Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21815Visninger
AA

20. Kap. 20

Vi blev vækket klokken ni af en farmor der havde været oppe før seks for at gøre klar, og endda havde taget tid af til af diske op med morgenmad på sengen til os. Blødkogte æg, halve grapefrugter og gyldne skiver toastbrød med smør. Og en kande æblejuice. På dette punkt elskede jeg Wenya af hele mit hjerte og var overbevist om at der ikke var noget ondt i den kvinde. Vi fik spist og tøj på, på lidt under en halv time og klokken ti var vi i gang med at hænge lyskæder op til om aftenen og sætte borde og stole op. Wenya så vi slet ikke, men Leon var alle steder, både inde og ude. Jeg skyndte mig at give ham et stort knus og ønske ham tillykke med fødselsdagen. Vores gave lå på gavebordet sammen med andre gaver. Selvom gæsterne ikke var kommet endnu lå der allerede en lille stak og farvestrålende og humoristiske fødselsdagskort fra hele landet var sat pænt op.
Vejret var startet en smule blæsende i forhold til de sidste mange sommerdage, men som solen kom frem og varmen tog til var det dejlig kølende med sommerbrisen, der friskede en op og holde den værste varme væk.

Som formiddag blev til frokost fandt vi også ud af al det der manglede, for selvfølgelig var der altid noget der var glemt eller for lidt af. Da gæsterne kun var en halv time væk overlod vi det sidste til Wenya og Leon og kørte ud for at skaffe det sidste. Værterne havde begge stress på og mente rent faktisk at der her var noget vi kunne klare uden opsyn. Wenya havde stukket en liste i hånden på Anoushka og Leon havde venligt bedt mig om at enten parkere lidt længere væk, så der var plads til de andre biler eller give os god tid. Jeg spekulerede på om vores bil var så grim at den burde skamme sig og måtte have set lidt forkert ud.
"Nu hvor I har været så gode til at hjælpe er I næsten ikke gæster mere. De andre kommer med bagage og børn"
"Ja okay. Så hvis vi kommer om 45 minutter til en time? En lille time?"
Leon nikkede. "Det lyder helt fint."



Ude foran familieboligen var der fyldt godt op, da vi ankom på ny. Der var en masse stemmer der gled ind og ud af hinanden og jeg kunne genkende de lyse børnestemmer der oversteg alle andre. Vi havde akkurat lige fået åbnet bagagerummet, da den første vrede voksenstemme overdøvede alt og skældte ud på et stakkels offer der havde brudt en regel om god opførelse. Ud fra ordlydene var forbrydelsen vold i form af en overgearet unge.
“Vi tager hjem igen” mumlede jeg. Jeg havde helt glemt hvordan familiemøder var, fordi de var så sjældne. Og nu hvor jeg stod på tærsklen til et forstod jeg på ny, hvorfor de var så sjældne. Min egen familie var fantastiske i forhold til Anoushkas højtrystede cirkusfamilie.
“Hallo! Så er vi her!” Anoushka smækkede bagageklappen, så det gav et mægtigt smæld og fangede opmærksomheden hos de nærmeste.
Børn og voksne i alderen 3 til 300 kom myldrende for at sige goddag. Først børnene der hungrede efter mere opmærksomhed, 6 stykker var der. Især de 3 ældre der vist efterhånden havde rundet de 11 år forsøgte at få styr på tropperne og afgøre hvem af de 3 der havde lederhatten på. Især en pige ville have en strålende fremtid som skolens kælling, hvis hun blev ved på den måde. En kommende deltager til 'Paradise Hotel' måske?
Efter det første stormløb stod forældrene klar til at hilse og nogle nye ansigter. Der var kommet en kæreste til, der fungerede som bonusfar for et af børnene og en tyk mave var blevet til en lille dreng, som vi begge efter bedste evne overøste med ros for at holde os på god fod med moren, selv om den lille lyseblåklædte klump savlede i søvne.
Børnene cirklede stadig omkring os som sultne hajer, på jagt efter opmærksomhed, anerkendelse og nyt de kunne underholde sig med, mens deres forældre var så søde at tage vores indkøbsposer og jage børnene væk fra indkørslen. Vi havde nu fuldført vores del af forberedelserne og kunne nu slappe af som gæster og sige tillykke til den heldige det kunne slå sin fødselsdag sammen med de bedste værter.
Alt i alt måtte vi være over 20. Børn, forældre, bedsteforældre, en helvedes masse niecer, kusiner, onkler, tanter,ægtemænd, koner, kærester og jeg kunne blive ved.
Haven var fuld af mennesker der stod sad, lå snakkede og spiste. De eneste der ikke var til stede var værterne, Wenya og Leon, der sikkert havde travlt i køkkenet. Jeg skævede til Anoushka med et skjult smil og hun rullede diskret med øjnene og gik i retning af huset, for at finde de to gamle og forhåbentlig få dem til at deltage i deres egen fest. Selv fortsatte jeg over mod maden. Der var sat hele to borde af til mad af enhver art og selvom jeg ikke havde været sulten før, var jeg med et sulten nu. Især hvad det måtte være en røget laks og broccolitærte så helt fantastisk ud. Det havde allerede været en del at tage for sig og et par stykker havde direkte slået sig ned lige ved siden af maden og jeg slog mig hurtigt til dem. Til en fest endt alle ved maden. Det var kun et spørgsmål om tid.

Det var dejlig bekvemt at blive siddende ved maden. Ikke kun på grund af mit timelange måltid, men også fordi alle kom forbi mig og ar der en ledig plads ved bordet slog de sig gerne ned for en snak. Jeg havde allerede fået fast bordpartner i Anoushkas nevø på 5, hvis store idol var Powerpuff pigerne og på bedste børnemanerer forsøgte at genfortælle afsnittene, men fik dem hakket ud i et stort kaos og jeg forsøgte at lade vær med at rulle med øjnene og i steden for se interesseret ud, selvom jeg var tæt på en tålmodighedsnedsmeltning. Til sidst måtte jeg dog give op og efterlod ham til hans mor og fandt Anoushka. Hun sad og snakkede med nogle og på ingen tid var jeg med i samtalen.

Om aftenen blev der sat mere mad ud, men jeg var alt for mæt til at spise mere. Det så ellers godt ud.
Efter maden begyndte de første så småt at tage hjem. Det var især dem med børn, men da først folk var begyndt at tage hjem tyndede det hurtigt ud blandt gæsterne og allerede ved 10tiden var de sidste taget hjem. Anoushka og jeg havde valgt at blive endnu en nat. Der var dog heldigvis ikke behov for oprydning, for de sidste gæster havde været dejlig hjælpsomme så Wenya og Leon ikke skulle stå alene med det kedelige.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...