Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21617Visninger
AA

45. Kap 45

Hvem gad også Juniper med sådan en dejlig kæreste? Som havde været underlig optaget fredag og lørdag. Hvad helvede handlede det om?! Jeg ringede til hende om fredagen. Flere gange. De første par gange havde den ringet ud. En af gangene om lørdagen, havde hun afbrudt opkaldet, hvilket havde gjort mig mistænksom og paranoid. Anoushka plejede altid at være hurtig til at ringe tilbage eller i det mindste skrive. På det punkt kunne man altid regne med hende. Det var til at få stress af og som jeg sad på sengen med hovedet begravet i håndfladerne, var dommedagsscenarier det eneste jeg kunne se. Fuck, jeg var færdig.  Min mobil havde været stille. Meget stille. Den eneste der havde skrevet var Juniper der kort havde mindet min om at jeg stadig skyldte for taxaen. Fuck! Det havde jeg sgu da heller ikke råd til. Hvordan kunne en taxa koste så meget? Jeg skulle have spurgt om kvitteringen... Det var stress på stress.

 

Det var søndag formiddag da Anouska skrev.

“Hej søde. Undskyld jeg ikke har ringet eller skrevet. Jeg har simpelthen haft SÅ travlt... Men hvis du vil, kan du komme forbi. Jeg laver ikke noget og det er længe siden vi har snakket sammen.” Min paranoia fortalte mig at hun havde opdaget mig. Min logik sagde at jeg var sindssyg. Det måtte være min dårlige samvittighed der plagede mig. Forhåbentlig ville den snart dø. Der var jo intet sket.

“Hey skat. Dejligt at høre fra dig. Jeg kommer nu. Har savnet dig rigtig meget.” Jeg åndede lettet ud, da hun svarede. Svaret var ikke et hysterisk anfald der anklagede mig for at lyve. Da jeg smuttede ud til cyklen, lod jeg min paranoia blive hjemme. Så kunne den holde min dårlige samvittighed med selskab.

 

Anoushka havde givet mig min egen nøgle, ligesom hun havde en til min studenterhybel og jeg låste mig selv ind.

“Hej skat. Så er jeg her.”

“Hej. Jeg er inde i stuen. Kommer du ikke herind?” Min paranoia, der havde lusket sig med, hviskede at det var mærkeligt at hun ikke kom ud for at sige hej. Jeg viftede den insisterende væk. Hun var sikkert optaget. Meget optaget.

Anouska var optaget af at sidde ved spisebordet og se muggen ud, da jeg kom ind. Fuck... Det kunne være så meget.

“Hey pusser. Hvad så?” Jeg forsøgte at lyde så uvidende som overhoved mulig . Der var intet sket. Der var intet at føle skyldfølelse over. Jeg overreagerede totalt. Og så så jeg Anouskas blik og var klar over at min paranoia havde haft ret hele tiden. Hun vidste et eller andet. Det anspændte udtryk i hendes ansigt og de sammenfoldede arme råbte det ud i stuen.

“Var det en god familiefødselsdag?” Linjerne omkring hendes blå øjne lå dybe og alvorlige. At løbe skrigende ud af rummet virkede som det mest oplagte svar. Uden brug af ord havde hun sparket mig til tælling og gjort klar at der ikke var et rigtigt svar på spørgsmålet. Det var slet ikke et spørgsmål. Nok stod jeg stille, men jeg famlede efter en livline.  

Jeg forsøgte at overtale mine fødder til at gå over og sætte mig ved bordet og møde, hvad det end var, som en voksen, men min hjerne blev ved med at skrige og overdøve mine bedste intentioner. Det endte med at jeg stod og blomstrede i døren og så ekstra skyldig ud.

“Ja, den var fin. Hvorfor?” Mine fødder kunne ikke løbe ud, min krop var gået i stand by.

Svaret var forkert. Anoushka snerpede endnu mere op. Gik fra Bruce Banner til Hulk, næsten lige så grøn i hovedet. Jeg forsøgte at kickstarte min krop.

 

“Så du har ikke noget du vil fortælle mig?!” Sjovt som tiden sænker tempoet. Det er for at give en ekstra tid til at finde på en klog replik. Problemet er at hjernen også sætter tempoet ned for at tilpasse sig.

“Som hvad...?” Vi skulle til at have ‘Den Snak’. Den snak der ødelægger eller styrker et forhold. Som regel det første og jeg frygtede at miste hovedet samtidig. Hvad kunne hun være sur over? Ud over det åbenlyse med Juniper bag klubben og hjemme hos hende, talte jeg alle de gange jeg ikke havde samlet mine sure sokker op. Ikke havde hjulpet med opvasken og gemt slik for at have det for mig selv. Der var også den gang hvor jeg havde lukket Anoushkas forældres indekat ud fordi den generede mig. De havde sat hele nabolaget i aktion for at finde den og efter syv angstfyldte dage blev en beskidt, men sund kat, fundet i nabolaget. Havde hun på en eller anden måde fundet ud af det? Skulle jeg nu stå til regnskab for noget der skete sidste år? Anoushka fløj op så stolen skred bag hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...