Leonora

Dette er en fortsættelse af "De Grønne Øjne", som nu bliver udvidet til en serie :i

13Likes
21Kommentarer
1660Visninger
AA

3. Mødet med en tidligere verden

 

Mørket var stadig ikke fuldkomment, men vi løb igennem det, sprang mellem byens tage og himlens stjerner. Jeg nød forårets milde vejr, men vidste at temperaturen snart ville ramme nul. Et hold lysende grønne øjne fór forbi mig – Diego. Ud over Leonora, var han den mest adrætte og jeg var sikker på, at han var den hurtigste.

En mindre skygge fløj forbi mig, over afgrundene mellem husene, et par grønne øjne sad over de buttede kinder – Xander. Hans ansigt var prydet med et af de største smil, han kunne finde frem:

”Fangeleg,” sagde han. ”Jeg har taget Lucas!”

De grønne øjne, som jeg kendte som Xander, forsvandt ud i mørket. Jeg smilede. Jeg havde endnu ikke indrømmet det, men jeg elskede når hans legesyge personlighed satte gang i en natlig omgang fangeleg. Instinkterne overtog fuldstændig min krop, og jeg blev som enhver anden af nattens skygger. Og jeg vidste, at jeg havde en fordel: Mine øjne, modsat alle de andres, var kun halvt grønne. Det var nemmere for mig, at skjule deres lys, at gemme mig. Alle knep gælder, og jeg udnyttede det altid.

 

I mine endeløse spring, anede jeg ikke hvor i byen jeg befandt mig – KUN at jeg var ovenpå den. Og så alligevel… Jeg gik i stå. Mit hjerte var det eneste, som dukkende fortsatte med at bevæge sig. Jeg stod her på et skråtag, midt om natten, og betragtede det, som før var mit hjem. Min mor måtte være derinde. Bekymret. Sørgende. Ødelagt af bekymring og sorg. Først ham, nu mig. Mine øjne føltes som en dæmning, der holdt en flodbølge af vand på afstand. Desværre var dæmningen utæt, og dråber af det salte vand lå i mine øjenkroge.

Jeg anede ikke hvor længe, jeg havde været væk. Sidst hun havde set mig, var jeg lynhurtigt forsvundet ud af lejligheden. Hun havde stået kaldende tilbage i døren, men jeg havde ikke engang kigget tilbage. Og nu var det for sent. Jeg følte mig ikke længere, som en del af den verden. Måske ville jeg aldrig blive det igen. Et stykke af Leonoras dæmon, sat fastfrosset i mine øjne. Jeg kunne ikke vende tilbage til hende, min mor. En dråbe valgte at tage den lange vej end af min kind. Efterlod sig et spor af kulde. En afkrog af mit hjerte føltes underligt tomt.

 

En skygge kom forbi mit synsfelt. Jeg nåede ikke at registrere, hvem det var, men snart havde hendes arme fået fat i mit og revet mig med. Leonora. Tåren på min kind forsvandt ud i natten, og hendes grin varmede mit hjerte. Jeg elskede hende. Nogen havde sat den tanke på ’repeat’ i mit hoved, men jeg havde ikke noget imod det. Jeg elskede hende. Hun var tilfældigt tumlet forbi, havde taget fat i mig, så jeg også tumlede hen af taget. Hun stod lidt forpustet og smilede til mig.

”Hvad så kid, havde du brug for en pause?”

Hun skulle altid drille mig, bare fordi jeg var ”den yngste”. Egentlig havde vi alle sammen ca. den samme alder, men nogen havde bare været det i længere tid end andre.

Irriteret valgte jeg ikke at svare, og et stik af smerte ramte mig igen – min mor, helt alene nu. Mine øjne søgte per automatik tilbage mod lejligheden i den grå blok. Leonora så det, fulgte mit blik. Da hendes utroligt smukke grønne øjne igen vendte sig mod mig, så jeg tristheden sidde deri – hun vidste, hvad jeg tænkte.

”Det skal nok gå,” hviskede hun stille. ”Din mor er stærk. Hun vidste jo godt, at du ikke havde det godt før. Hun har det bedre i tanken om, at du er et andet sted nu. Desuden er du jo bare stukket af! Det gør alle på et tidspunkt.”

Hun smilede stille, prøvede at trøste mit grå hjerte. Det virkede ikke.  Jo, min mor var stærk, men behøvede det virkelig at være sådan her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...