En verden på Nordens Kostskole. (1D)

Jennifer Payne starter på Nordens Kostskole, og er parat til at prøve det hele! Hun glæder sig til at møde nye mennesker og hilse på de dejlige heste i stalden.
Jennifer finder hurtigt ud af, at hun skal begynde et nyt liv på kostskolen. Her betyder det ikke noget at hun var en dygtig og populær elev derhjemme. Folk på kostskolen finder hurtigt ud af, at hun er kusine til den kendte Liam Payne. På kostskolen skal hun finde nye venner - og det viser sig at være meget vigtig at vælge de rigtige!
(Denne Movellas er lavet i et forsøg på, at lave den anderledes end de andre :-D)

41Likes
81Kommentarer
7530Visninger
AA

23. En uge senere

 

En uge senere.

Jeg stønnede, da klokken lød på gangen uden for mit værelse. ”Der er da løgn,” sagde jeg og kastede et blik på uret på sengebordet. Klokken var et minut over otte, ”Hold nu op! Det er lørdag!” tilføjede jeg irriteret. ”En eller anden burde klage!” medgav Tascha. ”Det må du klare. Du er nærmest døren.” påpegede jeg, og puttede mig længere ned under dynen. Jeg lo højt, da en pude landede i hovedet på mig. Jeg spærrede pludselig øjnene op. Åh nej. Hvordan kunne jeg glemme, hvad dag det er i dag? Jeg kiggede over på Amy, som allerede var i tøjet og sad ved skrivebordet ved siden af sengen. Hende lange hår hang ned omkring hendes ansigt, for hun sad foroverbøjet og læste sms´er fuldkommen opslugt. Liam strejfede min tanker. De var helt sikkert fra ham. Jeg havde overhovedet ikke fået snakket med nogle af drengene, siden mig og Harrys snak for en uge siden. ”Vi skal være nede i kantinen om fem minutter.” stønnede Tascha irriteret, og rejste sig fra sengen. Hun gik med hurtige skridt hen til Amy, og lagde en hånd på hendes skulder. Amy gav et forskrækket hop fra sig, men smilte så sukkersødt. ”Har i glemt, at det er de gamle elevers dag?”  spurgte hun flabet. Uden at vente på svar forlod hun værelset. Tascha og jeg så undrende på hinanden. ”Hold da op! Nu ved vi, hvordan Amy opfører sig under pres.” grinte jeg. Jeg skyndte mig ud af sengen, og roede rundt efter noget at tage på. Jeg fandt et par cowboybukser og en blå T-shirt og tog tøjet på, før jeg satte mit brune hår op. Jeg kunne ikke lade være med at kaste et blik ud ad vinduet, mens jeg forsøgte at sno mit uredte, krøllede hår op i en pæn knold. Det var kun et par af skolens heste, der stod og græssede i det tidlige solskin. De andre stod i stalden og ventede på at blive striglet, så de kunne tage sig godt ud til opvisningen senere i dag. Jeg mærkede en spændt rislen ned ad ryggen. Det var kun en uge siden, at jeg havde gjort mig fortjent til en plads på juniorens springhold. Siden da havde vi trænet uafbrudt, så vi var klar til opvisningen for de gamle elever.

 

***

 

Jeg puffede til svingdørene og indåndede duften af friskbagt brød. Kantinen var fuld af larm og aktivitet. Laura vinkede til mig og Tascha fra den anden ende af kantinen. Laura sad ved et bord sammen med Hollie. Jeg snoede mig ind mellem borde og stole med Tascha lige i hælene. ”Hej, i må hellere se at få noget morgenmad, før køkkenet lukker. Jeg er ked af at skulle sige det, men gylp er det eneste på menuen i dag.” sagde Hollie advarende. Hendes grønne øjne strålede drilagtigt. Jeg så på Hollies tallerken med et overrasket ansigtsudtryk. I hendes skål lå en klistret substans i bunden. Køkkenpersonalet serverede ellers altid god morgenmad i weekenderne. ”Teknisk set er det havregrød.” sagde Laura med et smil. ”Det er da løgn.” stønnede Tascha. ”Niks. Køkkenpersonalet har travlt med at lave mad til festbuffeten til de gamle elever. Det er godt, at det kun er en gang om året, ellers ville eleverne da gøre oprør.” sagde Hollie til os og lod pegefingeren glide langs kanten på sin kaffekop. Hun slikkede mælkeskummet af den. Kaffemaskinen fungerer da i det mindste. ”Jeg starter en underskiftindsamling!” sagde jeg og snuppede et stykke papir og lod, som om jeg begyndte at skrive navne i den. ”Kom, lad os se nærmere på gylpet.” grinte Tascha og tog papiret væk fra mig.

 

Da vi havde fyldt vores skåle med havregrød og var vendt tilbage til bordet, var kantinen ved at være mennesketom. ”Jeg håber, vi får samme storslåede behandling, når vi vender tilbage som gamle elever.” sagde Hollie og lod som om hun var sur. ”Nu, når vi taler om storslået behandling, ” tilføjede jeg, ”Miss Amy er på vej herhen. Synes i, vi skal gøre plads til hende?” spurgte jeg. ”Det er i orden. Jeg er færdig.” svarede Laura og rejste sig. Hun tog sin halvtomme skål og bar den hen til vognen med brugt service. På vejen passerede hun Amy og Ronja, der gik hen i mod os. Amy så fantastisk ud i sine stramme cowboybusker, blå top og en læder jakke udover. Ronja gik som sædvanlig to skridt bag Amy. Min mave trak sig sammen, da de nærmede sig vores bord. Hadet til Amy steg hurtigt, og mit blik blev hurtigt koldt. ”Nå, er i klar til opvisningen? Har i strøget jeres skjorter og pudset jeres støvler?”  spurgte Amy spydigt. ”Kommer der nogen du kender i dag?” spurgte Tascha og ignorerede Amys spørgsmål. ”Ja mine forældre og Liam kommer, så jeg vil gerne have, at vi alle sammen gør vores bedste.” bad Amy sukkersødt. Hollie og jeg himlede irriteret med øjnene. Amy hævede sine tynde, plukkede øjenbryn i retning af mig. ”Men du vidste vel godt at Liam kom.” Jeg sukkede irriteret. ”Vores udstyr er klar til start.” afbrød Tascha alvorligt. ”Jeg brugte det meste af natten på at pudse mine støvler. Jeg er faktisk helt tør i munden af at spytte sådan på dem.” tilføjede jeg. ”Jennifer, der er bare så ulækker.” sagde Amy og lavede øjne. Vi andre bast i latter. ”I ved godt, at vi skal have lyse ridebukser på i eftermiddag, ikke?” spurgte Amy. Har Amy tænkt sig at gennemgå hver eneste beklædningsgenstand og alt seletøjet med os? ”Amy, vi har en tjekliste over alt det, vil skal have klar til opvisningen. Men der står altså ikke noget om, at vi skal besvare alle dine spørgsmål. Det er helt i orden at du er nervøs, men du skal ikke lade det gå ud over os.” sagde jeg med en opgivende klang i stemmen. ”Jeg er ikke nervøs! Der er ingen af jer, der har prøvet at ride på så højt et niveau før. Jeg gider ikke hjælpe jer næste gang.” snerrede Amy. ”Åh, nej! Hvordan skal vi så kunne klare os?” svarede jeg flabet igen. Jeg var ved at miste selvbeherskelsen, og vreden skød frem i mig. Men Amy fejede min bemærkning af med en håndbevægelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...