Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
22037Visninger
AA

22. Kap. 22

Der var helt tomt og jeg kom hurtigt frem. Jeg fandt en grøn bølge og kunne derved holde angsten om pludselige skift fra grøn til gul på et plan hvor den næsten ikke generede. Jeg så frem til at komme ud på Denver-vejen, hvor det kun gik ligeud og intet andet. Og langsomt tyndede det ud i husene. De blev færre, haverne blev større, de grønne områder tog til, markerne gjorde deres entre og pludselig dominerede de hele landskabet sammen med spredt natur og det eneste elektriske lys var lygtepælene, da jeg drejede ud på Denver-vejen.
Jeg skruede op for radioen, da Take on me startede. Måske var den helt fra 80'erne, men sangen var en klassiker.
"Talking away
I don't know what I'm to say"
Jeg mimede til sangen, mens mine fingerspidser lydløst trommede på rattets læder. Jeg sang aldrig. Jeg var alt for genert til sådan noget. Selv helt alene i en bil og det der med at synge i badet havde jeg aldrig forstået. At synge lå ikke til mig, jeg kunne lige gå med til en svag nynnen.
De ensformige landskaber og musikken forvandlede min bil til en hyggelig lille boble og jeg begyndte at tro på at jeg kunne nå hjem uden ulykker. Noget det løftede mit humør. Det var gået perfekt indtil videre, men intet varer evigt og ud af krattets mørke kom noget på kollisionskurs med bilen.

“Åh nej!” skreg jeg og vred instinktivt rattet, da den lille sort skygge med et sprang frem fra rabatten og pilede ud foran bilen. Bilen drejede skarpt og i sidste øjeblik slap jeg rattet og holdte mig for øjnene, mens jeg løftede foden fra speederen og klaskede både bremse og kobling helt i bund. Det sidste jeg så var vejtræet der kom tættere på. Bilen gav en unaturlig lyd fra sig, som jeg var sikker på at en bil ikke skulle sige. Ikke hvis man satsede på begges overlevelse. Både min og bilens. Bilen hoppede fremad i et rask bump der fik mig til at hoppe i selen. Hoppede frem igen og gik i stå. Jeg holdt vejret og skilte fingrene, så jeg kunne titte ud mellem hullerne.
Jeg var i live, og det så ikke ud til at jeg havde ramt træet. Jeg blev klar over at jeg havde holdt vejret og åndede tungt ud. Mine hænder rakte ud efter rattet og jeg fulgte buen ned, mens mit hjerte kom på plads og faldt ned i en mere normal rytme.
Det var bare alt for typisk. Der var en evighed mellem vejtræerne og alligevel skulle jeg være ved at køre ind i et.

For en sikkerheds skyld trak jeg håndbremsen inden jeg steg ud. Jeg drejede også nøglen, selv om det ikke så ud til at være nødvendigt. Bilen var helt stille og den så ikke ud til at være tændt. Men man vidste jo aldrig med sådan nogle.
Det havde da også været en dårlig ide. Jeg burde slet ikke køre bil... Kørekortet havde taget mig en evighed at få. Hvilket nok også var derfor jeg havde fået det i første forsøg, med alle de ekstratimer. Men rutine var det aldrig rigtig blevet til. Jeg hadede at køre bil, tog hellere cyklen eller offentlig transport, hvis ikke jeg kunne gå eller få nogle til at køre mig. Anoushka havde jeg altid kunne regne med. Hun vidste godt hvor meget jeg hadede at køre bil. Og jo længere tid der gik imellem mine bilkørelser, jo dårligere gik det for jeg glemte langsomt alt og kom ud af den rutine som jeg aldrig rigtig havde fået.

Bilen så fin nok ud. Den holdte meget tæt på vejtræet og halvt ude af vejen, men jeg havde i det mindste ikke ramt noget og det var da et plus. Jeg konstateret lettet også at der ikke var hverken blod, pels eller fjer. Jeg gik nogle meter bagud for at være helt sikker. Jeg ville ikke kunne holde ud at der lå et dyr et sted og led, fordi jeg havde ramt det. Også selvom det var selvmorderisk. Men det måtte havde undgået bilen og være løbet væk. Gad vide om det havde været en fasan? Jeg havde hørt at de stod ved vejkanten og ligefrem ventede på en bil, inden de løb over. Med jævne mellemrum lå der også også overkørte harer, ræve og katte på og ved vejen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...