Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21475Visninger
AA

27. Kap. 27

Efter to skænderier, tre med Anoushka, indenfor meget kort tid var det afslappende at sidde og grine. Også selvom det var med en jeg aldrig have troet jeg skulle dele noget med.

"Er det rigtigt at du er droppet ud?" spurgte jeg for at skifte emne.

"Hvor ved du det fra?" Juniper lød dog ikke særlig overrasket. Vi gik trods alt på samme uddannelse og snakken gik over hele skolen. Eller, det havde vi gjort indtil i dag. Det føltes med et trist at vi ikke længere kunne mødes tilfældigt på gangene, brokke os over lærere, pive over lektier, danse til skolefester, spise sammen i kantinen. Der var stadig mange ting vi aldrig havde fået gjort.

"Sheney. Hun siger du har fået et arbejde."

"Og som altid har Sheney intet fattet..." Sukkede Juniper og fortsatte.

"Jeg vil gerne arbejde som anlægsgartner, men jeg har ikke kunne finde en praktikplads, og gå i stå senere fordi jeg mangler sådan en? Nej tak. Men nu har jeg landet den praktikplads, så fuck skolen." Juniper bankede selvsikkert på rettet, som om hun havde brugt lang tid til at nå frem til den beslutning.

"Gartner?" Af alle usexede ting?... Jeg fnøs og havde svært ved at forestille mig Juniper på knæ foran et blomsterbed, med jord under neglene.

"Er der noget galt i det?" Juniper lød irriteret og jeg skyndte mig at benægte mine fordomme over for gartnere.

"Dig eller mig?" Vi havde krydset bygrænsen, da Juniper gentog spørgsmålet.

"Dig."

 

Vi parkerede ved fortovet. Sikkert for at spare mig for at skulle bakke ud af indkørslen.

"Så dårligt kører jeg heller ikke."

"Det var så lidt.... At praje en taxa klokken lort, for at køre jeg ved ikke hvor langt ud, for at hente en lor...."

"Jajaja. Tak for hjælpen."

Bildørene smækkede og vi mødtes i forlygternes skær. Der gik et sug gennem maven på mig, da vi stod tæt. For første gang var der inden pigefnidder og noget var anderledes..

"Såh?..."

"Jah?...."

Jeg bed mig selv i læben, usikker på hvad jeg skulle sige nu. Hvorfor var der ikke et fast manuskript jeg kunne følge? Jeg tænkte på alle de smarte imponerende sætninger jeg havde fyret af i selskab med Anoushka og tidligere kærester. Noget som havde fået dem til at le og give jordforbindelse når man svævede blandt lyserøde skyer. Men jeg var helt blank og sekunderne tikkede højlydt derudaf. Jeg kunne høre dem råbe i mit hoved 'Tik, tik, tiden går, fem sekunder, seks sekunder, hun mister interessen, ti sekunder, pinlig tavshed, du har tabt det på gulvet.'

Måske skulle det bare ikke være os to? Og hvad betød det for mig? Jeg havde Anoushka, hvad brød jeg mig om Juniper?

"Tak fordi du gad komme og hente mig." Hvorfor lød jeg nervøs? Som om jeg kastede sommerfugle op.

"Jah... Jeg kunne høre hvor fucked du var..."

"Jah..." Og så var der stilhed igen og tvivlen dukkede frem på ny.

"Hvorfor kom du?" Spørgsmålet havde trængt sig på et par gange og nu kunne jeg ikke holde det inde længere. Der var intet der færdiggjorde, hvad Juniper havde gjort for min skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...