Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21471Visninger
AA

9. Kap. 9

Jeg skar mig igennem og viklede mig ind og ud af havet af dansende og syngende mennesker, der skubbede og jeg brugte både skuldre og albuer som våben, når en eller anden idiot kom i vejen for min direkte vej mod Juniper. Mit blik var fikseret på hende, og jeg bed tænderne sammen og forsøgte at se hård ud, for ikke at miste modet. Jeg var slet ikke voldelig når det kom til stykket, og jeg var mere en fredselsker end en der konfronterede andre mennesker. I nutidens øjne tangerede jeg nok til at være en dørmåtte på mange måder. Mit mod til at være en led kælling ville ikke holde evigt og selvom der kun var gået omkring 10 sekunder fra jeg forlod baren følte jeg allerede min selvsikkerhed vakle under slagene fra flagermusene i min mave. Hvilken dårlig ide. Hvad havde jeg gang i?

Jeg mandede mig op og skubbede, for at understrege min skråsikkerhed, alt for hårdt til en Ralph Lauren-hippie-agtig type der stod i vejen. Det var ikke meningen, men han fik overbalance og snublede ind i to indie-piger, der måtte tage for. Heldigvis var det kun den ene af dem der havde et glas i hånden og det var halv tomt. Så inden ulykker der.

"Hey. Se dig for." Kunne jeg tydelig høre dem udbryde irriteret. Jeg følte mig som et enormt fjols og skyndte mig hurtigt ind i mængden.
"Undskyld." Mumlede jeg, selv om der sikkert ikke var nogle der hørte noget som helst. Jeps, jeg var en blodtørstig løve... På størrelse med en mus... En eller anden dag måtte jeg finde ud af om jeg var det ene eller det andet. Det kunne ikke være rigtigt at mit mod og mening skulle skifte og komme og gå hundrede gange indenfor dét minut der ville tage mig at komme over til smatsoen.
Og så fik jeg igen øje på Juniper i mængden og jeg kunne mærke at jeg igen fik tænder og ønskede at dyppe møgfissen i syre.
Juniper havde forladt hvad der måtte være hendes venner og zigzaggede i min retning. Hun skulle vel op i baren. Hendes blik var lige foran hende, så hun bedre kunne manøvrere gennem menneskemængden. Jeg selv havde valgt en anden strategi med at holde øjnene længere fremme i mængden så jeg bedre kunne danne mig den nemmeste vej til Juniper. Det dårlige var så at jeg bumpede ind i de fleste foran mig.

Og så stod vi pludselig foran hinanden og jeg stivnede og mit mod forsvandt og jeg glemte helt hvad jeg var kommet for. Der gik et sug igennem mig, da Juniper opdagede at det var mig der havde spærret hende vejen.

“Hej!” udbrød hun hjerteligt. Jeg studsede og følte mig med et alt for ædru.
“Hej?” himlede jeg perpleks, inden jeg kom i tanke om at hun ikke kendte til mine planer om at slå hende ned og i hendes øjne var vi intet andet end kendte fremmede. Jeg vidste hvad hun hed, hendes fulde navn endda, jeg vidste hvordan hun så ud og havde boet. Men mere personlige ting såsom yndlingsmad og sang kendte jeg ikke. Det samme måtte gælde fra hendes sideaf.
Det eneste virkelig personlige jeg kendte til hende, var at hun konstant gloede efter min kæreste. Og så kom det tilbage! Juniper skulle forstå at hun gjorde klogest i at skride af helvede til! Men hvordan gjorde jeg det?

“Hvad laver du her?” råbte jeg til hende. Det lød en smule bryskt. Var det med vilje? Ville hun opfange det? Ville hun holde det mod mig? Brød jeg mig på nogen måde om det sidste?

“Vi ville prøve noget nyt.” råbte Juniper tilbage. “Men, de andre tager vist tilbage til Imushiku.” Hendes hoved flakkede kort bagover hendes skulder.
Jeg kendte godt til Imushiku. Det var en pub af en art længere inde i byen,  i en smøge. Vist meget hyggelig, hvis man var til røgfyldte mørke lokaler med folk der kunne æde deres egne skodere. Jeg havde været der en enkelt gang med Anoushka for meget længe siden. Vi havde valgte at blive stående, da ingen af os følte for at placere vores bagdele i de mystiskbrune lædermøbler. Jeg havde haft en meget, meget kort nederdel på, der dårlig nok dækkede det hele, når jeg stod op og Anoushka havde haft hvide bukser på. Efter den første øl havde vi skyndt os videre og havde aldrig kigget os tilbage.
Det gik op for mig at jeg havde en gylden chance for at slippe af med hende, for denne gang.

“Okay. Så skal du vel med dem?”
“Neejjj....” Juniper trak på ordet,som om hun ikke havde bestemt sig endnu.
“Okay. Men hvis de går har du vel ingen at være sammen med?” Hint hint, skrid så! Jeg lød oprindelig interesseret i hendes dilemma og smilede venligt, mens jeg håbede på at jeg ville have guidet hende til den rigtige beslutning.

“Vil du så ikke havde en drink med mig? Jeg gir’” Jeg smilede anstrengt til hende. Jeg ville gerne sige, dét jeg ville sige, men Junipers imødekommende facon hyldede mig ud af den og jeg var nu helt fortabt. Hvordan var vi endt her? Jeg genspillede kort forløbet bagerst i hovedet. Nope, der var intet der var ført til hvor vi var nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...