Isabelle's Dagbog

Det her er min indbydelse til Tidens Stemmer konkurrencen. Den foregår i en post-apokalyptisk verden, og den følger en lykkejæger der udforsker en gammel bunker, hvor han finder en dagbog der ca. er 150 år gammel.

4Likes
1Kommentarer
963Visninger

1. Tidens Stemmer

Kl. 13.27

Dag 98 - 72 E.K.

63 km udenfor Dubai biodomen

 

“Kan du ikke skynde dig lidt? Det er pissevarmt herude!” klagede Daniel sig over radioen.

Steffen smilede for sig selv og kløede sig lidt i skægget, og svarede så; “Det er en ørken, Daniel. Selvfølgelig er det varmt.” Så løftede han igen maskingeværet imod den mørke korridor, for imens Daniel sad ude i dune buggyen, så gik Steffen igennem de mørke gange af en 72 år gammel bunker som var blevet brugt til forskning.

De to danske drenge var begge opvokset i Københavns undergrundsbaner, men havde ønsket et liv uden for kolde Danmark, et liv med fare og et liv med eventyr. Det havde vel nærmest været uundgåeligt at de to knægte ville ende som lykkejægere.

Lykkejæger var ihvertfald hvad de fleste danskere ville kalde dem. Hvis man talte engelsk (og det gjorde de fleste), så ville man kalde dem for tomb raiders eller mercenaries, eller assassins, eller guns for hire, eller hvad de nu ellers kunne finde på. For Daniel lå udtrykket ‘lykkejæger’ godt i munden. Steffen kunne bedre lide ‘eventyr kapitalist’. Men det var jo kun når de var i Danmark, hvilket ikke var så tit nu om dage. De havde forladt deres hjemland da de blev 18, og det var fem år siden nu.

I starten så havde de stået i lære til at blive seekere. Egentlig så hedder det SEKER, og det er en forkortelse, som står for Stealthy, Elite, Kindgom Enforcing Rangers. Kort og godt så er SEKERne verdens bedste elitesoldater, kombinerede med barmhjertige samaritanere. Organisationen var global, og hver seeker operere uafhængigt. Nogle holder sig til storbyer hvor der er meget brug for hjælp. Andre holder sig til landet hvor der er lige så stor brug for dem. Men uanset hvor de er, så er det en fryd for et samfund når en seeker kommer forbi, for det betyder at de har en problemløser - uanset hvad problemet er - som ingenting kræver for deres ydelser.

Daniel og Steffen havde været ivrige i deres træning, men da det kom til at hjælpe folk af deres gode vilje kneb det, så drengene havde valgt at springe fra træningen efter to år, og på de to år havde de lært så mange kampkunster at man skulle tænke sig om flere gange hvis man ville krydse dem.

Og det var hvad der havde bragt dem hertil; en videnskabsmand i Dubai biodomen havde hyret dem til at finde noget han ledte efter, og hans informationer fortalte ham at det han ville have lå i denne forladte bunker.

Mens Steffen fortsatte ned af gangen med maskingeværet rettet foran sig, så talte han igen ind i headsettet.

“Det var dig der absolut nægtede at gå herned, så hvis du vil, så vil jeg med glæde blive lidt solbrændt mens du udforsker gamle og mørke bunkers.”

“På den anden side, så er det jo ikke sådan at man tager skade af lidt ekstra sol” svarede Daniel så kækt igen.

Sådan gik mindst en halv time hvor Daniel enten klagede eller hoverede og hvor Steffen gik igennem de mørke gange. Og der gik endnu en halv time, og endnu en efter det, og det gik langsomt op for Steffen at dette ikke var en højt avanceret bunker for videnskabsmænd. Det var blot en bunker som var blevet brugt som tilflugtssted da krigen brød ud.

“Vi har et problem her Daniel...” Sagde Steffen varsomt ind i mikrofonen.

“Prøv med to problemer” svarede Daniel hurtigt. Der var megen skratten fra hans side af radioen.

“Hvad sker der deroppe? Signalet virker svagt!” spurgte Steffen med hævet stemme.

“Vi har en sandstorm på vej heroppe!” lød et højt svar fra overfladen. “Jeg er nødt til at tage buggyen med tilbage til biodomen!”

“Sku da ikke uden mig spade!” råbte Steffen ind i mikrofonen mens han begyndte at gå tilbage ad den vej han var kommet.

“Det er jeg nødt til! Du har været dernede i flere timer. Du kan ikke nå op i tide! Og hvis jeg søger ly i bunkeren, så bliver buggyen taget med af stormen!”

Steffen kunne mærke raseriet syde. Han havde lyst til at skyde et eller andet. Hans næver knyttede sig sammen og ramte cement muren før han indså det. Da han så at der var kommet en bule i væggen, kunne han ikke andet end at føle sig en lille smule stolt.

“Fint. Men Daniel! Du har bare at komme tilbage så snart den fucking sandstorm har lagt sig!” råbte Steffen igen ind i sit headset.

“Selvfølgelig gør jeg det bro, men jeg- nød til... Sandstorm-” og så røg signalet.

Steffens knyttede næve ramte væggen igen, men denne gang med vilje.

Ved en stemmekommando viste hans håndledscomputer en holografisk visning af bunkeren. Det blå lys viste hele bunkeren i 3D, og Steffen besluttede sig for at gå til den nærmeste sovesal.

Der gik sikkert kun et par minutter, men i mørket føltes det som timer, dog nåede Steffen endelig frem til sovesalen. Det første der slog Steffen var den forfærdelige lugt af råddent kød.

Da lygten fast gjort til maskingeværet lyste ud i hjørnerne, så Steffen at der ikke var nogle. Det var egentligt mærkeligt at der slet ikke var nogle mennesker i hele basen. Ikke engang lig eller skeletter.

Der var omkring 100 senge i den store sovesal, 50 på hver side, og til hver seng var der et lille natbord, og Steffen smed sig automatisk i den nærmeste af sengene. Der ville mindst gå ti timer før Daniel ville komme tilbage.

Han prøvede at få lidt søvn, men det var umuligt. Steffen blev ved med at ligge og vende sig i en evighed. Da han endelig indså at han ikke kunne sove, så kiggede han sig lidt omkring. Inde i en af skufferne i natbordet ved siden af sengen, fandt han en lille læderindbundet bog. Det var ikke så tit at Steffen var stødt på en bog siden alt var digitalt nu om dage. Han tog lygten fra maskingeværet og lyste ned på bogens første side.

 

12-10-2023

Siden at krigen sluttede, så syntes jeg at det var vigtigt at nogle ville vide hvad der skete i bunkere som den her. Så lad mig starte med at forklare hvem jeg er;

Mit navn er Isabelle Aviv, og før vi kom herned, så var jeg en spion for den israelske efterretningstjeneste Mossad. Jeg er i dag 28 år og verdens ende skete for tre uger siden.

I modsætning til hvad de fleste teorier lød på, så blev Tredje Verdenskrig ikke udkæmpet med atomvåben, men snarere biologiske våben. Det er derfor vi er under jorden nu, fordi Korea brugte Century virussen.

Ikke nok med at den virus spredte sig til hele kloden, den havde også uforudsete bivirkninger på ofrene. Hvis en mand var kommet op til mig for et år siden og sagt at zombier en dag ville være øverst på denne planet, så ville jeg have grinet af ham.

 

Sådan lød den første side i Isabelle’s dagbog. Efter blot den ene side, så vidste Steffen hvor meget sådan en bog kunne betyde, og hvor meget nogle mennesker ville betale for den. Der var samlere i biodomerne som ville betale en fuldstændig urimelig stor bunke penge for at eje en dagbog der var skrevet i ugerne efter krigen.

Han kendte et par stykker som ville være særlig interesseret når de fandt ud af at dagbogen var skrevet da man stadig kørte efter den Gregorianske kalender i stedet for den Nye kalender. Den nye kalender blev sat i værk et eller andet tidspunkt i slutningen af det 21. århundrede og så talte man E.K. som betød ‘Efter Krigen’.

 

15-10-2023

I dag er torsdag. Det betyder ikke så meget. Det kunne ligeså godt være mandag, tirsdag, onsdag eller fucking fredag. Det kan ikke være lørdag eller søndag, for det ville betyde en fridag.

Ikke at det betyder noget. Jo, for de fleste andre hernede i ’Kernen’ som vi kalder det (jeg aner ikke hvorfor). Det betyder noget for en civil ingeniør som har været vandt til at arbejde fra 8-4, mandag til fredag. Men i Kernen er der altid et problem, altid noget der skal repareres, og vi er alle en familie nu, og vi hjælper alle sammen.

Så det faktum at der ikke er fridage betyder noget for civil ingeniøren og bartenderen og advokaten. Ikke for spionen, for når man crasher i en lejlighed i Paris, med en kugle i armen og ved at der er en gruppe russiske spetsnaz elite soldater efter en, så skal du ikke gå ud fra at de lader vær med at henrette dig bare fordi at det er søndag.

Jeg er nød til at gå, der er lige sprunget et vandrør nede i sektor 13.

 

Steffen brugte et par timer på at læse Isabelle’s dagbog. Det vidste sig at det kun var i starten at alle var en stor glad familie i Kernen. Efter et år var der allerede en kriminel ’underverden’ iblandt de 11.267 beboeren i Kernen. Der var i alt 20 sektioner i Kernen, men kun 15 af dem var til beboelse, og ud af de 15 var det kun 12 som faktisk blev brugt.

Hver af de 12 sektioner havde en sherif som skulle holde freden og fange forbryderne. Problemet var bare at folk stadig hang sig selv i det gamle samfunds regler, så de krævede retssager. Uheldigvis så var alle kriminelle ikke lige nemme at dømme. Så derfor havde de Isabelle.

 

4-12-2024

Det er december. Den fjerde. Søndag for at det ikke er løgn. Der er nogle tyskere i sektor 3 som fortalte ungerne om Advent. Det er i dag.

Egentlig er jeg jøde, men jeg kan ikke lade vær med at smile da børnene begyndte at hænge dekorationer op. Det er også en af grundene til at jeg sagde ja til Jacks spørgsmål.

De mennesker hvis eneste formål i denne verden, er at gøre det til et helvede for os andre, de fortjener ikke at gå frit omkring. Dem som vi ikke kan gå rettens vej med fordi de enten er for godt forbundet, eller fordi de terroriserer alle der bare tænker over at vidne imod dem, de fortjener ikke engang at leve.

Den første som Jack har udpeget er Yang. Åbenbart var han en del af den japanske Yakuza bande. Nu koger han meth nede på level 14.

Han skulle have været for retten for en uge siden, men kronvidnet i hans sag blev korsfæstet før sagen kom for retten. Hun var en pige på 14. 14 år, og hendes liv ender fordi hun tilfældigvis så Yang skære halsen over på en af hans pushere.

Jeg har hidtil tøvet med at skrive det ned heri. Dels fordi at hun kun var et tilfælde ud af mange. Men mere fordi at jeg ikke kunne få mig selv til at sætte uhyrligheden på papir. Men nu er det nødvendigt.

Den aften var jeg ovre ved Jack. Vi havde lige elsket da vi hørte skriget. Jeg har aldrig set en mand komme så hurtigt i tøjet efter et knald. Jeg var heller ikke langsom selv. Der var stadig høje skrig da vi løb ud af hans kontor/bolig.

Ekkoet af skriget kunne sikkert høres i hele sektoren, og måske på dem der lå oven- og nedenunder.

Da vi endelig nåede frem, så var der en stor menneskeskare. Med lidt besvær banede vi os igennem pøbelen, kun for at se et syn der siden har nægtet at forlade min hornhinde.

På det kolde gulv var der en kvinde som græd og skreg mens hun kiggede op på sin døde datter. 14 år, med lang mørkt hår. Den stakkels pige var nøgen og sømmet fast til at kors. Hendes krop så forslået ud, som om man havde sparket og slået til hende da hun stadig var i live. Sømmene var gået lige igennem håndleddene og fødderne, og så var hendes hals skåret over så næsten hele hendes krop var dækket i hendes eget blod.

Doktor McCoy konkluderede at pigen også var blevet voldtaget af mere end en person på samme tid og efter havde de skåret hendes tunge over. Vigtigst af alt: så havde hun været i live mens det hele skete. Det var kun efter voldtægten og korsfæstelsen at man havde skåret hendes hals over for at stoppe hendes lidelse.

Budskabet var klart: Alle der taler, dør.

Hendes navn var Tashla Abdul.

Imorgen aften, så skal svinet dø.

 

Selvom at Steffen sammen med Daniel havde begået mange forfærdelige forbrydelser, så skræmte livet i Kernen Steffen. De ting som folk gjorde imod hinanden var ikke menneskelige.

Han læste de uhyggelige detaljer om hvordan Isabelle skar halsen over på Yang’s håndlangere, og hvordan hun korsfæstede Yang på samme sted hvor pigen, Tashla, var fundet død. Hun havde dog barmhjertigheden til at have dræbt ham før hun statuerede et eksempel med hans lig.

Mens han læste igennem dagbogen, så fandt Steffen ud af at Isabelle havde været en skarpskytte, en sniper. Det var det der fik hende rekrutteret til Mossad: fordi hun var den bedste sniper i den israelske hærs historie. Så til daglig sad hun i tårnet.

Kernen var nemlig bygget delvist ind i et meget lille bjerg som var 30 meter højt, og ovenpå bjerget var der bygget et udkigstårn som stak en yderligere 10 meter over bjerget. Isabelle havde privilegiet af at sidde oppe i tårnet og nyde den friske luft. Hendes job var at se hvad der skete udenfor bunkeren, og der skete ikke meget.

 

24-3-2026

Der nu gået 448 dage siden jeg dræbte Yang. Jeg fortryder det stadig ikke. Jeg fortryder heller ikke de ti andre mænd som jeg har dræbt. Tobias Kane. Rajesh Bhatt, Timothy Dall, Kareem Said, Carlito Trejo, Jonathan Rooney, Raoul Hill, Jaz Hoyt, Dean Winters og den seneste; Damien Keefe.

Jeg har ikke fortrudt en eneste af dem. Heller ikke selvom halvdelen af Kernens beboere mener at det jeg gør er selvtægt, og bør stoppes.

Officielt så kender ingen af sherifferne noget til hvem det er der rydder op i underverdenen, og heldigvis, så tror befolkningen på det bavl.

Jeg sagde at jeg dræbte Damien. Men det ved du jo ikke er sandt. Røvhullet nægtede nemlig at dø, så nu er han i et koma, og jeg ber til at det varer for evigt. Det svin er fandme et af de værste mennesker jeg nogensinde... Nej vent, det er ikke korrekt. Damien Keefe kvalificerer ikke som et menneske. Man er nemlig nød til at have en sjæl for at være et menneske.

Efter at jeg nedbrød hans organisation, så har sherifferne lært noget mere om den. Som du jo ved, så var Damien leder af de Tre-Hornede Djævle. Jeg er ikke sikker på om manden selv var satanist eller om han bare brugte satanismen til at manipulere hans håndlangere med. Ihvertfald så var gruppen kriminelle, satanister og sadister. For ikke nok med at de spredte død og lidelse blandt befolkningen i Kernen, men de nød det sku også.

Jeg er opdraget som jøde. I hjemlandet. Jeg har hele mit liv troet på Gud... Men... Efter det her, så er jeg ikke så sikker længere. Ikke engang når jeg kigger på solen her i tårnet. Som en af de få beboere i Kernen kan jeg faktisk se den RIGTIGE sol. Ikke bare den som der bliver vist på skærmene for at folk ikke glemmer hvordan den så ud.

Jeg kan huske dengang jeg var en lille pige i Jerusalem. Jeg tegnede altid solen oppe i højre hjørne af mine tegninger. Som om at den kun var et sted. Og når det så blev nat, så var det en måne som erstattede solen. En cirkel hvor der lige var taget en bid af. Det var nemlig sådan en måne så ud. Og solen havde altid gule stråler omkring den.

Jeg var nede i en af børnehaverne forleden hvor en af mine veninder arbejder. Børnene tegnede, men der var ikke nogen sol i deres hjørne. Baggrundene på tegningerne var mørke, men der var heller ikke nogen måne. Ingen cirkel hvor der mangler en bid. Ingen sol med gule stråler omkring sig. Jeg ved ikke hvorfor, men da jeg så det, så var det som om at verden virkelig var gået under.

Jeg har ikke grædt siden jeg var 16 år og fandt ud af at min bror var blevet dræbt. Men de tegninger fik mig til at græde. Også selvom at resten af tegningen repræsenterede glæde.

 

1-4-2026

Jeg sidder her igen. Tårnet. Men i dag er der en ændring. Jeg har nemlig fundet noget som jeg har tænkt mig at holde for mig selv. En gammel og brugt iPod. Fra dengang hvor Apple var store. Selvfølgelig så var batteriet løbet tør, men der var også en oplader med.

Jeg har lyttet til den hele dagen. Og selvom der er mange glade sange, så er der en sang som jeg ikke kan lade vær med at lytte til. Den hedder Hurt. Ifølge displayet så hedder manden som synger Johnny Cash.

“I hurt myself today, to see if I still feel. I focus on the pain, the only thing that’s real.” Den sætning fanger mig. Jeg kan nemlig huske at jeg havde det sådan efter at have været ved Mossad i nogle år. Men så endte verden, og så skubbede jeg følelsen væk, for der var andre der havde brug for min hjælp. Der er stadig folk som har brug for min hjælp, men den følelse er der igen.

Hvad hvis at jeg, ved at slå disse mænd ihjel, har ofret min sjæl? Er det det værd? Jeg beskytter Kernens befolkning. Men jeg slår ihjel. Jeg tager liv for at beskytte liv. Lyder som et fundamentalt paradox.

Aj, jeg er nød til at stoppe med at tænke over sådan noget.

Jeg må ihvertfald lade vær med at skrive det ned. Sådan nogle store spørgsmål kan virkelig fucke med ens syn på livet, og det sidste jeg har brug for er et fucked up syn på min tilværelse.

 

2-4-2026

Dette er sidste gang jeg vil komme ind på om det er etisk korrekt hvad jeg har gjort siden den fjerde december 2024. Jeg ved at jeg kører meget i det, men det er fandme et vigtigt spørgsmål, og jeg er endelig nået frem til en konklusion:

Jeg ved at jeg gør det rigtige, og hvis det så koster mig min sjæl, og måske dømmer mig til en evighed i hades, så må det være sådan. Og til dem der mener at jeg gør det forkerte, ja til dem kan jeg kun sige dette: Jeg vil aldrig kunne overbevise dig om at jeg gør det rigtige, for hvis du tror på det jeg gør, så er intet argument nødvendigt, og hvis du ikke gør, så er intet argument nok.

Nu hvor det så er af vejen, vil jeg fokusere min tid i tårnet på mere mundane ting. Som f.eks. hvorfor fanden der er faldskærme heroppe.

 

Det noterede Steffen sig. Den sætning kunne jo overføres til alle de spørgsmål som er større end livet. Hvis man tror på noget, så er intet bevis nødvendigt, og hvis man ikke gør, så er intet bevis nok.

Han kiggede på sin håndledscomputer. Der var nu gået ti timer siden at Daniel tog tilbage til Dubai.

Steffen læste lidt mere af dagbogen, da han hørte en frygtindgydende lyd. Det var en grynten af en art. Det var en dyb stemme som lød som om den gnaskede i et eller andet. Alle de mennesker som var opvokset udenfor en biodome ville kunne kende den lyd.

Hurtigt så slukkede Steffen lygten og rejste sig med maskingeværet rettet imod døren.

De første sekunder var paniske, for efter at have kigget i bogen ved hjælp af lygten, så var hans øjne ikke vant til mørket, og imens Steffen gned sig i dem, i håbet om at de hurtigere ville vende sig til mørket, så kom lyden af den sultne zombie tættere på.

Den uhyggelige lyd gav et ekko igennem gangen udenfor sovesalen.

Steffens syn havde ville endelig tillade ham at se i mørket, og han kunne lige ane en uhyggelig skikkelse som viste sig i døren. Det så ud som om at den skulle til at gå videre, men så stoppede den lige ved indgangen. Langsomt vendte den sig imod den mørke og næsten tomme sovesal.

Steffens krop fortalte ham at han skulle løbe, men han vidste bedre. Det her var grunden til at der ikke var nogle lig eller skeletter i Kernen. De var allesammen blevet ofre for Century virussen som Isabelle kaldte den. Og hvor der er en zombie, er der garanteret flere, specielt i gamle bunkere som denne.

Så Steffen havde en mulighed: han måtte neutralisere fjenden på en måde så den ikke kunne tilkalde andre. Helt simpelt, så måtte han dræbe zombien på en stille måde så den ikke skreg. Hvis den skreg, så ville ekkoet sørge for at alle zombier på hele niveauet kunne høre det. Det var nu at han fortrød beslutningen om ikke at udruste maskingeværet med en lyddæmper.

Så lydløst som muligt, sænkede Steffen maskingeværet til sin side, og trak i stedet den kniv som sad fastspændt på hans lår ved siden af håndpistolen.

Han sank en spytklat mens at zombien slæbte sine tunge fødder ind i rummet. Den var nød til at slæbe sig fordi at dens ene fod var brækket. Udover lyden af den brækkede fod, så kunne man kun høre dens snusen. Det måtte være det der havde bragt den ind i sovesalen, og det var det som nu bragte den tættere på Steffen.

Den eneste grund til at den ikke bare var sprunget på ham, var at den ikke var sikker på om han var der, for i løbet af de ti timer, så havde Steffens lugt blandet sig med stanken af råddent kød. Men det stoppede ikke zombien, det var bare et fartbump, og den kom stadig nærmere.

Steffen var trænet til at tænke hurtigt i sådan nogle situationer, og han vidste med det samme hvad han ville gøre, han skulle bare vente på at den var tæt nok på.

Han sank igen mens zombien nåede tættere på. Da den kun var en meter væk, så slog Steffen til! Han trådte et hurtigt skridt frem og angreb med to hurtige bevægelser. Først skar han halsen over på dødningen så den ikke kunne skrige, og derefter begravede han kniven til skæftet i dens tinding.

Steffen greb den nu livløse krop for at forhindre den i at lave et bump når den ramte det kolde gulv af metal. Så placerede han dødningen på den seng han havde tilbragt de sidste mange timer på.

Maskingeværet blev igen peget imod døren. Sådan blev Steffen stående i et par minutter for at sikre sig at der ikke var andre i nærheden. Derefter bragte han sin håndledscomputer op. Steffen slog hologrammet fra og kiggede på den relativt lille skærm. Han brugte også det indbyggede tastatur fordi han ikke turde tale.

Steffen fik computeren til at scanne efter livstegn i nærheden, og til at søge efter den hurtigste vej til udgangen. Det var imens computeren arbejdede at Daniels stemme pludselig dukkede op i hans headset. “Hva så Steffen? Er du stadig nede i bunkeren?”

Steffen blev så forskrækket at han næsten sprang et skridt tilbage.

Han turde stadig ikke sige noget, så han tastede en besked ind på computeren som blev sendt til Daniels computer: ‘Har ikke tid til dit bullshit. Der er zombier hernede.’

Et par sekunder gik, så kom Daniels stemme igennem igen. “Jeg er på vej ned efter dig!” sagde han mens man kunne høre et maskingevær der blev ladt i baggrunden.

‘FOR GUDS SKYLD NEJ!’ skrev Steffen hurtigt til sin makker.

“Hvorfor fanden ikke?”

‘Fordi jeg ikke har tal på hvor mange der er, og jeg har en bedre chance for at snige mig ud end VI har for at skyde os ud.’

Det lød som om Daniel slog til et eller andet oppe på overfladen. “Fint! Hvad er planen så?”

Steffen tjekkede på computeren. Den viste flere forskellige ruter igennem, men de ville allesammen føre ham igennem et utal af smalle korridorer hvor han ville være fanget hvis han stødte ind i flere zombier. Han tænkte et sekund. Så fik han en ide.

‘Kan du se tårnet på toppen af bjerget?’ skrev Steffen.

“Ja. Hvorfor?”

‘Tror du at man kan tage et faldskærmsudspring deroppe fra?’

Der gik et minut hvor Daniel overvejede det spørgsmål. “Det bliver en lidt hård landing, men det kan lade sig gøre. Har du en faldskærm?”

‘Der er nogle oppe i tårnet’ skrev Steffen, selvom han vidste at det var 150 år siden at faldskærmene var der, og at de muligvis var væk nu.

“Okay, jeg kører så tæt på som jeg kan. Hvornår er du der ca?”

Steffen kiggede på planen over Kernen. ‘Om tyve minutter kan jeg nå den elevatorskakt som fører derop.’

“Okay, vi ses. Jeg gir dig ro til at arbejde” sagde Daniel.

Efter disse ord fra Daniel, bevægede Steffen sig langsomt og lydløst ud af sovesalen. Han havde igen fastgjort lygten til maskingeværet, for hvis han skulle møde en flok af dem, så heller have lys end at være næsten blind i mørket.

De næste ti minutter gik han med hjertet siddende i halsen og med fingeren på aftrækkeren. Bag ved hver hjørne forventede Steffen at finde en horde af vrede dødninge som ville flå ham i stumper og stykker.

Gangene var lange og mørke og de virkede endeløse. Han dristede sig til at kigge på computeren for at se hvor langt der endnu var til elevatorskakten. Hvis han nåede dertil, så kunne han vist kravle til toppen ved hjælp af kablerne. Så længe han ikke blev opdaget skulle det nok gå.

Computeren vidste at Steffen kun skulle runde et hjørne og så dreje ind i et rum til venstre, og så ville han være der.

Han dristede sig til at gå en smule hurtigere. Han kunne mærke at hjertet bankede, så meget at han frygtede at dødningene skulle høre det.

Endelig så nåede han omkring hjørnet. Steffen kunne se at gangen var omkring 100 meter lang, og at rummet hvor elevator skakten var, lå omkring 50 meter nede. Der var bare et problem.

Da Steffen pegede lyskeglen fra lygten ned langs gangen, hørte han et pludseligt skrig da den ramte det han var bange for: en gruppe af dødninge som stod helt nede i den anden side af gangen.

På grund af rent instinkt så satte Steffen i løb. Ikke væk fra zombierne, som han ellers ville have gjort, men imod dem. Han måtte nå elevatorskakten før dem. Men Steffen var ikke den eneste som satte i løb pga. rent instinkt.

Mens at han sprintede ned af gangen, så løb zombierne imod ham, med sultne skrig og hyl som fik Steffens nakkehår til at rejse sig.

20 meter endnu! 15 meter endnu! Sprint for satan! tænkte Steffen imens han nærmede sig rummet, og endelig nåede han det. Dødningene var kun fem meter fra at nå ham da han smækkede dobbelt dørene og instinktivt satte sit gevær i klemme imellem håndtagene.

Forpustet trådte han et par skridt tilbage mens zombierne hamrede løs på dørene. De ville ikke holde længe.

Hurtigt snurrede Steffen rundt på hælen og løb ind i den åbne elevator. Han havde heldigvis taget en lille eksplosiv ladning af C4 med i tilfælde af at dør gav problemer. Han kravlede op igennem lemmen i loftet i elevatoren. Han lagde ladningen på mekanismen der holdte elevatoren oppe, og så begyndte han ellers at kravle op af kablerne.

Mens han kravlede op af jernkablerne, så kunne han høre zombierne bryde igennem dørene. De skreg imens de løb ind i elevatoren. Så blev deres hyl bare højere.

Steffen kravlede ti meter endnu, og så trykkede han på en knap på håndledscomputeren som automatisk fik den lille sprængladning til at eksplodere, og med lidt mere kraft end han havde forventet, så han mistede næsten grebet. Men den lille eksplosion virkede som den skulle, for de gamle kabler gav efter og elevatoren fyldt med dødningen styrtede flere hundrede meter ned.

Steffen tillod sig at puste ud, hvorefter han fortsatte med at klatre op det høje tårn.

Da han endelig nåede derop, kunne han se morgensolen igennem vinduerne. Han åndede lettet ud og satte sig op af væggen.

“Er du dernede Daniel?” spurgte Steffen efter et par minutter.

“Ja, nåede du op i tårnet?”

“Yup, men ikke helt uden besvær. Jeg kommer ned om lidt, vær klar.”

“Okidoke” svarede Daniel med en smule glæde i stemmen.

Steffen rejste sig op og fandt faldskærmene stående op af en væg, præcis som det var beskrevet i Isabelles dagbog. Ved den tanke mærkede han lige efter, og jo, dagbogen lå i en af de store lommer i hans cargo pants.

Med en faldskærm der var over 150 år gammel fastspændt på ryggen, begik Steffen sig op på taget via en stige der var indrettet til det. Han tog en dyb indånding af den friske luft. Selvom han ikke engang havde været i Kernen i et døgn, så havde han savnet frist luft. Han så målrettet ud imod kanten, han tog tilløb, og så sprang han.

Ikke mere end to sekunder efter han havde sprunget, så hev han i snoren der skulle udløse hans faldskærm, og heldigvis, så havde årene været venlige imod faldskærmen.

Imens Steffen langsomt svævede ned fra tårnet, så søgte han efter Daniel og dune buggyen nede i sandet, og han så dem da Daniel tændte et nødblud.

“HER NEDE MAKKER!” råbte han op imod Steffen.

Som svar grinte han bare lidt, og styrede sig selv over imod hans kammerat.

Da han landede smed han med det samme faldskærmen fra sig og hoppede ind i dune buggyen.

“Se så at få os væk herfra” sagde Steffen mens han smilede til Daniel. “Jeg har fået nok af det her sted for mere end en livstid.”

“Skal ske skipper. Fandt du noget der er værd at sælge dernede?” spurgte Daniel imens dune buggyen fræsede hen over ørkenen sandbanker.

“Bare den her” sagde Steffen mens han vidste Daniel Isabelles dagbog. “Det er en dagbog. Den er mere end 150 år gammel” sagde Steffen mens han smilede og slog op i nærheden af slutningen.

“Nice nok. Jeg kan komme på 15 forskellige samlere, BARE i Dubai der vil betale kassen for sådan en.”

Steffen hørte næsten ikke hvad Daniel sagde, for han var allerede fordybet i Isabelles sidste indførsel.

 

20-7-2030

Dette er mine sidste ord. Jeg er alene. Jeg er den sidste beboer tilbage i Kernen.

Det er altsammen Damiens skyld. Damien Keefe. Spaden vågnede ‘“mirakuløst” op af sit koma for to dage siden, og hvad er der sket? Damien er blevet en RIGTIG satanist! Idioten TROEDE faktisk at han var søn af Satan selv, og at det var hans job at rense Kernen for liv! Han åbnede faktisk hoveddøren! HAN LUKKEDE ZOMBIERNE IND!!!

Selvfølgelig var han selv den første som blev dræbt. Men så spredte de sig. Før vi vidste af det, så var de overalt, og der var færre og færre af os, og nu, er der kun mig. Og som jeg sidder her i min sidste stund, så ka jeg ikke lade være med at spekulere. Er det her min skyld? Hvis jeg ikke havde puttet Damien i et koma, ville han så være vågnet med vrangforestillinger? Har jeg taget fejl, og har Gud været imod det som jeg har gjort? Straffer han så alle beboerne i Kernen for hvad JEG gjorde?! ER DET FAIR?!?!?!

Nu er det mig der har vrangforestillinger... Typisk... Første gang jeg tvivler, så er det når jeg skal til at dø. Jeg har barrikaderet migselv i en af sovesalene, men jeg kan høre dem udenfor. Den elektroniske lås kan ikke holde dem i mere end en time, og jeg er allerede bidt. Hvad kan man så ellers gøre? Hvad kan man gøre?

Jeg har talt. Der er fem skud tilbage i min Desert Eagle. Fire til overs. Hvad blir der af dem? Hvad blir der af mig? Mine minder? Jeg har skrevet mange af dem ned heri. Er der nogen der vil læse dem? Vil du?

Mit navn er Isabelle Aviv, jeg er 35 år gammel, og jeg gjorde det bedste jeg kunne. Må fremtidige læsere forstå det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...