Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21461Visninger
AA

44. Kap. 44

“Hvad var det du skulle?” Det er så skide typisk. Man har siddet og gloet på hinanden i en time, panisk vredet hjernen efter noget at sige. Noget at udfylde tomrummet med. Og når man så har nået deadlinen, situationen er overstået og man skal videre... Så kommer al det men kunne have snakket om væltende og det hele virker så pressende vigtigt. Juniper skævede over cyklen.

“Hvad mener du?”

“Da jeg var hjemme hos dig og du smed mig ud.”

Det dæmrede for hende,

“Jeg smed dig ikke ud... Jeg...”

“Du smed mig ud.” bed jeg hende af. Skulle vi til at skændes over det var jeg klar. Jeg blev stadig irriteret, bare af at tænke på det.

Gearet på cyklen klikker tak-tak-tak, til det ikke kunne komme længer.

“Du sagde at du var træt eller skulle noget eller havde hovedpine eller fuck dig!” Jeg kan høre hvor forurettet jeg føler mig. Tænk at min stemme rent faktisk kunne nå de oktaver uden at knække over. Jeg var klar til at komme med mere, da jeg hørte en fnisen og så Juniper der forsøgte at skjule et grin.

“Er du stadig sur over det?” Det lykkedes hende ikke at holde smilet tilbage og jeg havde lyst til at slå det væk.

“Nej.” Mit vrissende svar sagde det modsatte og jeg foldede armene over brystet. Det overbærende udtryk øgede kun min lyst til at smække hende en. Hun trak på skuldrene.

“Hvis du gerne vil snakke om opførelse, burde det være din.”

Jeg blev stille. Touche.

“Jeg spurgte bare hvad det var du skulle...” For min opførelse gad jeg ikke snakke om. Juniper kløede sig i baghovedet og hendes hånd gled ned og rundt om halsen. Hun trak på skuldrene og smilede igen.

“Jeg skulle tidligt op. Det sagde jeg jo.” Jeg kunne høre på hendes stemme at hun grinede af mig og med et ville jeg bare hjem. Hjem til Anoushka. Efter den rædsomme aften savnede jeg min søde kæreste mere end nogensinde.

Samtidig rugede en del af mig, hvilken del var jeg ikke klar over, over hvad det var Juniper havde skulle til. Men der var en tid og et sted til alting og det her var ikke det rigtige sted. Det her var farvel.

"Nå men okay, så farvel..." Igen var jeg blank og overbevist om at det her var sidste gang. Jeg ville ikke opsøge Juniper igen. Nogensinde!

Ingen farvelkys, ingen farvelknus, ingen håndtryk. Kun "farvel" og jeg betragtede hende cykle væk. Jeg følte mig tom på en måde. Mine tanker havde kredset om den her date i dage og det hele havde faldet fra hinanden uden et brag. Måske var det det der havde manglet. Et klimaks, et antiklimaks, der havde lukket aftenen med et knald.

Jeg viklede fingrene ud af håret. Jeg kunne lige så godt tage hjem og slikke mine sår.

Hvorfor var det faldet til jorden på den måde? Spørgsmålet fulgte mig til jeg smed mig i min seng. Var det mig der fejlede noget? Var det Juniper? Kunne hun ikke li mig mere? Faldt min værdi som menneske? Det var deprimerede tanker der kværnede rundt og der var kun en kur.

 

"Hej smukke." Anoushkas stemme lød glædelig overrasket i mit øre.

"Er du allerede hjemme?"

Jeg åndede lettet op og kunne mærke hvordan hendes stemme løftede mit humør.

"Hej søde. Ja, børnene var trætte, så da de andre begyndte at tage hjem smuttede jeg også." Jeg smilede til mobilen. Det var betryggende at høre Anoushkas vare stemme. Vi småsludrede lidt om den opdigtede familiemiddag jeg havde været til og det gik overraskende let at lyve for Anoushka og da vi lagde på, havde jeg det bedre igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...