Den forkerte kærlighed - Det forkerte liv

Denne har novelle er også til en dansk opgave om emnet magt.

Melinda Price lever sit liv med sin kæreste. Alt virker lyserødt, indtil hendes kæreste begynder at slå hende.
Kommer Melinda videre, og hvordan?

4Likes
11Kommentarer
705Visninger

1. Oneshot

 

 

Den forkerte kærlighed

Jeg placerede mine hænder i forsvarsposition. Hele min krop fulgte hans bevægelser. Jeg vidste, at et enkelt sekunds uopmærksomhed ville koste mit gode udseende en skramme. Han var parat til at slå mig. Med hans arme hængende slapt ned langs siden lignede han ikke en, der skulle til at angribe. Jeg vidste, at det bare var skuespil, og at han hvert øjeblik kunne ændre stilling. Mig kunne han ikke snyde…

Jeg kom til at tænke på alle de gange, han havde slået mig. Hver gang havde det ramt mig så hårdt i hjertet. Hver evig eneste gang… Det var som om, at han brækkede et stykke af mit hjerte, og det forsvandt for altid. Jeg blev koldere og koldere overfor ham, jo mere han brækkede af, jo flere gange han slog mig. Alligevel ville jeg ikke give slip på ham. Han var trods alt min kæreste. Den første kæreste jeg nogensinde havde haft, og derfor vidste jeg ikke, hvad jeg kunne forvente af ham. Til at starte med var det hele som en drøm. Jeg huskede alle de kys, han havde placeret blidt på mine kinder, og alle de gange han havde hvisket sukkersøde ting i mit øre. Dengang vi svævede på en lyserød sky… Det var ved at være lang tid siden. Måske et helt år siden. I hvert fald kunne jeg ikke længere huske, hvordan det hele havde føltes. Hvordan en rigtig kæreste skulle være.  Efterhånden som tiden gik, blev han mere og mere kold over for mig. De sukkersøde ord i mine ører blev til hårde trusler, og de blide kys på mine kinder blev til lussinger og knytnæver. Alt forvandlede sig langsomt til et mareridt.

Jeg stolede sådan på ham, men det eneste han gjorde var at udnytte mig. Han havde fået magten over mig. Det var helt sikkert. Jeg vidste udmærket godt, at det var det, der ikke måtte ske. Ingen skulle bestemme over mig, og manipulere med mig, Ingen…  

Men det var nøjagtig, hvad der var sket, og jeg følte mig mere og mere svag. Hvordan kunne det ske? En tåre trillede langsomt ned ad mine hævede kinder, og lettede smerten fra sidste gang, han slog mig. Det var først, da han så tåren på min kind, at han slog til. Hans knytnæve ramte mig lynhurtigt på min hævede kind, og smattede tåren ud, inden den nåede at løbe længere ned. Jeg faldt sammen på gulvet. Orkede ikke længere at kæmpe imod… Jeg blev liggende som forstenet, imens han forsøgte at få min reaktion, ved at sparke til mig. Jeg blev stadig bare liggende. Selvom han kunne sparke, slå, eller hvad han ellers kunne finde på, og selvom han let kunne ødelægge mit ydre skind, så skulle han aldrig få lov til at ødelægge mit indre mere. Jeg vidste, at jeg var nød til at sige fra, inden stumperne fra mit hjerte forsvandt for altid. Jeg var nød til at samle stumperne sammen igen.

Jeg lukkede øjnene for at forhindre endnu flere tårer i at løbe ned af kinderne. Den ene tåre han havde set var nok til at gøre ham helt vild. Det var et åbenlyst tegn på, at jeg havde givet op. At han havde vundet magten over mig og ødelagt min hårde facade. Han vidste nu, at alle de ting han havde gjort, havde haft en betydning for mig. At jeg trods alle hans slag stadig elskede ham…

Men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg havde ingen andre, og det fik mig bare til at knytte mig endnu mere til min kæreste. Lige meget hvor ondskabsfuld han så nogle gange kunne være, ville han stadig være den eneste, jeg havde at støtte mig op af. Uden ham ville jeg falde sammen som en vissen rose. Det troede jeg i hvert fald…

Jeg hørte ham smække med døren. Da jeg vidste, at han endelig var gået, kunne jeg ikke holde følelserne tilbage mere. Tårerne trillede ned af mine kinder, og dulmede smerten en smule. Jeg kunne stadig se det for mig. Hans arm der lynhurtigt reagerede på mit eneste tegn på svaghed. Min tåre. Hvor var det dog pinligt! Jeg havde grædt for øjnene af ham. Nu var der intet håb. Han ville betragte mig som den svage, og den sidste kraft fra mig sivede ind i ham, og gjorde hans magt endnu større. Han kunne gøre hvad som helst med mig nu. Tvinge mig til alt det jeg altid havde undgået. Jeg skulle være glad, for at jeg stadig var jomfru, selvom jeg kun var 16, og faktisk ikke måtte have sex før jeg var gift. Det var ligesom en uskrevet regel i min familie. Men når han var i nærheden, blev alle mine uskrevne regler slettet.  Skyllet væk i sandet.

Han havde en underlig virkning på mig, når han stod og kiggede fjernt på mig med sine mørkegrå øjne. Jeg kunne ikke andet end at bøje mig i støvet.

Men det var ikke engang det værste. Det var alle de gange, jeg havde brudt mine egne grænser og skuffet mig selv. Hadet til mig selv voksede, og selvværdet sivede ud af mig. Det var ikke særlig lang tid siden jeg forlod min familie. Min højt elskede familie, som ingen kunne tage fra mig… Ingen andre end min kæreste selvfølgelig. Det var hans idé, at jeg skulle flytte over til ham. Han havde foreslået det til mig, som om jeg selv bestemte, men jeg vidste, at som med alt andet var det ikke tilfældet. For at forlade min familie var jeg nød til at stikke af. Det var for sårende at sige til dem, at jeg ikke ville bo hos dem. Jeg kunne ikke lyve. Ikke over for min egen familie…

Pludselig steg varmen i min krop, og jeg kunne mærke, at det var vreden der var på vej. Vreden over mig selv, og over min kæreste. Ham som jeg stolede på, og forærede alt til, indtil han kunne sno mig om sin lillefinger. Ham som udnyttede magten, han havde over mig, og slog mig i stedet for at kysse mig. Ham som havde tvunget mig til at forlade min familie. Tanken om mine små søskende som sad der hjemme, og ikke anede hvor jeg var, steg mig til hovedet. Hvordan kunne jeg overhovedet finde på at stikke af sådan? Hvorfor havde jeg bare overladt mig til min kæreste, som tydeligvis var ligeglad med alle andre end ham selv? Hvorfor gav jeg op? Hvorfor var jeg så svag? Hvad var det, han gjorde ved mig, som fik mig til alt det?

Jeg havde lyst til at råbe alle mine spørgsmål ud i den åbne himmel. Jeg gik udenfor, men af frygt for at han ville høre mig, råbte jeg ikke. Jeg ville hjem. Væk fra ham. Væk fra de små stumper af mit ødelagte hjerte. Han skulle ikke have den triumf at tage det sidste stykke af mit hjerte. Det måtte han bare ikke, for så var jeg sikker på, at det aldrig ville hele igen…

Jeg løb ud på fortovet, og begyndte at løbe. Selvom der var mindst 10 kilometer til mine forældres hus, løb jeg alligevel i den retning. Jeg smed de selvlysende stiletter, som min kæreste havde købt til mig, og løb i bare tæer hen langs vejene. Det var så mørkt, at det eneste jeg kunne se, var lysene fra de huse, hvor menneskerne ikke var gået i seng. Det var midt om natten, så der var ikke meget lys omkring mig.

Der blev længere og længere i mellem husene, og lige pludselig kunne jeg ikke se dem mere. Lyset forsvandt, men alligevel blev jeg blændet. Månelyset kiggede forsigtigt frem fra en lille sky, og kom snart helt til syne. Jeg havde altid syntes at der var noget magisk over måner, og især når der var måneskin.

Mine fødder bevægede sig hurtigere. Jeg var ligeglad med alle de sten, mine bare fødder ramte, og den hårde asfalt der sled på dem som aldrig før. Regnen brød hul på skyerne, og snart var månen igen forsvundet bag en sky. Jeg mærkede dråberne køle min krop ned, og de var overraskende dejligt. Smerten var langsomt forsvundet fra min kind. Det var som om, at regnen skyllede det hele væk. For hvert skridt jeg tog, og for hver dråbe der landede på mig, kølede alting ned. Min vrede blev skyllet væk sammen med hadet til min kæreste. Det eneste der stadig klæbede sig fast til mig, var ønsket om at komme hjem. Det var derfor, at jeg ikke stoppede med at løbe, før det lille murstenshus kom til syne. Jeg gispede, over at jeg endelig var fremme, og kunne ikke lade være med igen at få en tåre i øjet. Jeg vidste ikke hvad det var, for jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg havde kun prøvet at græde af sorg, men det var der her ikke. Det var en helt anden følelse, der bredte sig i min krop. Som om jeg græd over noget godt…

Tåren blev kølet ned af regnen, og jeg kunne ikke længere skelne mellem regn og tårer. Det eneste jeg koncentrerede mig om, var huset foran mig. Alt skulle nok blive godt. Det skulle det bare! Jeg kunne fornemme det på den lysende bygning, som nu var kommet endnu tættere på. De var stadig oppe! Glæden bredte sig over mit ansigt, og det var første gang i lang tid, at jeg rent faktisk smilte, fordi jeg havde lyst til det.  Jeg smilede, og kunne ikke stoppe. Al energien var kommet tilbage til mig. Min kæreste skulle ikke længere have magt over mig, og det havde han heller ikke. Ikke siden min energi kom tilbage til mig, og mine manglende stykker pludselig vendte tilbage til mit hjerte.  Jeg havde aldrig følt mig mere parat til at leve mit liv, som det virkelig skulle leves, i stedet for at spilde mit liv på det de andre ville have jeg skulle.

Jeg er Melinda Price! Hende som fra nu af lever livet på den rigtige måde…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...