En verden på Nordens Kostskole. (1D)

Jennifer Payne starter på Nordens Kostskole, og er parat til at prøve det hele! Hun glæder sig til at møde nye mennesker og hilse på de dejlige heste i stalden.
Jennifer finder hurtigt ud af, at hun skal begynde et nyt liv på kostskolen. Her betyder det ikke noget at hun var en dygtig og populær elev derhjemme. Folk på kostskolen finder hurtigt ud af, at hun er kusine til den kendte Liam Payne. På kostskolen skal hun finde nye venner - og det viser sig at være meget vigtig at vælge de rigtige!
(Denne Movellas er lavet i et forsøg på, at lave den anderledes end de andre :-D)

41Likes
81Kommentarer
7523Visninger
AA

24. Kvadrille ridning

 

Da klokken blev tolv summede skolen af liv og glæde. Folk var begyndt at strømme til, og hvor end man gik hen stod folk og snakkede. Jeg havde endnu ikke fundet nogen jeg kendte, og jeg havde skrevet lidt med min mor og far. De havde desværre ikke kunne nå og komme, hvilket var forståeligt nok. ”Har du set drengene?” afbrød en stemme mine tanker. Jeg vendte mig om og mødte Hollies strålende øjne. ”Nej, men jeg havde forventet at de ville komme.” sukkede jeg irriteret. ”Måske har Amy set dem?” prøvede Hollie glad. ”Måske? Hvor er hun? Er det lykkedes hende at slippe for pligterne, fordi hun har gæster?” spurgte jeg overrasket. ”Jeg har ikke set hende siden morgenmaden.” indrømmede Hollie. ”Hvilket passer mig rigtig godt.” tilføjede jeg grinende. ”Man kan altid regne med Amy.” lo Hollie. ”Det er jo det.” mumlede jeg glad. ”Nå men skal vi ikke få noget og spise?” spurgte Hollie da Laura sluttede sig til os. ”Vi er tvunget til at spise i opholdstuen, da gæsterne skal spise i kantinen.” sukkede Laura. ”Det er da løgn!” udbrød Hollie oprørt. ”Nej, desværre.” mumlede Laura og rystede på hovedet. ”Jeg kan heller ikke spise noget alligevel.” indrømmede jeg og kunne mærke nervøsiteten. ”Nej det kan jeg heller ikke.” medgav Laura. Jeg kastede et blik på mit ur, ”Vi må hellere se at få skiftet til ridetøj.” sagde jeg indtrængende. Måske vil det hjælpe på nervøsiteten?

 

***

 

Jeg mærkede glæden boble i mig, da jeg gik ned ad stien i retning af stalden. Jeg tog en dyb indånding i den friske efterårsluft og sukkede tilfreds. Jeg så ned af midtergangen i stalden, hvor der herskede ren kaos. Da jeg trådte ind i Spartans boks, blinkede han søvnigt til mig, men vrinskede alligevel frisk. Jeg lo let, og hægtede hans stalddækken af ham. En lettelse fløj igennem mig, da jeg så at han var ren indenunder. Det eneste, der skulle til, var en hurtigt omgang med kropsbørsten og en let polering med gummistriglen, så var han parat til kvadrille opvisningen.

 

”Er der nogen som har set Amy?” spurgte Mrs. Payne og kiggede direkte på mig. ”Øhm, hun er på vej.” sagde Laura fra boksen overfor. Hun blinkede kort til mig, da Mrs. Payne gik. ”Der er hendes egen skyld, hvis hun ikke er her til tiden, ” svarede jeg, og lagde sadlen på Spartan. ”Tak, Jennifer. Der er virkelig holdånd.” sagde en stemme i døråbningen. Jeg kiggede forskrækket derover, og mødte Amys flabet grin. Hendes blankpolerede ridestøvler, stod i flot kontrast til hendes lyse ridebukser. Hun så ned og børstede et halmstrå af sin skræddersyede sorte jakke. Jeg lagde mærke til, at hun så bleg ud under ridehjelmen, og hendes fingrer havde rystet, da hun smed halmstrået på jorden. ”Har du set drengene? Jeg har ledt efter dem.” sagde jeg ligeglad med hende. ”Nej. Men hvis du har så meget tid til overs, burde du måske træne Spartan i at starte den korte galop med højre ben.” foreslog Amy sødt. Jeg talte til ti for mig selv, da Amy gik ud af stalden. ”Bare ignorer vores kære veninde.” hviskede Laura lavt til mig. Jeg smilte taknemligt, og tog hovedtøjet på Spartan.

 

Da jeg omsider førte Spartan ud på gårdspladsen, så han fantastisk ud. Den sorte elegante hest, hvælvede stolt halsen og rejste ørene, så han lignede en af de heste, man så på malerier. De andre fra holdet sad allerede i sadlerne, og ventede spændt på mig. Let svang jeg mig sadlen, og placerede begge føder i stigbøjlerne. ”Held og lykke.” smilte Hollie beroligende. ”Tak.” grinede jeg, og rettede ryggen stolt. Jeg red Spartan over mod indgangen til ridehuset hvor de andre stod klar. Spartan gumlede på bidslet og viftede med halen. De første akkorder af musikken lød på den anden side af dørene, og min mave trak sig sammen. De første red ind, og Spartan trådte uroligt til siden. ”Så så kammerat.” beroligede jeg og klemte om Spartan med benene for at komme op på siden af Diamond. Jeg skævede til Amy og sendte hende et smil, som jeg håbede var opmuntrende. Hun ser lige så bleg ud, som jeg føler mig. Jeg lagde en hånd på Spartans skulder og klappede den beroligende. Pludselig kunne jeg ikke vente med at komme i gang.

 

Jeg lyttede til musikken, så vi kunne falde rigtigt ind. Jeg holdte øje med Diamond, de vi travede fremad, så Spartans skridt passede til den andens hests. Vi passerede ind gennem den store døråbning og drejede til venstre. Jeg gispede svagt. Tilskuerpladserne var fyldte med mennesker. Der var flere end nogen sinde før, flere end jeg havde forestillet mig, der ville være. Jeg lod blikket glide hen over tilskuerne i håb om at se drengenes opmuntrende smil, men jeg måtte give op. Der var alt for mange ansigter. Jeg skiftede stilling i sadlen, da vi nærmede sig banens hjørne, og advarede dermed Spartan om, at jeg snart ville bede ham om at gå diagonalt. Jeg holdte hele tiden øje med Amy og Diamond ud af øjenkrogen. Jeg holdte Spartan lidt igen for at få ham til at forkorte sine skridt, for de var blevet lidt længere end Diamonds. Netop som trommerne begyndte at lyde, skulle jeg og Amy passerer Laura og Olivia højre om. Da vi passerede hinanden, var vi så tæt på hinanden, at jeg hørte metal støde mod metal, da mine stigbøjler strejfede Olivias. Jeg hørte publikum gispe, da det så ud, som om vi ville støde sammen. Da publikum begyndte at klappe, fangede jeg Lauras blik, og vi udvekslede et bredt smil. Spartan prustede, som om han også var begyndt at more sig. Da vi nærmede os hjørnet, hvorfra vi skulle begyndte vores korte galop, sprang mit hjerte et slag over. Det var den del af øvelsen, jeg blev ved med at fejle i. Jeg satte mig dybt i sadlen og gav Spartan bestemte signaler med mit udvendige ben. Spartan satte af fuldkommen perfekt, som om han aldrig havde gjort andet. Da vi nåede hen i den anden ende, styrede jeg Spartan i retning af midten af ringen og hørte Diamond gumle på bidslet, da Amy fik ham til at sætte farten ned, så hestene var på en perfekt linje. ”Så er vi færdige!” grinte jeg lettet, og slap Spartans tøjler, da vi bukkede. Jeg ødelagde rytmen ved at bøje mig forover for at give Spartan et klap på halsen. Bifaldet bragede fra tilskuerpladserne, og jeg smilede stolt. Vi travede alle ud af udgangen til ridehuset, og lod vores heste strække halsen. Jeg tog fødderne ud af stigbøjlerne og lod mig glide ned på jorden med et bump. Jeg trak Spartans tøjler over hans hoved og førte ham ind i stalden. Da Spartan gned hovedet op ad min arm i et forsøg på at få mig til at tage hovedtøjet af ham, grinede jeg højt. Hurtig gned jeg ham tør, og fylde hans hønet. Pludselig løftede Spartan hovedet og så nysgerrigt hen over skulderen på mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...