Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21479Visninger
AA

43. Kap. 43

Solen skinnede bag tynde hvide skyer og jeg havde svært ved at huske hvad vinter var for noget, i de lyse sommeraftener. Mørket og kulden var lykkeligt glemt, som jeg stod under gadelampen og frygtede at Juniper havde brændt mig af. Ud over at jeg stod alene var det hele så fucking idyllisk.

Håret var blevet glattet og sat op i en høj hestehale, blusen var nedringet og bh'en løftede mine bryster op under hagen. Benene var nybarberede. Miniskørtet var kort og sandalerne var med hæl. Makeuppen var pænere end til hverdag uden af være direkte overdrevent.

Og så kom hun cyklende. Endda med cykelhjelm som en ansvarlig cyklist på hendes lilla bedstemorcykel. Lange stofbukser, tætsiddende tanktop og ballerinasko. Det var godt jeg ikke havde gjort mere ud af mig selv.

De længste sekunder var efter hun havde låst cykel og hjelm. Vi stod og gloede på hinanden, anede ikke hvad vi skulle stille op med den anden og ingen af os havde en brugsanvisning med.

"Hej... Du ser godt ud." Hjelmen havde intet gjort ved Junipers glatte frisure. Den sad som den altid gjorde. Hattehår var åbenbart ikke noget hun sloges med. Et tøvende smil delte Junipers røde læber. Den kraftige læbestift stod godt til hendes sorte hår.

"Tak, i lige måde."

Café Perlen var nogenlunde halvt fuld. Åbenbart gik folk ikke i byen på en torsdag. Vi gik ind uden at hilse yderligere på hinanden, bestilte og lidt fumlende blev vi enige om et udebord i skyggen.

Den pinlige tavshed ramte som vi satte os. Jeg kunne svagt høre braget af fiaskoen der ramte jorden. Alle tegnene på en katastrofe var til stede. Dukkede en øksemorder op nu ville det være medlidenhedsdrab. Desværre var tjeneren den eneste der kom.

"Hvad lavede I så i byen?" Juniper sad og stak til sine pommes frites og havde travlt med at kigge ind gennem ruderne på Cafe Perlen, hvor intet foregik. Det var de første ord der brød tavsheden, udover et tak til tjeneren.

"Vi så Barbarella i midnatsbioen... Mere var det ikke." Jeg forsøgte at se så ligeglad ud som muligt mens mit hjerte hamrede løs. Eksamen var begyndt.

"Det er sådan en tradition vi har, med at når den kommer, så ser vi den." Jeg ledte efter ordene. De kom ikke så nemt som de plejede. Jeg skiftede benstilling og frygtede tavsheden der igen havde lagt sig. Fuck det var en fejl det her.

Det gik op for mig at jeg stort set ikke havde kigget på Juniper siden vi havde sat os og jeg løftede blikket og fangede hendes øjne. Hun så ikke overbevist ud.

"Har du set den?"

Juniper rystede på hovedet.

"Jeg gider ikke se gamle film. De er ofte både tåbelige og dårligt lavet."

Jeg rynkede på næsen og havde fundet det emne der kunne bryde tavsheden et par minutter.

"Vil det sige at du ikke har set Star Wars?" Hvem fanden havde ikke set Star Wars? Hun rullede med øjnene som svar. Åbenbart var jeg et fjols fordi jeg gik op i filmhistorie.

"Jeg har da zappet forbi." Junipers svar fik mig op på dupperne. Vi skulle bare snakke om noget der var lige så uskadeligt som at snakke om vejret og film var et oplagt emne. Snakken gik langsomt. Ingen af os følte for at føre samtalen ind på mere personlige emner end film og vejret. Selv uddannelse var et for følsomt emne og flere gange sad vi i stilhed. Og det var ikke den gode slags som mellem Anoushka og jeg. Den her var et desperat råb om hjælp.

Uden det store drama betalte vi hver for sig. Jeg var lettet over det var overstået og samtidig frustreret over hvor akavet aftenen havde været. På den time der var gået var det eneste jeg havde fundet ud af, at vi var et dårligt match og jeg havde spildt min tid. På Junipers vigende blik måtte jeg konstatere at det var en delt tanke.

Vi gik i stilhed over tilbage til hendes cykel. Hvorfor jeg fulgte hende på vej var jeg ikke klar over. Det var vel bare noget man gjorde? Viste gode manerer, selvom der ikke var grund til det.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...