En verden på Nordens Kostskole. (1D)

Jennifer Payne starter på Nordens Kostskole, og er parat til at prøve det hele! Hun glæder sig til at møde nye mennesker og hilse på de dejlige heste i stalden.
Jennifer finder hurtigt ud af, at hun skal begynde et nyt liv på kostskolen. Her betyder det ikke noget at hun var en dygtig og populær elev derhjemme. Folk på kostskolen finder hurtigt ud af, at hun er kusine til den kendte Liam Payne. På kostskolen skal hun finde nye venner - og det viser sig at være meget vigtig at vælge de rigtige!
(Denne Movellas er lavet i et forsøg på, at lave den anderledes end de andre :-D)

41Likes
81Kommentarer
7531Visninger
AA

25. Skænderi

 

Jeg fulgte Spartans blik, og mødte synet af fem drenge. ”Hvad laver i her?” spurgte jeg overrasket. ”Vi er da kommet for at snakke med dig.” svarede Liam, som om alt var i den skønneste orden. ”Hvad med Amy?” spurgte jeg skarpt. ”Hende har vi snakket med.” svarede Liam lavt. Fedt at de vælger hende først. ”Ok.” mumlede jeg og vendte opmærksomheden mod Spartan.

 

Et smil gled over mit ansigt, da Spartan stod og gabte. ”Du får snart fred.” grinte jeg og tog hovedtøjet af ham. Jeg kastede et blik over skulderen hvor drengene stadig stod. ”Kan du ikke hænge den her på sin plads? Hvis du ikke ved hvor det er, kan du jo altid spørge Amy.” sagde jeg flabet og gav hovedtøjet til Liam.. ”Lad nu være med at være så dum.” udbrød han vredt. ”Jep nu er det mig, som er forkert på den.” grinte jeg og tog sadlen af Spartan. ”Jennifer er du ikke sød at lytte til mig.” spurgte Liam opgivende. ”Desværre.” mumlede jeg og fandt en godbid til Spartan, som han ivrigt tog i mod. ”Du var fantastisk.” roste jeg og gik ud af boksdøren. Jeg gik koldt forbi drengene, som stod og udvekslede mærkelige blikke.

 

Da jeg kom ind i sadelrummet satte jeg sadlen på plads, og vendte mig om hvor drengene stod. ”Nu lytter du til mig!” sagde Liam bestemt, og satte hovedtøjet på plads. ”Så snak.” kommanderede jeg koldt. ”Amy er altså en sød pige, når man lære hende at kende.” forklarede Liam roligt. ”Helt sikkert!” grinte jeg flabet. ”Kan du ikke bare acceptere, at jeg godt kan lide hende?” spurgte han desperat. ”Ville du kunne acceptere, hvis jeg var sammen med en af drengene?” spurgte jeg irriteret og pegede over på drengene som stod fuldstændig optaget af mig og Liams diskussion. ”Nej.” indrømmede Liam og sendte drengene et undskyldende smil. ”Det er det samme Liam.” mumlede jeg. ”Nej det er ej.” vrissede Liam irriteret. ”Hvad er forskellen?” spurgte jeg og hævede øjenbrynene let. ”De er for gamle til dig, og de er mine bedstevenner.” forsvarede han dumt. ”Du er så dobbeltmoralsk.” hviskede jeg koldt, og gik med hurtige skridt forbi ham. Jeg fik mast mig igennem drengene, og gik hurtigt ud af stalden. Tårende pressede sig på, og jeg flygtede ud til søen. Hvorfor kan han ikke se det fra min side?

 

”Jennifer.” sagde en stemme pludselig bagved mig. Forskrækket vendte jeg mig om og mødte nogle grønne øjne. ”Harry hvad vil du her?” spurgte jeg og vendte blikket mod søen. ”Snakke med dig.” svarede han roligt og satte sig ved min side. ”Bare du ikke er kommet for at snakke om Liam.” mumlede jeg og kunne mærke en tåre trille ned af min kind. Harry fangede den med pegefingeren og fjernede den blidt. ”Du må ikke græde.” hviskede han og trak mig ind i et kram. Jeg tillod mig at nyde det, og trak mig længere ind til ham. Pludselig kom jeg i tanke om vores sidste skænderi. De sidste sætninger havde flere gange kørt igennem mit hoved.

 

”Du er vist lidt af en modstander.” grinte han. ”En modstander du aldrig vinder over.” hviskede jeg lavt og gik tilbage mod værelset. ”Bare vent og se.” råbte Harry efter mig. ”Jeg har set mere end nok.” grinte jeg højt og gik ind af den store dør.

 

Forvirret trak jeg mig væk fra Harry, og sukkede irriteret. Hvor har jeg ham henne? ”Hvad tænker du på?” spurgte Harry forvirret. ”Vores skænderi.” svarede jeg kort og kiggede på ham. Hans ansigt blev først overrasket, og så ændrede det sig til irriteret. ”Det jeg sagde. Det mente jeg ikke.” mumlede Harry og kiggede flovt ned på sine hænder. ”Hvordan ved jeg at det du siger er rigtigt?” spurgte jeg trist. ”Jennifer kig på mig.” bad Harry og drejede mit hoved blidt. Vores øjne mødtes, og jeg kunne ikke lade være med at bide mig usikkert i læben. ”Jeg mente det ikke, okay?” hviskede han og kiggede mig dybt i øjnene. ”Harry jeg ved ik...” mumlede jeg, men blev pludselig afbrudt af nogle læber som blev presset mod mine.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...