Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21947Visninger
AA

17. Kap. 17

"Har du set min sko? Jeg kan ikke finde den. Hvor kan den være?" Anoushkas stemme var ved at nå et halvhysterisk toneleje, hvilket gav mig omkring fem minutters fred inden hun enten gav op eller måtte have assistance. Siden det var sko måtte det nok blive det sidste.
Jeg trak på skulderen og gennemgik en usystematisk og meget hullet gennemgang over hvor den kunne være. Men jeg var stadig for træt ovenpå natten før. Det på trods af at klokken var næsten to og vi havde en lille halv time inden vi skulle af sted til dette års sommerfest og to fødselsdage slået sammen til en kæmpe familiefest, holdt af Anoushkas ultra gamle bedsteforældre. Noget som ofte endte som en hyggelig katastrofe. Især på grund af Anoushkas farmor. En kvinde som jeg efter mange lange år stadig ikke forstod. Eller for dens sags skyld vidste om jeg brød mig om. Selve festen var i morgen, mens Anoushkas evig kontrollerende farmor havde ringet lidt over 11. Og da hun først havde lugtet at vi stadig lå under dynerne og ikke havde andre planer end pakkeplaner, havde hun på en eller anden måde beordret os op til hende før tid, for at hjælpe med forberedelserne. Faktisk havde hun været så udspekuleret at det var endt med at vi havde tigget om lov til at få lov til at hjælpe til.

Jeg tog endnu en bid af min ananas/kødsovspizza. Det var så nemt. Vi havde ikke engang orket at rydde bordet. Havde bare smidt pizzabakkerne oven på reklamerne og ugeavisen. Vi havde hentet to glas til sodavanden, men endnu stod den urørt og uåbnet. Tallerken og bestik havde inden af os orket. I dag skulle det bare være nemt og intet andet.
Anoushka havde først giver op omkring pizzaen. Nu lå hendes trekvarte tunpizza og fristede mig. Kødsovsen på min var en vandet affære, hvor det meste af min pizza var søbende gennemvædet og det var endda nok væske til også at have opløst pappet enkelte steder. Det så langt fra appetitligt ud og jeg havde en mistanke om at papsmagen fra den våde pizzabakke var trængt op i min pizza. For den smagte smagsløst og kedeligt. Den smagte lidt af pap. Den føltes lidt som pap.
"Jeg havde dem på igår og hvor er de nu?" Anoushka snakkede med sig selv. Hun havde den der fraværende stemme der lød som om hun var langt borte. Jeg kunne høre hende gå frem og tilbage ude i gangen, hvor skoene stod.
"Jeg havde dem da med hjem. Man mister da ikke bare en sko. Det ville man da opdage."
“Hvad med inde i soveværelset?” foreslog jeg og lænede mig ind over bordet for at stjæle et slice af Anushkas pizza. Tun var ikke lige mig, men det var nu engang bedre end en søbet pap-pizza. Jeg kunne høre Anoushka forsvinde ind i soveværelset og sukkede for mig selv, med munden fuld af pizza.
“Vi skal altså snart af sted.” sukkede jeg højt og pakkede pizzabakkerne sammen og lagde dem begge ind i køleskabet. Der måtte de få lov til at stå, til vi kom tilbage om nogle dage.
Min krop modarbejdede mig, ved at veje et halv ton, da jeg endelig rejste mig for at komme videre med dagens pligter. Jeg sluttede mig til Anushka inde i soveværelset. Hun var ikke kommet videre og jeg var slet ikke begyndt. Vi ville blive så forsinkede. Anoushkas farmor ville blive så skuffet over os.
“Glem nu skoen. Den dukker op.” Jeg trak rejsekufferten frem under sengen og et halvt års nullermænd fulgte i dens kølvand. De blev hurtigt børstet væk og jeg ignorerede hvor meget der nu trængte til at blive støvsuget.
Siden det kun var for et par dage og det var sommer, burde det være nok med en rejsekuffert til os begge? Hvor meget fyldte nogle g-stringe og sommertoppe? Anoushkas bedsteforældre havde heldigvis plads til os og lånte hellere end gerne sengetøj og håndklæder. Håndklæderne var endda magiske. Man efterlod dem i en fugtig klump på gulvet efter bad og næste dag lå de nyvaskede og nydeligt sammenfoldet på sengen og duftede dejlig bløde af citrusskyllemiddel.

Mod alle odds fik vi pakket på 10 minutter og imellem os havde vi fået pakket 7 par lange bukser, 3 shorts, 14 sommertoppe, 5 bluser, 1 sweater, et utal af sokker og undertøjssæt og 4 par sko. Til 2-3 dage. Dertil tandbørster og toiletsager og kufferten var ved at gå op i sømmene.
“Gaver!” udbrød Anoushka. Det var rigtigt. Vi havde haft så travlt med at huske skiftetøj at vi ville være klar til at tage af sted uden dem. Vi stirrede kort på kufferten, der dårlig nok ville kunne overkomme et ekstra par sokker.
“De må komme i en pose ved siden af.”

Der gik 75 minutter før vi havde fået pakket bilen. Momentumet var ligesom løbet ud, da først vi havde fået pakket kufferten. Derefter var alt gået i slowmotion og vi skulle begge i bad og gøres anstændige, inden vi kunne troppe op hos værterne. Det duede ikke at komme og lugte af daggammel diskotek og sprut og smøger. Anoushkas farmor ville slagte os på stedet som urene dyr.

Som altid var det Anoushka der kørte. Det var min fars bil, som vi fik lov at køre rundt i og behandle som vores egen. Vi betale benzin og forsikring og så kunne vi bruge den som vi ville. Min far havde for flere år erstattet den med en anden model, men havde ikke kunne skille sig ordentligt af med den gamle. Mænd og deres biler. I princippet var bilen til salg, men prisen var helt forrykt og der havde ingen interesseret købere været og min far virkede ikke oprigtig interesseret i at sælge. Det var mere min mor der pressede på. I det første stykke tid havde der været nogle enkelte til at kigge på den og byde nogle meget lavere beløb uden held. Selvom de havde været yderst rimelige i forhold til brugt bil-markedet. Og i sidste ende havde jeg fået brugsretten og foræret den videre til Anoushka, da hun var en langt bedre bilist end jeg var. Jeg undgik at køre af indlysende årsager.

VI var nået et godt stykke, da Anoushkas mobil ringede. Ingen af os behøvede at tjekke displayet for at regne ud hvem det var. Vi burde have været der nu, men manglede stadig det sidste stykke. Mobilerne og vores punge lå altid i handskerummet, når vi kørte. Siden Anoushka kørte, fik jeg æren af at underholde farmoren.
"Hej Wenya. Det er Shiniqua." Jeg kiggede ud af sideruden efter tegn på hvor langt vi havde igen. Vi var stadig på Denvervejen, der udgjorde omkring 70 % af turen og var en lang lige øde vej, hvor alle kørte stærkere end de måtte. Vejen måtte have en gennemsnitshastighed på de 140. Der var ingen kurver, ingen vejbump, ingen lyskryds, næsten ingen trafik, nemme til og frakørsler og meget sjældent politi. Vejen var et rent slaraffenland for dem der havde travlt.
"Vi er på vej. Vi er på Denvervejen.... Nej, der er et stykke tid til vi skal dreje af..." Det var nemt at høre på Wenyas stemme, at hun var godt utilfreds, mens hun krydsforhørte mig om tidsplaner og jeg begyndte at føle mig presset.
"Lyv." Kunne jeg høre Anoushka hviske og jeg rullede øjne af hende. Jeg var som udgangspunkt meget imod at lyve.
"Der har været et uheld på vejen, så der har været kø... Jeg ved ikke om det var alvorligt, synes du det så alvorligt ud, Anoushka?" Hvis jeg skulle lyve for hendes familie, skulle hun også. Det var trods alt hendes farmor, ikke min. Jeg kiggede på hende og blev ved til hun trak på skuldrene.
"Ja. Folk kører jo som røv og nøgler her." råbte hun og den blev godtaget i den anden ende. Vi havde fået købt lidt ekstra tid, mens vi speedede ud af en næsten tom landevej.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...