Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21588Visninger
AA

23. Kap. 23

Hvis jeg ville kunne jeg bakke tilbage og kante bilen ud på vejen og køre hjem. Men jeg var stadig rystet og havde nu slet ikke lyst til at forsøge mig igen. Hvis jeg kørte videre var jeg helt sikker på at køre galt. Mine hænder ville ryste så meget at jeg ikke ville kunne holde ordentligt på rattet og jeg ville bruge al min energi på at spejde efter dyr.
Jeg bed mig i læben. Hvem skulle komme og hente mig? Der var ikke så mange at ringe til. Jeg havde ikke lyst til at mine manglende køreevner skulle blive almen kendt og det udelukkede stort set alle de overfladiske venskaber, som sikkert også havde andet at tage sig til end at finde ud af at komme helt herud til mig, bare for at køre mig hjem. Anoushka var også et no go. Det var helt sikkert. Det sidste hun ville, var at redde min røv. Forbandet være at jeg havde så svært ved at komme i kontakt med folk. Det var i sådan en situation at man skulle have en masse venner der ville springe til for at hjælpe en. Også selv om det ville være besværligt.
Jeg havde heller ikke lyst til at ringe til Anoushka, selv hvis hun ville komme. Noget sagde mig at jeg ikke ville få noget som helst ud af det og jeg ville ikke krybe!
Hvem var der så? Jeg kunne ikke komme i tanke om en eneste jeg ville bede om at redde mig, og derved indrømme at der var noget jeg ikke var god til og måtte give op ved. Når alle andre kunne køre bil, burde jeg vel for pokker også.
Skulle jeg så sidde her i det rene ingenting indtil mine nerver kom på plads og jeg var dum nok til at ville forsøge igen? Følte jeg heller ikke for. Idioti var at forsøge den samme ting, men forvente et andet resultat. Nogen måtte komme og hente mig. Jeg satte mig ikke ind i den dødsfælde igen.

Jeg fandt min mobil frem og scrollede ned langs telefonbogen. Der var som sådan mange at ringe til, men de boede langt væk, var overfladiske venskaber, min læge, en gammel lærer. Jeg burde virkelig få ryddet ud i den telefonbog.
En anden dårlig mulighed dukkede op, men dog en mulighed. Juniper! Hendes nummer havde jeg også fra et eller andet sted og aldrig fået slettet. Længe leve aldrig at slette numre. Juniper var virkelig også et longshot. Vi havde ikke snakket siden Cat Club. Hun var nok stadig sur. Jeg var stadig sur, men mit skænderi med Juniper lå længere tilbage end mit skænderi med Anoushka. Og de var geografisk mit bedste bud. De var mit eneste bud. Det var håbløst.
Skulle jeg tage et forsøg med bilen? Ja, det var nok det bedste. Jeg ville sætte mig ind, bakke væk og komme hjem. Nemt nok.

Jeg satte mig ind, lukkede døren og fik selen på igen. Det gav et uønsket sug i maven da jeg drejede nøglen og startede bilen. Den blev sat i bak og jeg fandt koblingspunktet og trådte prøvende speederen ned. Bilen gav den samme høje lyd fra sig, hoppede på stedet og jeg slap alt. Det var helt udelukkende at forsøge igen. Jeg skulle hentes.
Jeg fik hurtigt mobilen op igen og det tog mig ikke længe at finde Anoushka på displayet. Men jeg ringede ikke. Skænderiet var for tæt på. Jeg ringede til Juniper.
Mine fingre legede med mit hår. Jeg kunne høre den ringe i den anden ende. Mine fingre cirklede omkring de samme totter der strammede omkring dem, til jeg kunne mærke den velkendte spændte følelse i min hovedbund.
Opkaldet blev accepteret i den anden ende og jeg hev i hårde små ryk mine fingre fri af håret.
“Hej det er Shiniqua jeg er på Denvervejen et sted kom og hent mig jeg har bil.” Jeg afbrød opkaldet og en isnende varme løb mig ned af ryggen. Det var nok et af de værste opkald jeg havde været tvunget til længe. Jeg havde hverken trukket vejret eller givet Juniper en mulighed for at sige noget. Havde hun overhovedet nået at finde ud af hvad det handlede om? Ville hun komme? Ville jeg komme hvis det havde været omvendt og det var hende der havde haft brug for hjælp?
Nok ikke. Ikke engang hvis det havde været Anoushka. Hvad gjorde jeg nu? Ville hun komme? Ville hun blive væk? Skulle jeg ringe igen?
Juniper ville få en time, og ellers måtte jeg ringe til Anoushka eller prøve bilen igen. Jeg satte mig ind i bilen og tændte for radioen. Timen ville føles som en ren evighed, men forhåbentlig ville noget musik gøre den tålelig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...