Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21481Visninger
AA

21. Kap. 21

“Jeg har helt glemt at give dig de gode nyheder!” Anoushka klappede begejstret i hænderne og jeg kiggede skeptisk på hende. Hun smilede euforisk og jeg spekulerede på hvilke nyheder der kunne være på højde med hendes entusiasme.
“Hvad?” spurgte jeg træt. Jeg svingede mellem at ville sove og ville høre hvad hun brændte inde med. Vi havde trukket os tilbage til gæsteværelset og var så småt ved at gå i seng. Hun var allerede i nattøj, jeg havde kun fået smidt blusen og BHen.
“Juniper er stoppet på skolen. Sheney smsede tidligere i dag” Hun jublede og klappede begejstret igen. Sheney var en fælles veninde og halvt med på 'had Juniper-holdet'. Jeg gjorde store øjne og kunne mærke min kæbe falde en tak ned.
“Hvad?” spurgte jeg uintellegent. Det havde jeg da intet hørt om og rygter plejede at gå hurtigt, især hvis folk tænkte på at droppe ud.
“Hvorfor?” Jeg lød stakåndet og Anouskha missede utilfreds grundet min reaktion. Hun havde sikkert forventet en at juble med, men efter jeg havde fundet ud af hvem der havde den ledende hovedrolle i Junipers tanker havde jeg udviklet en svag form for sympati for kællingen. Måske var hun en bitch, men hun havde da smag siden hun valgte mig og stil siden hun ikke valgte min kæreste. Jeg havde hadet hende fordi jeg havde anset hende for en trussel. Det vidste jeg nu hun ikke var og kunne derfor revurdere mit syn på hende.
“Hun har fået et job.” Anoushka klappede ikke i hænderne en tredje gang.
“Er du ikke glad?” spurgte hun ledende og lod til at vippe mellem utålmodig og uforståelig.
“Tjo, lidt.” Jeg gad ærlig talt ikke snakke om Juniper. Og da slet ikke sammen med Anoushka, med tanke på hvad der var foregået i baggården mellem Juniper og mig. Mindet fik jeg til at krumme tæer og føle mig ilde til mode. Jeg blev faktisk i et dårligt humør. Mindet og Anoushka var alt for tæt på hinanden, jeg ville ikke have de blev blandet sammen.
“Lidt?!” vrænede Anoushka. “Hun er en dum kælling. Du hader hende selv og så står du bare og siger ‘lidt’”
“Jeg synes bare ikke hun er så slem igen” snappede jeg kort af hende. Jeg ville bare sove. Hvorfor var det så svært at forstå?
“Siden hvornår?” snappede hun igen.
“Siden.. Bare siden. Det er da også lige meget.”
“Det er det da ikke.” fastholde hun til min store irritation.
“Det er det da. Måske gider jeg bare ikke gå og hade sådan på andre mennesker. Hun har ikke fortjent det.” Jeg slog ud med armene. Jeg havde glædet mig til at komme i seng med Anoushka. Det havde været en dejlig dag og min hud var faktisk ved at opføre sig normalt, efter en dag i skyggen. Nu var stemningen ødelagt.
“Hvorfor er du så mærkelig?” Anoushka havde hævet stemmen. Hun ville sikkert helst råbe, men vi havde trods alt hendes bedsteforælder på etagen over os. Det ville være pinligt ud over alle grænser, hvis de hørte os skændes. Og omkring en pige! De ville sikkert græmme sig over det resten af livet. Ifølge dem var lesbiske som pingviner; Homoseksuelle der fandt partnere for livet og aldrig kiggede til anden side. Med mindre de blev heteroseksuelle eller en sjælden gang skulle stjæle æg.
“Hvorfor bliver du ved?” vrissede jeg arrigt. Jeg snuppede min sovetshirt og smækkede døren til toilettet for at børste tænder og tisse i fred. Få nattøj på og gøre mig klar til at sove. Jeg gav mig god tid med at tage makeup af og påføre fugtighedscreme. Jeg havde heldigvis ingen problemer med at se mig selv i øjnene og var i et lidt bedre humør, da jeg kom ud igen. Anushka var til gengæld i et værre humør.

“Har du været sammen med hende?!” Hendes stemme var mere skinger end ellers og hun så stejlt på mig. Jeg følte gulvet blive trukket væk under mig og blev helt bleg. Hun havde gennemskuet mig. Jeg skulle ikke have givet hende tid til at gruble, for hun var nogenlunde nået frem til den eneste mulige forklaring. Jeg følte mig helt blottet, uden forsvar og kunne mærke hvordan værelset tog et hurtigt sving. En stemme skreg at hun på en eller anden måde mistænkte mig for det jeg havde gjort, men hun havde ingen grund til at tro det om mig. Jeg måtte stole på at hun stolede på mig. Stolede mere på mig end jeg fortjente.
“Gu har jeg sku da ej!” råbte jeg. “Og drop det så. Jeg vil sove.”
“Men det vil jeg ikke. Har du snakket med hende eller ej?”
“Det har jeg ikke! Hvornår skulle jeg have snakket med hende?”
“Du lyver. Enten har I snakket sammen eller også har du snakket med en anden.” konkluderede hun og pjuskede hidsigt op i de blonde bølger.
"Drop det nu. Du er dum at høre på." Jeg håbede på at de hårde ord ville få hende til at give op, men nej.
Vi stod og nedstirrede hinanden. Det var sjældent vi skændes og det var første gang vi skændes over en anden pige. Vores skænderier plejede at handle om de samme ting: 'Du havde nøglerne sidst, hvor er de? Jeg gider ikke have spaghetti igen til aftensmad. Du værdsætter mig ikke sådan som jeg vil have du gør det!' Helt normale skænderier, der havde forsikret mig om at vi havde et stærkt forhold.
"Hvorfor tager du hende i forsvar?" gentog Anoushka krævende og vredt.
"Det gør jeg heller ikke! Hvis ikke du dropper det, tager jeg hjem nu. Jeg gider ikke det her."
Anoushka så med et forvirret ud. Ultimatumet var sikkert ikke forventet og jeg selv var også lidt overrasket over at det rent faktisk var kommet ud af munden på mig. Men jeg stod ved det. Jeg ville ikke snakke om Juniper med Anoushka, også selvom det betød at jeg skulle tage hjem sent om aftenen. Jeg føre mig desperat nok til det. Måske var jeg bare overtræt. Hun kneb øjnene sammen og vi genoptog nedstirringen.
"Sig hvorfor du pludselig tager hende i forsvar. Du er fuld af lort, det kan jeg godt regne ud!" Hun lød oprevet over de ting hun ikke vidste.
"Det er dig der er fuld af lort. Du fatter intet. Jeg gider ikke det her. Jeg tager hjem og sover, hvis du skal være sådan."Jeg greb min trøje og gik med raske skridt mod døren. Det havde været en hurtig beslutning og jeg stormede ovenpå til ingen verdens nytte. Anoushka var ikke fulgt efter mig og det sårede mig at hun var blevet nedenunder. Men holde hun ikke mere af mig end det, kunne hun rende mig et vist sted. Jeg fandt Wenya og Leon, stadig oppe og sagde hurtigt farvel. Jeg undskyldte mig med en søforklaring og sikrede mig at de ville køre Anoushka hjem i morgen.

Da jeg lukkede hoveddøren bag mig kunne jeg ikke lade være med at føle at jeg havde overreageret stærkt. Så slemt havde skænderiet heller ikke været og vi kunne sikkert nemt have sluttet fred. Men jeg var stadig irriteret over Anoushkas kolde skulder, min uro gav mig dårlig samvittighed og jeg havde allerede sagt farvel. Jeg havde spillet mine kort og nu måtte jeg leve op til dem. Der var ingen vej tilbage.

Bilen startede i andet forsøg. Jeg kunne godt køre bil under særlige forhold og under tvang. Det var langtfra noget jeg holdt af, men nu var det sent og der kunne ikke være mange på vejene. Andre bilister var den største stressfaktorer.
Nedslået startede jeg bilen. Wenya og Leon stod og vinkede i vinduet da jeg kørte væk i min fars gamle bil. Anoushkas farvel var hendes fravær og skjult bag rattet, for ikke at fornærme de gamle festaber, stak jeg langfingeren i vejret i retning af værelset, hvor Anoushka skulle sove alene. Mit farvel til hende.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...