Leonora

Dette er en fortsættelse af "De Grønne Øjne", som nu bliver udvidet til en serie :i

13Likes
21Kommentarer
1720Visninger
AA

2. En dæmon

 

Jeg elskede en dæmon.

En løgnagtig besnærende dæmon, som herskede over natten.

En dæmon, som havde dræbt min bror. Min tvilling, min anden halvdel.

En dæmon, som ved det mord, havde ødelagt hele mit liv.

Jeg elskede en dæmon.

 

Jeg sad på taget i forårets tidlige varme. Smilede stille, nød at vinden blidt legede med mit hår. Stjernerne var så småt begyndt at dukke op på Leonoras nattehimmel. Jeg var overbevidst om, at Xanders evige snakken kunne høres over hele byen.

”…og så kom bjørnen bare lige imod mig, sneen væltede ned fra himlen og jeg kunne næsten ikke se den, men den brølede vildt højt, jeg var så bange for at den skulle angribe mig…”

Det fik mig til at smile endnu mere. Han snakkede hurtigt og konstant, var altid super energisk og glad hele tiden. Desværre var det som om, han ikke forstod andres grænser, så vi blev tit trætte af hans evige aktivitet.

”AV!”

Jeg grinede. Selvom jeg sad med lukkede øjne og nød forårsvinden, var det ikke svært at gætte hvad der var sket: Lucas havde slået ud efter Xander og, efter lyden at dømme, ramt.

”Ti stille.”

Rigtig gættet – det var Lucas der nu havde fået nok. Hans dybe monotone stemme var ikke til at tage fejl af. Lucas sagde aldrig ret meget, kun korte præcise sætninger om hvad han ville, syntes, eller hvad han mente andre skulle gøre. Han gjorde generelt ikke særlig meget andet, end at være stor, stærk og tavs. På trods af at de to var hinandens totale modsætninger, var de bedste venner. Eller, det var min opfattelse i af dem i hvert fald.

En krop satte sig ned ved siden af mig, og jeg åbnede overrasket øjnene – jeg havde ikke hørt skridt på betontaget.

”Jeg joiner dig lige kid,” smilede hun.

Leonora. Jeg elskede hende over alt andet, men var stadig ikke sikker på, at hun vidste det. Hendes grønne øjne lyste op, da jeg smilede. Jeg lænede mig igen tilbage mod elevatorskakten, som gik helt op over tagets flade gulv. Følelsen af hende, der nu sad ved siden af mig, fik mit hjerte til at flyve som en sommerfugl.

Jeg kiggede rundt i den tidlige nat, og så James sidde i det lette mørke. Et stik af jalousi ramte mig, da jeg så ham, som havde kendt hende længst. Selv efter hendes udtalelse om, at han bare føltes som en bror, kunne jeg ikke glemme de følelser han havde beskrevet. De beskrivelser, som stod i den ældgamle bog, han også skrev i nu. Bognørd.

Aiden, som havde en meget udtalt hollandsk accent, kom i gyngende gang hen imod os, med alle hans dreadlocks flagrende om ansigtet. Han var den ultimative 80’er hippie, og ville altid have at alle skulle elske alle. Hvilket langtfra virkede hele tiden.  

”Hva’ så, nyder man den tidlige nat, eller skal vi snart ud og løbe,” spurgte han med henblik på Leonora.

”Det ved jeg ikke Diego, det ved jeg ikke,” smilede hun.

Hun nød dét at sidde her, ligeså meget som jeg gjorde. Aiden kiggede opgivende over på Diego, som havde optaget lederrollen i vores lille gruppe. Han bar briller og havde evnen til at få ro over os alle sammen. Han gav Aiden et lille nik:

”Ja, vi løber nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...