Kunsten at fucke op

En kærlighedstrekant som den ikke er set før med tre viljestærke piger og skjulte dagsordner. Hvor forhold er baseret på løgne og dårlige intentioner.
Til dem der elsker deres kærlighedsdramaer, men er trætte af rygradsløse personer der ikke aner hvad de vil og forelskede stakler der aldrig er skyld i deres ulykke.

47Likes
36Kommentarer
21617Visninger
AA

16. Kap. 16

Turen op til baren gik med et let og jeg spottede hurtigt Anoushka der vinkede til mig og jeg hørte lige afslutningen på en bestilling til os begge, da jeg sluttede mig til dem.
“Hej.” Vi hilste på ny med kys og kram. Anoushka var stadig sammen med den originale gruppe, omend den var blevet noget mindre.
“Hvor har du været? Lige pludselig var du væk?”
'Du kunne jo ha ringet' tænkte jeg for mig selv.
"Rundt omkring. Jeg ville se hvem der ellers var her. Og så var jeg ude for at ryge en del gange." Det var nemt at lyve og jeg ville mene at jeg nu var dækket godt ind.
"Har du været med til den nye dans?"
Jeg rystede på hovedet. "Nej, har kun set andre danse den. De dansede den både til Amr Diab og Mariah Carey." Hvilket absolut ingen mening gav, da de to ikke havde meget til fælles. Men den nye in-dans måtte være meget generel.
Vi blev siddende og snakkede, gæster var gået hjem så vi sad ikke i vejen, inden vi kastede os over det halvtomme dansegulvet. Anoushka og jeg har dannet par så længe at vi via de mange byture og skøre påfund hjemme ligger i toppen når det kommer til dans. Vi danser næsten altid sammen og kender denandens bevægelser. Vi er som sagt en lukket klub, en sexet tætdansende duo. Vi nåede også at danse esclude-dansen som den var blevet døbt hele to gange og for hver dans var der færre gæster.

Vi drak de sidste drinks, der var blevet bedre efterhånden som jeg havde fået flere, inden vi sagde godnat og tumlede syngende og dansende ud til en nattaxa. Anoushka humpede af sted på en sko. Den anden var forsvundet et eller andet sted hen og vi havde det for sjovt til at søge efter den. Solen var så småt ved at stå op. Det var det dejlige ved somre. Den var aldrig langt væk.


Det var stadig mørkt da jeg vågnede og blev bevidst om min elendighed. Jeg ville ønske at jeg aldrig var vågnet! Mit hoved snurrede, min krop summede og jeg kunne ikke trækker vejret. Et kort sekunds panik, hvor jeg troede at jeg stadig var så fuld at jeg havde glemt hvordan man trak vejret, inden jeg rullede ansigtet væk fra puden, som jeg var begravet i. Og selv med lukkede øjne blev jeg blændet af lys. Et skærende, pludseligt overdængende lys der lammede mig og fik mit hoved til at eksplodere. Jeg kastede mig instinktivt tilbage i det bløde mørke, men mit hoved kunne ikke klare den uhensigtsmæssige bevægelse og sendte ubehag ud i hele min krop. Jeg vil aldrig drikke... før næste gang.
"Mmmffhhmm" klagede jeg svagt min nød, der blev forstummet af puden. Jeg ville sove. Jeg ville ikke være vågen og bevidst om min elendige tilstand.
I det fjerne lød et svar fra min sengepartner og jeg kunne mærke en krop der flyttede sig sløvt, stadig i søvne.

Vi havde fået drukket rigeligt og det jeg bedst kunne huske var Junipers bare bryster. At få flashet sådan et par gjorde altid indtryk. Halvt i søvne, halvt i ubevidsthed famlede jeg i blinde ud efter min sidekammerat. Efter et par ukoordineret plask på dynen og klodset følen under, fandt jeg det jeg kunne huske. Min hånd lå på et stort blødt bryst.
Jeg studsede over størrelsen. Juniper havde så vidt jeg kunne huske ikke de mindste bryster, men det her passede slet ikke sammen med hvad jeg kunne huske. Det var alt for stort, alt for bredt, der var alt for meget af det?... Huskede jeg forkert? Det måtte jeg næsten. Jeg vovede pelsen og orkede lige akkurat solen længe nok til at få øje på et blond buttet ansigt med runde æblekinder.
"Nå. Det er dig." Nå ja! Anoushka, min kæreste, selvfølgelig.
Jeg puffede dovent til hende.
“Mphhffff....” En lige så tømmermændsplaget Anoushka der som mig ikke burde foretage sig andet end at sove. Det var det eneste jeg orkede at registrere, inden jeg igen faldt hen.

Næste gang jeg vågnede overkom jeg at dreje hovedet og kunne se en komaramt Anoushka der lå og snorkede svagt ved siden af mig. Jeg misundte hende for at være så ubevist om tømmermændene og puffede prøverne til hende. Jeg ville ikke være den eneste der led. Hun gav en lille lyd fra sig i søvne og vendte sig.
Jeg rystede hendes prøverne og kunne mærke hvordan min arm var stoppet med at tilhøre mig.
"Er du vågen?" mumlede jeg lavt. Mere kunne jeg ikke overkomme i første forsøg. Anoushka snorkede et kvalt svar og jeg ruskede hende igen. Denne gang lidt hårdere.
"Anoushka?" Jeg kunne ikke genkende min hæse alkoholpinte stemme. "Er du vågen?"
Anoushka måtte være gledet i en dybere søvn, for der var inden reaktion. Ikke engang et lille snork. Jeg sukkede og manøvrede min tunge krop om på ryggen og gloede tomt op i loftet med et lydløst suk. Noget vand ville gøre godt, men så skulle jeg op og stå. Og det krævede at jeg anerkendte at jeg var vågen. Noget jeg endnu ikke var klar til. Jeg lukkede mine øjne og forestillede mig at jeg sov. Måske ville jeg kunne snyde mig hjerne til at lade mig sove, selvom søvnens favntag var taget videre.

Min kvalme var flyttet ned i min mave og hals. Et yderst ubehageligt sted, der ledte mine tanker hen på opkast.
"Mmhmmm.." Jeg vendte mig om på maven. Jeg havde fået sovet lidt og følte mig en anelse mere oplagt.
Anoushka blinkede søvnigt med øjnene.
"Hej." peb hun forsovet og smilede et tømmermændsplaget smil.
"Hej. Sovet godt?"
"Mmmh... Du er stadig rød." Anoushka smilede og støj mig kærligt over kinden. Jeg kunne mærke hvor tør min hud føltes mod hendes bløde hænder.
"Yah... Den gør også lidt ondt." indrømmede jeg.
"Årh pusser." Det var den medlidenhed og medfølelse Anoushka kunne mønstre på dette tidspunkt. Hun blinkede og strakte sig halvt, så dynen blev trukket op og det nederste af hendes ben kom til syne.
"Hvad er klokken?" gabte hun og fortsatte de dovne morgenritualer ved at klø sig i den uglerede der var hendes blonde hår.
Jeg smilede. Det lange hår trodsede enhver tyngdekraft ved at stå til alle sider og i alle retninger, som havde vi brugt timer og flere flasker hårspray på at toupere det, med det ene formål at det aldrig skulle kunne reddes ud igen.
Jeg var en anelse mere vågen end hende og rakte ud efter min mobil, som trofast lå på sin faste plads under hovedpuderne.
“Øh.. 10:23 ikke mer?” sukkede jeg. Jeg havde virkelig håbet på at jeg havde sovet mindst halvdelen af dagen væk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...