Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21466Visninger
AA

25. Kap. 25

Som svar accelererede bilen og mens jeg kunne mærke trykket skubbe mig blidt tilbage i sædet kunne jeg se pilen runde de 110 kilometer i timen og stige støt. Det var godt, det var en lige, tom landevej. Der var stille i nogle sekunder og så åbnede Juniper munden.
"Og når Anoushka finder ud af hvad du går og laver er der heller ingen der vil ha dig!"
"Jeg laver ikke noget!" skreg jeg så højt at det vist mere bare var hvinende lyde frem for ord og jeg var ved at græde indvendigt af frustration. Bilen accelererede yderligere, inden Juniper slækkede på speederen. Jeg var ligeglad. Jo hurtigere vi kørte, jo hurtigere kunne vi komme ud og væk.
“Du er kraftedme så latterlig! Det det eneste der er værre er din manglende evne til at skjule det!”
“Luk din fucking røv, din brugte sædcontainer!”
Juniper var ved at lette af arrigskab og bilen slog et mindre sving, der grundet farten føltes uendelig kraftigere og slog os til højre, så jeg knaldede ind i bilens metalside. Juniper genvandt hurtigt fatningen over sig selv og bremsede så godt hun kunne for at skænke farten og genvinde kontrollen. Bilen hvinede og bagenden skred ind mod midten. Mit hjerte sad og dirrede i halsen på mig og jeg kunne mærke hårene rejse sig overalt. Det føltes som om den kort mistede vejgrebet i den ene side og skred længere, indtil den stod stille og brummede i tomgang midt på vejen.
Det havde været et chok, selv om der intet var sket. Der var næsten ingen tid gået, men det havde føltes som en evighed og vi havde tilbagelagt en pæn strækning. Jeg genvandt vejret og så på Juniper der også så mere bleg ud end normalt med store øjne. Hun trak vejret tungt og knugede endnu rettet med et jerngreb.
Sådan sad vi et minuts tid, indtil jeg blev klar over at Juniper kiggede hårdt, og stadig en smule opskræmt på mig.
“Okay. Enten så skændes vi eller også så kører vi... Men vi gør ikke begge dele.” Junipers stemme skælvede svagt.
“Vi kører.” Jeg forsøgte at få min spinkle stemme til at lyde bestemt, men det lykkedes kun halvt.
Der gik endnu et halvt minut inden Juniper startede bilen op på ny. Mine nerver hang stadig i laser og det fik mig til at lange ud.

“Hvis det var det her jeg ville ha, kunne jeg selv ha’ kørt.” snerrede jeg anklagende og blev derefter smidt frem i selen, så jeg mistede pusten, da Juniper tæskede bremserne så hårdt at de blokerede.
“Fint Fint!” hylede Juniper og flåede selen af. “Så klar det selv!” Hun havde allerede fået fat i håndtaget.
“Nejnej, vent nu... Det var ikke ment sådan.” forsøgte jeg desperat. Hvis hun smuttede... Hvordan skulle jeg så komme hjem?!
“Hvordan vil du ellers komme hjem?” forsøgte jeg. Det lød bedre end at jeg bekymrede mig om hvordan jeg selv skulle komme videre. Det fik hende til at tøve i døren. Hun havde allerede den ene fod ude. Hun satte sig tilbage og smækkede døren efter sig.
“Du skylder mig 627,63 for taxaen...” snerrede hun sammenbidt og tørt.
“Okay.” pev jeg og havde hverken lyst til at modargumentere eller kræve at se en kvittering.
“Taxa er dyrt...”
Juniper nikkede og i et lille rum tid havde vi en næsten venskabelig samtale om hvor dyrt det var at køre i taxa, gå i biografen, tage ud i weekenderne og Juniper supplerede noget om tøj. Men der var jeg selv for længst begyndt at shoppe alt mit på nettet. Kvaliteten kunne være svingende, men prisen var helt vildt lav.
Endelig havde vi fundet en neutral grund, hvor vi kunne dulme nerverne.
“Jeg købte for ca et halvt år siden en sommertop på nettet til 40 kroner. Med forsendelse.”
Juniper gjorde store øjne og jeg måtte til at fortælle hvordan den så ud, hvordan den var at have på, hvordan jeg fandt ud af størrelserne og om den klædte mig. Derefter stilhed igen. Jeg tændte radioen der var gået i stå, efter Juniper havde startet bilen. Det gjorde den nu og da. Jeg mindede mig endnu engang om at jeg skulle få det fixet. Radioen var indstillet til områdets musikkanal, men en generende og lidt for smart vært, der måtte kede sig bravt, snakkede om julemad og jeg zappede hurtigt videre. Det var simpelthen for tidligt til den slags. Vi endte på en station der spillede ‘3 Doors Down - Here Without You.’ Jeg vidste ikke om det faldt i Junipers smag, men det faldt i hvert fald i min. Igen gled vi over i en tavshed, hvor vi sad og lyttede til vinduesviskerne og tidliger hitlistesange. Modsat før føltes denne stilhed ikke fjendtlig og afvisende. Den føltes som en ny begyndelse.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...