Heaven's mirror

To piger med forskellig baggrund der voksede op sammen tager nu ud på en rejse gennem landet for at finde ud af hvem der laver det eftertragtede mineral pulver, men hvad sker der når den unge Eric og hans lillebror slutter sig til deres færd og vil venskabet holde?

3Likes
6Kommentarer
896Visninger
AA

4. saw her on the square

 

”kan i to tyveknægte så komme tilbage med det brød” en super arrig kvinde kom løbende efter to drenge der spurtede i fuld fart væk fra bagerforretningen med favnen fuld af store frisk bagte brød.

”løb Axel hun kommer”

”det kan jeg godt høre. Hurtigt vi forsvinder i menneskemængden ovre på torvet”

De to drenge drejede til højre og fortsatte ned af den blåsten vej og løb ind i den store menneskemængde på det udsmykkede torv der masede sig op og ned ad hinanden. Massevis af mennesker prøvede på at sælge fisk, korn, kød og mineralpulver, men der stod også to pige, en med lyst hår og en med mørkt hår, med en vogn dekoreret med blomster, og hvis man skulle komme med et gæt på hvad de solgte så ville man sikkert gætte på at de solgte blomster og sikkert også blomsterpulver. Ovre fra baren kom der et rabalder og lyden af råbende mennesker kunne høres gennem larmen fra de handlende på torvet. Lyden af knust glas smadrede sig vej gennem larmen af de mange mennesker og fik mange af dem til at stoppe op, tie stille og kigge over mod den man der var blevet kylet gennem en af barens ruder og lå nu med blødende sår og svedende pande ude på det safirblå torv. Pigen med det lyse hår ovre fra blomstervogne hastede over til manden der lå blandt glasskårne og satte sig på knæ med hænderne over hans bryst. Et forårsgrønt lys begyndte at skinne fra pigens hænder og bitte små funklende lys faldt den svagt bevidste man hvis sår langsomt var begyndte at lukke sig.

”Er du okay?” spurgte pigen med det lyse hår manden da han igen kom til bevidsthed

”Jeg har det helt fint bare hold dig vær fra mig” sagde han hvorefter han spurtede væk gennem den tavse menneskemængde der havde set hvad der var sket.

”mor” sagde en lille dreng med lyseblå bluse og brunt krøllet

”mor hvorfor lyste hende pigen?”. Hende der var mor til den lille dreng trak ham hastigt væk derfra for at ingen ikke skulle se ham der havde spurgt et så indlysende spørgsmål.

”det kan værre aldeles lige meget, du må bare love mig at du aldrig går nær folk der lyser lige som hun lige gjorde”

Pigen med det lyse hår stod stille og kiggede ned på jorden, mens småsnak begyndte at sprede sig mellem de handlende. Pigen med det sorte hår kom løbende med vogne i fuld fart, og uden at stoppe fik hun sat pigen med det lyse hår op på vogne of pløjet sig vej gennem de mange mennesker der stirrede efter dem, mens de fortsatte med øst.

”det er da noget man ikke ser hver dag”

”det siger du ikke beat, men vi må nok også hellere se at komme væk herfra inde bagerkonen ser os”

De to drenge fortsatte deres tur gennem byens gader uden at møde flere lysende folk eller den sure bagerkone, og stoppede op foran den store kirke.

”er det virkelig nødvendigt beat?”

”selvfølgelig er det det, du ved jeg godt kan lide at kigge på den smukke kirke og den elegante måde den er udsmykket på, det er min inspirationskilde.”

”fint, men når du er færdig så møder du mig bare nede i kuplen”

Axel, den største af de to drenge begyndt at gå ned ad trapperne ikke så lang fra kirken der ledte ned til byens underjordiske tunneler

”Hey vent på mig Axel” råbte beat der skyndte sig efter den større dreng ”du ved det er en labyrint dernede og at jeg ikke kan lig at gå derned alene. AXEL!”

Nede i labyrint tunnelerne var der mørk eftersom at der ikke blev lukket meget lys af nogen art ned under jorden og der groede forskellige former for planter hist og her, nogle på væggene, nogle i loftet og nogle der var groet op mellem fliserne. Det eneste der kunne høres dernede var luden af vandet der løb ved siden af stien og deres egne fodtrin. Efter at have gået et godt stykke tid kom de til en stor trædør med en smal låge, der sad cirka 2 meter oppe og som med en knirkende lyd langsomt blev åbnet.

”hej Axel det tog dig godt nok lang tid, har du mad med og hvad er kodeordret”

En lille lys pige stemme kom fra den åbne luge i døren.

”jeg er her altså også bare så du ved det”

Kom det fra beat der ikke ville blive overset, han havde jo også taget brød med.

”åh undskyld beat jeg så dig slet ikke helt dernede” kom det i et lidt sarkastisk tonefald

”hvad mener du med det vi er lige høje”

”det passer da ikke, hvordan skulle jeg ellers kunne nå helt herop til lågen hvis jeg var lige så lille som dig?”

”du står på den samme skammel som du altid gør og..”

Beat blev afbrudt da Axel lagde en hånd foran hans mund.

”okay i to turtelduer, vi har noget brød der skal afleveres, så hvis du vil være så venlig at åbne døren Addison, og kodeordret er haleløs rotteyngel”

Lugen blev lukket i og der lød et bump som hvis nogen havde hoppet ned fra en skammel, og den store tunge dør blev langsomt åbnet med en den samme knirkende lyd som lugen havde. Lys begyndte at komme gennem døråbningen og fyldte tunnelen Beat og Axel stod i og afslørede de mange unikke billedudsmykninger der var bag dem. Billeder af byens første indbyggere og bygninger, billeder af den store krig og kongen den samlede landet. For længst glemt og skjult af byen oven over, og da døren kukker efter at Beat og Axel er gået ind bliver de endnu engang henlagt i mørket. Kuplen, som de havde kaldt stedet, var en stor rund glasboble, delt i to etagere med et hul i midten af øverste etage så man kunne se ned til dem nedenunder. Kuplen lå under havets overflade med sollys der skinnede ind fra oven og fisk svømmende omkring, men der var lige så meget mylder indenfor som der var udenfor. Rundt omkring fór børn i alderen 10-14 der alle havde noget selvlavet tøj på, mens de legede med brugt legetøj.

”Hey alle sammen Axel og stumpen har hentet friskt brød”

Der blev tavshed og alle rettede blikket mod de to drenge der stod med favnen fyldt med dejligt brød. Alle sammen skyndte sig hen og væltede rundt for at komme til.

”rolig nu alle sammen”

 kom det fra en kvinde der sad oppe på den øverste etage der sad og reparerede tøj, hendes stemme var blid og sikker og hun var mindst 24.

”der skal nok være til alle sammen”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...