Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21466Visninger
AA

32. Kap. 32

Jeg stod på ny efterladt i sommernatten og gloede på hendes dør. Det var godt at der hverken var spionhul eller vindue ud til vejen, for jeg stod der vist en rum tid, inden jeg vraltede over til bilen. Jeg følte mig ikke specielt fuld og vurderede at jeg godt kunne køre hjem. Men allermest gad jeg ikke betale for en taxa.

Jeg fik startet bilen i andet forsøg og speedede hurtigt op. Jeg vurderede ligeledes at jeg godt kunne bevare overblikket ved de 75 kilometer i timen. Mens jeg kom længere væk fra Juniper begyndte jeg at syde indvendig. Det var helt klart noget hun havde planlagt. Den dumme kælling havde planlagt det hele. At få mig hjem til hende. At få mit tøj af og at vi skulle ligge og snave på sofaen, bare for at hun kunne smide mig ud. Tidspunket havde hun bevidst valgt. Det kunne ikke være andet end en hilsen fra Cat Club. En fed gang gengældelse, som jeg var vadet direkte ud i. Den intrigante, manipulerende sædsluger! Men jeg skulle vise hende. Det her var langt fra forbi.

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere såret blev jeg også. Jeg havde faktisk troet... Ja, hvad havde jeg troet? Jeg havde ikke troet at det skulle blive mig og hende, men jeg havde heller ikke troet at hun hadede mig på den måde. Jeg snøftede højt. Var med et ulykkelig og kunne mærke hvor fuld jeg var. Jeg havde lov til at få et sammenbrud efter aftenens og nattens begivenheder.

En rumlen fik min opmærksomhed tilbage på vejen med et hjerteslag. Jeg var kommet for langt ud i højre side. Bilens hjul havde passeret de hvide streger og jeg var nu inde på cykelstien. I et anfald af panik svingede jeg hårdt ud og var i et skarpt sving over i den modkørende bane, inden jeg igen genvandt kontrollen over bilen. Jeg snøftede feberisk. Det var ikke sjovt at være mig. Min kæreste hadede mig, Juniper gad ikke kæle med mig og det var anden gang jeg var ved at køre galt. Jeg følte mig som lort. Ingen elskede mig og jeg kunne intet.

 

Jeg parkerede i en ensom bås, hvor også båsene ved siden af var tomme. Det var smart af mig, for bilen fyldte to. Jeg lod den stå. Orkede ikke at slås med den så sent. Jeg lovede mig selv at jeg ville parkere ordentligt når jeg havde sovet.

 

Som altid rodede der på mit kollegieværelse og jeg overså det hele og kastede mig tungt ned på min sovesofa. Jeg glædede mig til at kunne flytte fra de her 23 km2. Der var ikke plads til noget. Intet kunne have en fast plads fordi jeg gik og samlede. Samlede på tøj, sko, tasker, møbler, smykker og flere tøj og sko. Det betød at jeg brugte mine forældre som opbevaringsfirma og mindst syv gange om året måtte forklare min far at jeg var af hunkøn. Hvilket betød at jeg var genetisk bestemt til aldrig at kunne få for mange sko. Noget som han havde svært ved at acceptere.

 

Mit sårede ego havde det elendigt og jeg spekulerede på hvem der kunne lappe mit selvværd. Det var nødvendigt at det var en der holdt af mig og som stolede på at jeg opførte mig ordentligt. Ud over min mor, var Anoushka den eneste jeg kunne komme på. Som jeg lå i sengen savnede jeg hende også. Gad vide om hun sov nu? Jeg fandt min mobil frem. Jeg ville ikke ringe. Det var ikke fordi jeg havde behov for hende, men jeg måtte finde på et påskud til at skrive.

'Vil bare sige at jeg er kommet hjem.' Jeg sendte den og smed mobilen fra mig. Det var midt om natten. Anoushka sov sikkert, så jeg ville ikke få svar før i morgen. Hvis jeg overhoved fik svar.

Jeg forsøgte at sove trods alkoholen, da mobilen bippede.

'Er du først kommet hjem nu?'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...