med tæpperne trukket tæt om os og så ud på stjernehimlen. En haltende hund løb over den mørklagte vej, uden at vide hvor den var på vej hen. Bare væk fra vejen og ud på skovstierne.

Jeg kunne se nogle flakkende lys i det fjerne, det var det, hunden løb væk fra. Lyset, byen, mennesker.

”Hvad vil du helst?” spurgte Sisi mig, med sin spinkle barnestemme.

”Hvad mener du?” undrede jeg mig, da det gik op for mig, at jeg vidste præcis hvad hun mente; ”Jeg ville helst være en anden. En med normale forældre der elskede mig og passede på mig. Jeg ville være en normal pige, der gik i skole, en der havde veninder og tog på ferier. Men jeg ville stadig have dig, Sisi.” Jeg kyssede hende på håret, og hun smilede i mørket.

”Også mig. Jeg vil hverken tilbage til ham, men jeg vil heller ikke på børnehjem,”

Jeg kunne mærke, hvordan hele hendes lille krop begyndte at ryste, og hun hulkende ind i min arm. Jeg lagde armene om hende og trykkede hende ind til mig.

”Nu må vi se… ” hviskede jeg, ”Hvem der kommer først og henter os i morgen.”

Hvad ønskede jeg egentlig selv? Jeg ville under ingen omstændigheder tilbage til ham… Det ville ikke vare længe, så ville han også begynde med Sisi, og det ville jeg ikke kunne klare. Men børnehjem? Blive skilt fra mor og måske Sisi? Det var heller ikke til at bære.

Om det var en god ting, at mor havde sat os af var endnu usikkert. Det måtte tiden vise. Gid mor var flygtet … men det skulle være et stort held. Hun underlagde sig ham, det var kun et øjebliks indsigt, der fik hende til at sætte os af.

Ét øjeblik, og mon det var nok?

Kun én ting var sikkert: Vi var langt ude…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...