Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21475Visninger
AA

40. Kap. 40

Vejret var stadig varmt og lyst og jeg havde fundet et par sorte højtaljede stofshorts på der gik helt op til navlen. Nogle jeg havde købt det år hvor højtaljede bukser var på mode. Jeg hadede de lavtaljede som var alt der kunne købes nu, for jeg fik de vildeste håndværkerrøve konstant, hvis ikke bæltet blev husket. Tanktoppen var lysegrå med et retromotiv af en 70’er kvinde med stort hår og store trekantede øreringe. Den var lidt i 18 og der var lige så mange ude, som havde det været om dagen. Mennesker gik i alle afskygninger, de kiggede på butiksfacader mens de langsomt slentrede hånd i hånd, de zigzaggede hurtigt ind og ud mellem andre, alene eller i mindre grupper og de forsvandt ind i butler og dukkede på ny op for at forsvinde ind i den næste. Cafeen var fyldt godt op. Foran den stod borde og stole af mørkt træ og store firkantede paraplyer der skyggede for solen. Der var ikke en sky på himlen og næsten ingen vind. Der var ved at blive for meget, selv for mig der elskede sommerens varme. Indenfor var der næsten lige så mange mennesker. De fleste borde var optaget og selv om ventilationen kørte på max, var luften varm og lummer. Jeg turde ikke tænke på hvordan første sal var, selv med de mange vinduer til at stå åben. Jeg snurrede rundt og var ved at støde ind i Anoushka der var på vej ind. “Hej skat.” Anoushka smilede allerede inden jeg nåede at registrer at det var hende, da hendes læber blev presset mod mine i døren. Gennem vinduerne så jeg Anoushka snuppe det sidste ledige bord foran et andet par der også havde kurs mod det. Bestillingen tog jeg mig af og så snart det var klaret var jeg ude igen med to store sodavand. Det andet par kunne jeg ikke se, men sådan gik det når man var langsom. “Jeg glæder mig helt vildt meget til at se den igen. Den er et sted så dårlig at den faktisk er god. Total kitsch.” “Jeg glæder mig mest til at tælle Jane Fondas kostumeskift.” smilede jeg skævt, da jeg endelig fik et ord indført. Når det kom over Anoushka kunne hun snakke i en evighed. Hun havde en formidabel evne til at undgå at gentage sig selv, men bare skifte emne og ikke altid til noget der havde relevans. Så det galt om at være hurtig, hvis man havde noget at tilføje inden hun hoppede videre. Det havde irriteret mig grænseløst i starten da vi bare var venner og da vi lige var begyndt at date og jeg også havde en masse jeg brændte for at fortælle. Nu kunne jeg finde på at spørge hende om noget og direkte lede hende ind i den endeløse talestrøm, så jeg kunne bruge tiden til at meditere og slå hele verden fra og glide afsted til hendes høje stemmeleje. Den gik dog kun til Anoushka opdagede at jeg ikke lyttede og så kunne helvede være løs. Hun så sød ud i en hvid sommerkjole der hang løst på hende og den tynde cardigan der lå smidt på stoleryggen. Hendes løse hår havde nu fået sin faste sommerblonde nuance og den blonde farve fik hendes ellers blå øjne til at se grå ud. Jeg lagde også mærke til det lyserøde skær på hendes læber og blev mindet om at det hurtige kys i døren havde haft en sød eftersmag. “Og hver gang hun skifter tøj, så drikker vi.” Der blev skålet i sodavand og vi sad og småsnakkede om filmen og lagde planer for resten af natten. Der var flere timer til filmen skulle starte og vi sad længe efter vi var færdige med at spise og nippede af en fælles sodavand. Den tyngende varme var lettet som et fugtigt tæppe og erstattet af en fjerlet friskhed. Klokken kunne ikke være mere end otte og byen var ved at lukke ned for natten. Alt for tidligt efter min mening. Der var stadig fuld hus på cafeen, mennesker der gik rundt i byens gader der stadig er lyse af solskin, da vi forlod bordet og fortsatte mod byens arkitekttegnede sø. Vi gik hånd i hånd mens småstenene fra den lige så arkitekttegnede grussti knasede og særlig udvalgte træer voksede med planlagt tilfældighed for at give et naturligt pust i en fortravlet by. Der var en charme over stedet, netop fordi det hele så kunstigt ud. Området var alt for planlagt. Områdets ænder elskede dog stedet og gennem dem kom søen og træerne til at virke tiltrækkende. Hvis de kunne acceptere stedet kunne det ikke være helt galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...