Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21592Visninger
AA

41. Kap. 41

Byen var døet en anelse ud da vi gik mod biografen. Klokken havde også rundet 23 og vi ledte optimistisk efter en åben cafe eller andet, hvor vi kunne sidde og få en smoothie inden filmen startede. Alt var som det skulle være til jeg fik øje på Juniper længere oppe af gaden. Mit hjerte sprang op og forsvandt sammen med min rygrad. For mit indre blik kørte katastrofen allerede, inden Juniper havde fået øje på mig. Hun stod sammen med et par af hendes venner og virkede til at være optaget om en samtale om en mannequin. Fik hun øje på mig kunne jeg være færdig og der var ingen vej tilbage. Ingen butikker at søge ly i, ingen overfyldt gågade hvor man kunne forsvinde i mængden, ingen bortforklaring til hvorfor vi skulle vende om. Der var ikke andet at gøre end at bede til at de ville være optaget af deres samtale og at Anouschka ikke ville snakke alt for højt. For selvfølgelig havde hun også fået øje på dem og som mig, blev hun påvirket af synet. Min opfattelse af Juniper havde muligvis ændret sig, men Anoushka var lige så træt af hende som altid.

“Prøv at se der. Jeg håber altså ikke hun også skal ind og se filmen.” Anoushka stirrede på dem og jeg forsøgte at gøre mig gennemsigtig, for vi var inde for hørevidde og enkelte ord fra deres samtale kunne opfattes. Ud Fra logikken burde de derfor også kunne høre os og inden vi havde passerede dem drejede Juniper hovedet og stirrede lige på os, som vi gik hånd i hånd. Jeg stirrede tilbage og fik hurtigt flettet min hånd ud af Anoushkas. En handling der også tiltrak Anoushkas opmærksomhed og vi havde lagt den anden gruppe bag os. Jeg skævede tilbage, hvor de alle stod og gloede i stilhed. Det var en lettelse at alle havde været taget på sengen eller for høflige til at begynde at råbe op og i stedet for havde ladet mødet dø bort i tavshed.

Jeg satte tempoet op og var klar over hvordan Juniper havde set ud. Det krævede at man kendte forhistorien, for at vide at hun var mistænksom og ikke kun irriteret over at se os. Mig. Anoushka i særdeleshed. Og skulle jeg redde situationen senere, måtte jeg være kreativ ud over det sædvanlige.

Min frigjort hånd strøg hår væk fra ansigtet. Hår der aldrig havde været i vejen, men et eller andet måtte den gøre for at begrunde det faktum at vi ikke længere holde i hånd. Inden jeg stoppede med at rette frisure, sikrede jeg mig ta Juniper var så langt bagud at hun ikke ville kunne se os holde i hånd på ny.

“Akavet....” mumlede Anoushka og jeg kunne kun være enig.“

“Den her by er bare ikke stor nok...” Jeg håbede inderlig ikke at hun også skulle se filmen.

 

Heldigvis slap jeg for hende og filmen fik mig til at tænke på noget andet. At gå i midnatsbio er en oplevelse for sig selv. Halvdelen er fulde og den anden halvdel er ligeglad. På rækken foran os sad en flok piger og smed med popkorn. Bag os blev samtlige linjer skreget af et bedugget kærestepar og skæret fra mobiltelefoner var at se spredt rundt i hele salen. Der var en larm og uorden. Hvis man kom for at se filmen ville man blive idiot. Man kom for selv at blive set og have noget at fortælle dagen efter. Der var højlydt snak, bevægelser og lyden af fødder mod det lyddæmpende gulvtæppe. Alt hvad der normalt ikke var velset at gøre i en biograf var forventet til midnatsbio.

For et år siden havde vi også siddet og set en film. Dengang havde vi siddet længere bagude og på en eller anden måde havde vi opsnappet at dem bag os var mere optaget af noget længere bagud i salen, end selve filmen. Vi havde stirret og kigget og ledt efter hvad det kunne være alle havde travlt med. Man var vel nysgerrig og da lyden for filmen blev dæmpet kunne man høre en svag stønnen fra en af de bagerste rækker. Da jeg spejdede at den ene var en fyr var jeg færdig med at kigge og sad og skumlede over at Anoushka skævede tilbage med jævne mellemrum.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...