Leonora

Dette er en fortsættelse af "De Grønne Øjne", som nu bliver udvidet til en serie :i

13Likes
21Kommentarer
1711Visninger
AA

4. En tur gennem natten og lige "hjem"

 

Leonoras hånd trykkede min og trak mig videre gennem natten. Mens min krop var sat på autopilot i stjerneskæret, bevægede mine tanker sig mod gymnasiet. Jeg var blevet smidt ud. Ikke mærkeligt. Selv dengang jeg faktisk ”gik” der, havde jeg ikke været der. Ikke sådan rigtigt. Men nu var jeg så blevet smidt ud. Ikke at jeg var mødt op, selvom jeg så stadig var elev. Jeg var jo stukket af. Havde valgt et helt andet liv nu.

”Hold øjnene åbne kid,” hviskede Leonora, og trak mig tilbage til min uvirkelige virkelighed. ”Jeg kan høre nogen.”

Lucas. Jeg vidste med det samme, at det var Lucas. Ingen havde sådan nogle tunge larmende skridt som ham. Jeg smilede skummelt. Tog et spring og befandt mig pludselig på toppen af elevator skakten, som befandt sig to meter over taget. Jeg så Leonoras grønne øjne spejde efter mig. Et kort øjeblik smeltede mit hjerte, men så kom opmærksomheden tilbage til mig igen. Lucas. Hans tunge skridt bevægede sig tomt omkring under mig. Lydløst krøb jeg rundt, skjulte det afslørende grønne i mine øjne. En skygge fór frem fra mørket og en krop ramte mig tungt og voldsomt. Jeg trimlede ud over kanten af elevatorskakten, ned på det flade tag under, nåede lige at undre mig over hvor Leonora var blevet af, inden jeg faldt ud over tagets slutning. Den åbne vej lå langt under mig, jeg kunne høre bilerne, og mine hænder havde hurtigt grebet om kanten. Et par grønne øjne hang over mit ansigt og en enkelt ord formede sig under dem:

”Fanget.”

Han forsvandt.

Chokeret hev mine lunger efter luft og mit hjerte galoperede. Jeg ville aldrig kunne forstå, hvordan Lucas kunne bevæge sin store tunge krop så hurtigt. Aldrig. Med en kraftanstrengelse hev jeg mig op. Mine arme rystede. Min krop rystede.

Nå. Er det sådan vi leger?

Jeg smilede og jeg rejste mig op. Rettede mig op. Følte mig som konge. Natten var nu fuldendt.

 Lucas. Xander. James. Aiden. Diego. Leonora.

Pas på. Det er mig der tager.

 

Som blommen i et æg vågnede jeg, totalt omgivet af… ja, hvad egentlig?

En dyne. Panisk fik jeg kæmpet mig fri af dynen, som tilsyneladende havde prøvet på at æde mig. Forpustet så jeg ud af det store vindue lige foran mig. Solen første stråler brød igennem vinduets tynde glas, og lyset fik mig til igen at gemme mig under dynen. Læderet under mig klistrede sig nærmest til min krop. Hvor var det nu lige jeg var?

Hos Leonora. Ja. Jeg boede midlertidigt her.

Jeg sank dybt ned i sofaen. Leonora. Jeg sukkede. Hun ejede størstedelen af mit selv og hele mit hjerte. Jeg vidste endnu ikke om det var smart. Jeg forstod ikke om det var dæmonen i hende, eller om det var ren… ja, kærlighed virker så stort og dumt, men noget i den dur. Jeg sukkede igen. Mit liv var noget rod. Og selvom jeg ikke havde troet det muligt, var det nok endnu mere rodet nu, end før.

Mine øjne sveg efter en alt for lang nat med alt for lidt søvn. Også min krop var udmattet. Alligevel vidste jeg, at min natlige aktivitet var godt for mig. Godt for et eller andet, for hele mit sind føltes så opløftet efter et godt løb. Måske var det med til at holde mareridtet væk.

Jeg gøs.

Endelig var de væk. Det havde været så forfærdeligt. At opleve… ”dét” igen og igen. Én gang var mere en nok. Hvor ville jeg have ønsket, at han var blevet hos mig. Et billede af Leonora sneg sig ind i min tankerække. Hun havde haft noget med det at gøre. Ikke? Havde hun? Det hele var så tåget. Et lyn af hovedpine ramte mig, forhindrede mig i at grave mere i min hukommelse. Verdens smukkeste stemme sang til mig gennem dynens beskyttende lag.

”Godmorgen kid.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...