Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21463Visninger
AA

42. Kap. 42

Der var stadig nogle dage til min date med Juniper... Eller hvad det nu var... Jeg havde ikke hørt fra hende. Det var svært at sige om hun havde regnet den ud, nu hvor hun havde set os sammen i gaden. Hvis hun havde nået at se os holde hånd var jeg helt færdig og hun ville sikkert brænde mig af som hævn. Men jeg havde nået at vriste mig fri, det var jeg sikker på. Så hvorfor skrev hun ikke? Jeg var ved at blive vanvittig! Ville hun have jeg skulle stege i uvished, den kælling?! Hvis det skulle være så kunne jeg også bare blive hjemme! Var det et spil hun spillede eller spillede jeg med mig selv? Tavsheden gik mig på, mere end hvis jeg skulle høre på hende.

Tankerne påvirkede også mit forhold til Anoushka. Men modsat mig kunne hun ikke se det. Hun kunne ikke se den tredje person der havde sneget sig ind til os og som jeg hadede. Jeg hadede den usynlige person, der slet ikke vidste at hun konstant var til stede mellem os. Og selvom Anoushka så på mig som altid og vi snakkede sammen som om vi altid gjorde, var der en barrierer. Og den virkede kun en vej. Alt fra Anoushka til mig blev filtreret gennem en usynlig Juniper, hvor der blev tilføjet et lag bebrejdelse.

 

Jeg var nød til at gøre noget ved det, siden Juniper ikke gad. Det måtte blive endnu en samtale over sms.

'Hey. Vi er altså ikke sammen hvis det er det du tror.' Jeg kiggede på smsen og slettede den igen. Den virkede for desperat og var jeg ikke træt af Juniper? Sådan kom jeg da aldrig af med hende.

'Jeg gider ikke det her og FUCK dig.' Den duede heller ikke. Hvem skulle så booste mit selvværd med sin ulykkelige kærlighed? Juniper havde vel sine fordele. Måske jeg burde beholde hende i baghånden til en kedelig regnvejrsdag? Jeg stirrede på telefonen og vred min hjerne for et eller andet brugbart. Jeg gjorde det sikkert mere besværligt end det var. Neglene klikkede mod coveret og jeg følte den trang hvor jeg viklede fingrene ind i håret og rev til.

'Hvornår var det vi skulle mødes? Altså tid?' Jeg sendte den afsted. Det var det bedste jeg kunne komme på.

'Er du ikke sammen med Anoushka?'

Spørgsmålet kom ikke bag på mig. Alligevel gled et varmt gys op af ryggen på mig ved mindet om hvor tæt jeg havde været på at blive opdaget.

'Nej. Vi var bare i byen som venner. Har du noget imod det?'

Jeg frydede mig over det gik hende på. Det havde hun rigtig godt af.

'Nej. Du kan gøre som du vil.'

Jeg konkluderede at daten stadig var på tale og nynnede forsvandt jeg ud på badeværelset for at prøve makeup, så jeg vidste hvordan jeg så bedst ud på torsdag. Jeg prøvede forskellige makeup metoder med forskellige farver, øjenskygge, eyeliner. Det var spild af tid. Når jeg fandt noget jeg kunne li, droppede jeg det fordi det var for fint. Jeg ville se attraktiv og sexet ud på en jeg-er-ligeglad-måde. Den er ikke nem at ramme.

Det samme med tøj. Allerede om tirsdagen havde jeg lagt det tøj frem der skulle signalere at jeg ikke anså det for at være en date.

Det føltes som en eksamensdag og ikke på den gode måde. Jeg har altid hadet eksemer. Har altid formået at trække nitter. I 9. klasse græd jeg mig til en højere karakter og fik 10. 9 havde selvfølgelig også været helt fint, men hvorfor nøjes når man kan blive belønnet af følelsesmæssig afpresning?

Juniper havde skrevet tilbage.

'19:30'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...