Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21815Visninger
AA

46. Kap. 46

“Som hvorfor din onkel ligner Juniper og hvorfor du er på cafe med hende, når du skulle være til fødselsdag! Og nu vi er ved det, hvorfor lyver du så for mig?” Mine organer skiftede spontant plads.

Åh fuck... Når man får et verbalt chok sker der to ting. Der er noget der går op og noget der går ned. Hvad der går op er ens kropstemperatur og hjertebanken. Hvad der falder er ens tyngdepunkt, evnen til at optage ilt og evnen til at stå oprejst. Måske jeg bare skulle besvime her og nu? Jeg stod og gylpede som en fisk. Hvordan vidste hun det.

“Øh?..” Øh? Fuck, en fælde. Jeg stoppede mig selv for at gribe fat i totter af mit hår. Det eneste jeg ville var at hive en tot ud. Helt ud, med rødder og det hele, så det sveg og gjorde ondt. Det ville jeg kunne forholde mig til. Ikke denne her situation, hvor jeg havde diskvalificeret mig selv inden start. Der lød en snøften fra bordet og det gik op for mig at Anoushka så småt var begyndt at græde lydløst. Hun blinkede ihærdigt med våde vipper.

 

“Skat?...” Jeg forsøgte at smile beroligende.

“Det der lort gider jeg ikke!” Jeg klappede i. Jeg kunne ikke huske at Anoushka nogensinde havde bandet. Det lå ikke til hende og når hun endelig bandede kunne man være sikker på at nogen var død.

“Hvordan kunne du finde på at lyve for mig. Jeg spurgte dig om du havde været sammen med hende og du svarer ‘nej’. Og så...” Her tabte hun mig. Jeg forsøgte at gennemgå de sidste par dage, mens hun snakkede videre. Jeg forsøgte at høre hvad hun sagde, men det hele blev til grød.

“Jeg har heller ikke været sammen med hende!” Jeg forsøgte at overdøve hende. Anoushka kunne virkelig snakke højt.

“Gu har du så! Sheney sendte et billed af jer på cafeen!” Hun aktiverede skærmen på sin mobil og viftede med den foran sig. Da jeg gik tættere på kunne jeg genkende mig selv og Juniper på cafeen fra i torsdags. Billedet var taget et sted bag Juniper, så man tydeligt kunne se mig og genkende hende. Åh fuck, Sheney skulle dø. Hvorfor havde jeg ikke set Sheney? I det mindste så vi begge ud til at dødkede os på billedet. Hvilket havde passet meget godt med virkeligheden. Det faktum at vi ikke havde set ud til at more os kunne blive min vej ud.

 

“Okay, så vi var på cafe sammen og hvad så? Det er jo ikke fordi vi har været sammen-sammen.” Jeg slog ud med armen i frustration. Jeg kunne godt vinde point på det her... Det handlede om at finde en vinkel og jeg var ved at opfinde min. Det øgede min selvtillid at jeg var ved at finde fodfæste i hvad der bedst kunne beskrives som et bagholdsangreb.

“Hører du efter?!” Anoushkas skingre råben trænger igennem. Det gik op for mig at hun havde snakket hele tiden. Hvad havde hun sagt? Jeg nikkede og bad til at det var den rigtige reaktion.

“Hvad regner du med at jeg skal tænke. Er du sammen med hende? Sådan sammen-sammen?” Hun tørrede arrigt en tåre væk “Har I sex!?”

“For fuck da nej! Tror du så vi ville se sådan ud?” Jeg slog ud med billedet. “Tror du ikke at Sheney ville vise dig det, hvis vi kyssede eller sådan, hvis hun havde et? Men det har hun ikke, for det skete ikke. Vi mødtes kort og det var røvsygt ud over alle grænser...” Hvor var hun tæt på sandheden ude nat være klar over det. Det var næsten skræmmende.

“Så hvorfor løj du?!” Den sidste luft piftede ud af ballonen.

“Fordi jeg vidste at du ville flippe ud hvis du vidste at jeg skulle se Juniper.” Desperat slog jeg ud med armene og rullede vildt med øjnene. Det værste måtte være overstået nu. Jeg havde overlevet! Anoushka var stille og sammenbidt.

 

“Okay, så det var dumt gjort af mig... Det kan jeg godt se nu. Jeg gad bare ikke en masse drama over intet... Sorry, jeg troede bare du vidste at jeg ikke er den utro type.” Jeg tog mig sammen og gik over og satte mig tungt på en stol og gemte ansigtet i hænderne.

“Altså, helt ærlig?!” udbrød jeg og stirrede såret på Anoushka. Hun stod stadig og vippede foran stolen. “Hvordan kan du tro det om mig?” Der var al for meget drama i mit liv. At lyve er mere udmattende end man umiddelbart skulle tro.

“Hvordan kan du tro det om mig... Anoushka?!”

Anoushka sted ud af stuen med rank ryg og næsen i vejret. Jeg gloede efter hende. Orkede ikke at springe op og løbe efter hende. Jeg kastede mig bagud i ryglænet og fortsatte med at se mod døren. Hun måtte vel komme igen? Jeg kunne høre hende tale i telefon. Når hun råbte kunne jeg høre hende skælde ud og når hun var stille afbrød hun med et “hold mund og hør efter.” Jeg smilede. Det måtte være Sheney hun talte med. Ellers var der ingen retfærdighed i verdenen. Jeg håbede hun virkelig gav hende tørt på.

Da skrigeriet lakkede mod enden tog jeg mig sammen og trissede stille efter hende. Hun pacede frem og tilbage inde i sit soveværelse og jeg nød at høre hende råbe af en anden. Når jeg ikke kunne holde smilet tilbage længere, kiggede jeg væk. Lænet op af dørkarmen havde jeg førte banket til dramaet og inde bag et køligt ydre frydede jeg mig.

 

Anoushka fjernede mobilen fra øret og lod til at køle af. Jeg kløede mig bag øret og ned af halsen og ventede på fortsættelsen.

“Hvad så?”

“Ikke noget... Jeg er bare træt af Sheney...” Med de ord forsvandt mobilen ned i bhen. Hun tørrede øjnen en sidste gang. “...Undskyld...” mumlede hun kort. “Har tænkt over det så længe at jeg må være blevet sindssyg!”

“Nej, undskyld. Havde jeg vidst det ville gå dig så meget på, havde jeg fortalt det.” Kys og kram. Flere undskyldninger, flere udredninger, mere afdramatisering. Kys og kram igen. En sms fra Juniper om jeg havde set besked.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...