Mit liv som engel i Helvede

En historie om kærlighed hvor det går dårligst og hvor det kan føles fantastisk! Om en masse forhindringer og svære ting.

0Likes
4Kommentarer
417Visninger
AA

2. Hvad skal jeg gøre?

Dagen efter følte jeg kun sorg. Jeg manglede en at holde om og en der kunne fortælle mig, at alting nok skulle gå. Hvor var den person? Måske kom personen slet ikke? Triste tanker fyldte mit hoved. Jeg kunne ikke tænke, mit hoved gjorde ondt. 

Min mobil lå på mit skrivebord. Jeg havde holdt øje med, om der skete noget i lang tid, men intet skete. Selvfølgelig. Men pludselig begyndte den at vibrere. "Mikkel", stod der. Mikkel ringede. Hvad ville han? Det var min tidligere bedste ven. Jeg talte ikke rigtigt med ham mere. Skulle jeg tage telefonen? Måske, ville han bare lave sjov med mig. Men jeg tog mig sammen, og tog den. "Hej, Mikkel, hvad så?," sagde jeg med en lav stemme. "Hey. Jeg tænkte bare på om du var okay?," jeg kunne høre at han lød lidt bekymret. "Jeg har det fint... Hvorfor da?" Han sukkede dybt: "Kommer du ikke lige over? Har brug for at snakke med dig. Ses". Han lagde på inden jeg nåede at sige noget som helst. Hvad det end skulle betyde, vidste jeg ikke, men jeg måtte hellere tage over til ham.

Jeg smuttede ud af mit værelse, og hen mod døren. "Jeg... Skal lige noget. Jeg er hjemme snart igen!," råbte jeg til mine forældre, og så var jeg ellers gået. Mikkel boede ikke ret langt fra mig, så vi var tit sammen som små. Vi var de bedste venner og ingen som helst, kunne skille os ad. Godt nok, var jeg en pige, han var en dreng, ja, men vi var ligeglade. Venskabet blev ligesom bare sat på pause, da vi begyndte i tredje klasse. Alle hans drengevenner, syntes ikke om, at han rendte rundt sammen med en pige, i stedet for at spille fodbold og samle på Pokémon kort sammen med dem. Typisk drenge. 

Der var ikke særlig langt til hans hus nu, og jeg kunne allerede se det. Huset var enormt. Hans forældre var ikke rige, men okay, de manglede i hvert fald heller ikke penge. Det kunne man også se på Mikkels tøj, Mikkels værelse og hele huset. Af og til, var jeg misundelig. Latterligt, ja, men det var jeg. Jeg kom selv fra en familie uden totalt mange penge, og så allerede som lille komme hen til en, der havde alt, han ville have. Sådan et liv, måtte egentligt også være lidt trist. Intet at ønske sig, og intet at glæde sig til.

Alle mine tanker, havde ført mig så langt, at jeg stod foran hans hoveddør. Jeg kunne næsten ikke løfte min hånd og banke på. Hvorfor ikke? Jeg var nok meget nervøs. Rigtig meget. Men lige da jeg skulle til at banke på, skete der noget mærkeligt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...