Leonora

Dette er en fortsættelse af "De Grønne Øjne", som nu bliver udvidet til en serie :i

13Likes
21Kommentarer
1669Visninger
AA

5. Endnu en dag i mit liv

 

Leonora puslede ude i køkkenet, havregryn gættede jeg på, og jeg stod på badeværelset, forsøgte at tæmme mit vilde hår. Da min lille morgen-mission syntes umulig, sukkede jeg og opgav – hvilket fik Leonora til at grine, da jeg vendte tilbage til stuen/køkkenet.

”Årh Pjuske, det der hår!”

Selvom jeg burde spille fornærmet, kunne jeg ikke. Hendes latter føltes som solskin, og jeg kunne ikke holde smilet tilbage.

Hendes hånd rakte ud imod mig, fandt som altid min underlige frisure, og gjorde den om muligt endnu mere pjusket. Hendes nærvær fik hele min krop til at slappe af, men hun fik også mit hjerte til at slå underlige rytmer. På det lille runde bord i køkkenet stod to dybe tallerkner, en liter mælk dekoreret med blomster og halvtømt pakke havregryn. Da vi havde sat os, og min sjæl var fyldt med glæde over hendes tilstedeværelse, gik døren pludselig op.

”GODMORGEEEEN!”

Jeg sukkede irriteret og behøvede ikke at dreje hovedet for at regne ud hvem dét var.

Xander.

Af en eller anden grund, kom han her ret tit. Efter min mening, alt for tit.

Jeg sukkede igen, bare lige for at udtrykke, at det her var ufedt.

”Godmorgen, godmorgen, godmorgen, godmorgen, der er bare helt fantastisk vejr udenfor, solen skinner, himlen er helt fantastisk blå, alle de små fugle synger, og ved i hvad, her til morgen, den der rede udenfor mit vindue, æggene de klækkedes i dag og det var så fantastisk, fugleunger er bare noget af det bedste…”

”Godmorgen Xander,” smilede Leonora.

Jeg var lykkelig over, at hun endelig afbrød ham. Når den dreng først åbnede munden, kunne han fandeme snakke for evigt. Nogle gange overvejede jeg, om han havde mindre brug for ilt end alle os andre: Han trak jo knap nok vejret når han snakkede. Jeg smilede. Endnu en dag var begyndt.

 

Før alt det her, anede jeg ikke hvad dæmoner foretog sig. Jeg vidste ikke engang, at dæmoner fandtes, og jeg bryder mig stadig ikke om ordet. Det er helt forkert. Nu, hvor jeg vel egentlig selv var en af dem, eller i hvert fald halvdelen af mig var, anede jeg stadig ikke hvad dæmoner foretog sig.

”Hej.”

Diego var kommet hen til mig, og afbrød mig nu i min tankestrøm – alt om dæmoner forsvandt ud af mit hoved. Fra mit hyggelige sted under træet, kiggede jeg undrende op på ham. Hvad ville han?

Han satte sig ned ved siden af mig, kun på hug, som ville han snart gå igen. Vi sad og kiggede begge ud på de andre.

 I anledningen af det, som måtte være forårets første sommerdag, var vi taget i skoven. Og her, inde midt i den, eller hvor vi nu var, lå der så åbenbart en sø. En sø, som kunne underholde dem alle sammen. Jeg smilede over dem. Leonora pjaskede vand på Xander, som hvinede op. Lucas, eller Luca som han var blevet døbt i Frankrig, gjorde sit bedste for at undgå pjaskeriet, men alligevel stikke fødderne i vandet og kigge på små fisk. Aiden med alle sine dreadlocks hang på hovedet i et træ som rakte langt ud over søen, James havde, som altid, tralvt med at kigge ned i sin bog. Inden jeg nåede at tænke ordene, hørte jeg dem fra Diegos mund:

”Vi er lidt som en stor familie.”

Han drejede hovedet over imod mig. Selvom jeg fornemmede hans glæde, smilede han ikke. Jeg tror aldrig jeg havde set ham smile.

”Ikke?”

Jo, der sad et smil. Lige lidt til venstre, gemt inde i hans grønne øjne.

Min ene mundvig bevægede sig let op til et af de mindste smil, jeg kunne præstere.

Én stor familie.

Eller hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...